Tvivl…er jeg på rette vej…

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #3232
    kyslivet
    Deltager

    Hej
    Har brug jeres mening – jeg har en rigtig sød kæreste som jeg har været sammen med i nu 2 ½ år. Vi bor hver for sig – men har talt om at flytte sammen til sommer.
    Når det sidste skud på stammen forlader reden.

    I de 3 måneder har min kæreste og jeg haft nogle gevaldig samtaler omkring vores forskellige syn/empati på andre mennesker som har det svært.
    Det drejer sig om folk på bistand, førtidspension, depressioner, osv.. – hvor min holdning er at vi skal hjælpe – hvor hans mening/holdning er at de må tage konsekvenser for der eget liv. 

    Lidt om mig:
    Jeg har fra mit første ægteskab to børn en datter på 20 år og en søn på 23 år.
    Jeg bor sammen med min søn som desværre er blevet ramt af en depression for 3 måneder – hvilket gjorde at han ikke på nogen måder havde overskud, var negativ, havde lav selvværd, gik med selvmordstanker, osv. – han havde alle symptomer på at han havde det rigtig skidt.

    Der blev lavet en plan for min søn i samråd med lægen og psykologen – medicin, samtaler og motion – skulle gerne hjælpe ham op igen.
    Hvilket også kan mærkes – små ryk fremad i den rigtige retning. 

    Da jeg fortalte min kæreste, hvordan min søn havde det – var hans kommentar, at min søn bare skulle tage sig sammen, da det ellers ville få konsekvenser for min søn i hans uddannelsesforløb.

    Hårde ord – da folk men depressioner jo ikke kan gennemskue konsekvenser når de er syge.
    Min søn var sygemeldt fra sit uddannelsesforløb i starten – men er igen startet op –dog ikke på fuld tid – men så han kan bestå de fleste af sine eksamener her til sommer.
    Konsekvensen for sygemelding perioden – kan blive at han skal tage et par fag om. Men den tid – den sorg..

    Når mennesker har sådan holdninger om andre mennesker – bliver jeg bare rigtig ked af det. Ikke kun fordi det er min søn – men jeg kan slet ikke forholde mig til, at man ikke skal hjælpe folk der har det svært.
    Vi har jo alle lov til at have en mening om ting her i livet – også min kæreste..

    Alle disse samtaler imellem mig og mig kæreste har gjort, at jeg ikke fortæller ham noget om min søn ve og vel mere – hverken når det går op eller ned.
    Det eneste jeg ønskede mig fra min kærestes side var da jeg fortalte ham om min søn situation, hvilket jeg også har fortalt ham – at han blot ville være der for mig, ikke at løse noget eller gøre noget bestemt. Blot støtte mig og holde om mig…

    Min tvivl går nu på at om jeg kan leve med et menneske med sådanne holdninger eller er det bare fordi jeg lige i den givende situation er min søn’s mor og føler mig såret over min kæreste holdninger??

    #3233
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg sidder lidt og tænker på, at du har kendt manden i 2,5 år. Er det første gang at du møder den holdning hos ham? Har der ikke været andre situationer hvor I har talt om noget lignende?
    Når det er sagt, så synes jeg faktisk det værste er, at du føler du skal holde mund med din søns situation. Det lyder ikke holdbart at skulle lade være med at tale med sin kæreste om et af de mennesker, der betyder allermest for en. Tør du ikke tage en konkret konfrontation med ham? Hvordan er jeres forhold i øvrigt? Er din kæreste god til at lytte til dig og dine ting? Er han omsorgsfuld, når du har brug for det?

    #3235
    perlesmor
    Deltager

    arrogante mand ,tør han ikke indrømme sine egen svagheder siden han er sådan

    #3249
    Anonym
    Inaktiv

    Jeres værdier og livssyn virker til at ligge meget langt fra hinanden, og den kan måske gå an i forhold til få emner, men noget så tungtvejende som dine børns velbefindende kan du jo ikke gå på kompromis med uden at miste dig selv. Det må virkelig gøre ondt at sidde som lusen mellem to negle i den situation!

    Din kæreste burde jo være et af de mennesker, som du er tættest på overhovedet, og ham du burde kunne søge ubetinget støtte og trøst fra, så det må være hårdt ikke, at kunne dele dine tanker om fx din søn med ham. Det kan I forvejen ikke være nemt for en mor, at ens barn har det så skidt, så du må også have brug for at tale med andre om det og ‘læsse lidt af’.

    Det er kun dig, der kan vide, om du kan leve med din kæreste på de præmisser eller om jeres veje skal skilles nu.

    #3250
    Anonym
    Inaktiv

    Om nu manden er gået ned i sin skyttegrav og du i en anden, så er der måske en mulighed for at mødes og samtale om en timestid, hvor TV2 sender “BS og receten på lykke”, hvor tre kvinder skal trappes ud af antidepressiv medicin.

    Nu ved jeg ikke du kan skaffe udsendelsen på en anden måde, hvis du ikke når at kigge her – men det vil jeg da foreslå, at du forsøger … at du giver manden ret i, at den måde man tilbyder behandling af depression, godt kunne ændre sig til mere at være noget med, at man skal tage sig sammen.

    Men altså “tage sig sammen” defineret på en anden måde end den nedladende.

    At du evt. kan se, Kyslivet, om du måske kan flytte ham fra hans fastlåste position ved at imødekomme, at det er rigtigt, at det altså ikke altid er en hjælp at forholde sig til syge mennesker som hjælpeløse.

    Og naturligvis er depression en sygdom – man kan jo heller ikke blive kureret fra andre sygdomme ved at tage sig sammen. Men at tænke i livsstilsændring frem for at tænke offer-tankegangen kan der jo godt være noget rigtigt i.

    Du kunne forsøge … hvis du kommer med en indrømmelse fx foranlediget af BS og hans program, siger at du vi tænke over om han og BS har lidt ret (…:)) … vil han så også bløde lidt op? I så fald vil du vide noget vigtigt, nemlig at din kæreste bare ikke vil tabe eller indrømme et nederlag.

    Manden jo vide et eller andet sted, at han har gjort sin situation usikker.

    Det her er jo ikke ligesom at have to holdninger til medlemskab af EU ….

    I hast, hej.

    #3255
    kyslivet
    Deltager

    Først tusind tak for Jeres svar.

    Ville have svaret Jer i går, men min syge lille far døde efter lang tids sygdom i går. Viste godt hvilken vej det gik med min far – dog havde jeg troet jeg skulle have ham lidt længere.

    Og nu kan jeg ikke sove – er fyldt op inden i af sorg over tabet af min lille far og STOR STOR skuffelses over min kæreste opførelses da jeg blev kaldt til sygehuset i går pga. af min fars kritiske tilstand.

    Jeg ringede straks til min kæreste efter jeg havde talt med sygehuset og fortalte ham, at jeg var blevet kaldt på sygehuset straks. Han svar til dette var – ”Det er nok også bedst sådan, at han får fred” Ikke noget med, skal jeg også tage fri fra arbejde og være hos dig og støtte dig.
    Hvilket gjorde jeg igen trak mig – bad ham ikke om at tage med. Ville have min kæreste til at sige dette af sig selv – vise empati for mig.
    Og jo det var bedst sådan – at min lille far fik fred.

    Men enden på det, var at jeg kørte selv ind til min far sammen med mine børn og svigersøn (han havde selv fundet ud af at tage fri for, at være der for min datter).
    Som jeg skrev i starten endte min lille fars liv – da lægerne på sygehuset sagde der var ikke mere de kunne gøre for ham.
    I de timer vi var på sygehuset skrev jeg sms’er til min kæreste – så han viste hvordan det stod til mellem møderne med lægerne. Da min far havde fået fred, skrev jeg igen til min kæreste, hvortil han svare tilbage på en sms ” at det var en befrielses for min far og det var bedst sådan” – havde lyst til at råbe og skrige. Havde bare sådan brug for at blive holdt om og få lov til at græde.
    Men nye beslutninger skulle tages – bedemand og begravelse.

    Sikke en sørgelig dag…

    Rosmarin:
    Jeg har kendt min kæreste i 8 år før jeg blev kærester med ham for 2,5 år siden.
    Det er ikke første gang jeg møder disse holdninger fra ham – men de kommer kun når det er omkring mennesker der har det svært. Incl. Mig.
    Jeg synes hver gang vi har haft disse samtaler, at jeg altid prøver, at vende situationen om uden at angribe ham – for evt. at han skal ændre sit syn på andre mennesker – der i blandt min søn.

    Min kæreste mener jeg er alt for hjælpsom til, at lytte til andres problemer
    – der i blandt mine ansatte. Dem skal jeg ikke være lyttende overfor.
    Jeg arbejde på en arbejdsplads hvor 95 af de ansatte er mænd som jeg arbejder tæt sammen med. Disse mænd kommer tit ind på mit kontor og spørger om jeg lige har 5 minutter til dem. Hvilket jeg altid har – ellers tager jeg mig tid.
    Disse samtaler kan spænde vidt lige fra mobning på arbejdspladsen, skilsmisser de skal igennem, hjælp til papir der skal udfyldes, sygdom, osv. Når jeg så møder dem igen spørger jeg ind til dem om hvordan de har det osv.

    Jeg er nok desværre kommet dertil ikke, at snakke med min kæreste om det jeg tumler rundt med pga. at jeg er såret og mangler forståelse fra hans side og hvis jeg ikke snakker om disse ting med ham – ja så bliver jeg heller ikke såret over hans holdninger. Ikke at dette er en løsning på tingene – da jeg bliver fyldt op inden i og derfor trækker mig.

    SigneLee:
    Ja vores værdier og livssyn ligger langt fra hinanden lige hvad angår mennesker der har det svært.
    Og som du selv skriver er jeg ved at ”mistet mig selv” – hvilket også var derfor jeg skrev herinde.
    Jeg har forklaret min kæreste mange gange, at mit største ønske var at mine børn har det godt.
    Da jeg skrev den anden dag kunne jeg ikke mærke mig selv – følte mig fuldstændig fyldt..
    Havde en far der var meget syg på det tidspunkt, en søn der kæmper sig igennem en depression, en datter der ovenud lykkelig (hvilket er dejligt at se og hører) – kunne slet ikke se mig selv. Hvem skulle jeg dele alle disse ting med – de gode og dårlige..

    Jeg stiller mig også selv det spørgsmål: hvorfor kan min kæreste ikke give mig støtte og vise empati?

    Charlene:
    Så desværre ikke udsendelses med BS og recepten på lykke– men kan se at man kan se udsendelsen på TV2.
    Tror desværre ikke han er sådan at rokke til – så ville dette bære sket.

    Godnat herfra ude i det ganske land..

    #3259
    Rosmarin
    Deltager

    Først vil jeg kondolere med din far. Det er et stort tab at miste en forældre selvom det måske var det bedste der kunne ske for ham pga sygdom. Så du får lige et virtuelt kram. Du får sikkert nok at se til de næste dage. Jeg skriver bare…
    Mht din kæreste så er det meget tankevækkende, at han ikke har mere empati for dig i svære situationer. For skulle vi ikke gerne være der for hinanden i med – og modgang? Jeg har haft en kæreste, der heller ikke var god til at vise omsorg i sådanne situationer, det var en hård side af ham, som jeg heller ikke brød mig om. Han var ellers meget følsom i andre situationer.
    Det er muligt at han ikke kan/vil ændre sig på det punkt. Men du kan forholde dig til din egen adfærd i det her. Det dur simpelthen ikke at du holder alle de følelser af vrede, sorg, skuffelse, frustration osv inde i dig selv. Det KAN man faktisk få en depression af. Det skal ud så du kan blive tømt og få luft.
    Vi er helt enige om, at din kæreste burde være i stand til at give dig omsorg af sig selv, men han får så heller ikke en jordisk chance for at vide, hvordan du har det med hans måde at være på, når du ikke fortæller det! Nogen gange skal der et rabalder til at rense luften eller til at finde ud af, at det her dur sku ikke.
    Du lyder som et meget omsorgsfuldt menneske, hvilker jo har en meget positiv side men det kan nemlig også have en negativ side. At vi kommer til at forbruge os selv OG at vi kan komme til at virke som nogle, der bare kan klare tingene selv. Jeg skriver vi, fordi jeg jo kan genkende mig selv helt fint her.
    Jeg blev for nogle uger siden sendt hjem fra job med en sygemelding og tid hos krisepsykolog pga af voldsomme nogle hændelser. Da jeg sad der første gang hos psykologen, så begyndte jeg at fortælle og fortælle om hvad er var sket. Pludselig sagde han hvad føler du egentligt ved det her? Det vidste jeg jo ikke lige. Han blev ved med at spørge hvad jeg følte. I løbet af den time fandt jeg ud af hvor vred jeg egentligt var på nogle forhold på min arbejdsplads. Inden jeg kom til ham var jeg røget ind i en masse selvbebrejdelser, fordi jeg vendte tingene indad. Jeg har nu taget konsekvensen og sagt mit job op.
    Det er uhyre vigtigt at få følelser ud både de lyse og se mørke, derfor fortalte jeg lige ovenstående. Hvordan har du det med vrede i det hele taget? Og hvad er de gode ting ved din kæreste?

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.