Skilsmissefar…….

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 28 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #17581
    Isabelle1
    Deltager

    Jeg har behov for et godt råd! Beklager, hvis det følgende bliver lidt langt……Men hold nu op, hvor er jeg slidt!!

    For godt 4 år siden mødte jeg en dejlig mand. Vi var begge skilt, og havde været det i et par år. Han har 2 børn på (nu) 9 og 15 – mine er (nu) voksne, men den yngste bor hjemme endnu. Kæresten og jeg bor ikke sammen, vi er i slutningen af 40’erne.

    Hans børn var i årevis delt mellem ham og ekse’n i en 7/7 ordning. I dag er der lavet om på det, så den mindste er (lidt) mere hos sin mor.

    Mit problem er, at vores forhold (for mig) er meget opslidende – samtidig med, at vi har en meget stor kærlighed til hinanden. Han er på mange måder manden i mit liv. Er nærværende, når vi er sammen (alene), sender søde sms’er, kommer med blomster, fortæller han elsker mig….men…

    Da vi mødte hinanden var jeg en smule skeptisk over at indgå i et forhold, hvor der var små børn. Jeg har selv været enlig mor – oven i købet også til et meget sygt barn – og havde hverken kræfter eller lyst til at tage en omgang mere. Men kærligheden vandt, og jeg tog en tørn mere. Som så mange andre stedmødre gav jeg den fuld gas; holdt fødselsdage, legede, bagte boller, tog i Tivoli osv. Og faktisk var det både rart og givende.

    Men – ekskonen var slangen i paradis. Efter ganske få måneder gik hun i total angrebsposition og var efter os i de efterfølgende 3 år. Modbydelige sms’er, mails – anklager om alt muligt osv.

    Jeg holdt mig i disse år på “egen banehalvdel” og støttede kæresten alt jeg kunne, uden at blande mig direkte. Min kæreste virkede på mig som en meget såret mand – og ekskonen lykkedes derfor i hendes missioner, bl.a. ved at vende hans familie mod ham (os), ødelagte en konfirmation (hvor far og jeg blev udelukkede). Jeg kunne blive ved.

    Hun ville have at den mindste flyttede hjem til hende – og hun gav ikke op, førend det blev sådan. Så i årevis fulgte jeg min kæreste i hans kamp med Statsforvaltning, terapeuter, socialrådgivere osv. Det var ekstremt hårdt, især fordi deres børn samtidig følte sig splittede mellem mor og far, og derfor opførte sig derefter. Begge børn oplevede ingen opdragelse, ingen grænser; for mor og far kæmpede om dem, som var det en popularitets-konkurrence. De måtte alt, blev sindssygt forkælede, hylede og skreg hvis ikke de fik deres vilje. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg til tider var ved at løbe skrigende bort.

    Som årene gik, blev jeg mere og mere i tvivl. Fordi selve samlivet var præget af en skilsmisse, der tydeligvis ikke var overstået.

    Den første gang jeg trådte ind i min kærestes hjem, var det som at komme ind i en mausolæum. Der hang billeder af børnene allevegne, tegninger med “mor og far” – og gudhjælpemig også et skilt med hans og eks’ens navne på hans soveværelses dør…….Efter et halvt års tid bad jeg ham fjerne skiltet, men det ville han ikke, da hans søn havde lavet det.

    Jeg kan huske at alle alarmklokker ringede….det var direkte ubehageligt at ligge og kigge på dét skilt – men jeg lå i hans dobbeltseng. Men jeg fandt ud af (eller trøstede mig med) at han var/er MEGET far – og derfor nogle gange glemte, at jeg også skulle føle mig velkommen.

    Skiltet røg ned efter et års tid, og jeg åndede lettet op. Han fik i stedet sat et foto af os på natbordet – hvilket gjorde mig glad. Men, jeg begyndte at lægge mærke til andre ting af samme skuffe, fx. sammenlignede han mig ofte med situationer med eks’en. Da jeg fx brugte en hårtørrer, sagde han “det er længe siden, jeg har hørt den lyd….”. Kaldte han mig eks’ens navn (ved en fejl…). Sammenligningerne kom med mellemrum, og fik min usikkerhed frem.

    Hverken han eller eks’en har nogensinde haft salt til et æg. Jeg har et rigtig godt job, og har aldrig været nærig med mine midler. Således blev alt “sjov i gaden” betalt af mig – men gassen gik stille og roligt af ballonen, da jeg aldrig oplevede andet end, at mine gaver/ture/ferier skulle sammenlignes (især af børnene) med de ting, de havde fået af mor, ferier med mor osv. Mor er allevegne.

    Nu kommer vi så frem til i dag. Nutiden. Efter alle årene med slåskampe om børnene – endte det som sagt med, at den mindste flyttede hjem til mor. Derefter blev der ro på, ekskonen opførte sig endelig normalt, og dermed tænkte jeg, at der nu var åbnet mulighed for, at kæresten og jeg kunne flytte sammen. Noget vi naturligvis har talt om – men hvor jeg ville vente, indtil egne børn var voksne og den mindste (hans) var kommet hjem til mor.

    Men…..det viser sig, at dét med at datteren skulle flytte hjem til mor, var en sandhed med modifikationer. Jeg er slet ikke i tvivl om, at noget af årsagen til at hun ville have den mindste, også omhandlede de økonomiske fordele, der fulgte med; børnepenge, boligsikring osv. Stort var mit chok, da det viste sig, at den mindste nu bor 6 dage hos far – og 8 hos mor. Dvs. min kæreste har samtykket i, at datteren er 1 dag (!) mindre hos ham – end før. Ikke noget med “hver anden weekend”. Og dermed slukkede lyset for mig; da jeg ikke kunne/ville leve halvdelen af min tid med en lille pige, der absolut ingen opdragelse har fået. Hun er meget knyttet til sin mor, som – via pigen – har haft adgang til vores hjem og forhold siden dag 1 – og nu skulle dét fortsætte?

    I det hele taget, er der “noget galt”:

    Kæresten bor i et hus, det er ikke stort, men der ville være plads til mig, hvis børnene “afgav” en smule af deres kæmpe-værelser til mig (de 2 har mest plads i huset – de har hele 1. salen alene). Fx. til mit tøj, og til et skrivebord, da jeg ofte arbejder hjemmefra. Vi talte om dette – at jeg skulle have plads, HVIS jeg flyttede ind. Dertil svarede han, at han havde “spurgt” børnene, om de ville give lidt plads til mig på deres værelser? Altså fx. sætte en lille væg op. Dét har de så talt om lige siden, og jeg føler mig komplet latterliggjort – for dét er sgu da ikke noget, vi skal SPØRGE en 9-årig og en 15-årig om? Jeg må godt flytte ind, betale 1/2 af udgifterne, opsige min lejlighed – for at “spørge” om der er plads til mig?? Alarmklokker!

    Kærestens tanker virker i det hele taget slørede. Han virker uafklaret, og det er noget rod. Han indgår gang på gang aftaler med ekskonen, som jeg ikke indrages i, førend beslutningerne ER truffet. Og derefter glider han af, når jeg konfronterer ham. Jeg er en voksen kvinde, og jeg må gerne sætte grænser i forholdet, og ikke blot være en nikkedukke, der skal finde mig i hvad som helst. Men når jeg sætter foden i døren, kommer der kun problemer ud af det. “Han vil ikke føle sig, som en lus mellem 2 negle”.

    Jeg tænker mere og mere på at opløse forholdet, og med tiden finde mig en mindre kompliceret mand, som HAR klippet navlestrengen til x’en. For nu lever jeg i utryghed. Eksen er alt, alt for stor en spiller i vores liv. Før i tiden pga. hendes rædselsfulde opførsel, men nu fordi min kæreste nærmest er gået i selvsving over at de endelig kan tale sammen igen. De mødes ofte og taler opdragelse (de kan efterhånden godt se, at der mangler en del ift. deres børn…) hvilket i og for sig er ok. Men fra at have kæmpet mod hendes modbydeligheder – og så til nu, hvor begejstringen ingen ende vil tage – er mig for meget. Det er fra asken til ilden. For nu føles det som om, at deres aftaler, deres indbyrdes “mor og far-forhold” er kammet helt over.

    Julen er et glimrende eksempel: Jeg har siden november spurgt ind til, hvornår han havde børnene hjemme. Det fik jeg intet svar på, og derfor var det umuligt for mig, at planlægge min tiltrængte juleferie. Da julen oprandt, var det helt tydeligt, at han og ekskonen havde fordelt dagene; børnene kom og gik – og pludselig stod ekskonen også i døren, da hun og datteren skulle hente noget. Jeg anede intet, men fik dér at vide, at børnene skulle være hos ham i de kommende 6 dage.

    Julen var i det hele taget noget lort. Jeg havde købt fine pakker til børnene – som blev flået op, enkelte ting røg endda ud med gavepapiret, da de i deres rus ikke opdagede, at der i enkelte pakker lå mere end én ting. De fik gaver fra min familie og venner – men på intet tidspunkt gjorde de sig den ulejlighed, at ringe/sms’e og sige tak. I stedet ringede pigen til sin mor, og opremsede alle pakkerne. Mine drenge får intet af deres familie (forholdet til dem, har eks’en jo ødelagt) – og dét, de får af kæresten og hans børn er småting. Ikke at det som sådan betyder noget, men forskellen er til at få øje på. Måske især fordi hans børn ingen glæde udviser – det er nærmest en selvfølge.

    Senere på aftenen spillede de en kærlighedssang i radioen, som i bund og grund er en af de ulykkelige. Pludselig siger min kæreste “åh nej – ikke den, den gør mig trist pga. minderne”……. Som jeg altid gør – slugte jeg denne sårende bemærkning, men av, hvor gjorde det ondt. Lige dér kunne jeg ikke mere. Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude.

    Jeg tog i stedet hjem til mig selv, og brød helt sammen. Jeg har aflyst nytårsaften, hvor vi skulle have været hos nogle af hans venner; for jeg føler mig komplet suget for energi og har slet ikke lyst til at “fejre”. Og nu er han – selvfølgelig – sur. Han siger han er træt af disse “scener” og ignorerer komplet mine sms’er. Jeg synes ikke det er scener….jeg forsøger blot at passe på mig selv. Men jeg indrømmer gerne, at jeg har en tendens til at “trække splitten” efterhånden – fordi jeg føler mig kørt over. Trist. Ked af det. At tale med ham, hjælper tydeligvis ikke.

    Jeg har rummet langt mere, end jeg på noget tidspunkt troede jeg kunne. Jeg er træt af, at føle mig som “second choice”. Jeg kan ikke længere hengive mig til et menneske, der stadig virker som om, at han har følelser for sin ekskone. Jeg synes jeg har krav på hans fortrolighed – ikke ekskonen. Jeg tror rent faktisk ikke han er helt den mand jeg har oplevet i min forelskelse. Jeg har udvist stor forståelse for hans trang til fortsat og i alle henseender at have sin ekskone tæt på. “For børnenes skyld”. Men jeg kan ikke klare det mere.

    Synes I at jeg skal beslutte ikke længere at stå og vente i kulissen med åbne arme? Jeg har lyst til at skrive til ham, at han ikke skal kontakte mig så længe han lever sammen medekskonen. Hvis han en dag bliver helt afklaret med hensyn til ekskonen og samkvem med børnene, kan han kontakte mig. Ikke før.

    Jeg elsker manden. Men dét her synes ikke at have nogen fremtid, med mindre jeg fortsat affinder mig med denne families underlige symbiose. Det gør alt for ondt og slider mig op.

    #17582
    Zoe2
    Deltager

    Det vrimler derude med forstyrrede skilsmissemænd og deres ligeså forstyrrede skilsmissebørn.

    Og det bliver ikke bedre af, at de hersens mænd møder forstående og rummelige kvinder i stil med trådstarter, der kan fungere som åndelige (og økonomiske) sutteklude. De har derimod behov for at møde kvinder, der sætter grænser og på dem måde tvinger dem til at komme videre og få afklaring på deres liv. Ikke mindst for deres børns skyld.

    #17584
    Isabelle1
    Deltager

    Tak Zoe2!

    Jeg har nu – om nogen – forsøgt at sætte grænser. De hjælper bare ikke.

    Så derfor tænker jeg også (ikke mindst ift at bevare en nogenlunde selvrespekt) at jeg må træffe et valg – og dermed også skubbe ham videre.

    #17586
    hexia D trix
    Deltager

    Hvor er det en urimelig situation. Man kan ikke ændre andre men man kan ændre sig selv!!

    Jeg tænker umiddelbart, at det er på tide, at du fokusere på at tage dig godt af dig selv og så må du se, hvordan din kæreste forholder sig til det. Hans liv lyder til at være hårdt arbejde. I den situation, hvor han skal klare det uden dig bliver det bestemt ikke mindre hårdt men det er hans valg!!!

    Det lyder som om hans behov i forhold til at være far og X har fyldt meget, hvilket jeg godt kan forstå men jeg mener ikke hans valg skal have negative konsekvenser for dig, i det omfang det har 😉 du skal da holde den juleaften/nytårsaften du foretrækker, have det livsindhold der gør dig glad og giver dig energi. Har du tænkt over hvorfor du lader hans behov have første prioritet? Er det kærlighed at nedgøre dine følelser/oplevelser ved at sætte etiketten “scener” på?

    Du har tilsyneladende meget at give og er tom nu, er du i stand til at redde dig selv eller vil det være rart med en hjælpende hånd/terapi?

    #17587
    hexia D trix
    Deltager

    “Træffe et valg … og dermed også skubbe ham videre” …… kære Isabelle ……… det er helt i orden at træffe valg for sin helt egen skyld!!!! Han er IKKE dit ansvar

    #17588
    Isabelle1
    Deltager

    Hexia – jeg har tænkt meget over, hvorfor han har fået lov til at fylde så meget. I bund og grund er det fordi han har givet mig intens og varm kærlighed, som har fået mine følelser til at løbe af med mig.

    Men – det har jo en pris. Nemlig at jeg skal leve med en skilsmisse fra helvede, som – uanset hvad jeg gør – ikke synes at give plads til os. Det er konstant et spørgsmål om, hvad der er bedst for hans børn. Og det forstår jeg såmænd godt – men hans fokus er ikke rimelig. Jeg har levet i et til tider ulideligt forhold, hvor ekskonen anklagede min for bedrageri, børnene var umulige, og kæresten “rettede” ind – for børnenes skyld. Jeg er altid – nummer sjok. Han er ikke ærlig! Fx. omkring jul – han vidste godt, at det ikke var smart at fortælle mig, at vores hårdt tiltrængte ferie sammen (første gang i et år) skulle bruges med hans børn. I stedet for at fortælle mig, hvad han har indgået af aftale med ekskonen – så holder han informationen stangen indtil allersidste øjeblik. Og hvis jeg reagerer – bliver han “træt”.

    Når ekskonen igen “dukker op” i samtaler – skal jeg bare sige pyt. Også når det gør allerhelvedes ondt.

    Jeg tror jeg har behov for hjælp til at komme videre. Jeg føler mig slidt, tømt og ude af stand til at forstå konsekvenserne ved at have involveret mig i en mand, hvis skilsmisse ikke er – og måske aldrig bliver – overstået.

    Jeg er pt. sat i skammekrogen, pga. mine “scener “- og du har helt ret. Det er ikke kærlighed – det er at udøve en magt, som ikke er sundt for noget. I hvert fald ikke for mig….

    #17589
    Laerke
    Deltager

    Jeg tænker, at hans måde at takle børn, ekskone, forholdet til dig er en måde at skærme ham selv på – at han er undvigende i sin tilgang til dig.

    #17590
    Isabelle1
    Deltager

    Hvad mener du Laerke? Er vist ikke helt med…..

    #17592
    hexia D trix
    Deltager

    😉 indtil nu, har han fået lov til at få sin vilje 😉 han er en tyran 😉 men i en lidt anden indpakning end hvad man almindeligvis forbinder med en tyran ……… han virker jo så sød og rar 😉 …….. men i bund og grund får han det, som han vil have det ……. hvorfor råber alle kvinderne i hans liv ad ham??? …….. måske er du ikke ene om dine følelser??

    Jeg har været sammen med sådan en mand på et tidspunkt 😉 og jeg begyndte at sætte mine egne behov i centrum på en bestemt måde …….. “Jeg vil ikke holde Jul sammen med dig for det er en dårlig oplevelse, jeg vil til Paris i stedet/eller uddele mad på et herberg” whatever ……. “og jeg synes du skylder din X og dine børn at være sammen med dem Nytårsaften” …… altså valgte “det” til som før havde været et problem imellem os …….. den udvikling kunne han ikke tackle hvilket bekræftede mig i den vurdering, at han havde forsøgt at “sulte” mig for på den måde at gøre mig usikker osv osv

    #17594
    jydinden
    Deltager

    Hexia er inde på noget af det rigtige – hvorfor kæmper du sådan – træk dig ud hver anden uge han har børnene. Tænk hvis du flyttede sammen med ham så skulle du være sammen med de rædsels fulde unger endnu mere. Næh fyld den tid ud han har børn, stop med at tale om at flytte sammen i det hele taget overvej meget nøje hvad du vil og ikke vil. Se enten så kommer han rendende efter dig eller også har han aldrig villet dig.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 28 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.