Svar til: Dating og tavshed i mellemrummet.

#27417

Hej

Ja, mange mænd holder bedst på den gode energi fra samvær, hvis de ikke skal være i kontakt i mellemtiden. Og da der ‘kun’ er tale om 3-4 dage, så kunne det godt være tilfældet her. Hvis de, mændene, skal ‘forstyrres’ af sms-beskeder, så kan de ikke helt koncentrere sig om at være fokuserede på det, de foretager sig her og nu. Så kunne man måske mene, at det ikke kan være så svært lige at bruge to minutter på at svare på en besked eller sende en besked. Og korrekt, det er på papiret ikke svært, men selve spørgsmålet blotter den manglende forståelse for mænd. Og udskammer mænds anderledeshed. Virkelig mange mænd skal flytte deres mono-hjerne opmærksomhed til et andet felt, og mange mænd får nærmest pr automatik dårlig samvittighed over at skulle svare på noget, de ikke helt orker at have fokus på lige nu. Ikke fordi kvinden ikke betyder noget, men fordi det ganske enkelt forstyrrer ham i det fokus, han har. Og så starter spiralen inde i manden: ‘Jeg skal gøre noget, jeg synes er mindre vigtigt, end det, jeg gør. Og nu får jeg allerede dårlig samvittighed over, at jeg ikke vil give hende den opmærksomhed. Så nu gør jeg det alligevel, selv om det irriterer mig, og det gør mig også irriteret på mig selv. Og jeg kan ikke dele det med hende, for så tror hun jo, at jeg er helt fucked og vred på hende over ingenting.’ Mange mænd er ikke bevidste om det, der foregår i knoppen og hjertet på dem selv, det kører bare pr automatisk, og ER de bevidste om det, siger de det ofte ikke højt, for det har de dårlige erfaringer med. Det skaber konflikt, når han prøver at advokere for sit behov, når det er anderledes end kærestens.

Det er jo ikke alle mænd til alle tider, der har det sådan. Hvis en mand er meget forelsket, er det meget normalt med mange beskeder frem og tilbage. Og så kan det klinge af med tiden, og det kan være frustrerende, hvis man gerne selv vil fortsætte den løbende kontakt med mange, daglige beskeder.

Omvendt ønsker virkelig mange – men langtfra alle – kvinder, at man holder kontakten varm og tillidsfuld ved som minimum at skrive en lille varm besked om morgenen og en igen om aftenen. Og gerne lidt mere… ‘jeg kom til at tænke på dig, der er sket det her for mig i dag, her er et sjovt foto, se hvad jeg så på min løbetur, nu kom jeg forbi det sted, hvor vi var på date første gang etc.’

Og selv om forskellene i stort omfang kunne ses som knyttet til kønnet, så kan forskellene sagtens være ‘omvendte’. At kvinden flipper ud over hele tiden at blive bombarderet med søde, sjove og varme beskeder… eller bare en forventning om et par beskeder om dagen. Mens manden måske sidder og tænker, at det er verdens koldeste kvinde, han er stødt ind i. Og at han sjovt nok har det med at støde ind i ikke-smsende kvinder, der heller ikke rutter med at give udtryk for følelser.

Så man kan også med rette mene, at der er tale om forskelle på mennesker, og at det er sociale og kønnede koder, vi har indlært fra barnsben.

Mit forslag er, at du ikke skal sige, hvad du gerne vil have fra ham… lidt flere søde beskeder. Men bare blive ved med at sende dem, du har lyst til at sende til ham. Hvis han så vedbliver at være tavs, så skal du måske skrue lidt ned i en periode, så du ikke føler, at du sender din varme direkte ud i atmosfæren til ingen nytte. Og hvis de bliver jer to for alvor, så kan du jo igen bare skrive til ham, når du har lyst. Mit gæt er, at han nyder det og sikkert hen ad vejen bliver bedre til at svare på dine beskeder. Her i starten er det jo altid lidt hårrejsende usikkert, om man kommer i mål. Så lad være med at have for mange udtalte ønsker til ham. Se hvordan det går. Hvis I bliver kærester, er der mere grundlag for nogle samtaler om jeres respektive behov og måder at vise og modtage kærlighed på.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard