Skilsmisse-bomben – gode råd søges!

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #21687
    Lostinspace
    Deltager

    Jeg er en mand på 40 år, som er ramt af depression og stress har været det et godt stykke tid. Jeg har bare ikke kunnet indse det. Det har naturligvis påvirket mit humør kraftigt og jeg har været meget frustreret. Det er jeg “selvfølgelig” kommet til at lade gå ud over mine børn og min kone. Og helt klassisk her efter vores sommerferie gad hun selvfølgelig ikke mere, selvom jeg faktisk var på vej til at søge hjælp og komme på rette spor igen. Jeg har mistet mig selv på vejen nogle gange, fordi jeg ikke var i stand til at ændre adfærd på trods af, at jeg godt kunne se, at det jeg gjorde eller sagde ikke var i orden. I bund og grund er jeg en meget følsom fyr og har f.eks. lidt til tårer. Men gennem hele min barndom er jeg kun blevet mødt med foragt og misbilligelse og er aldrig blevet lært hvordan jeg skal håndtere mine følelser. Sarkasme, belæring,er, advarsler, skældsord og trusler har været vævet ind i det sprog jeg hørte da jeg voksede op. Det har jeg “selvfølgelig” slæbt med ind i voksenlivet. Jeg har gjort flere tiltage for at komme det til livs, men idet jeg ikke har kunnet sætte noget i stedet, har jeg tabt mig selv på vejen gentagne gange og prøver alt hvad jeg kan for at blive mig selv igen. Jeg er tættere på end nogensinde før, fordi jeg langt om længe har fundet nogle strategier og nogle værktøjer, fordi jeg nu har fundet frem til nogle strategier, som jeg kan putte i stedet for. Det kunne jeg ikke tidligere. Tidligere kunne jeg godt se, at det var forkert, men jeg kunne ikke ændre min adfærd. Jeg har taget en lang række initiativer for at komme ud af min depression og stress, bl.a. ved at gå til lægen og opsøge psykolog. Desuden læser jeg nogle bøger, som giver mig nogle nye værktøjer, som handler om at lytte, som virker især i forhold til børnene, men også kan bruges i alle andre relationer.

    Jeg har blankt erkendt, at jeg har været fuldstændig forkert på den og har givet min uforbeholdne undskyldning gentagne gange UDEN forklaringer. Hun kan godt se, at jeg er meget ked af alt det jeg har sagt og gjort og at jeg virkelig angrer. Men jeg er i tvivl om hvorvidt hun prøver at skåne mig lige nu, fordi hun synes, at hun “tramper på en mand der ligger ned” for at bruge hendes egne ord.

    Nu kører mine tanker selvfølgelig bare rundt med 180 i timen. Er det mon endegyldigt slut? Hun siger, at hun er meget i tvivl, fordi hun jo egentlig havde sagt stop og sagt hun vil skilles. Jeg er meget i tvivl om vores forhold står til at redde eller ej, men jeg kan selvfølgelig ikke spørge hende. Det ville unødigt presse hende til et svar hun ikke kan give lige nu.

    Jeg har sagt til hende, at jeg godt er klar over at jeg må sætte fuglen fri og så håbe den vil vende hjem. Hun har sagt, at hun er bange for at give falske forhåbninger. Jeg har sagt, at det kan hun ikke og det gør hun ikke. Jeg har sagt, at det er mig selv der mig nogle forhåbninger, hvis det er. Jeg har sagt, at det eneste jeg håbede på var, at hun ville give det tid. Give mig tid og en chance for at bevise, at jeg kan blive mig selv igen.

    Jeg har sagt til hende, at jeg godt er klar over at det kræver en vedvarende ændring af min adfærd ikke bare en kort stund, men i ugevis, månedsvis ja måske endda et helt år eller to før hun kan se, at jeg rent faktisk har ændret mig og før hun overhovedet kan lukke mig ind i sit hjerte igen. Og jeg er godt klar over, at hun ikke ved hvor længe der går. Jeg har overbevist mig selv om at “kun tiden vil vise om vi er kommet længe væk fra afgrunden.” “Kun tiden vil vise om hun kan lukke mig ind i sit hjerte.” Og kun tiden vil vise om det er tilstrækkeligt, at jeg har ændret mig.

    Jeg har sagt til hende, at jeg godt er klar over, at det ikke er gjort med en uges god opførsel, oprigtige undskyldninger og angren. At det her kommer til at tage tid og kræver en betydelig og ikke mindst vedvarende adfærdsændring hos mig, som jeg vil gøre alt for leve op til, fordi hun ikke fortjener andet. Og jeg har fortalt hende, at jeg er udmærket klar over, at det muligvis stadig ikke er tilstrækkeligt. Det virkede hun meget lettet over.

    Hun er lettet over min reaktion og at jeg har vist så meget forståelse for hendes ståsted. Jeg har sagt til hende, at jeg godt er klar over at jeg har fucked op big time og at jeg virkelig må have såret hende dybt og, at jeg er frygtelig ked af jeg er kommet til det. At det aldrig har været min hensigt. Jeg har sagt, at jeg håber hun vil give mig tid til at vise, at jeg kan blive mig selv igen, nu hvor jeg faktisk var på vej til at tage affære som følge af min depression og mit stress. At jeg faktisk allerede var i gang med at lære hvordan jeg skulle lytte til vores børn, så de ville tale og tale til vores børn så de ville lytte. At jeg godt kunne se, at jeg er kommet til at begå nøjagtig de samme fejl med hende som med børnene. At jeg har talt til hende og behandlet hende ligesom børnene. At jeg godt kunne se, at det var fuldstændig forkert, men at jeg ikke havde noget at putte i stedet fordi jeg aldrig har lært andet en belæringer, sarkasme, afstraffelse, misbilligelse, foragt og frustrationer, fordi mine forældre aldrig har lært mig andet da jeg selv var lille. Og at det nu var gået ud over vores børn OG hende. Jeg har sagt, at det er jeg oprigtig ked af og jeg ville ønske jeg kunne gøre det om.

    Hvordan kan jeg vide om vi er kommet længere væk fra afgrunden uden at spørge? Er der nogle tegn?
    Hvordan kan jeg give hende plads i håb om at hun kan åbne sit hjerte for mig igen og elske mig igen?
    Må jeg skrive et brev til hende eller ville det presse hende på samme måde som, hvis jeg sagde noget?

    Jeg må gerne holde om hende og hun vil gerne give eller modtage krammer. Jeg må også godt give hende kys på kinden og i panden. Men ikke på munden.
    Hun er IKKE utilpas ved mit samvær og vi kan sagtens være i stue sammen, tale sammen, se Netflix serier sammen, løse fælles opgaver sammen og grine sammen. Er det gode tegn på, at der er håb?

    Hvordan kan jeg vise hende, at jeg stadig elsker hende uden at sige det højt og uden røre for meget ved hende. For jeg har en fornemmelse af, at det presser hende siden hun ikke har lyst til kys på munden. Omvendt så må jeg gerne holde om hende. Men bør jeg lade være? Bør jeg lade være med at vise hende kærlighed på den måde?

    Jeg har også sagt til hende, at jeg har kigget meget på hende, fordi jeg ser hende igen for første gang i lang tid.

    Men nu virker det som om hun lige har brug for en pause fra alt det følelsesmæssige endevenden. Fordi det er for overvældende. Så jeg vil gerne give hende plads og lade hende være, men bliver i tvivl om hun så tror, at jeg lukker ned for mine følelser igen eller bare tror, at nu er vi på rette spor igen og alt er fino. Eller ved hun godt, at jeg ikke tror det men, at jeg bare giver hende plads? Altså uden, at jeg behøver at sige noget? Skal jeg bare vise hende HVER dag, at jeg har ændret adfærd og blive ved med at fastholde det og så ellers bare lade hende være (altså uden kram, kindkys, ord osv.) og blot lade hende komme til mig eller lade hende vise mig hvad hun er parat til og ikke parat til?

    ALLE gode råd er velkomne!

    #21689
    lillehjerte
    Deltager

    Kære lost in space
    Jeg tror du er et sted hvor du ikke har erkendt overfor dig selv at hun har gjort det forbi. Hun vil ikke mere. Det er slut.
    Det er en sorgfase du skal igennem nu hvor du skal forholde dig til at I højest kan være venner og for børnenes skyld. Hun vil ikke mere. Hun vil noget andet nu. Du er nødt til at give slip på hende lade hende gå. Det du skal arbejde med om dig selv skal ikke kun være for hendes eller børnenes skyld. Men også for din egen skyld.
    Du kan skrive et brev du ikke behøver at give hende at du giver slip på hende så snart det er gået op for dig at det er slut med jeres forhold. Ønsker dig god vind på din vej ind i dit nye liv.

    #21690
    chokoladefro
    Deltager

    Man hører da om en del, der finder sammen igen. Men tror det er vigtigt ikke at presse.

    Jeg har selv prøvet en skilsmisse. Det er drøn hårdt. Men lad være med at blive en dørmåtte og tigge hende om at komme tilbage. Det får hun ikke mere lyst af. Hellere fokuser på dig selv og hvordan du bliver den bedste udgave af dig. Fokuser på at være en god far for dine børn. Ingen af os herinde kender jeres forhold godt nok til at kunne vurdere om det kan reddes.

    #21691
    Eva Marie
    Deltager

    Jeg synes du har for meget fokus på at det er dig der har “fucked det hele op” som du skriver…..Der skal 2 til tango, så mit råd til dig er, at du skal lade være med at bebrejde dig selv for alt det negative i jeres forhold. Det kommer til at ødelægge dig! Du har sikkert bidraget med rigtig mange positive ting i jeres ægteskab – fokuser på dem:) Det er da beundringsværdigt at du indrømmer din del af fejlen i jeres forhold, men du behøver altså ikke køre så meget rundt i suppen, at ALT bare er din skyld – hun kommer til at se dig som en ynkelig vatnisse – og det er den største turn off for kvinder. Mand dig op, og ta selvfølgelig den del af skylden som er berettiget(som du også har gjort) men stop med at kravle hen af gulvet.

    Om I kan redde forholdet, kan kun I to vide – men det er vigtigt at du samler dig selv op og passer på dig selv.

    #21692
    Tintin
    Deltager

    Depression, stress og adfærd er meget svært at ændre endsige selv at erkende.

    Jeg synes, at du virker meget reflekteret og har en stor selvindsigt. Ligeledes har du søgt råd.
    Jeg fornemmer, at du allerede er kommet meget langt.
    IMO må det nu handle om, at du fokuserer på at føre det ud i livet, ved at ændre adfærd så det bliver en del af dig.
    Ligeledes må du fokuserer på at ændre de ting i dit liv, som stresser dig og bringer dig ned.

    Mht. din ex og kærlighed generelt. Nøglen er igen, at du må være den bedste udgave af dig selv. Med det mener jeg ikke, at du skal være unaturlig, men at du skal finde ind til hvem du er, når du er i balance. Når du ikke er stresset, deprimeret, ikke ligger under for uheldige adfærdsmønstre for fra barndommen. Det er en lang rejse som alle mennesker, hvis de reflekterer over egen adfærd, bruger hele livet på. Arbejde du med det, bliver du hurtigt en langt bedre menneske, og meget mere attraktiv for din ex og andre kvinder. Man ser mange, som finder sammen igen, og omvendt så ser man tit, at er kærligheden først væk, så er den næsten umulig at opdyrke igen.

    Jeg synes, at du gør alt det rigtigt mht. din ex. og din egen udvikling. Så det kan vel være, at i finder sammen igen, men omvendt, så kan det også være, at du må finde hvile i et venskab med ex’en og en ny kærlighed. Det kan kun tiden vise. Evner du at implementerer nye vaner og adfærd, så vil fremtiden være lys for dig IMVHO, da du er meget længere end mange andre mennesker.

    Stor respekt for din selvindsigt og rejse med at finde den sande dig. Held og lykke 🙂

    #21693
    Tintin
    Deltager

    PS! Jeg synes også, at de andre har mange god pointer, men jeg så ingen grund til at gentage dem 🙂
    Jeg er f.eks. meget enig i EM, men jeg valgt at fokuserer på dig selv og din rejse, da det er det du kan ændre på, men din rejse kan også vise, at din kone ultimativt ikke er den rigtige for dig. Men det kan kun du vurdere, når du finder den rigtige dig

    #21694
    Lostinspace
    Deltager

    Tusind tak for alle jeres svar. På ultrakort tid har de allerede hjulpet mig et kæmpe skridt fremad.

    Det var på en eller anden mærkelig måde ret befriende at få at vide jeg nok bare skulle acceptere og indse at kampen er tabt. På en eller anden måde giver det en form for fred og kan hjælpe mig til hurtigst muligt at blive mig selv igen, til gavn for mig selv og alle andre. Og som nogle også skriver kan det gøre mig attraktiv igen såvel hos min nuværende kone (lidt endnu) og eventuelt fremtidige kvinder. På den måde skaber jeg faktisk også den største mulighed for at vi kan ende sammen igen. Som nogle skriver, kun tiden vil vise om det kan blive tilfældet eller ej, men uanset hvad er det jo en win-win.

    Jeg er helt med på, at det ikke kun er mig, der har fejlet. Hun har ikke været klar i spyttet og har ikke kunnet fortælle mig hvad hendes behov og forventninger er. Helt klassisk. Så jeg har bare skullet famle i blinde og forsøge at ramme. Det har selvfølgelig skabt masser af frustrationer hos mig, som jeg så har ladet gå ud over hende. Jeg har ikke været i stand til at sige på en ordentlig måde, at jeg bliver frustreret, fordi hun ikke kan fortælle mig klart og tydeligt hvad hun vil have fra mig. Og hun har ikke været i stand til at fortælle mig klart og tydeligt, at hun bliver ked af det når jeg lader min frustration gå ud over hende om bede mig om blot at fortælle hende, at jeg er frustreret. Så, som nogle siger er det en vekselvirkning og det er jeg godt klar over. Desuden har hun ikke været god nok til at give mig den anerkendelse og opbakning, som jeg havde brug for at kunne føle mig elsket og for kunne vise hende min kærlighed. For blot at nævne noget.

    Jeg tager jeres input med videre i dialogen med min kone og så må vi se hvor det ender.

    #21695
    lillehjerte
    Deltager

    Pas nu på! Med at håbe at hun tager dig tilbage. Er der noget jeg har lært, så er det at hope is shit. Derfor så omskriv dine motiver uden hende. For din egen skyld og for fremtidige kvinder i dit livs skyld. Men også dine børn. Det at den ene altid går og håber kan børnene godt mærke og det er ikke sjovt for dem.

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.