Så vågnede jeg lidt…

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 34 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #9614
    Mille
    Deltager

    Jeg har tidligere skrevet herinde omkring mit parforhold, min kærestes hashmisbrug, og hans manglende initiativ til alt hvad der handler om børn og familie. – Det er efterhånden gået op for mig, at jeg er faldet i fælden igen. Jeg har åbenbart et eller andet sygt behov for at sætte mig selv i disse situationer. Og det bliver jo værre og værre og mere uoverskueligt, jo ældre jeg bliver.

    Jeg troede ellers efter mit forhold til min datters far, at jeg havde fået en lidt bedre fornemmelse af hvad der var og er godt og sundt for mig. Jeg fik da også stoppet nogle kortvarige forhold, som jeg hurtigt kunne se ikke ville gå. Fik droppet en veninde som gik bag min ryg i forhold til en fyr, som hun vidste jeg var lidt sammen med.

    Da jeg mødte min nuværende kæreste følte jeg selv at jeg befandt mig et sted, hvor jeg var færdig med at beskæftige mig med usunde forhold og rod, og var klar til at stole på at jeg kunne finde en pæn og ordentlig mand… Men det var jeg ikke, kan jeg se nu…
    Kærlighed gør vel blind? Jeg så i hvert fald til at starte med, den mest perfekte mand. Han var anderledes, det var jeg overbevist om, og som jeg husker ham i starten, så var han også helt anderledes end mine tidligere bekendtskaber. Men i virkeligheden, er han præcis som jeg havde prøvet at undgå, og jeg selv ligeså.
    Jeg er startet i terapi. Nu MÅ jeg simpelthen få etableret mig selv. Hvem er jeg overhovedet, og hvad vil jeg? Jeg ved det ikke helt, for jeg har koncentreret mig så meget om alle andres lort, at jeg har glemt mit eget. Det er vel nemmere at se på andre, end det er at se på sig selv?

    Jeg ved at jeg ikke kan leve efter om min kæreste på et eller andet tidspunkt stopper sit misbrug, sin måde at bruge penge på pga det, og hand måde at være far på, hans måde at være min kæreste på. Jeg ved at jeg ikke kan leve med det, som det er nu, og at jeg MÅ og SKAL handle ud fra mig selv, i denne situation. For han ændre sig ikke for min skyld, og han stopper ikke sit misbrug for min skyld. Det ved jeg.
    Nu må jeg grave mig selv op af dette hul, og finde selvrespekten tilbage. Jeg ved jo godt inderst inde hvad jeg vil og ikke vil. Det er som at være skizofren, en stemme der siger “flyt, du må og skal flytte”, en anden stemme siger “men hvis han siger han stopper (for 387’ne gang) så må jeg jo lige blive her lidt endnu, for så får vi det alle godt igen. Jeg prøver ikke at tænke på ham, men på mine børn og jeg selv..

    Jeg prøver at holde fast i fornuften.. Jeg ved at jeg skal.. Det blev en lidt lang og rodet tekst.. Men havde lige brug for at skrive mine tanker ned.

    #9615
    sissi
    Deltager

    Er der en mulighed for at du kan flytte for dig selv, mens du gennemgår denne proces?

    #9617
    Mille
    Deltager

    Jeg er igang med at lede.. Bliver nødt til at flytte, men der skal jo tages hensyn til børnene og deres institutionspladser osv.. Men jo, jeg bliver nødt til at flytte. For jeg kan ikke bo sammen med en der ryger hash hver dag og er mentalt fraværende, og bruger oceaner af penge på det.

    Jeg vil have styr på tingene, jeg vil ikke stresse over alle de problemer. Jeg vil bare hygge mig med mine unger, vide at der altid er penge til mad. Farmand er tilsyneladende ikke villig til at tage del i, og ansvar for familien, på en ordentlig måde. Og jeg vil ikke vente længere. Selvom jeg virkelig ikke har lyst til at flytte, så ved jeg at det den eneste rigtig løsning, som tingene ser ud lige nu..
    Som det er nu er jeg bare konstant skuffet over manden, konstant bekymret for vores penge, og konstant med dårlig samvittighed.
    Han lover og lover, og gør aldrig noget ved noget, men lover igen.. Jeg tror på det hver gang… Men ikke længere, hvis jeg skal tro på noget igen, skal jeg se ændringerne ske først.

    #9619
    Mille
    Deltager

    Men er det ikke underligt, at man står i disse situationer.. Er det dårligt selvværd? Jeg frygter nogle gange at jeg ikke kan finde “bedre”?.. Jeg siger ikke at min kæreste er et dårligt menneske, men er er afhængig af hash så det batter, og det er hans førsteprioritet. Og det vil det jo være til han selv indser noget andet…

    Men hvorfor gider man bruge alt den tid på det, som partnar.. Hvorfor gider man finde sig i de ting? I mit sidste lange forhold var det aggressivitet og psykisk vold, jeg kæmpede imod.. Nu er et hashmisbrug? Hvorfor overhovedet kæmpe de kampe, det er jo ikke mine… Jeg troede ærligt at jeg havde lært noget, og det har jeg måske også, men ikke helt nok… Det er som om min hjerne tror at der skal være en kamp tilstede…

    #9620
    sissi
    Deltager

    Det er så flot du er på vej ud og væk. Vent ikke på ændringerne først, så venter du måske forgæves.
    Så vidt jeg husker, har han fået mange chancer – nu er det dig og børnene det gælder:)

    #9621
    Rosmarin
    Deltager

    Det er SÅ godt du er på vej væk. Jeg er selv vokset op med en misbrugsfar de første 7 år af mit liv. Jeg siger dig det har givet mig mange udfordringer senere hen – også i forhold til mænd. Det er først nu i en alder af 50+ at jeg har fundet ro i mig selv og har mødt en almindelig sund dejlig mand. SÅ for din egen skyld og ikke mindst for dine børns skyld: kom væk og få ro på i dit eget liv. Dine børn kan ikke vælge selv, det er dig, der har ansvaret for dem. Held og lykke med at blive dig selv.

    #9622
    Mille
    Deltager

    Og jeg skal vinde… Men da kampen i bund og grund ikke er min, så har jeg jo tabt på forhånd.. I og med at jeg ingen indflydelse har..

    #9624
    Rosmarin
    Deltager

    Du skal så og sige have omprogrammeret din hjerne. Det kan godt være at du fremover også vil have en trang til udfordringer, dem skal du så finde udenfor din trygge base. Der er masser af jobs, foreninger, frivillige foreninger osv. hvor man kan få afløb for sit hjælpergen og finde udfordringer. Men hjemme skal der være trygt og godt også af hensyn til dine børn. Det giver store psykiske men at vokse op i et hjem med misbrug, psykisk og fysisk vold og utryghed. Det ikke at vide hvad der sker næste dag eller det næste øjeblik, det er meget angstprovokerende for et barn – og for voksne.

    #9628
    Mille
    Deltager

    Tak 🙂 Selvom det gør ondt, så har jeg en tro på at det nok skal gå.. Jeg er som sagt startet i noget terapi, håber at det kan skabe lidt mere overblik.

    Rosmarin, det må ikke have været sjovt.. Og tænkt at det kan påvirke en så længe.. Ingen af mine forældre har været misbrugere, men til gengæld tror jeg at jeg som barn blev misforstået, og at jeg selv misforstod.. Jeg troede altid det handlede om at være stærk.. i en alder af 9 år, døde min stedfar, som havde været der fra jeg var 1 år.. Jeg græd ikke, for det gjorde alle de andre, og nogen skulle jo holde sig oppe. Alle sagde at jeg var så stærk.. Og det var jeg da sikkert også, men tror nok alle glemte at sige, at det også var ok en gang i mellem at falde… Der har helt sikkert ikke været overskud til at gennemskue mig… Men jeg er ret sikker på at det var der, det hele startede…

    #9629
    Mille
    Deltager

    Ja, det er også min store dårlige samvittighed..
    Men det var en god idé, det med at få afløb for sit hjælpergen et andet sted.. Der er det rent faktisk også nyttigt 🙂 Den vil jeg lige have i baghovedet, når tingene er kommet op at stå igen.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 34 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.