Single men i forhold HJÆLP

Viser 10 indlæg - 21 til 30 (af 31 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1530

    Salamina:
    Jeg ved ikke om man kan kalde os dysfunktionel. Vi har det jo dejligt sammen, dog med et par problemer – som mange forhold nok også ville have, hvis der havde været løgne, brudt tillid og utroskab indenover.
    Vi kunne have valgt at gå fra hinanden, og det er der nok mange kvinder der havde valgt hvis de havde stået i mine sko. Men ja, kærlighed gør blind, og kærlighed kæmper man for i min verden. Og jeg har ikke været på et punkt hvor jeg har haft lyst til at give op. For trods de ting han har gjort, så er han en god mand. En mand jeg elsker af hele mit hjerte, og som jeg nyder at være sammen med. Elsker at stå og lave mad sammen med ham, ligge i sengen og putte, tage ud og handle, hygge med vores søn, lave hjemmesider sammen m.m.
    Men ja, der er ting der fungerer for os – og så er der pga. Fortidens handlinger, ting der pt. Ikke fungerer for os pga manglende tillid og respekt.

    #1531
    Salamina
    Deltager

    Kære Forvirredelillemig

    Man kæmper også for kærlighed i min verden, så langt er vi absolut enige.
    I min verden har jeg det bare meget mixed med at kærlighed er løgne, brudt tillid og utroskab. Jeg er gammel, min elastik række ikke længere så langt som din. Uanset, hvad så tror jeg altså I skal ind i den kamp om jeres forhold sammen med en familieterapeut, nu du selv nævner, at du vil kæmpe for det. Jeg ønsker jer det bedste.

    #1532

    Hej Martin.
    Jeg ved ikke om jeg er meget på ”nakken” af ham. Vi er nok bare som man ser i mange forhold – har jeg også kunne læse mig til herinde i brevkassen. Sådan at han er den stille tavse mand der helst ikke siger for meget, ikke taler om følelser, ikke tænker særlig langt og helst fejer alt ind under gulvtæppet. Hvor jeg er modsat, jeg siger når jeg bliver såret. Og nej, nok ikke altid på den mest hensigtfulde måde – hvilket jeg arbejder ganske bevidst på.

    Så som sådan vil jeg ikke sige jeg er på nakken af ham, men ja, jeg siger da når jeg bliver såret.. som f.eks med det her med singlegruppen. Hvor jeg jo har måtte nævnte det flere gange før han så i dag slettede sig. Og ja han har da nok følt jeg var på nakken af ham. Men jeg prøver jo blot at fortælle ham at det sårer mig og jeg ikke føler det gavner vores forhold. Så what to do? :-/

    Det er bare svært… Fordi som sagt, er jeg en der er vant til at tale om tingene… og ved godt mange mænd hader dette.. Derfor prøver jeg også at holde mig lidt tilbage på det punkt. Men der er bare visse ting som jeg mener ikke skal fejes under gulvtæppet.. Så hvordan takler man det, uden at det for ham skal føles som om jeg er på nakken af ham?

    Jeg siger jo ikke de ting med singlegruppen m.m. for at være på nakken af ham. Jeg siger det fordi det har en negativ effekt på mig/vores forhold, og er sårende/skuffende. Aaargh…

    Men ja, jeg har skam ganske fokus på min egen rolle i dette her. Også derfor jeg her til aften, tog snakken med ham på en mere ”pædagogisk” måde, frem for den ”løftede negative pegefinger”.

    Jeg synes bare det er svært at få kommunikeret tingene ud til ham, både fordi jeg er bange for hans reaktion, men også fordi jeg ikke vil være hende den brokkende kæreste hvis du forstår hvad jeg mener. Jeg synes jo bare, at det at jeg nævner det med singlegruppen det burde være nok jeg nævnte det 1 gang for at han slettede sig. Men når man skal nævne det flere gange og fortælle at det sårer en etc. Så bliver det sgu lidt frustrende i længden..

    Men ja, vores problemer ligger i den manglende respekt og den manglende tillid… Og som jeg skrev længere oppe… Hvordan takler man lige det? Altså hvordan kan man få det tilbage? Kunne virkelig godt bruge nogle gode guldkorn, for ønsker virkelig at få løst disse problemer mellem os.

    #1533

    Salamina: Godaften – eller skal jeg sige god nat? 🙂
    Jeg er helt enig med dig. Og skal jeg være helt ærlig, hvis du havde spurgt mig for 5+ år siden om jeg ville finde mig i lign opførsel, så havde jeg sagt “Aldrig i livet!”… Jeg har haft utro kærester før, og de røg meget hurtigt ud. Netop fordi jeg simpelthen ikke kan forholde mig til det med at være i et forhold, og så være utro m.m. Men ja, så møder jeg denne her dejlige mand (og han er dejligt, også selvom han har været utro, løjet m.m.) og ja, pludselig så ændre min opfattelse af visse ting. Dette er en mand og et forhold jeg ønsker at kæmpe for.

    Vi har tidligere været hos Martin, for 1½ år siden – og det gik SUPER godt efterfølgende. Var blandt andet pga. hans utroskab m.m. og det gjorde at vi fik lagt gamle ting bag os og fik taklet dem på en god måde. Og ja, bare det at man kunne sidde i sofaen hos Martin og få talt om tingene og få Martin til at “oversætte” det man sagde, så den anden part forstod det. Det var guld værd. og jeg mener stadig at det er penge godt givet ud.

    At der så efterfølgende efter nogle måneder, kom et nyt problem, det er så rigtig trist.. og så har lavinen rullet, nye løgne m.m. Og så er tilliden og respekt fløjet sig en tur igen. Og nu ønsker jeg bare at få løst det igen. Men spørgsmålet er hvordan. Jeg tror også at en tur til parterapi, eller familieterapeut eller lign ville være godt. Men udover det, så har jeg brug for nogle råd vedr. hvordan man får genskab tillid og respekten for hinanden :-/

    #1535
    Salamina
    Deltager

    Godaften 🙂
    Jeg sover ikke før nok 2-3-4 i nat fordi jeg skriver i øjeblikket. Så jeg er oppe.
    Vender da lige tilbage om lidt

    #1536
    Salamina
    Deltager

    Min tanke lige nu efter dit sidste skriv, er, om det mest optimale for dig er, at få noget egen terapi/hjælp. Jeg er lidt i tvivl om – lige nu – om det er familieterapi du har brug for. Når jeg skriver du i stedet for I og jer, som jeg har gjort tidligere, så er det fordi jeg mener jeg har vurderet forkert omkring jer og dig. Jeg tror lige nu mere, at du kunne have gavn af, at finde noget ro med dig selv og et frirum til at tale om dig selv. Jeg er ikke kompetent til at helt vurdere det, dog har jeg noget kompetence efterhånden til at spotte, hvor der måske er noget, der kan gøre din gang lettere på jorden 🙂 Og jeg tror på, ud fra dit sidste skriv, at du kan få noget værdifuldt ud af, at rette mere fokus på dine egne behov, et frirum helt uden hensyn til nogen andre.
    Hvordan man genskaber tillid og respekt for hinanden? I dont know! Jeg er ikke i stand til at svare dig på den del. Overhovedet!
    Men jeg ved, at der findes mange svar i, at starte med tillid til sig selv og respekt for sig selv. Jeg ved, at når man ved ret præcist med sig selv, hvad man kan være i og hvad man ikke kan være i, så er man ikke så skidt kørende. Det er både, at indse, hvad der er for voldsomt at rumme og hvad man er ok med at rumme.
    Jeg har f.eks. visse typer mænd, jeg absolut ikke kan rumme, det drejer sig slet ikke om kæreste-potentiale eller det der ligner, det drejer sig om nogle ganske bestemte typer mænds måde… deres måde at være i verdenen på kombineret med nogle ting fra min opvækst, når jeg møder den type mænd, så føler jeg kun vrede, had og afsky. Det er meget problematisk for mig, når sådan en type f.eks. er et af mine børns skolelærer, jeg har lyst til at snotte ham lige i fjæset agtigt men jeg har dog nu på mine gamle dage spottet, hvor den ligger, så jeg trækker mig væk fra de tanker, så vidt muligt.

    #1537
    Salamina
    Deltager

    Der er lige noget andet omkring det med utroskab jeg lige må nævne her på senge-rebet.

    Du skriver, at du ikke tidligere har accepteret utroskab men ham her er så dejlig, at det er noget andet med ham. Uden at koge en hel masse natsuppe på det, så er utroskab vel utroskab uanset, om den kommer i rød eller blå eller gul. Jeg kan godt følge dig i, at ham her er du så crazy med, at du gradbøjer på nogle af dine værdier men om du lige har sundt af at gradbøje på den med utroskab. Det er et af spørgsmålene jeg synes du kan tænke over. Hvis jeg skal give dig en lidt spæd sammenligning med min egen situation og mit eget liv, så har jeg noget med, at tid og tidspunkter for aftaler er en kerne-ting for mig. Og nu er jeg kæreste med en græker, som lever efter GMT-tid, det betyder i denne sammenhæng ikke Greenwich Mean Time, det betyder Græsk Måske Tid. Og jeg trives faktisk ikke med det. Han stortrives med det. Det gør jeg ikke. Jeg er ved at nå til den konklusion, at det kan jeg ikke rumme, det ved han ikke endnu, men sådan ligger mit land lige pt. Der er en masse smerte i at give slip, men der er også noget smerte i at være i det med græsk GMT tid for mig, det har også nogle konsekvenser for mine børn og mit pt. studie, så det ene med det andet.
    Men jeg tænker, du måske skal gøre dine værdier op. Igen, hvad kan du rumme, hvor trives du og med hvem?

    #1559

    Hej Salamina
    Jeg kan sagtens følge dig i det du skriver. Og spørg du mig direkte, jamen så vil jeg på ingen måde acceptere utroskab, løgne og profiler på datingsites/singlegrupper. Det er mit liv for kort til at spilde tid på. jeg er ikke teenager længere, jeg er 31 år, mor og jeg orker ikke sådan noget pjat. Det er for useriøst i mine øjne. Jeg vil bare have et stille, roligt og stabilt liv. Uden drama og sådanne problemer. Det er hvad JEG ønsker.

    Men hvorfor jeg så bliver ved med at finde mig i det, jamen jeg ved det faktisk ikke.. Det er vel både en blanding af kærlighed til denne mand, men også ikke har lyst til at give op omkring håbet på den lykkelige lille familie med ham.

    Jeg er er en god mor, jeg er en god kæreste, jeg er kærlig, omsorgsfuld, givende m.m. Og ja, jeg synes jo ærligt talt at jeg fortjener bedre end den behandling jeg får. Et eller andet sted, sidder jeg nok naivt og håber på han vågner op og ser at jeg fortjener hans fulde opmærksomhed.

    Jeg ved godt jeg lyder som en komplet idiot… Men jeg kan bare ikke beskrive det på andre måder… :-/

    Arrrgh det er svært… men jeg giver dig ret, jeg har længe tænkt over at få noget terapi selv, for nogle gange så sidder jeg og tænker “Hvor er jeg blevet af”..

    #1561
    Salamina
    Deltager

    Hej Forvirredelillemig

    Jeg synes ikke du er komplet idiot. Indtil videre er alle mulige løsninger også til stede. I er stadig sammen, I har også et barn sammen. Der findes da eksempler på, at par med problemer som dem I har lige nu finder ud af løsninger og kommer styrkede ud af det. Det er vel også det du ønsker og håber på.
    Det er faktisk meget sejt, at du ikke laver de samme modtræk overfor ham med at gå ind i en singlegruppe eller sådan noget, synes jeg, det kunne måske være et nærliggende træk men nok ikke specielt løsende, så trækkes fronterne bare mere op. Jeg så at Martin skrev til dig at parterapi ville være godt for jeres kommunikation, så det skal I vel også tænke ind, især fordi I har haft god nytte af det før. Selvom det også kan være, at du kan have gavn af noget terapi alene.
    Jeg sidder og tænker på, om I begge to har brug for mere bekræftelse fra hinanden, det er måske noget der halter, når du skriver “Hvor er jeg blevet af” og han render rundt og søger opmærksomhed i de grupper. Jeg ved det ikke. Men gensidig positiv bekræftelse er måske en del af nøglen. Bekræftelse og opmærksomhed kan man jo få ved fx enten at “larme” eller ved at være super bevidst om at “positiv energi” sjældent kommer skidt tilbage. Men det er selvfølgelig en balance alt sammen fordi man siger jo heller ikke mange tak, hvis man bliver behandlet uden respekt.

    #1614
    Anonym
    Inaktiv

    Forvirredelillemig, du viser jo her, at du er rigtigt god til at stå ved dig selv.

    Du bliver kaldt en deltager i en dysfunktionel familie og svarer ved at holde fast i, at det du oplever som virkeligt for dig, at det er det også. Og at når du synes, at noget er værd at drøfte, så er det det også for andre.

    Det er ikke det, som kendetegner deltagere i dysfunktionelle familier, og Salamina trak da også klogt den analyse tilbage.

    Jeg vil da ikke udelukke, at du har det der der Hillary-gen, der skal til for leve med en mand, der kan finde på at være utro. Men hvor forholdet alligevel er stærkt. Altså ikke en min-kone-forstår-mig-ikke-utroskab.

    Jeg har ikke selv det styrke. Det har jeg i hvert fald ikke haft hidtil. Min holdning til utroskab har været, at “hvis jeg opdager det, så går jeg”, og det har jeg formuleret tidligt i forhold. Det er også en måde at sige på til en mand, at han skal ikke komme hjem og gå til bekendelse.

    Nogle kvinder finder en sådan styrke i sig selv. Det er typisk kvinder, som ikke har deres mand som deres førsteprioritet i deres liv. De har noget andet, de brænder for. Deres sexliv er ikke der, de henter deres følelse af at være værdifulde som kvinde og menneske. Suzanne Bjerrehus fx lever i et åbent forhold.

    Kunne du finde det frem i dig selv? Sige, at når ved, at du er den han har valgt, at du er nr. 1, så vil du se let på sidespring, og desuden kridte banen af, hvordan han skal opføre sig – fortælle det eller ikke osv. Selv overholde samme regler.

    Jeg tror ikke det er noget, man lærer på en enkelt dag.

    Bedste hilsner, Charlene

Viser 10 indlæg - 21 til 30 (af 31 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.