Spark gang i denne ny brevkasse

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 15 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2155

    Hej

    Skriv et spørgsmål.

    Fortæl din historie.

    Vær med til at sparke gang i denne ny brevkasse.

    Den gamle brevkasse (ja, de sidste 500 tråde fra dén brevkasse skal nok blive lagt ind her i et seperat forum, så snart vi får tid) rummede næsten 100.000 spørgsmål og svar, og det er min ambition at nå det samme omfang med den ny brevkasse.

    Derfor lover jeg at svare på alle indlæg, I skriver til mig her i resten af 2013.

    Og man behøver hverken være klog eller velovervejet for at stille spørgsmål.

    I kærlighed er vi alle amatører … når det gælder os selv.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #2156
    Salamina
    Deltager

    Hej Martin

    Jeg har et spørgsmål om forladthedsangst.
    På mit studie har jeg lært, at det handler om noget der re-aktivieres og ligger helt tilbage fra de første 1-2 år af mit liv samt at det vil gentage sig i alle mine senere kærlighedsforhold i mit liv. Det kan jeg så ikke overhovedet genkende fra størsteparten af mit liv.
    Jeg er i dag 52 år. Fra jeg begyndte at interessere mig for drenge/mænd som teenager og frem til EFTER jeg blev gift, fik børn og blev skilt har jeg IKKE haft forladthedsangst. Aldrig nogen sinde. Så det stemmer ikke overens med, at de første 1-2 år af min spæde barndom har forfulgt mig førend efter jeg har fået børn sent i livet og bliver skilt. Jeg har været ret god til at sunde mig ovenpå kærligheds ups and downs indtil jeg får børn.

    Hvad tænker du om det her Martin. Kan en forladthedsangst pludselig re-aktiveres når man selv får børn? (jeg fik børn sent, mit første barn som 39 årig og mit andet barn som 41 årig).

    #2157
    Salamina
    Deltager

    Med til historien hører, at jeg heller ikke blev ramt af forladthedsangst da jeg blev skilt fra min ex-mand og far til mine to børn. Forladthedsangsten rammer mig først da jeg som enlig mor senere forelsker mig efter skilsmissen. Pga. mine studier og mit deraf følgende navlepilleri i min egen opvækst kan jeg se den direkte linie til de første spæde år af mit liv. Til min konfirmation gik jeg under benævnelsen “hittebarnet” af dem som holdt taler for mig til min konfirmation fordi jeg som spæd blev placeret i en flettet kurv på trappen foran døren til bekendte til mine forældre, bekendte som så tog sig af mig. Især min mor praktiserede den løsning, at sætte mig på dørtrappen, ringe på døren og ile videre, derfor mit kælenavn “hittebarnet”. Det var en gentagelse i talerne til min konfirmation, at når jeg “hittebarnet” lå i kurven på deres trappe, så vidste de, at de skulle tage sig af mig og gjorde det med glæde, jeg var sød nok osv. Men det bekræfter mig i, at jeg blev forladt af min mor på en trappesten.
    Det som bare undre mig er, at jeg ikke har denne forladthedsangst overhovedet førend efter jeg selv har fået børn og er blevet skilt. Det forstår jeg ikke, når alt, hvad jeg hører fra fagkundskaben er, at det er gennemgående i resten af livet. Det har det jo ikke været.

    Det hører også med til historien, at jeg synes jeg har sluppet den nu, fordi jeg har arbejdet så meget med det via mit studie, terapi og supervision, siden efter min skilsmisse.

    Men, well, sker der noget eller er der noget som re-aktiveres, når man selv får børn og der desuden er et kollaps i ægteskabet, forholdet, hvor ens egne børn er involveret?

    #2158
    Salamina
    Deltager

    Jeg synes emnet er relevant, fordi jeg er ikke den eneste enlige mor i denne kasse, som har eller har haft det svært ved at slippe en ny men tabt kærlighed, som kommer efter parforhold med børn.

    Jeg synes det er relevant ifht. hvor man finder sin egen “grounding” ovenpå et forlist parforhold inklusiv børn og så dernæst mødet med ny kærlighed, som så maser én fuldstændigt.

    Jeg synes der er en gennemgående tendens her i kassen og andre steder til, at enlige mødre/kvinder devaluerer sig selv eller i hvert fald rammes utroligt hårdt på deres “grounding”, når de mister de nye kærlighedshorisonter de møder i livet. At hele deres verden og selvopfattelse og livsgnist fader ud og nu kan det hele også bare være lige meget og nu tror jeg slet ikke på kærlighed mere, ikke engang en ny begyndelse. Som sagt, så har jeg været der selv men synes jeg har sluppet den kurs. Men jeg spekulerer vældigt meget over det her med, om forladthedsangst fra spædbarnet kan re-aktiveres ret sent i livet. Jeg spekulerer også, om det samtidigt er noget i tidens ånd, der gør, at man som enlig mor/kvinde bliver fuldstændigt vingeskudt af en ny begyndelse ovenpå mand og børn. Jeg mener, i dag i vores danske samfund, er der jo ligeså mange enlige fædre som mødre, hvordan kan det så være, at en enlig mor føler sig devalueret ifht. de mandlige match, hvis det i øvrigt er tilfældet, devalueret i form af, at han var den eneste ene og nu er min verden sunket i grus?

    #2159
    sissi
    Deltager

    Superflot Martin – glæder mig til at læse indlæg og dine svar:)

    #2162
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg vil blot lige sige, at min livskrise startede også for alvor, da jeg fik barn og fik aktiveret ting fra min barndom. Det kunne jeg skrive meget om, men nu er det MØ du lige spørger. 🙂 Og nu oplever jeg en snert af det igen, fordi jeg har mødt en mand, som virkelig betyder meget for mig.

    #2164
    Salamina
    Deltager

    Ja, Rosmarin, jeg kan helt godt huske din historie. Jeg tænkte faktisk også på bl.a. din historie da jeg skrev til Martin.
    Synes blot det er underligt, at jeg for mit vedkommende f.eks. ikke bliver helt så hårdt ramt, som du blev da jeg fik børn, der var dog en snert af noget for mit vedkommende, med mit første barn, som måske kunne ligne en snert af fødsels-depression men den kom jeg igennem.
    Det er interessant, at du oplever en snert af det igen nu, Rosmarin, fordi du har mødt *manden* 🙂

    Jeg synes den helt overordnede “analyse” på det her tema er vildt interessant fordi jeg på sin vis forholder mig en lille smule tvivlende overfor, hvad der er hønen og ægget i det hér. Det kan jeg også skrive meget om, men det bliver for kedeligt, synes jeg. Det eneste er, at jeg et eller andet sted er provokeret på den forholdsvis gode måde, trods alt, af at jeg iflg. en af mine undervisere på mit studie skulle være tilbage i mine spædbarnsår… Say What??
    Jeg kan jo ikke huske en skid det eneste jeg ved, fordi det har jeg fået fortalt, er det med hittebarnet, men jeg forstår så bare ikke, hvorfor jeg har kunnet hive den ene og den anden kæreste ind og ud af mit system uden de store problemer indtil længe efter min skilsmisse og først da jeg møder en mand, som er *manden* bliver jeg sendt til tælling.

    Jeg synes så også, at den vinkel jeg har lært eller hørt på mit studie, er noget ensidig, fordi den alene handler om, at vi hver især har ressourcerne til at klare os sådan basalt set og, hvis man er bevidst om de ressourcer, så lader man sig ikke slå så meget ud af kurs, at det ender op i forladthedsangst osv. Nå? Jeg ved ikke, hvor i det her kærligheden (til en mand i mit tilfælde) reelt er en faktor og hvor barndommen reelt er en faktor. Jeg er også ret skeptisk overfor årsag og virkning, og tænker, måske flyder det hele bare sammen? Forstået på den måde, at selvom jeg f.eks. havde haft min nuværende viden fra mit studie, så er jeg ikke så sikker på, at jeg rationelt ville kunne sætte mit ned og bare lige “grounde” uden forladthedsangst osv. Det burde jeg vel, når jeg kender den dybere psykologi i alt det her, men et er søkortet, andet skibet at føre.

    #2165
    Sommerregn
    Deltager

    Jeg vil gerne byde ind Salamina – mens du venter på Martin :- )

    Jeg er ikke i tvivl om, at temaet er relevant. Netop fordi, at behovet for og dermed også evnen til tilknytning etableres i den tidlige fase. Og hvis vi oplever IKKE at blive mødt på dette behov – så etableres der en stærk angst for afvisning Den har vi med os hele vejen. Men vi kan jo sagtens leve et helt fint og almindeligt liv – så længe vi er i kontrol.

    MEN hvis vi så senere gennemgår skilsmisse og forvalter vores forældreskab alene – så lever vi med et savn og en længsel efter tilknytningen – samtidigt med, at vi værner om vores børns behov. Men vi er helt alene med det – og savnet er (i underbevidstheden) stort. Og kommer der så hul igennem til en ny mand, der repræsenterer ALT det, vi har længtes efter – så er der basis for den store følelsesmæssige tragedie. Hvis han forsvinder er afvisningen enorm.

    Jeg tror det er derfor, at temaet er så gennemgående herinde. Først oplever vi en forløsning – ENDELIG bliver jeg elsket rigtigt. ENDELIG. Og når han så er væk – så vælter smerten frem. Vi bliver krænkede/afvist/forladt/ikke mødt/ikke set – og vi er tilbage ved vores urfølelse – helt fra dengang.

    Det besværlige kan så være, at omgivelserne slet ikke forstår, hvorfor smerten er så enorm. Der er masse af gode råd om at slippe og komme videre m.m.. Men problemet er, at vi er ramt på et meget dybere plan – og smerten har en helt anden styrke end bruddet egentlig tilsiger. Derfor bliver “gode veninderåd” nogen gange så forfærdelig intetsigende.

    Jeg glæder mig til at læse Martins vinkel.

    #2166
    Salamina
    Deltager

    Arhh men altså, det er også, at jeg føler mig positivt provokeret af, at skulle så langt tilbage som til før, hvad jeg reelt husker fra mit 0-2 leveår.
    Den psykolog, som jeg talte med om det her på mit studie, sagde også, at han/hun har klienter, som bare svarer: “PAS???”… når han hun spørger til deres første 0-2 årige leveår. Ha ha…. Ja, selvfølgelig. Hvor mange kan huske deres første ble agtigt. Mit held er så, at jeg har vidner som talte til min konfirmation ellers ville jeg også bare svare: “PAS???”.

    Grunden til at jeg spørger Martin er nok, at jeg søger en mere “simpel” mand møder kvinde, kvinde møder mand forklaring, at ligegyldigt hvad der ligger bagud, så er det smerteligt, at opleve et brud. Omvendt kan jeg så helt klart bekræfte, at der var noget symbiose da jeg knækkede eller væltede på kærligheden, som i bakspejlet var klart for meget eller jeg kan i dag se at den var ALT ALT for symbiotisk og dermed hamrende usund i form af, at hele min tillid lå tilbage til Salamina 2 år igen… hvilket selvfølgelig heller ikke er holdbart som 52 årig og burde være i stand til at klare, i det mindste det basale selv.

    #2167
    Salamina
    Deltager

    Kære Sommerregn

    Har først læst dit indlæg nu efter mit sidste indlæg ovenfor. Så mit indlæg ovenfor var ikke et svar på dit indlæg, det var bare yderligere reflektion på det her.

    Men dybest set rammer du jo den samme kerne. Den undervisning jeg har fået er dybest set om pattedyr, hvad vi mennesker også er, og pattedyr kan ikke håndtere for eksempel et stenansigt eller forladthed fra forældre osv osv osv. Hvis en stenansigt mor f.eks. siger til sit spædbarn… jeg elsker dig… så har det INGEN effekt fordi pattedyret/spædbarnet hører og ser kun betoning og udtryk, det hører ikke ord fordi spædbarnet forstår heller ikke ord endnu. Derfor bruger man også rigtigt meget videooptagelser, når man som terapeut skal kortlægge for forældre, hvad der går galt i deres samvær med deres spædbørn og børn i det hele taget. Det positive er nemlig at forældre godt kan se, hvad der går galt i deres udtryk, når de ser sig selv på film. De kan godt se, at der er INGEN connection og at spædbarnet er sgu lost der i de pæne ord fra den udtryksløse mor eller far stenansigt.
    Det er jo ikke nødvendigvis fordi mor eller far er skod ond, det kan også skyldes at far eller mor er et helt andet sted pga. en livskrise, som gør, at det er det bedste de kan spille ind i ringen lige som sagerne står.

    Jeg skriver lige mere om lidt

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 15 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.