Svar til: det svært

#27346

Hej Kaptajn Haddock

Ud over det kloge i det, de andre allerede har skrevet, vil jeg tilføje, at man selv som voksen og ‘moden’ kan ramle ind i en kærlighed, der flækker en åben på en måde, man aldrig nogensinde har opdaget før, og som bliver så meget desto mere smertefuld og tung, når den anden trækker sig væk, når vedkommende forståeligt nok bliver utryg over at sætte så meget i gang i et andet menneske. Det er rigtigt, som der bliver skrevet. At det er for meget at bære sådan en kærlighed og sådan et ansvar for et andet menneske. Men hvad skal man gøre? Det er fint at tage imod kloge råd og vejledning om, at det går over, og at livet går videre, og at man kan gøre en lang række ting, som kan lette det tunge hjerte og lindre pinen i den smertefulde krop, man pludselig lever i. Og det kan tage lang tid at komme igennem. Længere tid end ens omgivelser bryder sig om. Nogle få kommer sig faktisk aldrig for alvor. Men for de fleste bliver den voldsomme rutsjetur en påmindelse om, at man er yderst både skrøbelig og stærk, når man åbner hjertet for kærlighed. Og at man selv i stort omfang har ansvaret for at drage omsorg for sig selv – især når man begiver sig ind i tosomheden. Man bliver afhængig af den anden, når man hengiver sig for alvor, men dette er også nødt til at rumme en personlig bevidstgørelse om, at den anden ikke har hovedansvaret for ens lykke, men kun kan hjælpe så godt, som vedkommende formår. Afhængigheden skal skabe en større bevidsthed om hvad ens selvstændighed og egen kerne går ud på. Det er svært at holde fast i sig selv, når man flyder sammen, men det er vigtigt at kunne gøre det… være sig selv midt i fællesskabet. Det kræver øvelse. Ikke kun når man er ung, men hele livet.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard