Voksne børn af alkoholiske forældre

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 29 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #3212
    ukendt
    Deltager

    Hej kloge mennesker.

    Jeg har spekuleret over, hvad det betyder at have alkoholiske forældre, i et forhold.
    Hvilke konsekvenser kan det have? Hvilke problemer støder man ind i?

    Situationen er den, at jeg er en pige på 21, i mit første forhold.
    Min kæreste bor langt væk, og jeg bor i samme hus med min far.
    Jeg vil ikke direkte kalde ham for alkoholiker, for han er ikke afhængig. Og kan godt undvære.
    Nok mere hvad jeg kalder en kvartalsdranker. Og jeg er hans medmisbruger.
    Jeg forsvarer, og dækker over ham, og undskylder på hans vegne. Såmænd ikke i god mening, det er først for nyligt det er gået op for mig. Jeg er meget vel klar over, at det har haft personlige omkostninger for mig.
    Især så gør jeg ingenting for mig selv, men gerne alt for andre. Og jeg skjuler nok også mine følelser ret godt.

    Jeg har været sammen med min kæreste i fem måneder, og har lige fra starten sparket mig selv i røven.
    Gider ikke fortie noget, holde ting inde, eller tænke mig selv til døde over det. Så jeg siger det, roligt og velovervejet.
    Og han er faktisk rigtig god til at lytte, og få tingene snakket ud.

    Men jeg er jo sikkert blind på min egen situation. Og jeg er helt sikkert ikke den eneste.
    Hvad er jeres personlige erfaringer? Hvis og hvordan kommer det til udtryk?

    #3213
    Lillemy
    Deltager

    Hejsa.
    Jeg er også vokset op ved en far, som havde stor hang til alkohol. Han bevarede i mange sammenhænge den pæne facade ud af til, men den krakelerede hen af vejen.
    Jeg har haft meget store udfordringer med at knytte tætte bånd til andre mennesker – at have andre helt tæt på – jeg har også et enomrt stort omsorgs- og hjælpergen. Derudover har jeg et meget stort behov for kontrol samt svært ved at sætte grænser.
    Når jeg skriver overstående, har jeg lidt svært ved at vurdere om jeg skal skrive mine udfordringer i nutid eller i datid. Jeg har af flere omgange fået terapi. Ikke fordi jeg som sådan synes, at jeg havde det dårligt, men fordi jeg indså et behov for at arbejde med mig selv, min tilknytning til andre og også med at få en sundere kobling mellem tanker og følelser. Jeg har levet meget af mit liv “i hovedet”, tænkt mange tanker og analyseret meget. Jeg har haft en evne til at undertrykke mine følelser – ikke altid og hele tiden, men go’ -det var jeg.
    Jeg vil opfordre dig til at overveje, om terapi kunne være noget for dig. Det skal du selv mærke efter. Jeg har haft meget stort udbytte af det og det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i mit liv (jeg er 29 nu). Jeg havde og har sandsynligvis fortsat mange blinde pletter ift. min egen adfærd og mine tanker og følelser. Det har den psykolog jeg går ved nu været rigtig god til at arbejde med. Det kræver selvfølgelig et stort arbejde af én selv, men det har givet mig tifold igen.
    På min vej har jeg også været et smut forbi alanon. Jeg kom der nogle gange, men jeg kunne ikke rigtig finde mig til rette der. De andre, der kom der, var alle hustru til en, der drak eller havde drukket for meget. Jeg følte mig lidt malplaceret og jeg kunne også mærke på mig selv, at jeg havde behov for noget, der stak dybere.
    En anden mulighed for dig kan også være at kontakte TUBA. Det står for Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af alkoholikere. De har en ret informativ hjemmeside, hvor du kan læse mere om konceptet, hvis det skulle have din interesse.

    #3228
    positiv.dk
    Deltager

    Hej Ukendt

    Jeg tænker at det er meget individuelt hvordan vi påvirkes af vores forældres alkoholmisbrug og dog! Hvis man læser i litteraturen fx bogen “voksne børn af alkoholikere” beskriver den ganske godt hvad der er for nogle udfordringer vi står overfor. Det er bla. at det kan være svært at knytte sig til andre mennesker, beskrive ens følelser, være overfølsom, sensitiv, vred, ked af det mm. Ydermere kan det være svært at modtage helt almindelig kærlighed da det ikke er det man er opvokset med.
    For mig eget vedkommende har min mors årelange alkoholmisbrug sat dybe spor i mig. Dels har jeg haft svært ved at forstå hvorfor hun drak når hun havde os. Men hun kunne ikke lade være og utallige gange har der været forsøg med afvænning osv. Hun døde (her i dec ) af sit årelange misbrug og det har været svært at acceptere at jeg var medmisbruger. Dog er jeg kommet til den erkendelse at mine søskende og jeg ikke kunne gøre noget.

    De konsekvenser det har haft for mig er mange og det vil blive en lang besked så jeg forsøger at gøre det kort. Jeg er i slutningen af 30’erne og det er først for ca. 8 -10 år siden at jeg blev bevidst om at noget var svært for mig.
    I relationer til andre mennesker har jeg været en omsorgsperson, hende der altid taler med andre og tager sig af dem. I parforhold har jeg valgt (dette er kommet meget til udtryk efter min skilsmisse for 5 år siden) de mænd hvor det var kompliceret/besværligt fra starten. Forsøgt at please dem for at de skulle kunne lide mig. Gøre ting/sige ting for at være sød og få anerkendelsen af at jeg er okay. Har jeg mødt verdens sødeste mand er han valgt fra – det er for “nemt” og det er som jeg ikke kan finde ud af det (dette har noget med almindelig kærlighed at gøre). Jeg har haft udfordringer med selvtillid/selvværd og har arbejdet meget med dette. Noget jeg også har lært (fået med fra barndommen) er at jeg scanner andre mennesker. Er det good/bad. Jeg synes min fornemmelse for andre mennesker er stærk og jeg kan tydeligt mærke når noget ikke er godt for mig. Min intuition er meget veludviklet. Jeg er også god til at sige tingene som de er, kan sagtens begå mig arbejdsmæssigt og socialt. Men det er inde i mit hoved tingene roder.

    Ligesom lillemy skriver jeg nok både i datid/nutid. Men det hænger sammen med, at meget af det der er sket for mig ligger langt tilbage, men stadig også fylder meget i mit liv.

    For ca. 2-3 år siden kontaktede jeg TUBA (google det) og det er dét bedste jeg har gjort. Her er jeg i et forløb med en psykolog som hjælper mig til, at komme videre. Det er utroligt givende at tale med en professionel fordi de har (synes jeg) en evne til at forstå, lytte og give redskaber til at komme videre. Derudover kan jeg sige alt hvad jeg føler uden at føle skam. Forløbet har lært mig, at håndtere de forskellige situationer hvor jeg synes det er svært. Og også givet mig et skub til IKKE at være sammen/søge efter mænd der ikke vil mig. Jeg går stadig i TUBA.

    Der findes en del litteratur om emnet og det har været givende for mig. Jeg tænker, at du nu er et sted i livet hvor du er blevet mere bevidst om det at voksne op med alkoholiske forældre og måske det vil være godt at snakke med nogen om det. Det var et stort spring for mig at erkende, at jeg ikke selv kunne håndtere alle mine følelser/situation men vi bestemmer ikke selv hvordan vi er opvokset. Slutteligt vil jeg sige, at det er lykkes mig at få rigtig meget lykke og positivitet ind i mit liv. Så det kan lade sig gøre at komme styrket ud på den anden side :).

    #3246
    Salamina
    Deltager

    Ganske kort så synes jeg du skal få hjælp til at få en ungdomsbolig eller kollegieværelse. Det kan TUBA også hjælpe dig med at få søgt og det tror jeg de vil gøre hurtigt. Det nytter ikke så godt, at du bor sammen med din far og går og passer på ham, det vil præge dig mere og mere i dit liv fremover for hver eneste dag du misbruger dit eget liv sammen med ham i hans hus. Du er 21 år og bør komme væk derfra. Mest for din egen skyld. Også for din fars skyld. Som medafhængig er man desværre ofte med til at fastholde misbrugeren i sit mønster, hvis ikke man flytter sig væk fra vedkommende.

    #3289
    ukendt
    Deltager

    Mange tak for jeres svar!
    Og beklager mit sene svar.
    At flytte er ikke en mulighed. Og terapi har jeg været omkring flere gange. Bare ikke omkring min far.
    Jeg kan genkende rigtig meget af det i skriver. Mest det med følelserne, bortset fra at jeg kan sagtens beskrive dem.
    Men jeg har nok svært ved at erkende dem, og rumme dem. Især i forhold til min kæreste.
    Hvorfor skulle han ikke gå, svigte mig, eller skuffe mig når det er det eneste jeg kender. Det er det jeg er vant til. At være mindre vigtig end en øl.

    #3290
    Lillemy
    Deltager

    Ork, jeg har også sagtens kunne beskrive mine følelser, men jeg har været bedst til at beskrive dem “fra hovedet” end at mærke dem fra maven. Eller; det er nok for skarpt sat op. Jeg har selvfølgelig godt kunnet mærke mine følelser, men jeg har været slem til at lukke for de følelser, jeg ikke havde lyst til at mærke eller ikke kunne rumme. Det skal lige bemærkes, at det her er en erkendelse jeg er kommet frem til via terapien. Jeg er et meget følsom menneske, men den følsomhed jeg rummer havde jeg svært ved at være “dus” med tidligere. Der så jeg mig som stærk og dengang var følsom = svag. Nu har jeg erfaret, at jeg er følsom OG stærk – på samme tid.
    Jeg har også tidligere og har til dels stadigvæk en angst for at blive forladt. Simpelthen at blive vejet og fundet for let. Jeg har i mit gamle liv, hvis man kan kalde det det, fundet mænd, jeg kunne nurse. Jeg har været glad for dem, men jeg har ikke haft respekt for dem, for for mig var mænd nogle man kunne sno, hvis man var snu nok og nursede nok. Jeg har heller aldrig for alvor været forelsket i mændene fra mit gamle liv. Jeg har holdt af dem og måske nok også elsket dem på en måde, men ikke på den der “jeg-har-aldrig-lyst-til-at-slippe-dig-igen”-måde. Dét har heldigvis forandret sig i takt med, at jeg fik terapi. Jeg forlod min daværende kæreste, som jeg havde boet sammen med en del år. Vi var ikke gode for hinanden. Jeg mødte så en rum tid senere en mand, som jeg forelskede mig hovedkuls i. Når jeg havde været sammen med ham, kunne jeg slet ikke rumme mine egne følelser. Flere gange har jeg grædt på vej hjem i bilen, når jeg havde besøgt ham. Forholdet var ret kort, men ikke desto mindre lærte jeg sindssygt meget om mig selv, min sårbarhed og om min følsomhed. Jeg har siden da haft et par bekendtskaber, som alle har været vigtige, fordi de har hjulpet mig med at blive mig selv. Det lyder måske stort, men jeg har lært den sunde del af mig selv at kende og ikke mindst; lært at handle på en sund måde.
    For det er jo i bund og grund det, der er problemet for os, der er vokset op i alkoholiserede hjem; det har været følelsemæssigt usunde hjem, der ikke har givet os en sund tilgang til vores følelser og til forvaltningen af disse. Det har jo af gode grunde en afsmittende effekt på vores fremtidige nære relationer. I disse relationer vil noget af usundheden jo komme op til overfladen og vi bliver dermed næsten tvunget til at se på den. Eller tvunget til at undertrykke den.

    Jeg bliver lidt nysgerrig på, hvad du søger, når du skriver her i kassen? Blot at høre erfaringer eller er der noget i dit liv, du gerne vil forandre? Og hvis ja; hvilken retning er det så, at du gerne vil bevæge dig i?

    #3291
    Salamina
    Deltager

    Det er trist, at du ikke kan flytte fordi du er i noget meget usundt for dig med din bolig samen med din far der. Jo længere du er i det, desto værre er/bliver det faktisk. Du er allerede præget alt for meget af det ved det du skriver omkring din tanker om din kæreste og tanker om mulige svigt fra hans side. Hvis du har været i terapi flere gange, så kan det kun undre en og anden, at I ikke har talt om din far men ok, hvis du selv har sendt terapien i en anden retning, så er det selvfølgelig svært for en terapeut, at se i krystalkuglen, at I måske skulle have talt om noget andet, fx din far. Jeg synes, undskyld mig, at du spiller rimeligt meget offer kortet, ved ikke, hvor meget du selv har tænkt over det…?

    #3296
    ukendt
    Deltager

    Lillemy: åh ja, god formulering med følelserne!
    Og det med mændende genkender jeg godt..
    Hvorfor varede dit forhold så kort, når du var så forelsket?
    Jeg bliver også rigtig ked af det når min kæreste tager hjem, sidder konstant med næsen i dynen for at dufte ham.
    Sådan har jeg aldrig haft det før. Er det så en god eller skidt ting?

    Salamina: Du har helt ret, at det er noget skidt at jeg ikke kan flytte. Men der er så mange omstændigheder omkring det, at det kan slet ikke lade sig gøre. Tro mig, tanken har været der, og jeg har undersøgt mulighederne.
    Den terapi har jeg været yngre, og ikke boet med min far, og jeg har derfor ikke vidst hvor galt det egentligt stod til.
    Selvom det nogle gange er skidt at bo her, så fortryder jeg det skam ikke. For ellers ville jeg aldrig have kendt min far.
    Jeg ved ikke hvad du mener med at jeg spiller offer.. Kan du uddybe det?

    #3297
    Salamina
    Deltager

    Kære ukendt

    For det første, så tror jeg dig ikke. Jeg tror ikke på, at du som 21-årig ikke kan få fx en ungdomsbolig via fx samtaler med TUBA. Jeg tror ikke på det. Slut færdig. Jeg gider ikke diskutere det her yderligere. Det er for langt ude ifht. min konkrete viden om, hvordan man i det danske samfund takler din situation. Hvis du fx går til TUBA og forklarer din situation med din far, så bliver der altså handlet på det. Det er stensikkert. Og det er bl.a. at du bliver rykket væk fra din far. Det er 100%

    Jeg vender lige tilbage…

    #3298
    Salamina
    Deltager

    Jeg kender TUBA. Jeg har kolleger der arbejder i TUBA.

    Så jeg lukker enhver tvivl på den her.

    Vender tilbage mere…

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 29 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.