Skal man fortælle partneren om sin tvivl?

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #25810
    jensha
    Deltager

    Jeg har i lang tid været i tvivl om jeg skal blive sammen med min kæreste (vi er begge i 50´erne, har begge børn og bor ikke sammen. Vi har været kærester i over 5 år).
    Kort spørgsmål – skal man altid være ærlig og fortælle det, når man efter lang tids overvejelse reelt er i tvivl?
    Eller skal man spare på ærligheden – i givet fald, hvorfor og for hvis skyld?
    Erfaringer søges.

    Jens

    #25811
    lillehjerte
    Deltager

    Stakkels kvinde at hun skal trækkes med en mand der ikke kan kommunikere ud at han ikke vil hende.

    #25815
    Froeken T
    Deltager

    Hej Jens

    Jeg tænker, at du skal prøve at finde ud af med dig selv, hvor tvivlen kommer fra. Er det noget, I evt. vil kunne løse, hvis du deler det med din kæreste? For så er det da værd at give det et forsøg og så være åben og ærlig om, at der er noget i relationen, der ikke helt spiller for dig – på en omsorgsfuld måde og med det fokus, at du gerne vil have det til at fungere mellem jer. Hvem ved, måske kan I ved fælles hjælp finde en bedre dynamik i forholdet, så begge parter faktisk ender med at blive gladere 🙂

    Hvis det ikke sker, så har du/I da i det mindste givet det et reelt forsøg, før du/I kaster håndklædet i ringen.

    #25826

    Hej Jens

    Man må gerne holde lidt igen på ærligheden, hvis der er tale om hensynsløs ærlighed. Den kan ingen bære. Med hensynsfuld ærlighed er det anderledes. Her er det godt at dele, hvis man tør.

    Tvivl i forhold er meget almindelig. Rigtig mange er sammen med en kæreste, de ikke for alvor elsker, men er meget glade for. At blive i sådan et forhold kan der være mange gode grunde til. Men det kan samtidig slide alting op. Ikke mindst samvittigheden.

    Måske du kan dele med os, hvad din tvivl går ud på?

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #25828
    jensha
    Deltager

    Hej Martin m. fl.
    Ja – det handler især om, at jeg efterhånden foretrækker alene-tid frem for tid med hende. Jeg har heller ikke så meget lyst til sex med hende mere – noget der ellers betyder meget for os begge. Alligevel bliver jeg ofte en pleaser, der ikke får sagt, hvad jeg egentlig helst vil. Vi er rigtig gode venner, og hun vil helt sikkert gerne at vi skal fortsætte som kærester, mens jeg godt kan se os fortsætte som venner. Jeg ønsker ikke at være papfar og føler at jeg bliver involveret mere i hendes to teenagebørns liv, end jeg ønsker. Jeg har selv tre voksne børn og er ligesom færdig med at have teenagebørn. Hun virker kort sagt til at have mere brug for mig end jeg for hende. Jeg har derfor længe kunnet mærke, at jeg skal noget andet. Ikke med en anden kæreste – bare have tid og overskud til mig selv, mine egne børn og mit job. Jeg har også forsømt mine venner og fx motion, som jeg ellers gerne vil bruge tid på.
    Jeg har prøvet samme mønster i mit ægteskab og også med en anden kæreste, men jeg har alle gange haft uendelig svært ved at få det sagt.
    Derfor går tiden bare og det bliver sværere og sværere, samtidig med jeg føler det endnu mere nødvendigt at sige stop.
    Men hvordan kan jeg sige det på en hensynsfuld måde?
    Venlig hilsen
    Jens

    #25841

    Hej Jens

    Ja, det er svært både at være en pleaser og at få det sagt. Men når du ikke får det sagt, lever du jo dit liv inde i dig selv og har som sådan forladt hende følelsesmæssigt. Og det slår jo ikke så sjældent ud i det seksuelle… at følelserne flader ud, når man ikke er sig selv, men er der for meget for den anden i en misforstået omsorg, som egentlig bare er en frygt for at blive mødt af vrede, sorg eller værst af alt… manglende forståelse.

    Den største udfordring er for mig at se ikke livet, du lever med hende. Men mere den kamp, du kæmper med dig selv og den del af dig, som insisterer på at slå dig halvt ihjel langsomt og sikkert… endnu en gang.

    Og hvordan skal du komme ud af det mønster, du har med dig selv – og hende som blind passagér – på en hensynsfuld måde? Ja, først og fremmest ved at tilgive dig selv for, at du atter har kørt dig selv op i et hjørne. Og tilgive dig selv for at have svært ved at finde ud af at få sagt fra. Og så ellers komme i gang med forsigtigt at markere stadig mere tydeligt, hvad du vil og ikke vil.

    Jeg tror ikke, det bliver let. Måske du siger til dig selv: ‘Hvor svært kan det være? Hun æder mig jo ikke’. Men min erfaring er, at frygtsomheden har meget dybe rødder, selv om man kan stå som voksen og se på sine udfordringer og sige: ‘Pjat’. Virkelig mange slås med nøjagtig samme problem som du. Frygten for … nogens vrede. Og selv om man er voksen, moden og bevidst, er den dybe frygtsomhed lagret uden for fornuftens rækkevidde, og den aktiveres hurtigere end tanken. Bagefter kan man nok så mange gange forsøge at overbevise sig selv om, at der ikke er fare på færde. Sjælen er alligevel rystet, og hjertet galopperer derudaf.

    Og derfor må du være målrettet, men tålmodig og sikkert også planlægge at starte med det ,der er lettest at sige til/fra omkring. Du kan fx starte med at dyrke noget motion med faste mellemrum, som fjerner dig fra jeres ‘fælles rum’. Hvis hun bliver forbavset, irriteret eller uforstående, er det en succes. Også hvis hun anerkender din start på motion. Du skal ikke sigte imod at ‘frigøre’ dig på en måde, som hun bifalder. For det handler ikke om hende. Det handler om dig selv. Din egen misbilligelse af din ret til at gøre, som du har lyst.

    Måske kan du endda redde din kærlighed til hende. Men igen… det handler ikke om hende. Det handler i første omgang om at redde dig ud af et selvskabt fængsel, hvor du har indsat hende som fangevogter.

    Held og lykke med stille og roligt at få vristet dig fri af dit eget jerngreb

    / Martin Østergaard

    #25844
    jensha
    Deltager

    Tak, Martin. Det rammer 100 procent plet…
    Jens

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.