Skal jeg blive eller gå……

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #5621
    Kvinden
    Deltager

    Hej med jer.

    Lang historie kort: Blev for 5 år siden skilt, efter 15 års samliv. Fik børn i en ung alder, den ældste er flyttet hjemmefra, den yngste bor hos mig. Mødte ny og dejlig mand for 2 1/2 år siden, som også har været skilt i en 5-års tid, han har to børn på 14 og 8/hver anden uge. Vi bor ikke sammen.

    Da jeg mødte min kæreste forklarede jeg fra starten, at jeg nok ville have brug for støtte ift hans børn, da jeg bestemt ikke havde regnet med at skulle igennem en 2. runde med forholdsvis små børn. Min datter har et handicap, hvilket gjorde, at jeg i mange, mange år kun havde tid til job, børn og dagligdagens pligter. Jeg elsker min nyfundne frihed og voksentilværelsen uden stramme deadlines osv.

    Nuvel, jeg blev langsomt præsenteret for kærestens børn (som jeg har et godt forhold til), og hurtigt så jeg skriften på væggen….

    Jeg fornemmede, at kæresten og hans ekskones skilsmisse bestemt ikke var en af de nemme. Da jeg kom ind i hans liv, forandrede hun opførsel og brugte/bruger meget tid på at genere og modarbejde ham (os). Børnene var i klemme mellem 2 voksne, der ikke kunne finde en løsning. Konflikterne var/er mange, hun kom konstant med kritikpunkter, der påvirkede vores nye forhold. Børneopdragelse er de ikke enige om, hvorfor børnene mildest talt er noget forvirrede.

    Jeg har mange gange tænkt mit, andre gange har jeg åbnet munden, men resultatet er det samme. Nemlig ingenting.

    Det centrale problem er dels en ekskone, der har alt for meget at skulle have sagt på hans matrikel & dels, at børnene ikke har fået sat grænser. De har ikke lært de mest basale ting. De er oppe til sent, vil ikke sove, hjælper ikke til i hjemmet overhovedet. Og mor og far nusser om dem i en grad, jeg ikke har set før. De får hvad de peger på, afbryder når man har en samtale – alt sammen noget jeg finder både irriterende og drænende. Venner, familie er involveret i skilsmissen, som ingen enden synes at have. De har været til rådgivning, som heller ikke hjalp, på trods af at rådgiveren understregede, at de var en familie, der havde behov for hjælp, da problemerne var mange og omfattende. I perioder er der tavshed fra ekskonen; her ånder min kæreste lettet op, og tror at der nu endelig er fred. Det sker ikke. Det er et spørgsmål om tid, førend hun er der igen med angreb, manglende vilje til samarbejde osv.

    Når bølgerne går rigtig højt, vælger jeg at tage hjem til mig selv. Dette udviklede sig hurtigt i vores forhold – at jeg (næsten) helt fravælger at være sammen med kæresten, når han har børnene. Jeg kan simpelthen ikke agere i det kaos, som hersker derhjemme. Det er helt og aldeles mit valg, men det er nøje overvejet. Alternativet er, at jeg føler mig kørt over, slidt og så ender det, som skrevet, altid med, at jeg må pakke mine ting og tage hjem.
    Min yngste (stor teen), som til tider også er sammen med hele familien, synes heller ikke altid det er rart. Og han har længe fravalgt “familie-tam-tam”, da han synes det hele er lidt for underligt og meget på deres præmisser.

    I det seneste år har vi således været kærester hver anden uge, når han ikke har børn. Når vi er sammen på den måde, så kører vores forhold fint. Vi nyder hinandens selskab meget, har dejlig sex, griner og hygger os. Nogle uger ser vi ikke hinanden så meget, da vi kan have dage, hvor vi respektivt har kalenderen fyldt op. Dermed kan vi i perioder havne i situationer, hvor vi reelt ser hinanden 1-2 gange på 3 uger. Dét er imidlertid ikke så godt – jeg har svært ved at have en kæreste, som jeg stort set ikke ser. Jeg har et stort behov for nærhed, intimitet, og kan mærke, at disse perioder slider på mig. Dagene går, hvor den eneste kontakt er SMS. Det er slet ikke nok til mig.
    Igen er alternativet, at jeg kan tage ud til ham/dem efter arbejde, men erfaringen viser, at disse dage meget sjældent er hverken hyggelige eller rare. Jeg laver mad, han taler med/servicerer børnene, og når vi skal i seng, vil den mindste ikke sove. Så ligger jeg alene i dobbeltsengen, og spekulerer på, hvorfor i alverden jeg ikke bare var taget hjem…..

    Jeg tænker ofte på, at en fremtid med ham, hvor vi er tættere kærester, har uendeligt lange udsigter. Det kræver først og fremmest, at der kommer mere ro på, men jeg har ikke set de store fremskridt i de forgangne 2 1/2 år, så det bliver sværere og sværere at tro på, at forandringerne kommer. Det er bestemt ikke behageligt, at have disse tanker, for jeg er meget vild med manden.

    Jeg savner at kunne træffe en beslutning! En beslutning, som er god for mig.

    Altså enten må jeg acceptere, at jeg elsker en mand, hvis bagage gør, at vi er nødt til at leve separat. Primært fordi jeg ganske enkelt ikke magter opgaven med hans børn og ekskone. Der er mange fordele herved, eksempelvis at jeg kan tilbringe meget tid med egne børn, veninder, familie og bruge tid på mit nye job, som jeg er utroligt glad for. Ulempen er, at mine kærlighedsbehov overhovedet ikke bliver opfyldt. Og jeg kan ikke få øje på en fremtid, der indeholder mere tid og kærlighed fra min kæreste, end den nuværende situation. I perioder nærmest skriger jeg på nærhed, men ved godt, at jeg må udskyde mine behov. Det er ret opslidende og det gør mig ked af det.

    Eller også må jeg sande, at jeg må vælge forholdet fra, da det netop er for opslidende for mig følelsesmæssigt. Det er en rædselsfuld tanke. Jeg kan slet ikke overskue at skulle igennem sådan en følelsesmæssig nedtur.

    I de perioder, hvor vi ikke ser hinanden, kan jeg mærke, at jeg bliver bedre og bedre til at give slip. Bliver sådan lidt “nå – jamen så må jeg jo lave noget andet, der gør mig glad”. Jeg savner ham stadig frygteligt meget, og det gør ondt. Men hvor jeg for et år siden kunne gå i hi af savn, så vender jeg nu blikket mere udad. Det er jeg bevidst om, men vipper dog hele tiden i mine tanker; jeg savner ham, men mit behov for socialt samvær finder jeg andre steder. Vores sporadiske samvær er både godt og ondt. Godt, når vi endelig ses – ondt, når adskillelsen varer for længe.

    Dernæst er jeg frygtelig ked af, at al for meget af vores korrespondance foregår på sms. Jeg er bestemt ikke “sms-typen”, der spammer 24/7. Men den kortfattede, daglige ligegyldige sms, om børn, job osv., gør i hvert fald ikke nærheden en tjeneste. Jeg kan ikke “bare” ringe om aftenen, da børnene oftest er vågne, og det er umuligt at gennemføre en samtale.

    Nu er vi efterhånden nået dertil, hvor vi vel nærmere kan betegnes som elskere, end kærester. Han synes at trives fint i de nuværende rammer, men jeg ønsker ikke en elsker. Jeg ønsker en mand, der er min & jeg hans! Han har nærmest bebrejdet mig, at jeg fravælger samvær med hans børn. Det er dog en bebrejdelse, jeg finder sårende. Jeg har gjort alt for at få samværet til at fungere. Holdt fester for børnene, taget på ture alene med den mindste, kommet med gaver, bagt kager og boller osv. Men til sidst måtte jeg sande, at mit engagement ikke forandrede noget. Tværtom blev barren kun sat højere og højere.

    Jeg føler til tider…..at jeg er en erstatning for hans ekskone. Han elsker mig, dét er jeg sikker på, men jeg synes ofte, at han tager mig for givet. Jeg er jo ny, jeg er pap-mor, og jeg går på glasskår i samværet med hans børn. Jeg savner at han udviser forståelse for, at det er uhyre svært at være “mellem-mad” i dén familie & at jeg også har brug for, at han tager mig i hånden og hjælper mig med min nye rolle. Han har ingen problemer at skulle forholde sig til i min familie, med mine børn, da de er store, selvkørende – og min eksmand og jeg har et glimrende venskabeligt forhold.

    Er der mon nogen hér, der har input, eller måske har stået i en tilsvarende situation?
    Jeg tager imod med kysånd!

    #5622
    Aries
    Deltager

    Du skal blive og du skal vise ham dette skriv. Det er smukt. Fyldt med kærlighed og smerte. At finde en dejlig mand i vores alder er ganske svært. Tiden for Jer nu er ikke gunstig..MEN…det bliver den. I sætter penge i banken, som ikke rigtig giver noget afkast lige nu, fordi kursen er lav. Men om nogle år, giver det i satte i banken et virkeligt godt afkast. Find en ny og anderledes måde at være sammen på, hvis det kan lade sig gøre. Du fortæller meget smukt om din kæreste, det skal du passe godt på.

    Kommer du til et tidspunkt hvor dit forhold dræner dig mere og mere må du selvfølgelig overveje det igen. Så små er børnene heller ikke om 2 år ser det anderledes ud. Jeg er single på 3 år og har mødt så mange singlemænd som er så forvirrede og bange for at binde sig…at jeg tænker, det tager nok 3 år mere inden han dukker op. SE så har jeg hurtigt brugt 5-6 år på bare at finde en kæreste, så tiden du bruger på din kæreste nu, kan du ligesom prøve at fortælle dit hjerte, at du er single og søger efter en kæreste og pludselig om 2-3 år, så er han der. Du skal dog som jeg ikke undvære sex og nærvær. I de perioder hvor jeg har en gut jeg er ved at etablere kontakt med, da nyder jeg den opmærksomhed jeg får…og når det ebber ud, er her så ensomt. Jeg nyder og overlever på en sms i ny og næ..fra en fremmed date..det er al den kærlighed eller mangel på samme der er kommet til mig de seneste 2 ½ år.

    JKeg ventede så gerne på ham, hvis jeg var dig 🙂

    Aries

    #5625
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg synes der er for meget der vejer imod at det er noget du skal fortsætte med. Du trænger da til en der har tid og engagement til dig. Det lyder ikke til at han kan finde ud af at definere sig selv som far og sine grænser nok til at det bliver holdbart for dig at være en del af. Er det ikke bedre at give dig selv chancen for at finde en mand der er mere fri til at dele det liv med dig som du har glædet dig til?

    #5627
    Zoe2
    Deltager

    Jeg tænker – er der mon noget at vente på? Bliver det bedre med de børn og den eks-kone? Forældre der er gåët i serviceringsmode overfor deres børn kan blive ved med det. Selv når børnene er blevet voksne.

    #5628
    Kvinden
    Deltager

    Tak for jeres svar. Omend de er i hver sin retning :-B

    Netop dette beskriver min situation; skal jeg blive eller gå. Jeg flyver i begge retninger, og det er så opslidende.

    Som lillehjerte skriver, så mangler jeg så frygteligt tiden og engagementet fra hans side. På toppen skal jeg jo (dog en del år endnu) agerer på sidelinjen som papmor til 2 børn. Det er ikke noget man bare “gør”. Det kræver sin kvinde i form af forståelse og rummelighed, da børnene og jeg meget gerne skulle kunne fortsætte med et varmt samvær, og ikke føle, at der er kommet en “heks” og stjålet deres far.
    Når jeg giver dét jeg kan, og i lange perioder (især tidligere) lidt mere – så savner jeg også, at han overfører lidt mere til min konto i form af lydhørhed, når der er noget jeg ikke har det så godt med/har behov for hjælp til, eller i form af reel attention – ikke kun den daglige sms om dagens udfordringer, børnenes gøren og laden.

    Som mor ved jeg godt, at børn altid kommer i første række. Vores respektive børn har også denne plads. Men hvor jeg har store børn, som ikke kræver så frygteligt meget, så har han 2 mindre, som i høj grad kræver opmærksomhed. Og den får de. Jeg er bare ikke deres mor – jeg er deres fars kæreste – og det bør medføre, at der også skelnes lidt til, hvad jeg har brug for. Ikke kun, hvad der er godt for dem.

    Når jeg har mine sorte stunder, tænker jeg, at der må være noget andet til mig. En mand, der rent faktisk vil have et forhold på vores (voksne) præmisser.

    Vi står nu overfor en ferie, hvor han har udmeldt, at han sover med sine børn på eget værelse…. Idet den yngste ikke kan finde ud af at gå til ro selv. I princippet ok – da det så medfører, at jeg og min teenager kan agere på egen hånd; sove længe osv – på vores værelse (!). MEN, det viser også blot, hvor meget det hele foregår på deres præmisser. Han og jeg er komplet ligegyldige. Det er utroligt sårende.

    Jeg havde – naivt – troet på, at vi ville få lidt kærestetid, men ak.

    Så lige nu har jeg det svært med situationen (igen). Tænk at betale en rejse, glæde sig, og så få stukket i hovedet, at det er på hans børns præmisser fra morgen til aften….. Well, lige nu er jeg sgu noget trist.

    #5630
    Kattemor
    Deltager

    Phy, jeg føler med dig 🙁

    Har også engang været på ferie med en mand jeg elskede og da vi nåede frem lagde han sig og sov i sengen sammen med sin søn, og jeg sov alene…det fortsatte hele ugen.. jeg glemmer det aldrig..

    Jeg ville nok blive ret slidt hvis jeg var i din situation.. Jeg var alene med mine tre børn i mange år, og det har altid været mig som bestemte – og ikke børnene.

    Jeg har ikke noget råd, kun at jeg føler med dig.. Jeg tror sku ikke jag var taget på den ferie..hellere hygge mig alene med mine børn, end at være indebrændt hele ferien…

    #5631
    Kvinden
    Deltager

    Hej Kattemor.

    Tak for input.

    Det er præcis dét du beskriver, jeg ønsker at undgå. Det er ikke rart, vel? At blive “forvist” til et værelse, når man tror, at bare en smule af tiden skal gå med en drink på altanen…..
    Jeg overvejer kraftigt at booke en anden ferie, og det skal gå stærkt. Jeg kan mærke, at det hér allerede begynder med negativt fortegn. Trods alt er det også min ferie/og min søns….

    #5632
    Aries
    Deltager

    Jeg tænker du er nødt til at råbe en smule op. Sige fra. Det kan du gøre på en meget kærlig måde. Fortæl ham at du ikke ønsker at tage med på ferien,at du ikke har overskuddet. Fortæl ham at du savner ham, at han skal tage på ferie med sine børn hygge sig osv, og at du så gerne tager på ferie med ham alene, når han er børnefri. Være helt helt ærlig om dit behov. Han aner måske intet om hvordan du har det. Du har ret i, at han også skal se til din side. Som mand og kæreste. Vær blød og blid i stemmen. Men vær alvorlig. Dette bør få en lillelampe til at blinke hos ham om at han er ved at miste dig.. Hjælper dette ikke osv….så er det helt tydeligt at du skal tænke dig lidt i nye baner. Indkuddet på kontoen skal komme fra begge parter, ellers vælter økonomien hos den ene part :_)

    Aries

    #5643
    lillehjerte
    Deltager

    eeej det er da for meget at han bliver nødt til at sove derinde hele natten. Kan han ikke nøjes med at ligge hos barnet til det er faldet i søvn og hvis det vågner om natten og kalder så fred være med det. Men synes det lyder absurd at han må sove hos det hele natten.
    Jeg har selv barn men ville ikke synes der var noget tilbage hvis ikke man bare kunne nå at sove en smule sammen. Hvornår har I overhovedet mulighed for at røre ved hinanden intimt så?

    #5645
    Kvinden
    Deltager

    Tja lillehjerte. Jeg tror måske det kan lade sig gøre kl 4 om morgenen (gemt af vejen på badeværelset) når alle sover – så vi ikke vækker hans børn.

    Aries. Han ved godt, hvad jeg føler og mener, men hans forståelse kan jeg ikke få øje på. Desværre.

    Netop denne ferie viser jo, at han slet ikke er lydhør. Vi er 4 mennesker, der skal rette ind, således at der er plads til hans yngste, som skal have eget værelse, egen “tid” – hvor vi andre skal være stille – og derudover vel en 8 timer ved poolen dagligt, hvor vi skal lege og servicerer. Det er lidt svært for mig lige nu, at få øje på, hvornår vi skal have 10 minutters alene/fred/kærestetid.

    Jeg har undersøgt muligheden for at skifte ferie. Den gik ikke. Så jeg og min søn må se frem til en uges ferie, hvor vi er forvist til et værelse.

    Men det må gå. Omend jeg er noget trist over det….. Det har i hvert fald fået mig til at indse, at jeg ikke gør mig selv godt. I virkeligheden – gør det ingen godt.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.