Svar til: Bare jeg forstod!

#1209
Anonym
Inaktiv

Kære Asta

Der findes en amerikansk bog, skrevet af en kvinde, og jeg kan ikke huske, hvad den hedder eller hvad forfatteren hedder, men en bestseller. Jeg har heller ikke læst den. Hele bogen handler kun om et emne: at om du møder en mand, og han ikke vil mødes med dig mindst to gange om ugen, så er han ikke interesseret i dig som kæreste, og du skal give op.

Om jeg havde en datter, så ville jeg sikkert finde den og give den til hende. Hvis man vil stifte familie og have børn, så kan det ikke nytte at spilde sin tid og følelser på forhold, som man tror måske, måske ikke bliver til noget. Og det er vigtigt at komme væk med det samme.

Mange kvinder her i brevkassen en gode til at bakke hinanden op i at bakke ud, når en mand kun vil det “lejlighedsvise samvær”.

Når vi vi bliver ældre, jeg er selv 55, så kunne man måske tænke anderledes over sin livssituation og hvordan en mand kunne være en del af den?

Der skal jo være noget i forholdet, hvor man kan mærke, at man kan skabe en særlig stemning, når man er sammen. Man skal også kunne respektere manden. Der skal være den der nemhed i samtalen, hvor man kan mærke, at man har kontakt. Og det må naturligvis ikke bare være et ønske om sex fra mandens side, hvilket du netop beskriver om den mand, du har mødt.

Måske man så kan trække sit ultimative krav om løbende kontakt lidt tilbage?

Når mænd og kvinder mødes og begge forelsker sig og derfor begge ønsker sig at være ofte sammen, så er det jo bare, fordi de hver især projicerer et håb over i hinanden. Man skal kende hinanden længe, før man ved, hvem hinanden egentlig er og forholdet begynder at bygge på et ægte fundament og ikke bare en idé om, hvem den anden kunne være.

Som kvinde kan man blive desperat, når manden nedprioriterer forholdet. Der er nærmest tale om at lukke et vildt farligt dyr ind i sit hjem. Og unge kvinder skal ikke leve med det her vilddyr, om de ønsker sig en mand at få et barn sammen med. Andre taler om det som “gift” i kroppen.

Men måske man kan lære at håndtere situationen anderledes, når man ikke længer skal have barn sammen?

Fordi der er gået en vis periode fra du og han mødte hinanden til nu, så tror jeg, at du kan forsøge at stole på, at dine krav til meget samvær vil dæmpe sig. At det er positivt, at I har været ude i nogle pauser (som jeg selv også lige har været), fordi din forelskelse af sig selv vil aftage, og det uanset om I har mødtes eller ej, der går bare et vist antal måneder, og så vil dine ultimative krav til mødefrekvens blive nedsat. Så skal du bare holde ud så længe.

Målet må være, synes jeg, at du og han har lige meget lyst til at være sammen. Men om du er glad for dit liv alene – det skriver du ikke noget om – men er du det? Så kan det rigtige måske være, at du og han har det lejlighedsvise samvær, som Martin nævner, og som har været mandens præmisser fra en indledning.

Om den mand, jeg selv kender, så er det sådan, at om jeg skriver til ham, at jeg savner at høre fra ham, så får jeg svar med det samme og de næste par dage vil jeg få mails og sms-beskeder. Han forstår, hvad jeg mener, når jeg skriver sådan, og det kunne du måske forklare den mand, du måske vil genoptage forholdet til, at den type af kontakt er vigtig for at kunne holde det vilde dyr nede ovre i hjørnet at stuen, der derfor kan være et rart sted at være.

Kærlig hilsen, Charlene