Så fik jeg liv i livet…

  • Dette emne har 9 svar og 7 stemmer, og blev senest opdateret for 5 år siden af Chlau.
Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #15580
    Chlau
    Deltager

    For omtrent 8 måneder siden, blev jeg skilt fra min mand, som jeg havde været sammen med i 19 år. Det var et brud, som tog lang tid at komme frem til skulle ske, men som jeg til gengæld er helt afklaret med i dag. Vi har en datter på 10 år sammen. Meget tilfældigt og meget romantisk mødte jeg en ny mand for næsten 4 måneder siden. Det var slet ikke planen at det skulle ske. Vi adskiller os på mange måder fra hinanden, hvilket ikke er et problem for mig, men på nogle områder for ham. Han er fx. 10 år yngre end mig, han har ingen børn, hvilket jeg har. Jeg har min datter på 10 og derudover en voksen søn på 23 år. Vores liv er meget forskellige. Jeg er akademiker, studerer og læser meget, bor i byen, mens han er landmand, bor på landet og i det hele taget lever et liv som sådan. Dette er også helt fint med mig – og vist nok også for ham. Han kalder mig sin ‘kloge blondine’ 😉 nå ja, mest for sjov. Han har det svært med, at jeg har en søn, som han ikke kan være far til. Der er kun 9 år imellem dem og blandt andet dette faktum…tja vel egentlig det hele, også vores aldersforskel, gør at han gennem hele vores 4 måneder lange bekendtskab/forhold har været meget i tvivl. Denne tvivl er kommet til udtryk ved, at vores samvær har været sparsom. Når vi har set hinanden, hvilket ikke har været meget synes jeg, har det som oftest være på min foranledning. Han har heller ikke været så god til at svare på mine smsér. Dog skal det siges, at vi i dag er blevet klar over, at nogle af mine smsér ikke har nået ham, hvilket har foranlediget nogle misforståelser 🙁

    I dag mødtes jeg med ham for at fortælle ham, at jeg ikke længere trives med det vi har sammen – eller rettere måden vi har noget sammen på. Jeg vil mere eller ingenting. Vi græd begge. Gik en lang tur, hvor vi grinte og græd. Senere lagde vi os i græsset, drak rødvin, grinte og græd igen – lå tæt, kyssede og holdt om hinanden. Jeg har grædt siden vi skiltes. Han vil gerne at vi kan holde kontakten. Jeg er typen der “brænder broen” og går videre. Men pyha – det er svært. Jeg har ikke lyst til at brænde broen denne gang. Jeg har lyst til at være pisse ufornuftig og kaste mig i armene på ham – men jeg er bange for, at der venter mig en ‘røvtur’ hvis jeg gør det. Jeg synes ikke at han gav det chancen. Han lod sig bremse – i min optik fordi han er så ung (starten af 30’erne) af hvad andre mon tænker om vores forhold; bonussøn der kun er 9 år yngre end ham, 10 års aldersforskel mellem ham og jeg osv. Jeg synes rent ud sagt, at han er ufattelig dum, at han lader denne chance gå fra os. Men jeg kan jo ikke videregive ham mine erfaringer og mit livssyn. Han er jo dér, hvor han er i livet og det er vel også godt nok, men øv 🙁 Jeg er en smuk og eftertragtet kvinde med et godt hoved. Ja det lyder ret højrøvet, men sådan er det 😀 Og så lader han sig bremse af ‘verdens’ forestillinger om, hvordan man skal leve et liv! Jeg tror simpelthen, at han er flov over for sine omgivelser. Ikke fordi han har grund til at være flov over mig (Vores aldersforskel kan fx. ikke ses…ej heller mærkes, måske lige bortset fra livserfaringer og tilgang til livet).

    Jeg troede at jeg ville gøre det nemmere, enklere ved at slutte det i dag. Så kunne jeg gå videre. Men nej. Hans reaktion og det vi havde sammen i dag….(for pokker, jeg skulle bare have været kørt igen med det samme). Kort efter at vi var skiltes skrev han en sms – at han græd, tænkte og prøver at finde ud af tingene – hmmm? Han ville bare have et livstegn fra mig efter vi skiltes, at jeg har det godt, er ok. Hvilket jeg gav ham. Ja det lyder ret vildt, at man som kvinde kan være vild med en mand der græder – men det generer ikke mig det mindste. Vi er jo bare mennesker…og jeg har prøvet at miste nære til døden flere gange i mit relative unge liv – så jeg sætter pris på mennesker, der tør være ved deres følelser….også mænd.

    Jeg kan få øje på, at det der sker imellem os er utroligt smukt og sjældent (eller også er jeg bare blåøjet og forelsket – det udelukker jeg ikke…hi hi). Tja – jeg har nok brug for nogle andres øjne på det jeg her skriver. Hvad gør jeg klogt i at gøre? Afslutte forbindelsen fuldstændig eller holde døren på klem? Han lægger ikke skjul på at han er i tvivl. Ikke omkring mig som kvinde – men særligt forhold omkring mig, bl.a. dét at jeg har en voksen søn. Jeg stiller disse spørgsmål med forbehold for, at jeg alligevel vælger at kaste mig ud fra “10 meter vippen”, fuldstændig hovedløs. Måske er der ikke længere håb for mig. Måske er jeg ‘ramt’. Fuck.

    Chlau

    #15581
    Go Happy
    Deltager

    Min første indskydelse er, at hans betænkeligheder ikke handler om din søn på 23, og nok heller ikke din alder (tænker at du er +40), men mere at, uanset hvor glade I er for hinanden, så er I to forskellige steder i livet lige nu.

    Han har ikke børn, og han har ikke levet i en familiekonstellation tidligere – du har begge dele. Jeg tror han er glad for dig, men jeg tror han er usikker på, om følelserne rækker til et liv sammen, hvor han sandsynligvis skal give afkald på at få egne børn, og hvor han skal indgå i et familieliv med din voksne søn, din datter og din erfaring gennem et langt ægteskab. Han han nydt forelskelsen, men han har hele tiden holdt igen, og jeg tror han fra start af har haft følelsen af, at du ikke var kvinden i hans liv.

    De fleste har en forestilling om, hvordan deres liv udvikler sig, hvilken type partner man falder for og om man vil have børn etc… Jeg tror han er faldet for dig, da I mødte hinanden, men nu hvor I skal til at vælge hinanden for alvor, så er der bare for mange brikker, der ikke passer sammen med den forestilling han havde. Måske ved han ikke engang selv hvad det er der mangler, for at kan vælge dig 100%, men en eller flere ting gør, at han ikke overgiver sig, og føler at det I har sammen, er det han skal med sit liv…

    Han kan skifte mening de næste uger, men mit ærlige bud er, at I desværre bare har mødt hinanden på et tidspunkt i livet, hvor I ikke vil det samme på sigt. Ud fra det du skriver, lyder det til, at du har taget det primære ansvar for jeres forholds udvikling. Han ved godt, hvad du vil – Så nu er det op til ham 🙂

    #15599
    lillehjerte
    Deltager

    Hvis i skulle flytte sammen ville en af jer også skulle give afkald på jeres nuværende liv. Enten skulle du flytte ud på landet til ham eller også skulle han opgive at være landmand. Jeg tænker også om den traditionelle landmand mon ikke ønsker at så sin egen familie på sin gård?Mon han har det ligesådan?

    #15604
    Chlau
    Deltager

    Kære Go happy.

    Tak for dit ærlige og indlevende svar. Jeg må indrømme at jeg var lidt bange for at skrive herinde, da jeg ikke rigtig har prøvet det før. Men du har taget godt hånd om mig 🙂

    Lillehjerte…også tak for dit svar. Jeg behøver ingenlunde opgive mit liv, hvis jeg skulle flytte på landet. Alle mine bøger kan tages med og resten af mit liv ville sagtens kunne leves dérfra 😉 Mit arbejde ville jeg stadig kunne passe og min datter ville stadig kunne blive på sin skole. Om han vil ‘så’ sin egen familie – jo det ville være forståeligt. Derfor har jeg også tidligt sagt til ham, at jeg ikke er afvisende over for at få et barn mere, hvis forholdet udviklede sig til det (og hvis det kan lade sig gøre). Men jeg kan jo ikke give garantier – det kan vist ingen, heller ikke selv om de tror det. Tiden må vise hvad han vælger.

    Han sendte mig en godnat besked i går. Og da jeg ikke vil tilbage til det vi havde, men vil mere end det, er jeg gået i gang med at skrive et brev til ham. Det ved han nu. Jeg har tænkt mig at skrive dét, som jeg sagde til ham i søndags. Og lidt mere til, så det forhåbentligt fremstår helt klart for ham, hvad jeg kan være med til og ikke være med til. Jeg tror han har svært ved at slippe mig – men også svært ved at vælge mig af forskellige og forståelige årsager, som du, Go happy, er inde på. Jeg har sagt til ham at vi kan mødes dér, hvor vi tilfældigt mødtes første gang. Så kan han få brevet. Enten slutter ringen dér, hvor den startede. Eller også kommer stedet til at symbolisere en ny begyndelse – afhængig af hvad han kommer frem til. Alt med ham har været så smukt – så det virker rigtigt sådan.

    Tak for jeres indlevelse og svar 🙂

    #15606
    Sidsel
    Deltager

    @ Chlau!

    Jeg synes som de andre deltagere i din tråd, at konstellationen mellem dig og den mand, du holder af, ikke kan bære en fælles fremtid.
    Du har alt det, han har til gode: Børn og erfaring fra et langt parforhold. Kærlighed er desværre ikke nok. Der skal meget mere til. Han er ganske rigtigt et sted i livet, som du forlængst har passeret.
    Som du beskriver ham, fremstår han som en klog og modig mand, som tør vise følelser (græde). Han er i stand til at adskille ratio og emotio.

    At love ham et barn – hvis det, som du skriver, overhovedet kan lade sig gøre i din alder – er heller ikke nok. Desuden vil han måske gerne have mere end et?

    Jeg synes, du skal prøve at sætte dig i hans sted. Tænk, hvis det var dig! Du drømmer om fælles børn. I stedet skal du overtage to fremmede fra andre kvinder. Drømmen om kernefamilien brister her for dig. Ville du bringe det offer?

    Til gengæld ser jeg ikke et problem i forhold til land/by. Jeg er selv akademiker og ville elske at være landmandskone i gummistøvler, muge ud, malke og høste.(Ved ikke, om der er dyr på gården).

    Men han har brug for en ung kone, som kan give ham den fremtid, han drømmer om. Det kan du ikke pga. aldersforskellen.

    Giv slip. Det er kærlighed.
    Når du er kommet dig, finder du måske en jævnaldrende mand, hvis du ønsker det. Ingen snak om flere børn, bare samvær.

    #15607
    Zoe2
    Deltager

    Ved du om han vil have børn?
    20% af danske mænd får ikke børn – de fleste af dem vel efter eget ønske.

    Hvis han ikke er interesseret i børn, er der kun aldersforskellen tilbage. Som I begge skal forlige jer med. Specielt ham. Så må I begge se udover alle fordommene, om at det kun er manden, der må være 10 år ældre end sin partner.

    #15609
    sascha
    Deltager

    Kærlighed er ikke rationel – har ingen alder, og alle bjerge og destinationer kan forceres, hvis det er det helt rigtige match.
    Men kærlighed er bare ikke nok til et langtids forhold. Der skal fælles drømme, værdier og et dybt venskab til.

    Som de andre, tror jeg ikke på din romance på den lange bane.

    Til gengæld tror jeg, at du skal lære noget. At livet vil give dit kloge hoved en udfordring. For du kan ikke styre og kontrollere og planlægge alt. Dine følelser mindst af alt. Jeg har selv været typen, der brændte broer, lige indtil jeg mødte ham, der blev ved at spøge efter røgen havde lagt sig. I mit hoved, i mit sind.

    Hvorfor prøver du ikke noget helt andet – nemlig at give slip – sætte ham fri – ingen aftaler og ingen løfter, men en sommer fuld af kærlighed og ung forelskelse. En gave til jer begge – og når vinteren melder sig billedligt og bogstaveligt talt, så skilles I med en skøn historie at varme jer ved tanken om. Stop dramaet. Stop kontrollen. Lev og nyd dit liv – og kun 8 måneder efter en skilsmisse er du slet ikke selv klar til at lege far, mor og børn med nogen. Det føles nok sådan, fordi din forelskelse blokerer, men når hverdagen og udfordringerne kommer, så vil du sande at det tager år at finde ind til sig selv og sine sande ønsker og behov efter så langt et forhold.

    Og så lyder han da som en rigtig dejlig fyr på trods af sin unge alder. De fleste andre i hans alder ville ha lovet dig guld og grønne skove og taget hvad han havde lyst til her og nu, og så ha forduftet med en halvkvalt undskyldning, når det var tid for ham at komme videre.

    Live skal leves og læres og nydes i nuet. I morgen kan være for sent.

    #15611
    Go Happy
    Deltager

    Jeg tænker, at du har sagt stop fordi du kan mærke, at han ikke er engageret nok – uanset hvad I vil fremover. Jeg læser ikke, at du vil have en afklaring om hvad han vil – men at du reagerer på, at han ikke tager initiativ nok til at ses, og at han ikke responderer som ønsket på dine sms’er.

    Din intuition fortæller dig, at han ikke er lige så forelsket som dig, og derfor ønsker du at trække dig – dels for at passe på dig selv, og dels i håbet om, at han skal reagere med større lyst til at engagere sig.

    Jeg synes det er fint, at du reagerer på din fornemmelse. Hvis han var faldet for dig for alvor, så havde han ikke kunnet lade være med at prøve tingene af med dig. Du kan sagtens være en skøn kvinde i hans øjne, men du er ikke svaret på det han drømmer om på sigt – desværre.

    Der er talrige eksempler på mænd, der går ind i et forhold med en ældre kvinde, og fravælger at få egne børn. Kærligheden er ikke fornuftig og lader sig ikke styre, så mit bedste råd er, at du giver helt slip, og accepterer at I har haft en dejlig tid, men at det ikke skulle være – uanset årsag.

    #15615
    Aries
    Deltager

    Et enkelt perspektiv glemmes, nemlig hans perspektiv. Og den vigtigste handling af alle undlades – samtalen. Frygten for svaret, bliver barrieren imellem jer. Han frygter sit eget svar, du frygter hans. Kærlighed kræver mod. I dit skriv er du ikke modig. Du svigter dig selv, stikker halen mellem benene. 4 måneder er ingen tid. Hvorfor disse krav til og om kærligheden. Lad det flyde…lad det blomstre, eller lad det visne. Kærligheden finder sine veje og kærligheden næres af tid. Tid som ikke altid er rimelig, men kærlighed er ikke rimelig og har aldrig været det. Kærlighed er smuk og oftest meget smertefuld. Lykkelig eller ej, den bider. Din unge ven befinder sig i et rum han ikke tidligere har været i. I er begge overraskede, ja over -rumplede. Kvinden kommer nu med sine krav om mere, midt i det smukke. Bålet tændes, der skal fyres op eller svides af. Hvorfor? Som anden skribent skriver..nyd det som er, så finder kærligheden sin vej.

    Aries

    #19087
    Chlau
    Deltager

    Kære alle.

    Sidder nu her 1 år efter og læser alle jeres svar på mit – dengang – spørgsmål. Jeg ved ikke om det overhovedet har nogen interesse, men jeg fik den pludselig indskydelse, at jeg lige skulle herind forbi og kigge – måske komme med en lille update.

    Det forhold, som jeg bad om råd til sidste år, er for længst slut. Det sluttede på det tidspunkt, hvor jeg skrev. Han har siden haft ringet til mig og jeg ønskede ham al held og lykke med at finde den kærlighed, som han fortjener.

    Siden har kærligheden endnu engang fundet vej til mig. Jeg føler mig i den grad heldig. Min nye kæreste er jævnaldrende med mig, har selv børn fra et tidligere, langt, ægteskab. I dag kan jeg se, at det var mit “gamle”, “utrænede” hjerte, der alt for hurtigt lod sig overgive til følelsernes vold sidste sommer. Og nu har jeg gjort det igen. Ak ja…endnu en sommer med skønne stunder, besværlige stunder og følelserne uden på tøjet. Det er skønt og også angstprovokerende. Mon ikke der melder sig nye spørgsmål, nye dilemmaer, hvor jeg vil få brug for jeres kloge svar og tanker….

    God sommer 😉
    K.h. Chlau

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.