Så Ulykkelig

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #10721
    SPK
    Deltager

    Kære Martin, og måske andre der får lyst til at læse med…

    Det her bliver en lang mail med en historie der er nødvendig at fortælle for at nå til hvor jeg er nu.

    Igennem 7 år af mine 20’ere var jeg single og nød hvert eneste minut, jeg boede i min egen lejlighed og nød livet og alt det jeg kunne. Da jeg blev 30 mødte jeg min mand, han friede til mig 2.5 år efter vi havde mødtes og vi komplimenterede hinanden så utrolig godt, vi elskede livet, at rejse og at opleve, og det var nemt at se os sammen resten af livet. Vi skændtes aldrig, men eneste minus var at min sexlyst og lyst til at udfordre dette var væsentligt større end min mands/kærestes som døjede med nogle svære selvværds komplekser og et misbrug som barn.

    Et halvt år før vi skulle giftes blev min mand syg, der var ingen der vidste hvad han fejlede og han var indlagt og blev bare dårligere og dårligere. Vi var lige ved at aflyse brylluppet men jeg holdt fast og sagde vi jo ikke vidste om det blev bedre. Vi havde et pragtfuldt bryllup takket være nogle meget velvillige hospitalsansatte der stod på spring hele dagen og natten for at vi kunne have en skøn oplevelser.

    Der efter gik det bare værre og værre, Jeg boede alene for min mand havde da været indlagt i 8 mdr. Efter 10 mdr. måtte jeg lukke vores restaurant som vi drev sammen og som var vores levebrød, men det var umuligt at passe forretningen og samtidigt være på hospitalet hele tiden. Jeg sad der fra morgen til aften hver eneste dag og alt andet blev sat på stand by. Jeg tog 25 kg på og levede kun for at støtte min mand som var meget meget syg.

    Endelig fandt de ud af at han led af en meget sjælden kromosom fejl som gav ham en genestisk stofskiftesygdom. Der var intet at gøre for at blive rask og en forsøgsperiode startede med forskellig medicin. Efter 12 mdr. kom han hjem mens vi skulle forsøge med medicinen, men efter 3 dage fandt jeg ham i vores soveværelse hvor han havde prøvet at tage livet af sig selv med piller.
    Jeg fik ham indlagt på psykiatrisk hospital hvor han så var indlagt i 2.5 mdr. Da han kom hjem var det på tonsvis af antidepressiver ud over hans andet medicin og så bunker af smertestillende blandt andet metadon.

    Han kæmpede for at bevare glæden men han var ikke den samme længere, han lå bare dagen lang og så dvd eller bagte brød, han ville ikke se andre mennesker og havde meget lave tanker om sig selv. jeg prøvede at arrangere ferier, besøg og udflugter, og han livede også momentvis op, men den mand jeg mødte var væk.

    Et år efter han kom hjem besluttede jeg mig for at jeg måtte tabe mig og tage vare på mig selv, da jeg i over to år kun havde levet for ham. Jeg begyndte at løbe og tabe mig og læse en ny uddannelse. Alt i alt var jeg glad og begyndte at mærke mig selv igen. I forbindelse med min uddannelse skulle jeg i praktik og det var en hel ny verden at møde mennesker der ikke vidste alt om hvad jeg gennemgik der hjemme og blive udfordret på nye områder og set an som den jeg var og ikke som kone til en syg mand.

    Jeg har aldrig været utro og mener det er både tarveligt og lavt at gøre, men pludselig fandt jeg mig selv med en kollega, han var også gift, men ægteskabet havde knaget i nogle år. Vi blev stormende forelskede, sådan som man ser på film, hvor at hele verden forsvandt for os og savnet til den anden var uoverskueligt, så efter en måned besluttede vi at gå til bekendelse overfor vores ægtefæller da vi ikke ville gøre dem mere ondt end højst nødvendigt og vi ønskede at leve sammen.

    Der skete det at hans kone smed ham ud, og han flyttede til en veninde. 5 dage senere fortalte jeg det til min mand. Han bad mig tage til mine forældres hus for de var på ferie og det forstod jeg godt. Vi skrev lidt sammen i løbet af dagen og om aftenen modtog jeg en meget bitter sms, hvilket jeg godt forstod. Næste dag hørte jeg intet, så jeg kørte hjem og som jeg frygtede allermest så lå han og var død, han havde taget livet af sig selv med piller.

    jeg vidste det var en risiko, og jeg bebrejder mig selv så meget at jeg tænkte på mig selv og ikke kunne sætte mig selv til side for at holde ham i live. Jeg ved godt valget var hans, men jeg elskede ham jo stadig og ville så gerne give ham et godt liv, men forelskelsen var bare alt for voldsom til at jeg kunne sætte den til side.

    Efterfølgende var det svært at finde en reaktion for det hele føltes så uvirkeligt og der var så meget fokus på mig hele tiden, samtidigt med jeg var så forelsket i min nye kæreste. Først efter 4 mdr. begyndte jeg sådan rigtig at reagere. Det kom særligt når min kæreste børn var på weekend, da jeg følte mig meget presset i den nye rolle som pap mor og savnede min kærestes nærvær når børnene var her.

    Jeg gjorde alt for at skabe gode rammer for børnene og det er nogle søde børn, men mit svære sind til tider sammen med at skulle dele min kæreste på en helt ny måde var bare så hårdt at håndtere. Efter et par måneder begyndte vi at skændes. Min kæreste har et meget voldsomt temperament og han begyndte også at blive mærket af skilsmissen og afsavnet til sine børn i hverdagen.

    Jeg forstår godt han savner dem og min fornuft siger mig også at jeg må give rum og plads, men omvendt så vil jeg jo også gerne have bekræftelse på at det vi har sammen er nok for ham. Vi vil gerne have et barn sammen og ønsker at blive gift, men vi har meget forskellige syn på hvordan han håndtere sin skilsmisse. og det er nok her jeg allermest har brug for at få at vide hvordan jeg skal håndtere de ting vi gennemlever som jeg til tider finder ret urimelige.

    For det første er han stadig gift, dette er fordi de har et hus sammen og hvis de bliver skilt eller separeret så skal hans kone betale leje for at blive boende i huset. Det gør bare ondt på mig at vi nu efter snart et år stadig ikke er kommet videre og skilsmissen betyder bare noget for mig. Jeg føler også at folk tænker at han bare bruger mig, det føler jeg ikke selv, men hvis jeg så det udefra så ville jeg nok også selv tænke det sådan.

    For det andet har han besluttet sig for at han ud over forhøjet børnebidrag vil blive ved med at betale for at hans kone kan blive boende i deres ret store hus, han ønsker at børnene skal blive i deres rammer for en hver pris, hvor jeg mener det vil være naturligt at hans kone finder et sted hun selv kan forsørge. Jeg deltager gerne i at betale ekstra osv, men at sidde med en ekstra regning på 15.000 pr måned for at hun kan blive boende er svært for mig at acceptere, for det er jo penge jeg gerne så vi brugte på vores liv og “rede”. Jeg ville gerne tage på ferie med ham og hans børn for eks, og lige nu betaler vi ikke fuldt ud på vores eget hus, for det er der ikke penge til. Så synes naturligvis det er prisværdigt han vil gøre alt det for sine børn, men jeg savner bare lidt at han stiller krav til sin kone om hun også selv tager ansvar.

    For det tredje vil han nu ikke lade mig se børnene mere fordi at når jeg ikke forstår ovenstående så elsker jeg ikke hans børn nok, og fordi at jeg mens jeg har haft det svært (er diagnosticeret med svær depression og går sygemeldt) ikke har udvist nok forståelse og tolerance. Det gør meget ondt i forhold til alt det jeg har gjort for at få et tæt forhold til dem, og han siger også de holder meget af mig. Så nu tager han hjem i hans gamle hjem hver anden weekend og har samvær med dem. Han sover her i vores fælles hjem, men er afsted hele dagen og bruger tiden med hans børn og kone. Det er virkelig svært for mig at acceptere, da jeg jo føler jeg burde være en del af det. Men jeg prøver at være rummelig selvom jeg jo ikke forstår det.
    Nu har den ældste af hans børn fødselsdag og han har inviteret hele familien hjem til hans gamle hjem og skal holde fødselsdag med hans kone, sin familie og børnene og jeg må ikke komme med. Det har knust mig fuldkommen, men han siger at det er datterens ønske at holde den hjemme i sine egne rammer og det vil han gerne imødekomme da han føler han har budt dem så meget allerede ved at forlade ægteskabet.

    Jeg kan sagtens blive jaloux på hans kone, men ærligt så er det ikke det jeg har problemet med for jeg stoler faktisk på ham, jeg forstår bare ikke hvordan han kan ville bygge et liv med mig og planlægge barn indenfor snarlig fremtid samtidig med han fortsætter sit forrige familie liv. og jeg har brug for et råd til hvordan jeg lever med de her forhold, da det æder mig op indefra og jeg savner så usigeligt at føle mig tryg. Når jeg bringer emnerne op eksploderer han fuldkommen og kalder mig grimme ting og siger så mange grimme ting om mig. Jeg føler mig slet ikke sådan selv, men begynder at tro at jeg virkelig er egoistisk, selvcentreret og syg i hovedet at jeg ikke forstår hans valg.

    Jeg ved han også har det hårdt, både i forhold til min mands selvmord, hans samvittighed overfor sine børn, sit forliste ægteskab og sit savn til børnene og sit gamle liv, da vi bor i mine rammer. Jeg prøver at lave det til vores rammer, og han siger han føler sig hjemme og er glad for huset, men at det er langt væk fra hans nærmiljø. Han går til psykolog nu for at finde et ståsted til sig selv og jeg håber jo at hans temperament også kan få noget ud af det, da jeg synes det er så svært ikke at kunne tale med den jeg elsker om de ting der er en udfordring.

    Jeg føler at tingene i vores forhold er styret meget af ham, da han bestemmer hvordan vi lever sammen, hvordan vi omgås familie eller ikke gør, han arbejder meget og kommer sent hjem ret ofte og kører tidligt. Han hjælper stort set ikke herhjemme da jeg jo går hjemme og det er også helt ok, da jeg gerne laver husarbejde mens jeg går hjemme og er syg, men jeg savner bare fællesskabet, da det var en af vores ideologier i vores forhold da vi mødtes. Vi er stadig meget lidenskabelige og kærlige. Vi siger mange pæne ting til hinanden, rører og kysser meget og har fantastisk sex. Vi hygger meget sammen når han endelig er hjemme og når vi endelig har tid sammen så tror jeg oprigtigt at vi nyder det lige meget. Jeg tvivler faktisk ikke på han elsker mig, det føles bare som om han har sat sig i en uoverskuelig situation og han nu reagerer på mig når det bliver for presset i stedet for at bruge mig til at finde løsninger og trøst.

    Hvordan lærer jeg at leve med ovenstående ting? Jeg er så ulykkelig og føler mig så undertrykt og ensom midt i noget jeg virkelig ønsker.

    Mange hilsner SPK

    #10725
    sissi
    Deltager

    Kære SPK,

    Sikke dog en mundfuld du er igennem:(

    Min første tanke er, at du skal bo for dig selv – både så du og han, finder egne ben at stå på. Skil det ad, fortid/nutid og fremtid.

    Derfor kan I jo godt ses kom kærester – og se hvad der egentlig ligger gemt i den stormende problemfyldte forelskelse, som måske nu, er ved at nå et andet praktisk stadie.

    Jeg syntes han handler ganske urimeligt overfor dig både mht. børnene/samvær/økonomi, og for at finde hoved og hale i det, ville jeg stoppe op, sætte hælene i, og finde et sted at bo for mig selv.

    Hans uoverskuelige situation må han selv tage handling på – ligesom du på din, ellers er jeg bange for I ikke har en fremtid sammen.

    #10753
    Beth
    Deltager

    Kære SPK

    Jeg er meget enig med sissi. At du føler dig ulykkelig, ensom og undertrykt skal du tage alvorligt og det kan være tegn på at I slet ikke passer sammen. Fantastisk sex kan ikke dække over at to mennesker er så forskellige i næsten alt andet og især når det handler om hvad der skal til for at føle sig tryg og elsket.

    Jeg ville nok ikke tænke på at få et barn med en mand der i den grad har svært ved at vælge mig til og slet ikke mens han totalt lukker dig ude fra sin øvrige familie herunder sine børn. Hvordan tror du han vil tackle det ?

    Måske er denne mand ikke den rette for dig. Du er jo på en rejse mod frihed og selvudvikling – nu er det gået lidt i stå og alt kommer til at handle om ham og hvordan han mon er i dag – det lyder som et svært forhold at være i.

    Træk lidt i håndbremsen og mærk efter om det er ham du skal leve sammen med – husk han er som han er og forandrer sig ikke blot fordi du håber på det.

    KNUS
    Beth

    #10759
    lillehjerte
    Deltager

    Det lyder lidt som om du har et mønster hvor du lever dit liv gennem dine mænd- at det er dem der lægger linjen for dig. Hvad er dine egne drømme for dit liv?

    Ville det være rarere for dig at bo alene og så ha et kæresteforhold til ham? Måske kan du på den måde også vurdere resten af ham lidt mere udefra- om han er den rette for dig.

    Det at han kalder dig grimme ting(er psykisk vold)….. hvis en mand gjorde det overfor mig, ville det være en total dealbreaker. Jeg havde droppet ham lige på stedet.

    Du forsvarer ham meget med at han har det også hårdt….et eller andet sted. Når han ikke kan håndtere kommunikation bedre med dig og hans temperament giver dig listesko på(lyder det til) og han kalder dig grimme ting og er så fraværende…fortæller det dig ikke at du fortjener meget bedre? Det lyder ikke til at du har rigtig plads til at være dig selv og al det her han vil som du skal acceptere gør at jeg tænker at du er ved at give helt afkald på din integritet.

    Prøv at tænke over hvilke drømme du har- hvilken kvinde og hvilket liv vil du have hvis du selv kunne vælge frit på alle hylder? Go for it step by step- det er helt klart noget der kan gøre at du får det bedre. depression kan ofte handle om at man undertrykker sig selv, egne ønsker,drømme eller roller. Jeg synes jeg læser at dine ønsker ikke engang kommer frem på bordet i dit nuværende forhold, så de kan heller ikke realiseres. Men du har en større chance for det kan ske i dit næste forhold, hvis du gør dig fri og gør dig bevidst om at gå efter lige præcis den mand der har de rette kvaliteter som du vil trives med.

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.