Svar til: Barn nummer 4?

#27131

Hej Rismark

Jeg har haft en del par i rådgivning med denne lidt uløselige problemstilling. Nogle gange kan det være forløsende bare at få lejlighed til at sige, hvordan man har det og pære lidt rundt i det og blive berørt af det, uden at ens partner er ved at flække på langs eller fåe travlt med at underholder med sin dagsorden eller rulle opgivende med øjnene. Og det kan terapeuten nogle gange hjælpe lidt til med. At skabe plads, hvor man har svært ved at give hinanden plads. Det løser langt fra kerneproblemet… at du vil, og at han ikke vil. Men… ofte kan det skabe lidt mere samhørighed at være i et rum, hvor en tredieperson hjælper parret med på skift at kunne være der med alle de ønsker og forbehold, man hver især har. Uden at det udvikler sig til en disjussion eller nytteløse forsøg på at overbevise hinanden.

Der er megen skam i denne problematik. Du beskriver, hvordan du oplever dig selv som egoistisk midt i dit dybtfølte ønske og din instisteren. Han vil sikkert også have mega dårlig samvittighed over, at han hverken orker barn nummer 4 eller at høre dig plage om det. Så der er ofte brug for, at man både kan ‘råbe’ sine ønsker ud, men også at der er mulighed for at sætte ord på, hvor godt man faktisk forstår den andens frustration. Det er ofte svært for par i denne situation at være i sorgen og frustrationen SAMMEN uden at køre den af på hinanden eller føle sig smurt ind i skyld ved mindste ansigtstræk fra den anden.

Jeg synes, at det er fint, at du har det sådan, at du overvejer et brud, fordi det er for smerteligt at være i det fastlåste. Ikke fordi du vil have nummer 4 med en anden, men fordi det bare gør mega naller. Lidt adskillelse – eller måske lidt mere – har aldrig skadet noget forhold, vil jeg vove at påstå. Tværtimod kan det være med til at skærpe opmærksomheden og prioriteterne. Du behøver jo ikke nødvendigvis gå fra ham og lave et fuldt brud. Det er ikke forbudt at holde lidt ferie fra forholdet, men stadig være tro over for hinanden og betragte det som en proces, som er nødvendig – måske mest for dig – for at kunne komme ud af den smertelige uforanderlighed. At holde fri fra forholdet vil ofte blive betragtet som pression, unødig magtanvendelse, begyndelsen-på-slutningen og trussel om ophør af forholdet. Det kan nok ikke undgås, men det er vigtigt også at se, at der er tale om selvbeskyttelse (af dig) og beskyttelse af din respekt for og kærlighed til din mand og din evne til at være en nærværende og kærlig mor i en krisesituation. Det er faktisk meget muligt, at du lider for megen skade, hvis du skal dele hjem med ham og være voldsomt ulykkelig samtidig. Så kan man nærme sig hinanden på et senere tidspunkt, når det er mere oplagt for begge parter.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard