Sorg

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 18 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #4180
    XX
    Deltager

    Jeg har haft mange forskellige slags sorg i mit liv. Undgået sorg, plumret og mudret sorg, sorg inficeret med skam. Denne her gang er sorgen skarp, ren og klar. Ligeså ren og klar som den kærlighed jeg har næret, og som nu er blokeret, fordi min elskede har opløst vores forhold. Jeg ved, at det er min opgave at gå ind i sorgen, og det gør jeg også. Jeg kender rutinen, åh ja. Jeg er for labil til at høre musik, og jeg skal slet ikke røre alkohol. Jeg drikker te i spandevis og går tur i det uendelige, tvinger en lille smule mad ned, og sover tungt på imozop. Jeg smser og taler i telefon med mennesker i en lang køre – og bliver nærmest euforisk, når kontakten bliver for intens. Men jeg lægger mig også ind imellem på min sofa og lader gråden komme. Og jeg græder, som jeg ikke kan huske, jeg har grædt i mit voksne liv – heller ikke da mine børns far forlod mig for mange år siden. Eller da det sluttede med de andre kærester i perioden efter. Det slider i hele kroppen, mine mavemuskler snører sig sammen, og tårerne pisker ud af øjnene. Denne her mand kom og forløste noget helt centralt i mig. Evnen til at elske inderligt. Det er rigtigt, hvad de siger: Sorg er kærlighed, som har mistet sin retning.

    #4181
    Sommerregn
    Deltager

    Kære xx

    Får du noget hjælp?
    Din beskrivelse af tunge følelser vækker genkendelse – men det virker voldsomt og meget tilbagevendende.

    Enhver sorgproces er jo voldsomt invaliderende men jeg får opfattelsen af, at du lander der gentagne gange. Der må være en grænse for, hvor meget et menneske kan bære.

    #4183
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg kan tage fejl men jeg læser faktisk, at du netop tør gå ind i sorgen fordi du kender til sorg? Jeg tror først den kører af sporet, når vi med al magt forsørger at lukke øjnene for den eller gemmer den bort eller kompenserer for den.
    Og som du skriver så er den her sorg så ren og skarp, fordi den var ren kærlighed.
    Hvad tænker du selv om det? Kan du være i sorgen på den måde du er i den på?

    #4187
    XX
    Deltager

    Tak for jeres respons.
    Jeg forstår godt din oplevelse af, at jeg har været her før – hvis det er det, du mener, Sommerregn. Jeg huserede herinde for to-fire år siden undet navnet ‘en kvinde’. Jeg begyndte at skrive, fordi jeg sad fast i et forhold, som jeg ikke kunne komme ud af. Jeg var dybt ulykkelig, men fixeret. Han brød for godt to år siden og jeg blev kastet ud i en meget forvirret oprydningsproces, hvor jeg både led over bruddet og selve forholdet. Jeg vidste, at jeg skulle være gået forlængst – at jeg forlod mig selv big time undervejs i det forhold. Og det fyldte, såvidt jeg husker, rigtig meget i min sorg.
    Jeg oplever kvaliteten af denne her sorg som fuldstændig forskellig fra den forrige. Jeg fortryder ikke så meget som et sekund af det forhold jeg lige er kommet ud af. Jeg følte mig 110 procent elsket og set, og jeg var meget meget lykkelig med min kæreste. Det efterlader mig i en sorg, som er meget mere ren og fokuseret, oplever jeg. Ja, jeg synes, jeg kender sorg, Rosmarin. Og jeg minder mig selv om, at selv om jeg går ind i sorgen på samme måde – og føler stor sorg – så er det ikke den samme historie en forbandet gang til. Det er ikke det samme fjols af en mand, jeg møder gang på gang. Tværtimod vil jeg sige, at jeg med denne her mand har lært noget meget vigtigt om, hvad et godt forhold er for mig, og hvordan jeg får og giver god, sund kærlighed. Det gør det stort set ubærligt at sige farvel. Men det er en ganske anden historie end sidst. Jeg tror, de nuancer er vigtige.
    Næste spørgsmål er så, om jeg efterhånden ikke har haft lige lovlig meget på tallerknen af kærestesorg. Jo, og jeg spørger mig selv, om jeg kan tåle mere. Det føles absolut ikke sådan. Det føles, som om at nu er det nok. Nu vil jeg aldrig mere. Jeg tror bare ikke, det fungerer sådan for mig. Jeg ved, jeg er i stand til at elske, og jeg håber, jeg finder en ny god mand, som kan blive min livsledsager for alvor.
    Men først går jeg lige i sort et stykke tid.

    #4188

    Hej XX

    Jeg synes, at det, du skriver er indsigtsfuldt og afbalanceret. Og det betyder jo ikke, at man ikke samtidig kan være slået komplet ud af kurs og balance. Men jeg tror, at du og din sorg er i gode hænder. Og at du er en meget vigtig erfaring rigere.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #4191
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg havde en fornemmelse af at du var ex “en kvinde” selv er jeg ex “Mælkebøtte”. Det er nu alligevel rart at kunne genkende hinanden.
    Måske er det en ringe trøst lige nu, men jeg har altid tænkt om dig, at du virkelig havde evnen til at elske og at du elskede det. Så derfor tror jeg heller ikke, at det slutter her. Jeg har det på samme måde selv. Trods sorg over at blive forladt – og sorg over at skulle forlade – så er jeg altid poppet op igen og har haft lyst til at møde kærligheden på ny. Når jeg kigger tilbage på mit 50 årige liv, så er der nogle kærester der rager meget højere op end andre. Nogle får mænd, der virkelig har sat sine spor i mig. Om som jeg stadigvæk bærer i mit hjerte.
    Jeg står selv for at flytte til an anden landsdel tæt på min kæreste og med start på et helt nyt jobområde. Mit håb er at han og jeg bliver gamle sammen.
    Jeg ved jo godt – gennem et halvt livs erfaringer – at der ingen garantier er. Men en af de store forskelle fra dengang jeg for 27 år siden flyttede sammen med min søns far er, at jeg ved jeg kan rejse mig igen og komme videre, hvis det ikke skulle gå. Dengang var jeg så bange for at miste, at det slet ikke var sundt.
    Da han forlod mig mistede jeg ikke kun ham, jeg mistede også mig selv bogstaveligt talt. Og det besluttede jeg senere, at det skulle ikke ske igen. Det er vi for dyrebare til.
    Jeg tænker på dig og synes nu her bagefter at mit indlæg i din anden tråd måske lød lidt naivt med forslag til, hvad du kunne gøre med kærestesorgen, men det var oprigtigt og kærligt ment. Og så kommer jeg nu til at tænke på Kristen Bjørnkærs digt: kærestesorg, hvor han til allersidst skriver noget ala: kan du ikke bare tage mig med når du går. Må solen skinne ekstra meget på dig i dag!

    #4192
    Rappen
    Deltager

    Alle mennesker er hele – de har bare glemt det….. faldt lige over det her citat :

    Udtrykket ’min bedre halvdel’ burde forbydes, fordi den største kilde til ulykke er, at mennesker føler sig halve og derfor leder efter det menneske, som skal fuldende dem. Alle menneske er hele – de har bare glemt det. To mennesker, der ved, at de er hele, kan opleve guddommelig kærlighed. To mennesker, der tror, at de er halve, som finder hinanden og så føler sig hele – de vil leve i evig angst for at miste den anden, for så ville de jo miste sig selv.

    #4193
    Anna
    Moderator

    Hej En Kvinde/XX,
    jeg husker dig også fra før og kan til fulde genkende din sorg-beskrivelse – shit, hvor har jeg også haft meget sorg i mit liv (som stammer fra en barndom med svigt).
    Men til gengæld evner jeg også at føle en helt ubeskrivelig glæde og åbne op for det smukke….efterhånden 🙂
    Jeg vil bare sige, at jeg tænker på dig og er med dig i tankerne.
    Kys til din dag fra mig –
    Anna (som jeg vist nok altid har heddet her)

    #4194
    Sommerregn
    Deltager

    Klog og smuk tråd, den her :- )

    Nej XX – jeg vidste ikke, du var en anden. Og jeg tænkte heller ikke på det, da jeg skrev mit indlæg til dig. Og lige nu kan jeg godt se nuancerne i de sorgprocesser, du beskriver.

    Jeg tænkte nok mest på, hvordan jeg selv har gennemlevet sorgprocesser, der ikke havde så meget at gøre med det tab, der udløste dem. Og jeg tænker en del over, at der findes andre strategier end at “gå i stykker” hver gang. Det kan let komme til at lyde som om, jeg gerne vil fornægte eller undgå en sorgproces. Det vi jeg bestemt ikke. Det at give sig hen og hulke det ud, det at mærke og gennemleve, det at forholde sig til det reelle tab (som jeg også synes du gør meget reelt), det skal vi bestemt ikke undgå.

    Min erfaring siger mig dog, at der er forskel på, hvor “disponerede”, vi er for at blive fuldstændigt oversvømmede, for hvor længe sorgen bor i os – og for HVAD, der kan udløse den. Og min egentlige pointe er nok, at vi KAN lære at håndtere brud og sorgprocesser på nye måder. Selvfølgelig handler det primært om at få adskilt, hvad der er gammelt og hvad der er et reelt tab i nuet. Men jeg tror altså også på, at man kan foretage en form for valg.

    Måske tænker jeg bare sådan, fordi jeg har det ret godt for tiden. Jeg forestiller mig lige nu, at jeg fremover vil kunne gennemleve et tab lidt mere effektivt og få besluttet mig for at komme videre lidt hurtigere. Men AK – det finder jeg først ud af, hvis jeg lander der igen 🙁

    Måske naivt – men så lad mig være det lige nu 🙂

    #4195
    XX
    Deltager

    Tak for dine refleksioner, Sommerregn.
    Jeg er da sikker på, at jeg er ‘disponeret for’ sorg. Jeg har haft flere tab end de fleste, vil jeg påstå, og jeg har helt klart et sorgprogram, som går i gang. Gamle og nye tab fader over i hinanden, og jeg søger tilbage i fornemmelser jeg kender alt alt for godt. Der ligger en form for tryghed i det, og jeg bliver måske også i sorgen – henter næring i den. Vreden er derimod svær at få fat i – den vrede, der er en forudsætning for, at man kan komme videre, rive sig løs.
    Og så alligevel ikke. I går tog jeg en hammer og smadrede nogle gaver jeg har fået af min eks. Og bagefter klippede jeg et stykke kostbart tøj, han har givet mig, i stykker. Det var befriende at smide lortet ud. På et tidspunkt i går aftes kom jeg til at grine, fordi jeg følte trang til at smide hele mit indbo og alt mit tøj ud. Alt, hvad jeg rører ved, ser på, hører, læser, får mig til at tænke på ham.
    Så siden af den eftertanke, jeg skriver på herinde, og som måske giver en fornemmelse af et menneske, der analyserer sig selv i det uendelige, er jeg også en meget handlekraftig person. Som knokler løs for at angribe det her på alle mulige måder. Gamle måder, men også nye måder. Jeg kan mærke, at jeg er denne gang er bedre til at ‘logge af’ og være med mig selv. Sidde lige så stille i min stol og se ud på himlen med en hånd på maven.
    Så historien gentager sig ikke automatisk. Oplevelsen af krise, uro, knuden i maven, den underlige summen i lemmerne, billederne af ham med fiktive nye forbindelser – jeg kender det fra før. Men jeg føler ingen skam og forkerthed denne her gang, og jeg er mere nænsom over for mig selv, og det gør det væsensforskelligt fra sidst.
    Jeg tror, det kommer til at tage omkring et år at komme nogenlunde på benene. Det kan jeg se ud af den scrapbog, jeg har fra tidligere processer.
    Hvis der er måder jeg kan gøre det her mere effektivt på ville det da være godt. Men jeg forestiller mig egentlig, at det eneste der for alvor ville gøre en forskel er, hvis jeg undgår at gå så dybt ind i den næste relation. Hvad tænker du, Sommerregn?
    Et spørgsmål til alle: Kender I eksempler på mennesker, som på en positiv måde har formået at holde fast i virkelig betydningsfulde relationer, samtidig med at de kom videre? Jeg har faktisk gjort det med min eksmand og tænker derfor, at det måske kan lade sig gøre med ham her. På længere sigt. Det virker 100 procent naturstridigt, at vi ikke skal være en del af hinandens liv, og den fornemmelse har jeg aldrig haft før. Jeg har altid bare – bortset fra forløbet med min eksmand – lukket ned og villet væk. Det her oplever jeg som en ekstremt stærk karmisk forbundethed. Jeg ved, han mener bruddet alvorligt, for han står i en eksistentiel situation, hvor han vil finde en kvinde at få børn med (jeg er ældre og har været der). Men jeg tænker, at hvis jeg har kunnet omsmelte relationen til min eksmand efter et traumatisk brud – så vil jeg måske kunne gøre noget tilsvarende igen. Det kan godt være, det er et halmstrå, jeg klynger mig til, men tanken er trøstende – og svarer måske lidt til at tænke, at man mødes igen, når nogen dør. Jeg har bare en konkret erfaring, som måske kan bruges. Kommentarer til dette?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 18 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.