Seksuelt krænket som barn – nu vælter flashbacks op

Viser 10 indlæg - 11 til 20 (af 58 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1634
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg har oplevet en halvbror der krænkede mig i puberteten og indtil i begyndelsen af tyverne. Gennem alle årene som voksen kvinde turde jeg ikke besøge ham alene og overnatte hos ham. Jeg undgik egentlig så vidt muligt at være sammen med ham. Jeg konfronterede ham for et par år siden. Jeg er ca. 10 år ældre end dig. Ligesom dig havde jeg brug for at få det ud af mit system.
    Jeg var heldig at han ikke benægtede det. Bagefter græd jeg som pisket. Det var en stor befrielse at have sagt det til ham. I dag er jeg nærmest ligeglad med ham, jeg ser ham kun, hvis der er en familiefester, hvor vi ikke kan undgås at mødes. Han har fået en kronisk sygdom, men det ændrer ikke på, at jeg så vidt muligt ikke vil have med ham at gøre.
    Jeg fik bagefter at vide af en terapuet, at det var heldigt for mig, at han ikke benægtede det hele og skød den tilbage til mig ved fx at sige: du lagde selv op, det var dig selv, der ville osv. For det kunne have givet en dobbelt up dårlig oplevelse. Så jeg tænker du skal være supergodt forberedt og have en/nogen til at samle dig op bagefter, hvis du beslutter at konfrontere ham. Det er også godt at være forberedt på, at det kan ændre helle familielivet. Fx kan det være at din mor bakker ham op, fordi hun ikke tør/kan andet. Måske vil andre i familien – hvis de får det at vide – sætte spørgsmålstegn ved dine oplevelser osv. Så forberedt dig godt og grundigt og tænk de scenarier igennem, der kunne opstå. Tillykke med at du tager hånd om dig selv! Jeg synes det er SÅ strengt at udnytte et barns tillid og tilhørsforhold på den måde. 🙁

    #1636
    Salamina
    Deltager

    Kære Anemone

    Selvfølgelig vil jeg det og vi kender jo hinanden fra gl. tid her i kassen. Jeg ville egentlig ønske, jeg bare kunne sende dig de skriverier på fx mail jeg har gjort lige på det her område men de er ikke færdige og jeg vil helst ikke smide det ud, når der måske går yderligere et år førend jeg synes det hænger helt godt sammen.

    Men nu tager jeg dine spm. bid for bid.

    1) Sandsynligheden for at du bliver helet/helbredt er temmeligt stor. Langt større end i min misbrugsbehandlerverden. For dit vedkommende er det over 60%, som heles og de sidste 40% får det hovedregel væsentligt bedre. Nu skriver jeg firkantede tal for ellers kan jeg virkelig brede mig med detaljer og nuancer og det er ligemeget for dine svar nu og her. Man har gode erfaringer med kognitiv terapi og det nyere SE terapi. Desuden har nogen glæde af (henvisning fra egen læge) til terapeutiske psykiatersamtaler (dækkes af den off. sygesikring). Men det alt afgørende er, at den terapeut, som behandler dig, har special viden om traumer, flash backs og PTSD, og det skal altså være en autoriseret, ikke en eller anden pesudo terapeut, og dem findes der MANGE AF.
    Nogen i din situation har faktisk også gavn af antidepressiv medicin imens de bearbejder og heler, den slukker nemlig ikke for følelserne, så den forhindrer ikke at man bearbejder ligesom beroligende medicin ville gøre (og derfor ikke er godt). Mange/de fleste har gavn af meditation/yoga og andre former for beroligende fysiske øvelser i processen.

    2) Du kan godt forvente, at det på et tidspunkt på din rejse kan blive så voldsomt, at du lukker af for din behandling. Det er ikke ualmindeligt, at man i dine sko, når et punkt i behandlingen, hvor man bliver følelseslammet og en slags helt uden for enhver form for rækkevidde – også for din terapeut – men det vil din terapeut spotte når du er på vej til, hvis du har en god terapeut. Og så finder I ud af det også!

    3) Nej. Jeg vil ikke anbefale en konfrontation med dine forældre førend du har krydset nogle af ovenstående.

    Kram

    #1640
    Salamina
    Deltager

    Jeg uddyber lige det jeg har skrevet. Grunden til at det kan være så voldsomt, er, bl.a. at du via den terapi vil få dit “forsvar” imod traumer flash backs etc. pillet langsomt fra hinanden… så sandheden om hvad der er foregået kommer smerteligt tættere og tættere på samtidigt med at den bliver heldigvis helbredt.

    Du spørger om noget med hvorfor det sker at forældre gør sådan noget.. det kan jeg godt lidt komme ind på…

    skriver svar på det om lidt

    #1641
    Salamina
    Deltager

    Kære Anemone. Dit sidste spørgsmål:
    “PS : jeg stiller naturligvis også mig selv spørgsmålet. Hvorfor gjorde min far det ? Det er jo ikke en særlig kærlig adfærd egentlig. Han har jo virkelig på alle mulige planer blot brugt mig groft. Til sine egne behov. Mine behov fandtes jo slet ikke i min barn og ungdom. Kan du skrive lidt om hvad der sker for en far der gør det her ? Min far er ikke sindsyg men udadtil ” velfungerende”. Det samme med min mor som jo også har svigtet ved aldrig at gribe ind og passe på mig. Jeg har brug for at forstå hvorfor. Og også…….hvorfor de tilsyneladende har glemt det hele. ? Mon de ved at det er forkert ?”

    Mit svar: Der findes forsk. former for krænker-sind/attitude. Nogle kalder man kærligheds-krænkere andre kalder man noget andet. For krænkeren er det ALTID et andet underliggende behov, der dækkes end lige akten/krænkelsen. ALTID. Krænkerens behov kan f.eks. i din fars tilfælde være at han ikke har fået kærlighed, opmærksomhed fra din mor. Alle former for seksuelt misbrug dækker et andet behov hos krænkeren end det seksuelle, det kan dække et behov for at føle magt eller savne kærlighed eller tryghed i sit liv. Det seksuelle misbrug er ikke at være et svin som sådan agtigt over for dig, hans datter, selvom det ender han med at fremstå som alligevel. NB. Dette kan også og lige så vel praktiseret af en mor/kvinde.

    Mere følger lige om lidt afslutningsvis

    #1642

    Hej

    Jeg kender lidt til emnet følelsesmæssig incest, da jeg har prøvet det på egen krop. Det handlede at blive betroet for mange af en voksens tanker og overvejelser. Jeg har ikke oplevet fysiske grænseoverskridelser.

    Jeg tænker umiddelbart, at du er meget alene med det pt., fordi det hele stadig er en hemmelighed, og ingen – i hvert fald af de centrale personer – er orienteret. Og som andre har nævnt før, så skal du nok forberede dig på stor risiko for benægtelse fra dine forældre. At fortælle dem om det vil muligvis bare få dig til at føle dig endnu mere svigtet. Men derfor kan det jo være, at du vælger at sige det til dem alligevel.

    Du er på en måde dobbelt svigtet. For din mor skulle jo netop været gået ind og have beskyttet dig mod din far i stedet for at have vendt ryggen til og nydt godt af at slippe for ham.

    Jeg synes, at det lyder voldsomt. Og jeg er beæret over, at du lukker op for posen i dette forum og betror os dine tanker og følelser. Og jeg håber, at du vil kunne få en masse gode input fra forskelligt hold. Og du har allerede fået gode ord og links med på vejen.

    Og hvorfor gør forældre den slags? I afmagt er mit svar. De ved ikke bedre. Kan ikke bedre. Men det er fandme ikke godt nok!!!

    Held og lykke med den svære proces!

    / Martin Østergaard

    #1643
    Salamina
    Deltager

    Det kan også dække et seksuelt behov men det er ikke det primære behov som krænkeren får dækket. Krænkeren få enten dækket som sagt behov for at have magt i en situation eller behov for en slags kærlighed eller ømhed osv. Det er f.eks. ikke uamindeligt, at høre en krænker sige: “jamen, du er den eneste jeg nogensinde i mit liv har følt har elsket mig helt uforbeholdent som jeg er… til sin datter… som forklaring på at han har sex krænket sin datter”. Og det er uden tvil faderens egen sande version af SIN virkelighed og livshistorie, men datteren kan jo lissom ikke gøre for agtigt, at selvfølgelig har hun elsket sine forældre ubetinget, det gør børn, men bare ikke lige på den måde normalt, som faderen jeg gav et ex på udtrykker det. Men det var altså hans kage.

    #1644
    Salamina
    Deltager

    Når man arbejder med voksne som er blevet seksuelt misbrugte i barndommen, indenfor mit område, misbrug. Det er some en sæk lopper eller de vender på en tallerken hele tiden i meninger, holdninger, følelser og det er selvføglelig fordi det er den måde de hele tiden flygter at forholde sig, hvordan de for alvor har det. Det er helt almindeligt, at de kommer og siger til mig fx, at de fx følte sig SÅ misforståede af mig i den samtale de havde med mig i går og de er rasende over det imens de i går sagde at de var SÅ taknemmelige for, at de følte sig SÅ forståede. Det handler om, det her med, at de har svære eftervirkninger af, at blive behandlet så utroligt nådesløst i deres barndom, at de faktisk ikke er i stand til at mærke sig selv eller huske hvad de mærkede i går. De er ikke på bølgelængde med deres egne følelser, de har lært ibarndommen at de ikke er noget, at de er ligegyldige, og derfor kan de ikke helt finde ud af hvordan de så skal opføre sig når nogen gerne vil høre, hvem de er. Det hele kan kokse ret meget. Men rigtigt mange af dem har gode forholøb og de er i gode hænder, når de er i de rette hænder.

    #1649
    Anemone
    Deltager

    Kære Rosmarin og Martin

    jeg er også meget beæret over, at I vil dele lidt ud af jeres historier til mig her. jeg kan mærke det hjælper mig at vide, at jeg ikke er alene med at have oplevet overgreb. Det ved jeg jo – og har altid rationelt vidst – at jeg naturligvis ikke var. Men jeg har aldrig talt om det her med andre med lignende erfaringer. Jeg tænker meget over jeres betragtninger omkring konsekvenserne af at konfrontere mine forældre. Jeg tror ikke jeg er klar endnu, men måske bliver jeg det. Under alle omstændigheder har jeg over en længere periode været i gang med at sætte grænser over for min far. Være dristig i stedet for underdanig. Han er jo grænseoverskridende i hele sit væsen fordi han ikke tåler at blive modsagt, meget tyrannisk. Han krænker ikke seksuelt mere, men han kan godt finde på at krænke ved sin hurtigt opblussende agressivitet (mest over for min mor) eller at køre skyldstrip og manipulation af på mig. Det gennemskuer jeg heldigvis med det samme. Og er helt kold i røven over for.

    #1650
    Anemone
    Deltager

    Kæreste Salamina

    Ja – du har hjulpet mig mere end EN gang på tidspunkter i mit liv, hvor jeg virkelig følte det så sort ud. Og jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg skal takke dig. Det tænker jeg faktisk ret tit over. Jeg er dybt dybt taknemmelig og har ofte tænkt, at bare jeg havde dig (eller en som dig) i min omgangskreds 🙂 Hvor finder man sådan en som dig 😉 ?

    Jeg har læst dine svar på mine spørgsmål nu rigtigt mange gange. Tusind tak for at have delt ud af din viden på området. Selvom jeg ikke ønsker hverken at undskylde mine forældre eller bagatellisere noget som helst (hey, det har jeg jo gjort i så mange år 😉 ) så hjælper det mig at få et mere nuanceret billede på, hvad mine forældres bevæggrunde for det her har været. Naturligvis får jeg anfald nu her hvor jeg bare hader dem ad helvede til. Men had alene – kan jeg mærke – heler mig ikke. Jeg har brug for at forstå nogle ting. For mine forældre ville aldrig selv kunne forklare mig de ting her. Det har de slet ikke nok hverken selvindsigt eller indsigt til. Så : stor tak for det.

    Hvis ok med dig, så har jeg et par ting mere som du måske kan hjælpe mig med at afdække. Hvis du har tid ogg lyst, naturligvis :
    ….fortsættes

    #1651
    Anemone
    Deltager

    Fortsat……
    1. Jeg har i nu mange år gået i terapi ad mange omgange. Og er derfor ikke ubekendt med personlig udvikling og det at se og afprøve ting på nye måder. Har altid været ret opsøgende for at gøre noget for at få det bedre. Jeg føler også jeg har fået løst mange af mine grænse issues i terapien. Lært at markere grænser over for andre – noget jeg jo slet ikke har fået lært i min opvækst. Men det føles alligevel meget mærkeligt, at jeg har undgået netop DETTE her med overgrebene (især de seksuelle) i terapien. Jeg har ligesom kredset rundt om det, som egentlig var kilden til de fleste af mine problemer. Egentlig har jeg på en måde symptombehandlet…? Et par enkelte gange kradsede jeg ved en terapeut lidt i overfladen mht den mere følelsesmæssige del af overgrebene, men ikke det seksuelle. Hvorfor tror du jeg har undgået at deale med det før nu? Det ligger jo virkelig lige for, at disse overgreb har været en stor del af roden til mine problemer med alle relationer og depressioner og angst som voksen. Tilstande jeg ofte ikke rigtigt kunne forklare. For jeg havde jo to gode forældre, et godt job. Gode venner og en god kæreste. Så hvad var der galt? Hvorfor har jeg undgået det i terapi? Jeg har jo hele tiden husket. Aldrig fortrængt noget.

    2. Hvad vil det egentlig sige at være blevet helet ? Jeg antager at flash backsene ender med at være væk, men hvad er ellers tegn på at man er helet ? Jeg tænker selv at jeg kan komme til et punkt hvor tankerne om det ikke længere giver mig ondt i mave og bryst. Og hvor jeg måske er lidt ligeglad. Hvornår ved man at man er helet ?

    3. I forhold til din ekspertviden – hvad sker der med kvinder som min mor, der i den grad svigter deres datter (mig) ved at lade faren begå det ene overgreb efter det andet? Det skete jo lige foran næsen på hende det hele. Intet var skjult. Skal jeg tænke på mine forældre som ikke helt raske mennesker ?

    Kæmpe store knus

Viser 10 indlæg - 11 til 20 (af 58 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.