Svar til: At leve med uro eller at undgå uro..?

#1297
Lillemy
Deltager

Sommerregn, jeg har læst dit skriv, tænkt lidt og læst det igen.
Jeg kan egentlig meget godt lide dine tanke om at konstruere en virkelighed, man bedre kan være i. At kvinden føler uro indeni har jo i bund og grund ikke betydning for, om manden bliver eller går – altså hvis kvinden ikke handler på uroen og derved påvirker situationen med den. Han går, hvis han går og bliver, hvis han bliver – uanset kan vi jo lige så godt forsøge at have det så godt som muligt. I bund og grund kan vores uro jo også være bundet op på en konstruktion/en tolkning. Med mindre manden rent faktisk forsvinder ud i det blå uden overhovedet at give lyd fra sig selvfølgelig. En stor del af kvinders uro må være “konstrueret” forstået på den måde, at vi tolker noget på mandens gøren og laden. Dvs. vi gætter eller konstruerer om man vil.
Kom lige til at tænke på, om vores uro måske er et slags ur-instinkt; jægermand tager på en længere vandring for at skyde byttedyr, kvinden er tilbage i lejren og hendes og børnenes overlevelse afhænger i dén grad af, at manden kommer retur med bytte. Ellers dør vi. Det er dog umuligt for ur-kvinden at vide, hvornår manden returnere – og om han i det hele taget har overlevet. Uro og venten – uro og venten.
Hmm, blot en indskudt tanke…

Jeg har i øvrigt samme erfaring som du; at “den gode/glade tone” understøtter relationen. Jeg har indimellem været noget kølig og lige sku se manden an, når han er “på” igen. Det er ihvertfald ikke befordrende. Det er faktisk mit indtryk, at manden kan have brug for, at kvinden hjælper ham med at “genoptage” relationen ved, at hun er åben, glad og varm. Så finder man hurtigere melodien. Man kan givetvis bruge masser af krudt på at overveje, om dette er rimeligt, men ikke desto mindre ser det for mig ud til at være det, der virker. Her skal det bemærkes, at det vi jo længes efter, når vi er urolige, er, at blive bragt i ro og at der igen er “connection” til manden. Den connection er bare længere tid om at opstå, hvis vi kommer til at stå med hænderne i siden og strengt afkræve manden svar på “okay, hvad foregår der..”.
Alting har selvfølgelig en grænse, så jeg tænker ikke, at manden bare har fri-pas til at opføre sig lige så tosset, som han vil. Jo det kan han selvfølgelig vælge, men så bliver det uden mig som Ofelia 🙂

Jeg spekulerer dog; føler mænd ikke uro..?