Svar til: Bare jeg forstod!

#1385

Hej

Jeg synes, at det er super, at du holder afstand til ham. På mig virker han også, som om han synes, at det er rart at have kontakt med dig og være lidt intim og så i øvrigt vende sig mod sine øvrige aktiviteter. Jeg tror også som du, at han har gang i andre kvinder, og at han bruger kvinderne til at skabe stabilitet og følelse af overskud i sit liv.

Jeg tror ikke, at han for alvor er vild med dig. Så ville hans fokus omkring dig være meget anderledes. Hans kontakt med dig lader mest til at handle om at holde gryden lidt i kog, så længe dit blus stadig er varmt. Og det er der ingen tvivl om, at han kan mærke, at det er. Og benytter sig af.

Og han ved da godt, at du holder igen, fordi han ikke er helt på. Og har respekt for den del af dig, som kræver noget. Men går den så går den. En mand kan sagtens tænke: “Ja, det lakker mod enden med hende, men måske kan jeg duske hende en enkelt eller to gange på vejen ud, inden hun lukker helt af. Hun har jo en fantastisk røv, men ellers er jeg ikke interesseret i hende”.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard