Vil ikke være papfar

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #25629
    jensha
    Deltager

    Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 5 år. Vi er begge i 50´erne og har børn hver især. Mine 4 børn er udeboende. Hendes to bor hjemme.
    Vi bor ikke sammen men ses i weekender og ferier.
    Jeg har længe vidst at jeg ikke ønsker at vi skal bo sammen og jeg vil heller ikke være pap-far. Jeg vil gerne fuldt ud kunne være far for mine egne børn.

    Jeg kan mærke at det bliver sværere og sværere at undgå involvering, da hendes børn har nogle meget store udfordringer, også grundet hendes eksmand, som hun ikke kan samarbejde med. Ser jeg 3-4 år frem kan jeg ikke se at tingene vil ændre sig væsentligt. Jeg er også ofte uenig i min kærestes måde at opdrage børnene på.

    Jeg overvejer derfor at trække mig – er der noget jeg skal tænke på i forhold til beslutningen. Hvor ærlig kan / bør jeg være?

    Jens

    #25633
    DenFrieKvinde.
    Deltager

    Kære Jens.

    Det første der slår mig er, elsker du den kvinde af hele dit hjerte, vil gå gennem ild og vand for hende. ? I så fald, vil jeg mene at børnene ikke må/skal ødelægge et elles skønt forhold
    – eller ser du det lidt som en ‘udvej’ i forholdet ?
    Måske der er andre apekter der spiller ind og ikke kun børnene…?
    Og ønsker du at komme ud af det, må du endelig være ærlig over for hende og for dig selv 🙏🏼

    Og hvis du vælger at trække dig, så vær opmærksom på det bliver en sindssyg hård tid du/i skal igennem…

    Undskyld hvis jeg går for tæt på, men hvis du læser mit nye indlæg, så struggler jeg selv en del i mit parforhold…

    #25648
    jensha
    Deltager

    En overvejelse går på: Hvor ærlig skal man være om problemet? Eller er det vigtigere også at atge hensyn til den, der skal modtage budskabet?

    Jens

    #25649
    lillehjerte
    Deltager

    Er det helt umuligt for hende at samarbejde med eksmanden og hvor store er de problemer med børnene. Overskygger de fuldstændig for din kærlighed med kæresten kan have god vilkår eller er det noget du bedømme r hende på? Jeg tror ikke at hun får noget godt ud af at blive droppet ved du kommer med de grunde du har nævnt her. Hun er sikkert en fighter der har kæmpet i årevis. Og det vil da helt klart ødelægge hende hvis du siger til hende at hun er droppet pga børns udfordringer og hendes samarbejde med faren. Opdragelse er man jo nok sjældent helt 100 proce
    nt enige i i de fleste forhold. Jeg tror du må sige til hende at du oplever at I ikke vil det samme og at dine følelser ikke er der mere. Men det hun ikke kan gøre for synes jeg vil være for tarveligt at give som grundlag for at du ikke vil mere. Det ville være som at trampe på en der allerede ligger ned og bløder.

    #26365

    Hej Jens

    Hvordan er det gået? Har du forladt hende? Er I fortsat sammen? Hvad fik du sagt? Hvordan reagerede hun på det, du sagde? Eller fik du aldrig sagt noget?

    Jeg synes umiddelbart, at det er helt ok ikke at have lyst til at flytte sammen med hende, fordi du føler, at du så bliver opslugt for meget af hendes liv. At du ønsker at holde fast i dit eget. Og at hun så må vælge dig fra, hvis hun ikke kan leve med den form for involvering. Jeg synes ikke, der er noget galt i din måde at anskue det på. Jeg har mødt en hel del kvinder i min praksis, som ikke ønsker at flytte sammen med en mand, der har hjemmeboende børn, fordi de ganske enkelt synes, at de har brugt den side af sig selv tilstrækkeligt. Det er sjovt nok ikke noget, kvinder føler så megen dårlig samvittighed over at sige. Det er mere noget med at være tydelig i sin personlige grænsesætning, integritet…eller hvad man nu skal kalde det.

    Nu ved jeg som sagt ikke, hvor langt du kom i processen. Men hvis vi nu forestiller os, at din problematik stadig er den samme, så synes jeg da, at det vil være mest ærefuldt at fortælle hende, at du ganske enkelt ikke føler for at leve sammen med hende og hendes børn, fordi du ønsker at kunne være der fuldt og helt for dine egne børn. Og at du godt forstår, hvis hun så ikke ønsker at være kæreste med dig længere, fordi hun har brug for en kæreste, der går ‘all in’. Det sidste ved jeg jo ikke om er tilfældet, men noget kunne tyde på det, når du føler dig forpligtet til at tage et valg – ind eller ud. Men det kan selvfølgelig også være dine egne forventninger til dig selv. Altså at du skal kunne gå all in. Eller at du hellere vil leve sammen med en kvinde, hvor jeres børn mere frit kan være en del af hinandens liv sammen med jer.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #26837
    jensha
    Deltager

    Hej Martin
    Tak for dit spørgsmål og opfølgning. Vender snarest tilbage.
    Jens

    #26862

    Hej Jens

    Det ser jeg frem til 🙂

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #26916
    jensha
    Deltager

    Kære Martin og co.

    Situationen er desværre uændret. Jeg har rigtig svært ved at få sagt det der skal siges, nemlig at mine følelser for hende ikke er der mere, og at jeg derfor må trække mig.
    Jeg har før oplevet, at jeg får ondt af en kæreste og derfor ikke siger noget, men som nogle af jer er inde på, vil det være bedst – også for mig selv – at være ærlig omkring det – og jeg tror det er de manglende følelser der er den endelige årsag. Den kan være udløst af mange ting, fx noget med børnene og eksmanden, men når følelserne og lysten til sex ikke er der mere, må det være det rette valg. Det skal selvfølgelig siges hensynsfuldt, og det håber jeg at kunne gøre.
    Hvis I har gode bud på, hvordan det kan gøres / siges er det velkomment .
    Tak for en god brevkasse…

    VH Jens

    #26921

    Hej igen

    Det mest hensynsfulde er – efter min mening – at få det sagt snarest muligt ude yderligere udskydelse og respektere, at reaktionen måske ikke bliver så hensynsfuld… at hun fx bliver både ked af det og vred og ikke taler pænt til dig, men tværtimod prøver at ramme dig med hårde ord, skyld og udskamning. At du forbereder dig på dette og tager imod hendes ‘ild’, selv om du jo bare er ærlig og ønsker at være ligefrem.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #27787
    jensha
    Deltager

    Hej igen.
    Situationen er stort set uændret – eller rettere jeg har det sværere og sværere med de to drenge og det er den reelle grund til, at jeg vil trække mig ud af forholdet. Når det er svært for mig, er det fordi jeg ikke ved om det er fair grund at give? Jeg har haft mine egne hjemmeboende børn for over 10 år siden og kan se, at de to drenge fylder mere end jeg har lyst til eller orker. Blandt andet fordi den måde min kæreste og drengene agerer på er helt ude at trit med mine prioriteringer. Det går ud over respekten og lysten til at være kæreste med hende.
    Hvordan kan jeg bedst forklare, at jeg trækker mig?
    De er jo ikke forkerte – vi er bare forkerte sammen, og nu orker jeg ikke mere.

    God aften / Jens

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.