Svar til: At leve med uro eller at undgå uro..?

#1288
Sommerregn
Deltager

Den kloge kvinde – eller den kompetente?

Jeg har længe tænkt på at starte en tråd om det her tilbagevendende emne: Hvordan tackler man som kvinde uroen, når den udkårne ”forsvinder” i kontakten? Når tvivlen på hans interesse begynder at nage – og når uroen buldrer løs?. Eller når savnet af HAM begynder at tynge mere end glæden ved forholdet?. Mange tråde herinde handler om at forstå, hvad der sker – og om, hvordan man håndterer det.

MØ har skrevet i en artikel, at ” Den kloge kvinde finder ud af, at en mand i hendes liv er uundværlig, men at han kun er én af mange kilder til hendes fulde tilfredsstillelse og følelse af at være i live.”
Jeg tror, at de fleste af os ved, at vi skal kunne holde afstanden ud og tanke os selv op med andre ting. Vi prøver, vi øver os, vi bestræber os – og alligevel har mange af os prøvet gang på gang at lande i det helvede, det er, at mærke smerten og uroen buldre løs, når HAN ikke er der helt. Jeg synes derfor det er relevant at ”snakke lidt om” HVORDAN? Hvordan mestrer vi uroen? Eller hvordan undgår vi den? Hvordan tænker og eller handler vi, når dragen stikker sit grimme hoved frem igen?

Jeg har foreløbigt et bud, der virker for mig, når situationen opstår: Inde i mit hoved har jeg lavet en konstruktion, der går ud på, at han ER helt og aldeles dedikeret til mig. Der er ingen tvivl – han roder bare lidt med andre ting. Udfordringen bliver så at hjælpe ham lidt – og så i øvrigt give ham lidt fred. Men selvfølgelig er han der. Når jeg tænker sådan er der ikke skyggen af uro i mig. Og dertil kommer, at jeg også handler på en måde, der gør mig attraktiv for ham. Han får et indtryk af en let og glad kvinde, der er varm og omsorgsfuld – men også har fuld gang i andre ting. Hans interesse understøttes hele tiden af min ”tone” – og samtidigt har jeg det godt.

Der er selvfølgelig en risiko for, at tanken bare var en konstruktion – at det ikke var hans virkelighed. Men det er sådan set ikke vigtigt lige nu. Det vigtige er at have det godt og handle fornuftigt. Viser det sig, at virkeligheden var anderledes – jamen så må det håndteres. Men det er sådan set en anden sag.

Hilsen Sommerregn – der i øvrigt er glad fordi ”den dejlige” fortsat er det absolutte centrum i mit liv – og det er uden tvivl gengældt :- )