Svar til: Meget forvirrede

#27547

Hej

Jeg synes ikke, du har gjort noget forkert. Du ender i en klassisk uafklaret situation, fordi kvinder ganske ofte er meget mere lige ud af posen end mænd. Du spørger ham, om du gerne må se andre, nu hvor I ikke har aftalt, hvad I er. Jeg vil vædde min gamle hat på, at han har fået ejerfornemmelser omkring dig, selv om I ikke har nogen aftale om, hvilken status I har i hinandens liv. Men… han lader som ingenting og siger, at det ikke gør noget, du skal da bare ses med andre. Det tror jeg ikke, at han mener. Jeg tror, det har såret ham, men af en eller anden grund vil han ikke blotte sig og komme til at fremstå svag, fordi han rent faktisk har noget i klemme følelsesmæssigt. Og hvis han begynder at have forventninger (om at være ‘eksklusiv’) til dig, så kunne du jo begynde at formulere ønsker og behov, han ikke har lyst til at imødekomme. Han slås jo med et kompliceret forhold til eksen, så måske er han lidt overfølsom over for krav fra kvinder, der er tydelige i spyttet, eller som han ikke kan styre, eller som han føler sig domineret af. Jeg gætter bare.

Jeg tror, at han undlader at svare dig, fordi han lige skal have styr på sine følelser og også markere over for dig, at han ikke er afhængig af dig… lidt sølle, for han kommer faktisk til at afsløre, hvor meget han faktisk føler for dig, men bare på en kikset måde. Og samtidig får han jo demonstreret, at det betyder mere for ham at skjule sine følelser for dig end at være ærlig omkring dem. Så går der nogle dage, og så kommer han sig måske lidt over det hele og finder tilbage til sit gamle jeg. Og derfor er han pludselig venlig og imødekommende igen. Hvilket du naturligvis finder underligt, fordi du selv spiller med mere åben kort. (Det er de færreste mænd, jeg er stødt ind i, som fortæller kvinder, at de også er sammen med andre kvinder. Eller spørger om det er okay).

Så… jeg synes ikke, du har gjort noget forkert – ud over at være meget ærlig med dit spørgsmål omkring at se andre, når I nu har et uforpligtende forhold. Set i forhold til at være ærlig og åben, er det jo dig, der gør det rigtige – melder ud. Og du giver ham dermed mulighed for at forholde sig til, hvad han har lyst til. Det bliver han tydeligvis ramt af og prøver at lade som ingenting. Men da han straffer dig med tavshed, er det dig, der kommer til at ende med en skyldfølelse. Det behøver du efter min mening ikke. Du er jo ikke sat her på jorden for at gøre hans liv nemmere, men for at følge dine egne lyster – og så spørge respektfuldt til ham, du dater, om det er okay at se andre, når I nu ikke har noget fast forhold.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard