Terapi alene eller med partner?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 29 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2485
    Sophia
    Deltager

    Hej Martin
    Jeg udskyder hele tiden at tage kontakt til en parterapeut, selvom jeg inderst inde er meget ked af det, og tænker jeg vile have rigtig godt af at tale med en professionel om mit parforhold, mig egen rolle, min sorg og få nogen inputs jeg fremadrettet kan bruge i mit parforhold. Men jeg kan slet ikke finde ud om jeg bør starte i terapi med min mand eller starte alene? Hvad er mon bedst eller mest anbefalesværdig har du erfaring med? Min mand tror jeg godt jeg kan få med…(selvom man aldrig ved med ham. Han er meget omskiftelig…) men det handler ikke så meget om det, men at jeg for alvor kan mærke hvor utrolig ked af det jeg er over en masse ting i mit parforhold som både handler om min mand, en masse dårlige oplevelser i fortiden, og nogen udfordringer idag, som det fremgik af mit tidligere oplæg herind handler det både hans fortid med for meget alkohol, min daværende total uhensigtmæssige reaktion på det, vores manglende sexliv (eller beskedne) on/off de sidste par år, fertilitetsbehandlinger, en mand med et heftigt temperament, og en stædighed uden samligning som evner at fryse mig ud og ikke tale til mig i dagevis hvis ikke jeg ‘løber efter ham’ også i forbindelse med små dagligsdagsting, en nærtagende mand, og som tidligere har forladt mig, truet om skilsmisse og stukket af når vi havde en konflikt eller svinet mig til. Meget af det jeg skriver nu hører fortiden til, men temperament og det med hurtigt at fare op over småting sker stadig on/off, og når han bliver så vred bringer han mange ting fra fortiden ind, igen og igen (selvom det ligger et par år tilbage, og han var en stor del af det også) og selvom vi har snakket om det mange gange i ro og mag og blevet enig om det hører fortiden til så hiver han det frem igen når han bliver gal og fortsætter.. Jeg føler mig heller ikke længere tryg ved at dele min tanker, passioner eller interesser med ham, da han når han bliver gal over noget bruger det imod mig. Så som f.eks. når jeg taler om hvor meget jeg elsker min meditation eller hvor fantastisk et menneske min underviser (som er kvinde) er osv. eller hvis jeg deler private tanker om livet – han bruger det mod mig negativt og vender det og sviner det og mig til, selvom konflikten slet ikke handler om det. Men det værste er nok at vores roller længe har været ‘han løber, overfuser’ jeg løber efter og trygler om venskab (også selvom jeg ikke har gjort noget i den aktuelle konflikt). Jeg er meget god til at undskylde og gør det ofte..for at få fred i maven og på nerverne..

    Min mand arbejder virkelig med sig selv omkring det med temperament,stædigheden eller overfusninger. Han siger han ikke ved hvad der sker, men at han bare kan køre sig selv op over det mindste og sådan var det også da han var lille siger han. Men selvom han forsøger og jeg ved intentionen er der, så er der bare tilbagefald konstant…og jeg synes det er meget hård for mine følelser, og jeg kan mærke jeg er blevet sådan ked af det for alvor. jeg kan ikke rigtig holde det ud mere, og jeg føler mig ofte meget ulykkelig og græder i hemmelighed. Jeg græder også når han er meget vred på mig og overfuser og det preller fuldstændig af på ham når han er i det mood. Der er som om, at jeg med tiden er blevet mere og mere følsom, og selvværdet ikke ser om det har været, men måske handler det mest om ikke at ville opgive mit ægteskab, fordi det jo var for livet, og fordi jeg vil opretholde illusionen om os. Men jeg elsker virkelig min mand, og jeg føler han elsker mig meget højt (det siger han ofte og viser det også), og han har millioner fantastiske kvaliteter som jeg sagtens kan få øje på. han er meget romantisk, gode til at give mig gaver, sender de smukkeste og sødeste beskeder og savner mig sindsygt når vi er adskilt i bare en til to dage. Holder mig i hånden og kysser og krammer mig dagligt. Måske jeg også selv har et opmærksomhedsissue…men det tror jeg mest handler om at disse ting ikke er føles som nok, når der ikke er sex involveret. Jeg savner det så meget, den bekræftelse der er i det og lysten og det det giver os som par, og samtidig savner jeg det fordi jeg det jo den måde vi kan få barn på og uden den ser vores odds ret dårlige ud. Jeg har fulgt dine instruktioner, og det går sådan set meget godt, men det har ikke afhjulpet hans temperament og det har heller ikke givet mere sex (endnu, men sexen handler nok i høj grad om, at han de sidste par gang er blevet ‘blød i midten’ mens vi var igang med sex fordi han blev for produkt orietenteret sagde han og var ved ægløsning (som han bad om at få at vide!!!) siden dine instruktioner har jeg ikke delt det med ham, men han er netop kommet hjem fra en arbejdsrejse, og har sovet lige siden, med god grund, for han er smadret – men jeg kan alligevel mærke at jeg føler mig utrolig ensom, og græder for mig selv igen, mens han tror alt er ok…jeg er træt af at mærke han kærlighed og lyst til mig mest når han er på afstand af mig. Når han er hjemme er han dejlig og sød kortvarigt, så farer han op hvis jeg siger noget der ikke lige passer ham, og så ‘løber jeg efter’ og så bliver vi gode venner og så er jeg igen ulykkelig alene over jeg igen satte min værdighed til side, og mistede mig selv lidt igen og gav efter selvom han burde opfører sig ordentlig og undskylde (det gør han dog også ofte, men nogen dage senere) Jeg har også selv været strid i vores fortid (2-3 år siden) men har virkelig arbejdet meget med mig selv, og sagde bl.a. et meget stresset job op fordi jeg kunne mærke at det sammen med min mand daværende druk gjorde mig til en dårlige og mere temperamentsfuld version af mig selv. I dag er jeg næsten blevet for mild, for sød, fuld af kærlighed til selv de dummeste msk, fordi jeg arbejder mere og mere åndeligt med mig selv og tænker at de i virkeligheden er msk i smerte. men jeg har fået at vide af min alternative behandler, at det har sat sig på min lever, nyre og milt, hvor sorgen og vreden er ophobet da jeg ikke kan finde ud af vise det længere. Jeg har bare heller ikke lyst til at flippe total ud, som jeg har gjort tidligere for det er virkelig ligeså destruktivt, men jeg føler ikke længere vrede, bare sorg, og stor ensomhed fordi det msk. jeg elsker allermest tør jeg ikke at dele disse tanker med, fordi jeg er bange for hans temperament (ikke at han er voldelig) men psykisk kan jeg ikke overskue det og orker ikke konflikter hele tiden. Det blev igen alt for langt. Undskyld. Min pointe er at jeg føler jeg har brug for og allermest lyst til at tale med en parterapeut alene fordi jeg måske er bange for bryde sammen i gråd igen igen foran ham og fordi jeg ikke har tillid til ham og er bange for at være 100% ærlig om hvordan jeg har det foran ham, fordi han helt sikkert vil blive meget ked af det, men fordi jeg ikke stoler på han ikke overfuser mig næste gang og bruger det mod mig når vi har en anden konflikt eller skænderi om opvasken.

    Samtidig ligger der også en masse skuffelse og sorg gemt i mig over at min mand ikke har været en så god støtte for meget i den svære tid omkring fertilitetsbehandling og jeg har skulle bruge det meste af min tid på at skåne ham, eller modtage hans overfusning pga. hans frustrationer, sorg over behandlingen, selvom det er mig der bliver fysisk behandlet og er problemet. Det har ikke været hårdt at gå i fertilitetsbehandling, men det har været hårdt at gå i det med ham. Og som min alternative behandler sagde ‘du står alene med alt. Hvor er han i det? det nytter ikke noget han opgiver sexen så må han arbejde med den del sagde hun..vi får jo aldrig et barn hvis vi ikke har sex oftere (for som lægerne siger jeg chancer er nok bedre naturligt…). Jeg har, som du har rådet mig til, fortalt hende at det er bedst sådan fordi det går i vores sexliv når vi deler det for meget..’men det har det jo allerede gjort og gør stadig. Han virker ikke som om han overhovedet har lyst til sex (med mig i hvert fald) selvom jeg slet ikke er i tvivl om hans ømhed, store kærlighed til mig. Jeg vil vitterlig bare have at vi bare har det skønt sammen, og jeg vil gøre mit allerbedste selv, og arbejde med mig og min adfærd…

    Bør jeg komme alene hos eksempelvis dig eller tage ham med fra starten? Og kan man drage ham ind senere eller ville det ikke give en skævvridning i terapien, da du f.eks allerede ville kende mig bedre på det tidspunkt?

    Hvis min mand vidste hvor ked af det jeg i bund og grund er lige nu, tror jeg han ville blive ret overrasket. Han tror alt er i skønneste orden for tiden (selvom han har skældt mig ud 2 gange idag allerede, og jeg igen fik tilbagefald i min underdog adfærd og ‘løb efter ham’. Jeg er skide sur på mig selv over jeg altid er den forsonende part, selvom jeg ikke altid er årsagen til et skænderi eller diskussion’. Jeg orker bare ikke uvenskabet mere, eller overfusning. det er ikke hensynet til ham, det er fordi jeg ikke kan tåle det mere, for dårlige nerver af det, for ond i maven og bliver så ulykkelig. Men mest af alt er min adfærd præget af angsten for han skrider (som han ofte gjorde for et par år siden når bølgerne gik højt og jeg ‘giver igen’ og det er jeg så holdt op med, fordi jeg så bliver bange for om ham kommer tilbage eller om jeg er forladt forevigt. Jeg ved godt min adfærd er frygtstyret, altså angsten for at han forlader mig, hvorfor? ja fordi jeg ren faktisk elsker ham, og selvom det hele lyder meget sort lige nu, så har vi faktisk også en masse smukt imellem os, vi hygger os utrolig godt sammen, vi rejser og lave udfordrende ting sammen, vi elsker hinanden samvær (jeg mindre og mindre pga hans temp) vi savner hinanden (han allermest) når vi ikke er sammen, vi er meget romantiske, intime og kærlige i hverdagen og gode til at gøre hver dag til noget specielt – eller gode til flade ud sammen. Han er bare min dejlige dejlige mand, selvom han også er så strid og ubehagelig,..vi har alle vores mindre heldige sider, også jeg, men jeg kan bare ikke klare så meget af de sider mere… Men jeg har også i vores fortid begået en masse fejl, og gør det også idag – bare i en hel anden form – dengang som hende der skældte ud pga. alkolen og festerne og idag hende der tigger om venskab og falder ind i underdog rollen når han bliver vred o.lign. Lidt underligt hvordan man kan ændrer roller.

    Synes du det er ok at starte alene, eller ville vi få mere ud af at starte sammen? Grunden til at jeg også har udskudt at starte i terapi er fordi jeg næsten ikke føler jeg kan overskue mere ‘behandling’..går både i fertiltetsbehandling, hos et par alternativ behandlinger, meditationundervisning…og føler bare det hele kan forvirre mere end gavne – jeg ved ærligt talt ikke længere helt hvilken retning jeg skal styrre i.

    Håber at høre fra dig eller i andre.

    Tak Sophia.

    #2486
    Salamina
    Deltager

    Hej Sophia

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du måske er for fastlåst i ønsket om, at I skal blive gravide, altså fastlåst i det som en løsning også fordi det godt kan lyde som om det ønske også låser dig i forholdet. Og så synes jeg umiddelbart heller ikke, det er dig, som har mest brug for terapi, udover at jeg dog godt kan fornemme din ked-af-det-hed og det kan terapi nok lindre og afhjælpe.
    Men jeg tænker også, at det ville fritstille dig rigtigt meget, hvis du for en tid dropper projekt fertilitet og retter mere fokus på din egen fremtid – og evt. uden din mand. Et barn er ikke umiddelbart, hvad jeg ser som jeres lykke. Og det handler ikke om, at I ikke kan blive gode forældre, slet ikke, det handler ene og alene om, at jeg oplever, at jeg sidder og griber ud efter halmstrå for at finde det fundament i jeres forhold, der peger i retning af, at det pt. er solidt nok til, at især din mand kan rumme et barn, jeg mener, han vil jo ikke være en støtte, når han kommer smadret som nu hjem fra sine forretningsrejser for eksempel, mit gæt er, at du bliver meget alene og ensom fortsat uanset om I får et barn sammen. Det vil ikke ændre din mands grundlæggende karakteregenskaber, at I får et barn. Der er ikke en eller anden grundlæggende magisk forvandling i det. Jeg har tidligere nævnt for dig, at din mand kan være meget uligevægtig efter sit alkohol-stop, og jeg nævner det igen, samt at mange i hans situation har gavn af anti-depressiv medicin i en periode. Det gode ved anti-depressiv medicin kontra beroligende medicin er også, at den anti-depressive medicin ikke slukker for følelser og altså muligheden for at være både nærværende og arbejde med sig selv, det gør den beroligende medicin derimod (altså slukker for meget). Men. Skide nu være med det og ham. Nu har jeg dog nævnt det igen.

    #2488
    trunten
    Deltager

    Kære Sophia.
    Det lyder ret hårdt det du er igennem stadigvæk, hvis jeg var dig ville jeg tage terapien alene. Få en afklaring for dig selv. Vil du det her barn med ham? Og tænker at Salamina har ret mht at du nok kommer til at være meget alene om barnet, da han ikke virker til at have så meget overskud andet end til sig selv. Selvom han elsker dig og du elsker ham. Nogle gange er kærlighed bare ikke nok, hvilket jeg selv må sande i mit eget forhold. Jeg synes ikke det er i orden at du skal blive ved med at høre for fortiden. Og jeg synes heller ikke det er i orden at du skal være underdog. Hvis jeg var dig ville jeg sætte foden ned, meget bestemt og sige at NU stopper det, at du ikke gider høre mere på fortiden, at det drejer sig om nu. Så han forstår at du mener det alvorligt. Det vil muligvis også give ham en større respekt for dig så han opfører sig ordentligt. Min kæreste var lige sådan i starten, havde et heftigt temperament og talte ned til mig. Det virkede i hans forrige forhold over for hans ekskone. Men ikke overfor mig. Jeg sagde fra og bad ham også lade være at råbe af sine børn, det var grimt at se og høre på. Meld ud at du er rigtig ked af det, fortæl ham at du ikke tør sige tingene til ham fordi du er bange for at han bruger det imod dig, hvilket jo heller ikke er ok. Hvis vi ikke kan være sikre i vores forhold hvor så! Igen har jeg lyst til at give dig en stor krammer 🙂 og igen hvor er det nemt at rådgive andre <3 held og lykke. Pas på dig og gør hvad der er godt for dig.. knus

    #2491
    sissi
    Deltager

    Jeg ville syntes du skal starte selv… derefter kan I tage par timer:)

    Du skal rustes til at skille skidt fra kanel, for dig selv:)

    Lige nu, tror jeg du er i ingenmandsland – og ved ikke hvad der er rigtig og forkert, hvad der er in andel – og hvad hans andel er.
    Du tvivler så meget på dig selv, dine tanker, handlinger – og ikke mindst dit selvværd.

    #2499
    Anonym
    Inaktiv

    Kære Sophia

    Når din mand overfuser dig pga noget som du fortæller opstår, når du gør noget, der ikke lige passer ham, så tænker jeg, at du skal tænke mere over, hvad det er.

    Måske det er rigtigt, at han i virkeligheden er frustreret over noget helt andet, og det går så lige ud over dig, som han finder en eller anden fejl ved.

    Men det kan også være, at der er et mønster, som du ikke opdager, hvis du tolker, at nu er han igen ikke rigtig klog og opfarende uden årsag.

    Om du vil skrive lidt om det herinde, kan vi andre måske hjælpe.

    Lige umiddelbart kunne jeg have en fornemmelse af, at det har med magt at gøre. At du måske ikke har øje for, at når du handler udefra gode intentioner, så opfatter han, at du vil have magten. Fx magten til at definere, hvad der er virkelighed og hvad som ikke er. Men det er kun en fornemmelse – da du har ikke skrevet så meget om, hvad det handler op.

    Bedste hilsner, Charlene

    #2513
    Sophia
    Deltager

    Kære alle tre

    Tusind tak for jeres kloge råd og for at tage tiden til at svare. Dette sætter jeg utrolig stor pris på og får sådan lyst til at sende jer hver især et honinghjerte 🙂

    I helt ret i at jeg bør rette mit fokus mod mig selv både i forhold til hvordan jeg vil leve nu og forsøge ikke at tænke så meget på børneprojektet, for ingen tvivl om at det presser mig temmelig meget og måske får mig til at ‘glemme’ alt andet i desperation over længslen efter et barn eller i frygt for at det vil være for sent hvis vi yderligere venter – lægerne siger jo trods alt at jeg ikke har længe igen…og jeg tror det kan være svært at forstå for dem som har børn allerede, at få at vide at man med stor sandsynlighed vil have svært ved nogensinde at få sit eget barn. Sådan havde jeg aldrig regnet med mit liv skulle blive, og jeg mærker også en sorg over at jeg jo var klar for næsten 5 år siden men har ventet på min mand. Det er svært at give afkald på fertilitetsbehandling, da konsekvensen kan blive 0 chance for barn. Men vores beskedne sexliv ville det være et mirakel hvis det skete naturligt, så på den måde øge fertilitetsbehandling trods alt chancerne…Men jeg har siden sidste email udveksling med Martin forsøgt at leve mit eget liv, og ikke lade fertilitetsbehandling fylder så meget, faktisk taler jeg så lidt som det overhovedet er muligt om det, netop fordi det ikke har gavnet vores sexliv at italesætte det…det er jo en temmelig usexet process og presset endnu større når det ikke lykkes..Jeg er begyndt at gå meget ud med mine venner alene, og ikke så tit hjemme mere, og nyder det…jeg snakker ikke så meget med ham og hans, og det betyder han hele tiden vil snakke og dele hans indre og oplevelser og bliver lidt betuttet når jeg ikke går så meget ind i det som tidligere…jeg er begyndt at tænke på andre mænd, og har aftalt med en veninde at jeg skal mere med ud på byture og flirte igen og føle mig sexet igen. Jeg er begyndt arbejdsmæssigt at fokusere fremad, fordi jeg godt ved jeg ikke kan bruge endnu 1 år i stand-by og bare fokusere på graviditet. Jeg er begyndt ikke at tænke så meget på sundhed i forhold til at øge graviditetchancer men er bare blevet mere ligeglad..jeg var ellers gået helt amok i kosttilskud, sund mad, ingen alkohol….nu jeg begyndt at gå ud og drikke vin med veninderne igen. SÅ mentalt prøver jeg så vidt som muligt at slippe børneprojektet, men fertilitetsbehandling tør jeg simpelthen ikke droppe endnu. Lige nu er det ikke aktuelt, da man jo har pause hver anden mdr. Jeg ved godt min mand måske ikke lyder så overskudsagtigt. Jeg vil dog i hans forsvar sige at han havde været på forretningsrejse meget meget langt væk, og var jetlag ramt og havde rejst en del den seneste tid, så jeg synes det er helt i orden han er nød til at sove igennem. Han arbejder meget og rejser på meget lange rejser..og det er jo ikke aktuelt at ændrer det når vi ikke har børn og jeg også elsker at være alene. Til gengæld har jeg tænkt at hvis det ikke går med os som forældre sammen, så er det også ok. Jeg vil hellere have barn end ikke – og så må vi blive skilt hvis det ikke bliver godt. Lige nu ligger en graviditet dog bare så fjern, at jeg slet ikke orker at tænke på det. Men jeg vil hellere være fraskilt mor end aldrig at få mit eget barn. Sådan er det bare.

    Jeg har besluttet at starte i terapi alene, og uden at fortællle min mand det…skal lige have taget mig sammen til at bestille den tid. På en måde er det grænseoverskridende for mig, og samtidig orker jeg slet ikke at åbne hele den pose op, da jeg synes jeg har gang i så meget i forvejen…men tror jeg bare er nødtil at gøre det!

    Til sidst til dig kære Charlene, du spørger hvad der for min mand til at fare op. Det kan være små ting, som f.eks. at han siger jeg ikke må bruge en ting der er hans og jeg grinede siger…’det er da mig der har købt den…’ eller at han er meget stresset over arbejde og så går det ud over mig på den måde, at hvis vi skal ud af døren til noget sammen og vi er presset på tid, så flyver det pludselig ud af ham at han slet ikke gider det og bare vil være hjemme og skælder og smælder….generelt vil jeg sige at han oftest reagerer opfarende når han er stresset arbejdsmæssigt eller hvis han føler jeg ikke giver ham nok opmærksomhed. F.eks. havde han savnet mig rigtig meget på hans rejse og efter instrukser fra martin valgte jeg ikke at sidde låret af ham og spørge for meget til hans rejse eller tage initiativ til kys osv. og så bliver han nemt gal over en anden lille ting men i virkeligheden handler det om den manglende opmærksomhed. Jeg synes det er meget svært at balancere. Hvis jeg er for meget på så tager han mig lidt for givet og er ikke så meget på, hvis jeg er for lidt på bliver han formærmet, småsur over jeg ikke interesser mig nok (som han siger). Den balancegang er godt nok svær: Vi har det egentlig godt for tiden, men sexen er bare ikke kommet på banen. Hvor lang tid mon der går selvom man selv ændrer adfærd? Jeg kan mærke jeg ikke længere gider at gå i send samtidig med ham (for han er bare træt og vil sove) og så det næsten værrere for mig at følge hans rytmik uden jeg får noget ud af det. Jeg gider heller ikke rigtig kramme og kysse mere og jeg gider egentlig heller ikke være hjemme når han kommer fra job. Jeg tænker bare at sex og begæret betyder meget for mig, og allermest af alt har jeg bare lyst til at gå ud og knalde med en der virkelig har lyst til mig. Hvis det ikke var fordi jeg frygtede at blive opdaget havde jeg nok gjort det. Jeg ved min mand nok er rigtig ked af han ikke føler lyst, og jeg ved vi har haft et bar urare oplevelser pga. timing og planlægning ift æggeløsning der gjorde han blev blød på midten i selve akten og det er jo nærmest tramatiserende for en mand, så måske tør han ikke komme op på hesten igen fordi han frygter det vil ske igen…? Jeg synes det er så svært der her. Nogen sexologer og parterapeuter mener man skal snakke om det for at få det op at køre igen – andre mener det modsatte. Vi taler slet ikke om det, og lader bare som ingenting nu…og det er der altså ikke kommet sex ud af. Nu synes jeg alle strategier er prøvet. Skal jeg bare være mere tålmodig?

    Tusind tak for jer.

    Sophia.

    #2514
    Sophia
    Deltager

    Tusind tak til jer alle FIRE! (mente jeg 🙂

    #2518
    sissi
    Deltager

    Ja, Sophia – der skal mere tid til… og måske din nye livsstil?

    At ændre noget, som jeres forhold har ændret sig til, kræver lige så lang tid, som der er gået, til hvor I er nu:)

    Så lad være at sætte tid eller tålmodighed på, kun at sådan er dit/jeres nye liv – og hold fast. Det vil gå op og ned… men slip ikke, for så er dit arbejde spildt – og du er ved start igen:)Vent på han melder ud – eller ændre adfærd.

    #2549
    Sophia
    Deltager

    Tak Sisse for dit svar. Jeg prøver virkelig at være tålmodig, men synes ikke det er let, når jeg hele tiden oplever endnu en æggeløsning, som vi ikke benytter….Når man er 39 år og allerede har været igang i 1,5 år og ved at biologien ikke kan blive ved så bliver man desperat eller ked af det hver gang man misser endnu en chance… Jeg synes jeg har været så tålmodig med ham de sidste par år på alle mulige punkter…og også sex (som jo i forhold til mit behov har været alt alt for sjælden). Men det er selvfølgelig rigtigt at min livsstil eller retter adfærdssændring ikke har været igang så længe…og jeg oplever da også mindre tilbagefald hos mig selv, så som at jeg glemmer at jeg SKAL gå hele tiden (gør det langt mere nu..,en måske ikke nok…) og jeg ikke skal være så tilgængelig som jeg ofte er, men det er jo også svært at have et sexliv, hvis jeg aldrig er hjemme. Min mand er bare så ofte træt efter job, og falder i søvn selvom jeg kan mærke lysten er det tidligere på dagen…men så er jeg igang med madlavning eller ikke hjemme og når sengetid kommer så er han bare alt for magelig og træt.Vi har det ellers super godt for tiden, han er meget romantisk og nærværende men ak sidst vi havde sex var for en uge siden…og det stresser mig virkelig mentalt at vi ikke har det oftere eller på det rette tidspunkt for det bliver bare sværere og sværere at se et barn komme ud af det. Jeg tager ingen initiativer…og dog jeg kysser måske lidt…men jeg er bare træt, træt og orker ikke at rende rundt som en forventningsfuld høne og håbe han gider, orker, har energi til det. Kan bare mærke jeg har lyst til resignere totalt og bare droppe sex og børneprojektet helt eller simpelthen droppe min mand og håbe at møde en anden. Det er lige før chancen for et barn ville være større ved at forlade min mand….

    Får masse kys, kram men jeg savner fandme at sexlysten hos min mand bare en gang i mellem kan udkonkurrere behovet for mad eller søvn eller tv kiggeri. Han lavede en fantastisk date til mig i weekenden. Vi skulle alle mulige skønne ting fra morgen til aften..og da vi så kom hjem om aften var han for træt til sex og ville bare se tv og sove..i hvert fald er det min konklusion da han ikke lagde op til noget som helst og jeg gør det ikke mere!

    Er bare så frustreret – orker ligesom ikke at ‘kæmpe’ mere for at min mand af egen vilje og lyst prioritere sex med mig. Det gør mig meget vred at tænke på hvordan han prioriterere alt mulig andet. Træning 4-5 gange om ugen, madlavning (skemalagt fordi han synes det er meget vigtigt vi får varmt mad hverdag, se venner min. min. 2-3 gange om ugen…Alt er skemalagt og prioriteret, men ikke vores sexliv..det er ligesom i handling åbenbart ikke så væsentlig eller noget han har lyst til. Man kan vel ikke gøre for man ikke har lyst eller hvordan? Kan mærke jeg byggere mere og mere vrede op indeni og får lyst til bare at skride fra det hele og ham. At kæmpe en indre kamp for at få mere sex af en mand er bare noget at det væreste og det hjælper ikke at alle hele tiden taler om hvor meget manden har lyst altid og det er kvinderne der ikke gider..Det gør bare altid værrere for sådan en som mig. Har aldrig oplevet det før – og det mest langt ud er nok at jeg faktisk nok er den mest attraktive af os to…kan bare mærke jeg er vred og ked og bare har lyst til at finde en mand nu der gider knalde mig.

    #2551
    Lulu
    Deltager

    Hej Sophia

    Som jeg læser din tråd, slås du p.t. med to problemstillinger, der dog hører sammen. Første problemstilling er, at din mand har en meget lav sex drive og sjældent er frisk på samleje, hvilket forståeligt nok tærer på din selvtillid som kvinde og partner. Anden problemstilling er, at I prøver at blive forældre, og at I har svært ved at undfange.

    Som jeg ser det, kan du i sidste ende måske blive nødt til at sætte dig ned og foretage en benhård kalkule på din situation, hvor du kan blive tvunget til at vælge mellem din mand og et barn. Jeg ved godt, at du i øjeblikket prøver at redde dit forhold, og at det på flere måder går bedre mellem jer, og det er jo fantastisk. Men skal man være lidt hård, må man konstatere, at det ikke har bonet ind på sex-kontoen, som din forhåbning jo ellers var.

    Og skal man være endnu mere hård, kan man jo sige, at du ikke har råd til at “spilde” alt for meget tid på omveje til projekt barn. Du er 39 år, dit biologiske ur går snart i overdrive, og du har i forvejen svært ved at blive gravid. Og de benhårde fakta er, at kvinders forplantningssystem jo er udstyret med en indbygget deadline, som mænd bare ikke har. Din mand kan jo ret beset blive far som 70-årig, hvis det skulle være: ) Derfor har du forståeligt nok måske lidt mere ild i røven end ham.

    Hvor vigtigt for dig er det blive mor? Kan du se dig selv blive gammel med din mand, uden der er børn med i billedet?
    Kunne du måske spørge din mand, om han kunne droppe træningen en enkelt gang om ugen, så der kunne blive energi til lidt lagengymnastik i stedet?: )
    Har du overvejet kunstig befrugtning, hvis du ikke kan få gang i gemalen?
    Hvor ser du optimalt dig selv om fem år?

    Mange spørgsmål, men måske du kan bruge nogle af dem til lidt inspiration: )

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 29 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.