Så gik det i stykker…

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #13855
    SummerSun
    Deltager

    Kære brevkasselæsere,

    Jeg har skrevet herinde et par gange før ang. Et yderst dysfunktionelt forhold. Jeg blev rådet af flere af jer til at tage benene på nakken, men kunne ikke rive mig fri. Forholdet er nu slut, og jeg søger så mange input som muligt om hvordan jeg kan komme videre med livet, da jeg føler mig fuldkommen tom og ligegyldig. Indlægget bliver nok noget langt, da starter med at skrive om baggrunden for vores brud – til de af jer, der ikke kender min historie.

    Min ekskæreste og jeg begyndte at se hinanden for ca. 2½ år siden. Jeg var totalt skudt i ham og kunne ikke få nok af ham. Han virkede så givende, charmerende og kærlig, og jeg troede virkelig, at jeg her havde mødt manden i mit liv.

    Da hverdagen går i gang hjemme hos ham får jeg dog øjnene op for andre sider i ham. Han vil hurtigt have, at jeg flytter ind (hvilket jeg ikke gør, da jeg synes det var for tidligt efter 7-8 måneder, vi var begge kommet ud af hårde skilsmisser og der var også børn involveret). Jeg tilbringer dog al’ min tid hos ham, da han ikke kan lide, at jeg tager hjem til mig selv. Han mener simpelthen, at det er tegn på, at jeg ikke vil ham, hans børn eller hans hus.

    Han har mange kraftige humørsvingninger og kan være indestængt og vred i flere timer – som regel over ganske små ting (såsom at sætte vasketøj over eller smøre madpakker). Disse vredesanfald består som regel af surmuleri, sure kommentarer eller, at han decideret ignorerer mig i flere timer. Det har simpelthen været ganske ulideligt i flere perioder, og jeg er ofte endt med at tage hjem til mig selv, hvilket heller ikke er faldet i god jord.
    Efter 1½ år synes jeg dog, at vi er nået til et punkt, hvor det ville være ganske naturligt at flytte sammen – jeg er der jo også hele tiden alligevel. Men dette mener han dog ikke kan lade sig gøre af adskillige grunde (jeg hjælper ikke nok til derhjemme, jeg er ikke nogen god nok stedmor osv.)

    Han har to børn, som jeg holder ufattelig meget af, men også her mente han, at der var problemer. Han har ofte kommet med kommentarer om, at jeg er for stille omkring hans børn, at jeg bør ’overtage ansvaret’ noget mere. I vredesudbrud har han udtalt, at jeg ikke gider hans børn, at jeg ville ønske de slet ikke eksisterede, at jeg ikke er nogen god stedmor. Jeg har forsøgt at tale med ham flere gange om dette, også for at skabe en afklaring og forventningsafstemning, men han opfatter alt, hvad jeg siger som meget hård kritik og vil ikke komme nærmere ind på, hvad han egentlig forventer af mig (det må jeg selv kunne regne ud, mener han).

    I løbet af det sidste års tid er forholdet kørt helt skævt. Surmuleriet kommer oftere og oftere og varer i længere og længere tid. Jeg er den der står for det meste i husholdningen ift. Rengøring, madlavning mm. Men han klager stadig over, at jeg ikke er god nok ift. Hans børn. Personligt føler jeg selv, at jeg har haft en rigtig god relation til børnene, og vi har ofte haft det sjovt, spillet spil, pjattet osv. Jeg passer børnene, når han arbejder i weekenden (han har været med i et projekt i hele januar inkl. Samtlige weekender), og til sidst tog han faktisk en omsorgsdag på en dag, hvor han slet ikke havde børnene – og valgte i stedet at holde børnene hjemme fra skole, på min hjemmearbejdsdag, hvor han selv tog på arbejde.

    Alt i alt er jeg begyndt at føle mig mere og mere udnyttet, og fik samtidig at vide, jeg ikke var ’god nok’ endnu. Han kunne til sidst vende på en tallerken fra uge til uge. Den ene uge kunne jeg opleve surhed, grimme kommentarer mv. og den næste uge ville alt være fryd og gammen og han ville bede mig flytte ind, planlægge ferie, indrette hjem med ham osv.

    Desværre kommer de grimme perioder oftest, når han har sine børn, hvilket jeg jo ikke helt forstår – her burde han vel være gladest, da han jo har sine to børn? Hans humør går desværre også ud over hans to børn, som begge viser tydelige tegn på en uforudsigelig hverdag hjemme hos deres far. Der skal ikke meget til før den mindste bryder ud i gråd, og den ældste kan næsten begynde at fedte for sin far (meget ligesom jeg selv har gjort).
    I sidste ende har forholdet også taget en fysisk drejning. Hvis jeg har spurgt for meget ind til hans humør, hvis han surmuler, eller hvis jeg forsvarer mig i diskussioner, har han nogle gange grebet fat i mig og har efterladt store blå mærker. Sidst langede han ud efter mig for at slå mig. Jeg er blevet meget bange efter disse episoder, og har aldrig tidligere oplevet denne slags adfærd i parforhold. Bagefter har han undskyldt sig med, at jeg provokerede ham til disse reaktioner.

    Jeg har været fanget i et mønster, hvor jeg ikke kunne give slip på ham og har gået i terapi i ca. 1 år nu pga. dette. Jeg er en kvinde, der ”elsker for meget”, og som kæmper for hårdt for mine parforhold.

    Jeg forlader ham for 1½ uge siden. Jeg går egentlig oven på en ok uge, men frygter hans humørskift og er træt af alle skænderierne. Mens han er på arbejde, pakker jeg simpelthen alt, jeg kan bære og tager hjem til mig selv. Han hverken ser mig eller høre fra mig – og her starter problemerne så igen: Vi har samme arbejdsplads. På arbejdet bliver han pludselig blød som smør, han henvender sig ofte, tager mig i hånden og spørger, om vi ikke kan finde ud af noget. Dette står på i flere dage. Jeg forsøger at være mere kølig, og han har faktisk aldrig oplevet mig så standhaftig, som jeg har været over den seneste uge.

    I går vælger jeg at give efter. Han spørger om vi skal følges hjem, og spørger om jeg vil med ham hjem. Jeg har stadig et par ting stående hos ham og dem kunne jeg jo hente. Så på hans opfordring følges vi hjem til ham. Her starter jeg så – dumt nok – snakken om forholdet baseret på de sidste mange dages opførsel fra hans side. Da vi er nået hjem til ham skifter han på et splitsekund: Han elsker mig ikke mere, vil ikke have mig i sit liv, jeg skal ”skride”, han har det meget bedre uden mig osv. Osv. Jeg ryger direkte ind i mit eget gamle mønster, og føler mig forladt og smidt væk. Han vil ikke vedkende sig sin egen opførsel på arbejdet, og jeg ender med at forlade hans hjem grædende. Jeg aner simpelthen ikke, hvorfor han selv mente vi skulle snakke sammen igen? Jeg var jo allerede gået fra ham.

    Jeg ved han ikke er sund for mig, jeg ved at man ikke skal finde sig i den slags, som jeg har fundet mig i. Alligevel kan jeg sidde med en følelse af, at han nu ikke gider mig – at jeg er kasseret og ikke god nok – præcis som jeg egentlig har haft det igennem forholdet. Rent rationelt tænker jeg, at det jo er en sindssyg, manipulerende adfærd, han har udvist, og alligevel vækkes lysten i mig til at vende tilbage og sige undskyld.

    Jeg er fanget i en hård kærestesorg, og leder højt og lavt efter idéer til, hvordan jeg kommer videre. Jobskifte er pt ikke en mulighed inden for mit fag. Jeg har forsøgt at omgive mig med masser af veninder, og forsøger at genoptage aktiviteter, som jeg helt lagde på hylden under mit forhold til ham, men har ikke overskuddet. Jeg kan ikke finde vreden frem til ham og jeg genkender slet ikke mig selv – jeg har normalt været en kvinde med ben i næsen og en klar holdning til, hvad jeg vil finde mig i, og hvad jeg ønsker af parforhold. Nu oplever jeg selvbebrejdelse og næsten selvhad. Mine tanker svæver omkring, hvad jeg kunne have gjort anderledes i forholdet for at forbedre det – på trods af, at jeg jo godt kan se, at det aldrig var gået alligevel.

    Hvad har I gjort i perioder med voldsom kærestesorg? Jeg føler jo næsten at flere dele af mig er blevet revet væk.

    #13856
    Zoe2
    Deltager

    Tillykke med at du er sluppet fri af monsteret – håber jeg da. Det er jo set før, at kvinder går tilbage til mænd, der mishandler dem.

    Du har været udsat for grov psykisk vold, og til sidst også fysisk. Systematisk nedbrydning af din vilje og virkelighedsopfattelse – det får du ikke rettet op i et snuptag.

    Jeg tænker på, at du ville have godt af et komme i en selvhjælpsgruppe med andre kvinder, der har oplevet noget lignende.

    #13857
    Anna
    Moderator

    Kære SummerSun,
    hold fast! Du er på rette vej. Har selv været der.
    Og få hurtigt noget hjælp til at holde fast fra en/en gruppe, der er specialiseret i denne problematik og forvent at det tager (meget)tid, at komme tilbage til dig selv igen.
    Jeg var selv kun et tomt hylster, da mit forhold sluttede. Angst og helt’død’, ren overlevelse. Meget uhyggeligt, for mit udgangspunkt var også at jeg var (er) en kvinde med ben i næsen.
    Har desv. ikke så meget tid til at skrive lige nu. Prøv at læse gamle indlæg her i brevkassen – der er flere med nogenlunde samme problematik.
    Hold fast!
    Kh Anna

    #13858
    segret
    Deltager

    Ville det være en ide at sygemelde dig fra arbejdet med stress i en periode?

    #13859
    Salamina
    Deltager

    Hvis du er heldig, Summer Sun, så vender han tilbage til at være sød på jeres arbejdsplads.
    Det er ikke helt utænkeligt. Men så er kunsten jo, at du holder ham der i den position ved at du er venlig overfor ham uden at være mere end venlig. Så kan du nemlig bedre holde ud at gå på arbejde. Trods alt.
    Hans reaktion i går, var jo bare, “de sure rønnebær”, fordi du har forladt ham. Intet andet! Han hævnede bare, at du har forladt ham. Ussel måde han gjorde det på, ved at krænke dig i stedet for, at han havde vedkendt sig, at han er såret.
    Når han får landet igen. Så begynder han såmænd nok, at blive den der smørklat på arbejdet i igen.

    #13861
    hexia D trix
    Deltager

    Tillyyykke hip hip hurra ………. du er sluppet fri!! hvor er du stærk!!

    Kvinder der elsker for meget!!! et bredt anerkendt koncept der gør en mands ufattelige dårlige opførsel til kvindens problem. Jeg vil foreslå en anden forståelse: kognitiv dissonans: hvor du på den ene side elsker ham og på den anden side logisk set kan se han nedbryder dig og manipulere dig, når disse tænkninger finder sted samtidig bliver enhver fuldkommen forvirret . Din ex bekræftede begge disse tænkninger i går og med ganske kort tidsmæssig mellemrum, hvilket undergraver dig og ville undergrave enhver.

    Har du nogen der kan støtte dig igennem den kommende tid, det ville gøre dit liv nemmere, for han er ikke færdig med dig og du har brug for gode mennesker omkring dig for at gennemføre bruddet.

    Det har hjulpet mig at forstå, hvad det er der foregår ……… jeg er stadig ikke sikker på om en mand som din X er psykisk dysfunktionel http://psykopati.blogg.no/m_072015.html eller han er aldeles bevidst om sit mål:
    https://www.ecok.edu/sites/default/files/siteContent/administration/centers-programs/brandon-whitten-institute/Why%20Does%20He%20Do%20That.pdf. Sidstnævnte er af en forfatter der har arbejdet med abusive men i 15 år, hans konklusioner er tankevækkende, hvis du er interesseret i bogen så hedder den “Why does he do that” af Lundy Bancroft.

    Til sidst vil jeg tilføje: du var ikke god nok 😉 men det vil du også først være når han har transfomeret dig om til sin lydige slave ………….. hvem har lyst til at leve det liv??

    Jeg har dyb respekt for dig og oplever dig som et fantastisk og stærkt menneske ………. det kræver sin kvinde at gå

    #13862
    lillehjerte
    Deltager

    Din beskrivelse er af klassisk voldelig mand og jeg tror det bedste du kan gøre for dig selv er at holde fast i alt det væmmelige han gør mod dig. Han kontrollerer dig massivt, manipulerer dig og giver dig konstant skyldfølelse over et eller andet. Desuden får han dig til at føle forkert og værdiløs med sin måde at være på og tale til dig på. Og så gør han dig fysisk fortræd! Hvis du vil ud af kærestesorgerne hurtigt: Husk på hvilket menneske han gør dig til(han udhuler al din integritet ud af dig og gør dig til en skygge af dig selv) fremfor hvilket menneske du egentlig lige nu og fremover ville have været uden ham. Fjerner du dig fra ham og lader de sidste rester af dine følelser for ham smuldre vil du give dig selv tilladelse til at få lige præcis det liv du i virkeligheden ønsker. At være dig selv som du er.
    Jeg vil gå så vidt som at sige at du ikke er fanget i kærestesorg men derimod i hans voldelige spin, hvor du har mistet dig selv, fordi det er sådan han har gjort mod dig.

    Du må huske på at du fortjener bedre og at der er bedre derude til dig.

    #13874
    SummerSun
    Deltager

    I er super søde! Du skriver nogle rigtig opmuntrende ting, @hexia, jeg ser slet ikke mig selv som hverken fantastisk eller stærk, og føler mig derimod som en gammel karklud, der ikke længere kan bruges.

    Jeg har tidligere været med i en selvhjælpsgruppe, og vi skal ses igen efter påske. Det har været en god oplevelse at se andre have det på nogenlunde samme måde.

    Jeg kan ikke sygemelde mig, grundet div. projekter og fyringsrunder på arbejdet. Samtidig er jeg også bange for, at denne periode, hvor jeg konfronteres med ham hver dag alligevel skal gennemleves før eller siden.

    Dagen i går på arbejdet var hård. Det kan godt være jeg gik, men jeg føler nu, at det er ham der har forladt mig. At jeg ikke var god nok. Og det hiver i mig for at ringe til ham og “bevise”, at jeg godt kan være god nok. Jeg kan godt selv se, at det ikke burde være sådan, men når følelserne overtager, så har jeg bare lyst til at gribe knoglen og vende tilbage. Tænk hvis det kunne blive anderledes! Men det bliver det jo bare aldrig…

    Jeg går med tanken om, at jeg ender alene for evigt. Han finder garanteret en sød ny (kollega). Det er jo worst-case-scenarios jeg gennemtænker hele tiden.

    Han var sød og neutral henne på arbejdet, men meget ‘på’ (grinede højt, pjattede osv.). Da jeg gav udtryk for at være ked (nej, jeg ved godt jeg ikke burde interagere med ham, men hold kæft hvor er det svært), sagde han, at han gerne ville snakke senere. Jeg ringede dog ikke til ham efter arbejde, hvilket er noget af en sejr for mig – og samtidig har jeg dødhamrende dårlig samvittighed over ikke at ringe. Det er jo skørt.

    #13875
    hexia D trix
    Deltager

    Hjernen foretrækker vaner, hvilket er en rigtig vigtig viden når man er på afvænning fra en afhængighed, din hjerne fucker med dig. Istedet for den dårlige vane (ham) find på noget at lave/gøre der er godt for dig i stedet eller forkæl dig selv med lækker mad, slik, gode film etc, hvad som helst der er godt for dig i den første svære tid. Det ER en sejr når du ikke ringer til ham, for hver uge bliver det nemmere.

    Mange, måske de fleste har en grundlængsel efter noget, det kan være anerkendelse (at blive mødt 100%), tryghed eller andet. Et utilfredsstillet behov fra barndommen. Jeg tror der er nogen der tydeligt kan læse det, sådan nogen som din X og de fodrer med det i starten af forholdet, i en sådan grad at modparten oplever at være landet i paradis og så en man HOOKED. Når han har konstateret at det er tilfældet begynder han at stille krav, urimelige krav. Samtidig begynder han at tage “det” tilbage som han gav i så rigelige mængder i starten. Det minder mig om den træning man ser af vilde dyr i cirkus, modbydeligt og svært at rode sig ud af. Hjernen er helt afhængig af sit dope ………… vi er blevet forholdsmaner 😉

    Med den fornuftige del af din hjerne 😉 hvorfor skulle han forandre sig? den næste bliver udsat for det samme som dig, lige om lidt vil du have uendeligt ondt af hende, tror du ikke??

    Jeg føler med dig!! det er virkelig ikke rart at følge din kamp fra sidelinien!!! men jeg mener, at du er stærk og en gevinst for enhver god mand. Jeg forstår ikke han valgte dig 😉 allerede da du afviste at flytte sammen med ham burde han have indset at du ikke er nem at manipulere med, måske det gjorde dig mere attraktiv???

    Prøv at definer hvornår dit dope kalder mest på dine abstinenser, f.eks når han griner højt på job o. lign, undgå de situationer så meget som du kan.

    Tillad dig selv at sørge over at drømmen var en drøm og du har tabt den.

    Knus knus og knus

    Godt kæmpet 😉

    #13878
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg er enig med hexia. Du er blevet godt og grundigt manipuleret af ham, så de følelser omkring “om du er god nok” skal du for din egen skyld ikke lade ham bevise. Bevis hellere for dig selv at du får et bedre og mere roligt og ukompliceret liv uden ham og at du sagtens kan få en mand der er god nok til dig. Det er bedre at være alene end at være viklet ind i …ham der… prøv at forestille dig at dit liv fremover med alle hans humørsvingninger i alle mulige situationer. Ja måske han ville ydmyge dig og nedgøre dig på mere infame måder end du lige nu kan forstille dig. Det ønsker du da virkelig ikke.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.