Skruen uden ende. Manglende tillid og frustration i lys lue.

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #20394
    Syke
    Deltager

    Hej alle.

    Jeg er ny her i brevkassen.
    Jeg skriver mest af alt for at komme af med nogle tanker, som jeg lige nu har rigtigt svært ved at få styr på.

    Pt. sidder jeg i min gode vens kolonihavehus, og små-fryser, da her endnu ikke er varmet ordentligt op.
    Grunden til at jeg sidder her, og ikke hjemme i sofaen med min hustru er, at vi i lørdags desværre røg ud i et ordentligt skænderi.
    Hvad skænderiet bunder i, kan jeg ikke rigtigt forklare, for jeg forstår ikke helt selv hvad der skete.
    Det jeg ved er, at vi indtil igår aftes ikke har talt sammen, lige bortset fra søndag aften hvor skænderiet fortsatte. Øv.
    I går fik vi dog gået en lang tur og talt om tingene. Jeg havde klart en følelse af at tingene nu var bedre, selvom de bestemt ikke var ude af verdenen.
    Imorges ligger der en besked på min telefon, hvor min hustru meget bestemt spørger ind til et af de issues vi har. Hun forsøger at tage magten tilbage, efter jeg igår forsøgte at stabilisere tingene imellem os.

    Lang historie kort…..
    Min hustru og jeg har et eller andet, som gør at vi kommer på kant med hinanden.
    Lørdag handlede det om at jeg valgte at tage bilen, da jeg skulle til middag hos en ven. Jeg sagde til min hustru at jeg ikke ville drikke og at jeg derfor tog bilen derhen.
    Jeg var hos min kammerat fra klokken 17, og seks timer frem.
    Mellem klokken 17 og klokken 19 drikker jeg to øl. Helt almindelige Carlsberg øl.
    Vi spiser omkring klokken 19 og under middagen, og resten af aftenen, rører jeg ikke noget der minder om alkohol. Jeg drikker kun cola.

    Klokken 23 kører jeg hjem af. Er hjemme ca 15 minutter senere.
    Da jeg kommer ind af døren, ligger min hustru på sofaen og er lige vågnet. Jeg smider jakken og går hen og giver hende et kys.
    Vi sidder og hyggesnakker lidt, og på et tidspunkt spørger hun ind til hvad vi har fået at spise. Udelukkende af interesse. Hun plejer ikke at tjekke op på mig. Ihvertfald ikke hvad jeg ved af.
    Jeg fortæller hende hvad vi har spist, og jeg fortæller også at jeg har drukket to øl.

    Det tænder hende helt af. På et øjeblik går hun fra at være en træt og kærlig hustru, til at være helt frisk og meget gal.
    Jeg bliver bebrejdet sindsygt meget at jeg har valgt at drikke og køre (Havde altså siddet i fire timer og drukket cola).
    Hun er meget kontant og beskylder mig for at holde hende for nar, og for ikke at være ærlig overfor hende.
    Jeg forsøger at forklare at der altså intet galt er i det jeg har gjort, og at jeg selvfølgelig ikke har kørt spiritus-kørsel. Men alt jeg siger preller bare fuldstændigt af på hende.
    Jo mere jeg modargumenterer, jo mere gal bliver hun. Og det ender selvfølgelig til sidst i en ophedet diskussion, som i sidste ende bliver til et skænderi.
    Når vi skændes, reagerer vi meget forskelligt.
    Jeg har en kedelig tendens til at at frustreret, og have rigtigt svært ved at håndtere min frustration. Jeg har arbejdet meget med den, men den er stadig svær for mig at håndtere,
    specielt når bølgerne grå højt mellem fruen og jeg.
    Når min frustration bliver så stor at jeg ikke længere kan håndtere den ordentligt, bliver jeg udad reagerende. Jeg smækker med døre, slår i væggen, kalder min hustru grimme ting og er helt sikkert ikke rar at være i nærheden af. Jeg har aldrig lagt hånd på hende, og kommer heller aldrig til det. Har ikke engang været tæt på. Så godt har jeg trods alt styr på mig selv.
    Men igen.. Jeg er ikke rar at være i nærheden af, og det er jeg godt klar over.

    Min hustru, derimod, hun bliver meget hård. Hun bliver sammenbidt og kan husker pludselig en masse ting som er sket mellem os tidligere.
    Disse ting bliver jeg mindet om. Hun kobler tingene sammen, og bruger tingene til at gøre mod mig, på en måde så jeg føler mig som et rigtigt dårligt menneske. Jeg har tidligere haft en rigtig dårlig selvtillid og et skidt selvværd. Og når min hustru står og punker mig for ting som er sket, for måske år tilbage, får jeg igen følelsen af at jeg intet er værd.
    Jeg føler at hun verbalt presser mig ned gennem gulvbrædderne, og det gør mig ked af, og ja frustreret.
    Når jeg bliver frustreret agerer jeg som jeg tidligere har fortalt, og så reagerer min hustru som hun nu gør. Skruen uden ende.

    Jeg er ikke i tvivl om at min hustru elsker mig. At hun værdsætter mig og de ting og minder vi har sammen.
    Det er altså ikke sådan at jeg mener at hun presser mig ned gennem gulvbrædderne for at gøre mig ondt. Det ved jeg godt. Men det er sindsygt svært at huske på, når bølgerne går højt og vi begge er sure, kede af det og frustrerede.
    På samme måde har jeg absolut intet ondt i sinde, når jeg bliver så frustreret at jeg begynder at opføre som en idiot der smækker døre, og kalder hende ting.
    Jeg elsker hende ikke mindre i det øjeblik. Jeg har ingen intentioner om at nedgøre og såre hende.
    Det er klar at det er det hun føler, men det er på ingen måde det jeg vil.
    Som jeg har prøvet at forklare hende, så handler det om een ting, når jeg gør de ting. Og det er at komme af med den frustration og den følelse af magtesløshed, jeg ellers ikke aner hvordan jeg kommer af med.
    Det har intet med min hustru at gøre. Hun er målskiven for frustrationen, fordi hun er i nærheden. Og måske også fordi at hun har en andel i at jeg er kommet så langt ud i min frustration.

    Efter et skænderi kommer det altid, eller næsten altid, til at handle om min måde at reagere på, da jeg som sagt er den der er udad reagerende.
    Min hustru reagerer med ord. Hun er ikke oprevet, som jeg bliver.
    Så i stedet for at vi snakker om, og forsøger at finde ud af hvad der ligger til grund for at vi kommer derud hvor vi ender med at gøre hinanden ondt, falder fokus på min smækken med døre, navnekalden og slåen i væggen.
    Og da jeg har en tendens til at ville glatte ud og forsøge at komme videre, har jeg tidligere endt med at påtage mig skylden og sige undskyld, undskyld, undskyld.
    Det sker ikke hver gang, men rigtigt tit desværre. Og det skyldes ene og alene min frygt for at miste hende.
    (Jeg har altid haft en frygt for at miste dem jeg elsker og holder af. Mere om det længere nede i teksten.)

    Jeg ved godt hvor min frustration stammer fra. Jeg har gået mange år i terapi, for at få styr på de ting min opvækst har givet mig med i min rygsæk.
    Jeg blev fjernet hjemmefra som ca. 9 årig, og kunne dengang ikke forstå hvorfor jeg skulle væk fra min mor.
    Nu er jeg helt klar over hvorfor, og ved at det var det bedste for mig. Men det har alligevel gjort at jeg igennem hele min barndom og op igennem mine teenage-år, har søgt efter svar på hvorfor. Jeg fik dem aldrig, og det gjorde at jeg kom frem til at det måtte være min egen skyld. Med dårligt selvværd, og en selvtillid på 0% til følge. Det har jeg måtte rydde godt og grundigt op i. Hvilket jeg har klaret rigtigt godt, hvis jeg selv skal sige det. Også selvom at jeg stadig kæmper med temperamentet, når jeg bliver frustreret.

    Jeg tror også godt jeg ved hvorfor min hustru reagerer som hun gør.
    Da min hustru var omkring 10 år, skred hendes far hjemmefra. Han havde et langt stykke tid før fundet en anden kvinde, og spillede altså på to heste i et godt stykke tid.
    De to, min hustru og hendes far, havde et meget tæt forhold. Det forhold blev aldrig det samme igen, da faderen flyttede til den anden ende af landet.
    Tingene mellem dem blev kun værre som tiden gik, og det var først da faderen for nogle år siden lå for døden, at de endelig fandt hinanden igen.
    Hele miseren har gjort at min hustru har et behov for at sætte nogle meget klare grænser. Hun finder sig ikke i noget. Og træder folk hende over tæerne, har hun meget svært ved at tilgive og ved at have tillid til folk.

    Lørdagens skænderi bunder i at jeg sagde at jeg ikke ville drikke og køre. Det bliver koblet op på en ting jeg sagde, da jeg for 6 år siden fik mit kørekort.
    Der sagde jeg det samme. Jeg vil aldrig drikke og køre. Det har hun taget helt bogstaveligt, også selvom jeg i sin tid mente, at jeg altid vil være ansvarlig omkring min kørsel. At jeg selvfølgelig ikke vil køre bil, hvis jeg selv er det mindste i tvivl om det er en god ide. Eller hvis folk omkring mig synes det ikke er en god ide.
    Jeg vil lige hurtigt sige, at jeg ikke drikker meget. Jeg går sjældent ud og tager ikke bilen til noget som helst, hvis der er den mindste chance for at det ender i flere end et par øl.
    For eksempel drak de tre venner jeg spiste med i lørdags en hel masse øl, og flere snaps til maden. Jeg drak som sagt cola, og havde intet problem med det. Jeg mener altså selv at jeg er meget ansvarlig omkring disse ting.

    Da tingene i lørdags så bliver ophedet, kommer min hustru med en masse andre eksempler på at jeg har talt usandt og har lovet ting jeg ikke kan holde.
    Nogle af de ting er flere år gamle, og ting vi har talt om tidligere, og som min optik er ude af verdenen.
    Men de bliver alligevel bragt op igen. Sikkert fordi min hustru føler sig løjet for, eller noget i den retning.

    Jeg forsøger så at argumentere imod og fortæller at jeg bestemt ikke er enig i det hun siger. Hun er ikke til at stikke i, og kommer bare med endnu flere ting, som nok efter hendes mening kan understøtte hende i at det hun siger er rigtigt, eller ihvertfald berettiget.
    Jeg ender altid med en følelse af at hendes tillid til mig er nul. Da jeg gik hjemmefra lørdag eftermiddag, var jeg ikke i tvivl om hendes tillid til mig.
    Sådan er det hver gang vi skændes.

    Jeg kommer ingen vegne med min modargumentation, og så bliver jeg frustreret.
    Og ja, så kører det hele igen med skruen uden ende.

    Vi har tidligere skændtes en hel del. Men de sidste tre års tid, er det sket færre og færre gange.
    Vi har i lang tid haft det rigtigt godt. Har det sidste års tid ikke haft det bedre.
    Så kommer det her skænderi, og så føles tilliden fra hende væk.

    Det var ikke en kort historie lang alligevel. Og dog. For ovenstående fortælling passer på langt de fleste af vores skænderier.

    Jeg kan ikke mere. Kan ikke blive ved med at prøve at få hende til at forstå, at det ikke udelukkende handler om at min frustration ikke er hensigtsmæssig, men at det hun bringer i skænderiet også er brænde på bålet. Ligesom min frustration er det.
    Jeg kommer ikke igennem til hende, når jeg fortæller hende hvad jeg føler. At jeg føler at hendes tillid går fra 100% til 0%, når hun presser mig ned under gulvbrædderne med hendes udsagn om ting jeg har gjort, som for hende retfærdiggør mistillid.
    Det dræner mig ærlig talt. Sammen med min reaktion på det, dræber det vores forhold.

    Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Aner ikke mine levende råd.
    Jeg er der hvor skilsmisse ser ud til at være løsningen..Problemet er bare at jeg på ingen måde er klar til at slippe hende. På ingen måde.
    Hun er den som betyder allermest for mig. Den jeg elsker mere end noget andet, Hende der har givet mig trangen, lysten til at få styr på min engang dårlige økonomi, og hende der har givet mig en masse andet postivt.

    Jeg er ikke parat til at smide 8 års op og nedtur væk. Vil ikke give slip på snart 5 års ægteskab.
    Det kan godt blive det der er nødvendigt for at jeg kan se mig selv i spejlet, men for helvede hvor er jeg ked af at vi er nået helt her ud.
    Og hvor er jeg trist og frustreret over at jeg føler det er nødvendigt for mig at gemme mig væk i kolonihavehuset.

    Hvorfor kan vi ikke bare tale ordentligt sammen om de svære ting? Hvorfor skal der bebrejdes, smækkes med døre og hvorfor fanden er vi begge så pisse gode til at gå i forsvarsposition?!

    Jeg er pisse ked af det og har allermest lyst til at tage hjem og sige “UNDSKYLD!” Det kan jeg bare ikke gøre overfor mig selv.

    Er der nogen der har et godt råd?

    Hilsen fra det kolde kolonihavehus.

    • Dette emne blev ændret 4 år, 8 måneder siden af Syke. Årsag: Stavefejl
    #20396
    Eva Marie
    Deltager

    Sikke en redelighed, men godt du har et kolonihavehus du kan være i, for lige at få tænkt tingene igennem…….

    Nu er jeg ikke psykolog, men hvis I vil løse jeres konflikter, ville det så ikke være en god ide med en gang parterapi? Få en professionel til at give jer nogle værktøjer til jeres kommunikationsproblemer.

    Min egen personlige mening om jeres situation er ( du må så tage det som du vil – det er jo dig der kender dig selv og dine følelser bedst) er at jeg ville ikke orke at leve i sådan et ægteskab – og det kan jeg kun sige nu, fordi jeg selv i mange år har levet i et ægteskab med mange konflikter.
    Livet er for kort til ikke at være lykkelig, og jeg bliver så rasende når jeg hører om ægteskaber hvor den ene eller anden part tror de kan tillade sig at sætte den anden i bås for egen vindings skyld. Midt i min krise efter skilsmissen sagde min kloge psykolog til mig, at når modparten beskylder en for dit og dat, ja, så er det ofte vedkommende selv der har de problemer. Nu siger jeg ikke at hun drikker, men måske du kan prøve, næste gang, I skændes, at lytte efter hvad det er hun beskylder dig for?
    Sådan som jeg læser dit skriv, så ser det ud som om det er hende der bestemmer hos jer, og retter du ikke ind, ja så kommer konflikterne – Det er HER du skal sætte foden i – og ja, jeg skriver som kvinde:) Hun har INGEN ret til at spille “mor” overfor dig – Hver gang jeg hører kvinder spille “mor” overfor deres samlever, så krummer jeg tæer.
    JA DU REAGERER – selvfølgelig gør du det – jeg tror også jeg skulle have en boksebold eller noget andet at slå mine knytnæver ind i – for hun lyder ekstrem provokerende og som om der bare SKAL køres en konflikt op – vil man skændes, så kan man altid finde noget at skændes om – og det gjorde din kone så her….

    Nu skal der jo 2 til tango, og du har sikker også en attitude der sætter spillet i gang – jeg studser meget over at du skriver du elsker hende, og det eneste du nævner er, at hun har hjulpet dig med at få en god økonomi………hmmmm……?

    #20398
    Syke
    Deltager

    Hej Eva Marie.

    Tak for dit svar.
    Først og fremmest, så er der en masse mere end det jeg skriver, som gør at jeg elsker hende.
    Det jeg forsøgte at beskrive er, at hun har hjulpet mig med nogle af de ting som jeg tidligere har været mindre god til.
    Men jeg elsker hende også for hendes væsen. For hende lyst og glæde ved at give andre gaver.
    Jeg elsker hende for det liv vi har skabt sammen, på både godt og ondt. I dagligdagen giver hun en hel masse, kærlighed, modspil, sammenhold og en masse andet.
    Men vigtigst af alt giver hun mig en følelse glæde og trang til hende, som jeg ærlig talt har svært ved at sætte ord på.
    Den samme kærlighed findes selvfølgelig også i mig når tingene er svære, det er klart at det ikke er den følelse der fyldes mest i det øjeblik.

    Ganske som du, så orker jeg heller ikke at leve i sådan et ægteskab. Men jeg er bare ikke klar til at kaste håndklædet i ringen endnu. Jeg vil ikke give op, men kan jo blive nødt til det, hvis ikke hun vil være med på at arbejde på tingene. Eller hvis hun ikke formår at forstå at også hun er nødt til at gøre noget for forholdet. For så er beslutningen taget og så er det slut.

    Jeg vil gå langt for at holde fast i hende og mig, for de gode ting fylder mest. Så længe jeg ikke igen går på kompromis med mig selv.
    Vi skændes ikke tit. Ikke hver uge, men måske en eller to gange om måneden. Og det er efterhånden sjældent at det er slemt.
    Men ind i mellem går tingene helt i hårdknude, som denne gang.

    Du har meget ret i det du skriver med at sætte i bås, og en trang til at kontrollere. Det sker ikke i det daglige, eller det gør det måske nok lidt. Men det er sådan set ikke et issue for mig.
    Det bliver det dog når hun forsøger at kontrollere når vi skændes, da det sker i et omfang som for mig virker nærmest syg.
    Det gør mig osse kan af det, at det er sådan. Det er hårdt for mig at være i. Men det må sgu også være hårdt for hende, at have det behov.

    Anyway.. Jeg er taget til noget familie på landet, hvor jeg ligger i flyverskjul de næste dage.
    Jeg prøver at holde kontakt på et minimum. Men fuck hvor er det svært. Jeg vil jo bare gerne have at vi er glade sammen igen.

    #20402
    Tintin
    Deltager

    At et par øl over 6 timer skulle resulterer i, at din kone skælder dig ud, virker på mig helt hen i skoven.
    1). For det første rager det ikke hende hvad du gør. Du er et voksent menneske.
    2). Det er ikke spirituskørsel (i den ulovlige forstand)
    3). Endelig må de høre ind under bagatelgrænsen mht. hvad det berettiger et skænderi.

    Derfor synes jeg, at din kone er galt afmarcheret. Var det min kone, som gang på gang opførte sig sådan overfor mig, så var jeg smuttet. Jeg kan 100 pct. sætte mig ind i dit sted, når du føler dig nedgjort og tappet for kræfter. At hun tilmed formår at kære alle mulige andre ting ind i angrebet på dig, gør det blot endnu mere absurd. Dong vil jeg sige, at nu er det dig, som fremhæver et eksempel, hvorfor jeg antager, at det måske er et eksempel, hvor du fremstår bedt muligt, men det er det vi har at arbejde med.

    Du nævner, at du er ud afreagerende. Det er ikke supersmart, for den skade dine ord og handlinger gør, kan du ikke gøre om. Stor respekt for, at du har erkendt dette, og arbejde med dette, men skaden den forvolder, kan du ikke gøre om. Du må gange enkelt gå din vej, inden du ryger op i det røde felt.

    På samme måde kan din kone ikke genne sig bag sin barndom. Hendes adfærd er helt ude i skoven, og det må høre op.

    Jeg sidder tilbage med 2 tanker.
    1). Enten er din kone helt umulig, eller også må der ligge noget bag hendes irritation. Her tænker jeg ikke på hendes barndom, men på noget mellem jer. En elefant i rummet.
    2). Hvid din kone er ”umulig” og konstant banker dig ned under gulvbrædderne, hvorfor er I stadig sammen? Jeg ved, at I angiveligt elsker hinanden, jeg føler ikke, at nogen af jer vier den anden særlig stor kærlighed, nu når det er en hverdagsfortegelse. Men selv hvis I elsker hinanden, så er der jo situationer, hvor man bare ikke er gode for hinanden. Jeg elsker f.eks. chokolade, men jeg kan ikke leve af chokolade. Jeg har mødt piger, som jeg var draget af, men jeg vidste også, at vi ikke passede sammen, så de kunne kun blive til et kort bekendtskab. Hvorfor lever i et forhold hvor man er ulykkelig, hvis man kunne leve i er lykkeligt forhold?

    #20403
    Tintin
    Deltager

    Jeg er enig med Eva Marie.

    Jeg mener også, at der et max vigtigt, at man er sine grænser bevidst, i alle livets forhold, MEEEEEEN i mit eget privatliv, så må jeg indrømme, at jeg forventer, en meget stor grad af frihed, empati, respekt, tillid og forenelig moral. Hvis jeg i mit privatliv skal bruge min tid på at sætte grænser, så er der noget helt galt IMO. En kone skal være en legekammerat, en medespiller, en som udfordrer min – ikke en modspiller. Hun skal ville mit bedste. Eva Marie jeg forstår godt, hvad du mener, når du tale om, at ” du skal sætte foden i”, men behovet herfor må være yderst sjældent IMO.

    #20404
    Syke
    Deltager

    Jeg er enig med Eva Marie.

    Jeg mener også, at der et max vigtigt, at man er sine grænser bevidst, i alle livets forhold, MEEEEEEN i mit eget privatliv, så må jeg indrømme, at jeg forventer, en meget stor grad af frihed, empati, respekt, tillid og forenelig moral. Hvis jeg i mit privatliv skal bruge min tid på at sætte grænser, så er der noget helt galt IMO. En kone skal være en legekammerat, en medespiller, en som udfordrer min – ikke en modspiller. Hun skal ville mit bedste. Eva Marie jeg forstår godt, hvad du mener, når du tale om, at ” du skal sætte foden i”, men behovet herfor må være yderst sjældent IMO.

    Igen er jeg meget enig!
    Det du beskriver er præcis der jeg godt kunne tænke mig at fruen og jeg kommer hen.
    Jeg følte egentlig at vi var kommet et godt stykke. Men episoden i lørdags viser klart noget andet.
    For det er vel når tingene er sværest, at de mindre gode egenskaber hos os mennesker dukker op.

    Jeg har ikke været hjemme siden onsdag aften, har ikke kommunikeret med hende, bortset fra en enkelt sms. Jeg har trukket stikket midlertidigt, mens jeg finder du af hvad jeg vil, og hvordan jeg finder en vej videre.
    Der er ingen tvivl om at jeg gerne vil hende og os. Men fremtiden skal være anderledes end fortiden har været. Jeg vil ikke en kone som har et behov for at kontrollere. Og det håber jeg hun forstår, når vi på et tidspunk får talt sammen.
    Jeg forventer ikke hun ændrer på det, fra den ene dag til den anden. Men jeg har klart behov for en tilkendegivelse af, at hun ved at det ikke er sundt for vores forhold, og en tilkendegivelse af at hun er parat til at arbejde på det. At gøre noget ved det.
    Kan hun det, samtidig med at vi sammen får sat nogle spilleregler omkring vi taler sammen i fremtiden om de svære ting, så er jeg mere end klar til at give hende den tid hun behøver.

    Krydser fingre for at det er dér vi ender.

    #20679
    Eva Marie
    Deltager

    Nu er det meget svært, hvis ikke umulig at ændre på en voksen person. Du skriver at HUN skal ændre sig – det er vist ønsketænkning, og jeg har svært ved at tro på at det nogensinde kommer til at ske.
    Jeg tror I skal have professionel hjælp til at lære at kommunikerer igen.

    Når jeg læser dine svar, kommer jeg til at spekulerer på om DU er tøffelhelten i jeres forhold? Det lyder som om hun styrer for meget, og når du skriver at I ikke skændes så ofte, men det er som regel hende der starter skænderierne, eller er det forkert læst?

    Jeg er fuldstændig enig med TinTin – Hvor er kærligheden? I har en konflikt og du forsvarer hende? Jeg synes også du skal finde ud af som TinTin skriver , hvor “hendes elefant” er? Du elsker hende, men elsker hun dig?

    #20680
    Syke
    Deltager

    Nu er det meget svært, hvis ikke umulig at ændre på en voksen person. Du skriver at HUN skal ændre sig – det er vist ønsketænkning, og jeg har svært ved at tro på at det nogensinde kommer til at ske.
    Jeg tror I skal have professionel hjælp til at lære at kommunikerer igen.

    Når jeg læser dine svar, kommer jeg til at spekulerer på om DU er tøffelhelten i jeres forhold? Det lyder som om hun styrer for meget, og når du skriver at I ikke skændes så ofte, men det er som regel hende der starter skænderierne, eller er det forkert læst?

    Jeg er fuldstændig enig med TinTin – Hvor er kærligheden? I har en konflikt og du forsvarer hende? Jeg synes også du skal finde ud af som TinTin skriver , hvor “hendes elefant” er? Du elsker hende, men elsker hun dig?

    Jeg har snakket og tænkt sindsygt meget over tingene de sidste dage.
    Og ja, jeg er tøffelhelten i dette forhold. Jeg har ikke fået sagt fra, og derfor er tingene fortsat. Og når jeg tænker tilbage, så starter skænderierne tit hos hende.
    Jeg ville ønske at jeg kunne ændre på tingene med et fingerknips, men ved godt at det kan man ikke bare.
    Når jeg skriver at jeg vil have hende til at ændre sig, så er det på ingen måde mit udgangspunkt for at komme videre. Det jeg har brug for er noget forståelse for hvad tingene gør ved mig, og at hun viser en vilje til at FORSØGE at ændre på tingene. Vi kan ikke fortsætte som det er nu.

    Jeg er sikker på at hun elsker mig. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Og jeg mærker det rigtigt meget i hverdagen, når tingene er gode.
    Når tingene ikke er gode, så er det svært at mærke.

    #20754
    lillehjerte
    Deltager

    Hvorfor bruge så meget mere energi på at redde et så destruktivt forhold? Ingen af jer får ro til at arbejde med jer selv før I går fra hinanden. I kommer jo tydeligvis til konstant at lave rag i den begge to.
    Mit råd er at I går fra hinanden. I gør hinanden ulykkelige uanset hvad. Det lyder heller ikke til at begge parter er motiverede eller enige om hvad der er galt. Så jeg tror som titlen siger at det er skruen uden ende.

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.