Svar til: Gift mand mødt single kvinde

#26817
Froeken T
Deltager

Hej Tjok

Jeg kan godt høre, at du står et rigtig svært sted og har brug for at få taget en beslutning, så du kan komme ud ad dødvandet.

Jeg synes, det er nogle ærværdige overvejelser, du gør dig om din datter – og selvfølgelig er der ingen, der har lyst til, at deres børn skal være skilsmissebørn. Men sagen er bare, at som med så mange andre ting i livet, så er det jo ikke noget, forældrene altid er herre over. Du er ikke herre over, at din kone har trukket sig fra dig. Faktisk har du forsøgt at nå hende, men uden held. Du er heller ikke herre over, at du nu har mødt den kvinde, der kan gøre dig glad. Så det, jeg prøver at sige, er: Du har ikke skylden. Du har ikke valgt hverken de her begivenheder, omstændigheder eller dine følelser – men nu er du nødt til at forholde dig til dem og træffe det bedst mulige valg, sådan som livet nu engang har udfoldet sig for dig.

Og hvad er så det bedste valg? Udefra set lyder det faktisk enkelt. Du har i mange år levet i følelsesmæssig hungersnød, og nu har du mødt et menneske, som ser ud til at kunne fylde dig og dit liv med den samhørighed og gengældte kærlighed, som du fortjener. Som ethvert menneske fortjener. For nok er du nogens far, men du er også et værdifuldt individ i dig selv. Du er også en mand med behov for at give og modtage kærlighed. For at høre til et sted. Du er også noget andet end lige præcis nogens far, og det gode er, at alle de positive sider i dit liv forstærker hinanden. Jo bedre et parforhold, du har, des bedre en far er du. Jo bedre du trives på dit job, des bedre en kæreste og far er du – og så videre. Så der er bestemt grund til at tage de andre områder af dit liv alvorligt; også dem, der ikke direkte handler om at være far, men som handler om at være et helt menneske – og som derfor indirekte handler om alt i dit liv, også om at være en god far.

Det sagt, så ér du jo far med stort F, og selvfølgelig oplever du et stort ansvar for din datter. Så det er naturligt, at du gerne vil beskytte hende. Men det er samtidig helt utænkeligt, at hun ikke mærker, hvordan familien er emotionelt splittet og nok kun rent strukturelt kan kaldes en familie. Så spørgsmålet er jo, om det så ikke er bedre at stå ved tingenes tilstand og vægte den følelsesmæssige trivsel højere end det rent strukturelle setup, hvor I fysisk bor under samme tag?
Jeg forstår godt, at det ikke er nogen nem beslutning, for selvfølgelig vil det medføre en masse afsavn og sorg. Jeg er selv skilsmissebarn, så det ved jeg skam alt om. Men jeg ved også, at sorgen over en følelsesmæssigt splittet eller “fattig” familie sagtens kan være til stede i et barn, selvom mor og far bor under samme tag. Og jeg ved, hvor vigtigt det er at opholde sig i et hjem, hvor kærligheden kan mærkes. Lige nu viser du og din kone jeres datter et bestemt billede af, hvordan familieliv og kærlighed ser ud. Er det egentlig det her billede, du gerne vil give hende af, hvordan den slags skal være? Selvom du er god til at smide en maske på for hendes skyld, så tror jeg sagtens, hun kan fornemme den ensomhed, som du og formentlig også din kone inderst inde mærker. Og den vil kun blive nemmere for hende at registrere, jo ældre hun bliver.

Og så er der jo bitterheden. Den vil kun vokse, hvis du opgiver det, der måske er dit livs kærlighed, for at fortsætte i denne her ulykkelige trommerum, som du beskriver. Vreden vil vokse. Jeg synes, du i stedet skal lade forelskelsen, kærligheden og troen på noget bedre for dig selv vokse. Det vil også smitte af på din datter og vise hende noget om, hvordan man helst skal have det her i livet. Sorgen og afsavnet må I håndtere løbende, og det skal også nok falde på plads. Måske ikke uden tårer og fortvivlelse, sorg og skyldfølelse – men der ér jo allerede tårer, fortvivlelse, sorg og splittelse i dit (og jeres) liv. Så vælg hellere den sorg, hvor der i mindste følger en pokkers masse gode ting med også 🙂 For jer alle sammen. Den sorg, der rent faktisk vil blive mindre med tiden – og ikke større.