Så er den gal igen…

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 15 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #25039
    Aventura
    Deltager

    kære gode mennesker
    Sidste sommer skrev jeg herinde og fik dejlig sparring om kvinde jeg havde mistet et år før. Den sparring var med til at lukke det for mig. Det var jeg meget taknemmelig for.
    På bagkant datede jeg en dejlig kvinde. Vi havde startet med at gå 4-5 ture over nogle måneder, så hun vidste godt om hende jeg var ved at sige farvel til, og jeg vidste noget om hende. Vi endte så med at kysse og date hinanden. Meget stille og roligt i starten. Hun følte sig ikke klar til et forhold, og jeg var jo ved at lukke det andet mentalt. Samtidigt var min far meget syg. Men det udviklede sig langsomt, og vi nød hinanden.
    Hun er et fantastisk menneske med nogle dejlige egenskaber. To måneder inde i vores relation døde min far, og hun var en fantastisk støtte. Jeg var i sorg, men jeg stod godt i det, fordi han havde været terminal meget længe. Hun mødte op til begravelsen kun for at støtte mig. Den dag var den hårdeste dag i mit liv. Og samtidigt smeltede mit hjerte til hende over den måde hun var på over for mig. Vi blev kærester og mange ting fungerede rigtigt godt. Indtil det crashede for 11 dage siden.
    Hun blev skilt for knap tre år siden, og har ikke haft kærester inden hun mødte mig. Hun har tre børn med en klovn af en exmand. Han kørte hende ned i ægteskabet og er ikke nogen god far, eks. kan han finde på at tale grimt om hende foran børnene. Hun har ikke formået at sætte grænser for ham, og han bruger vrede som magtmiddel over for hende, så hun konstant skal agere diplomat for at det ikke går ud over børnene, som er 5, 10 og 12 år.
    Hun og jeg har haft et godt forhold. Vi har set hinanden når muligt og nydt hinandens selskab. Jeg nåede at se hendes børn én gang, og hun har mødt min familie, så vi var seriøse. Vi var gode for hinanden og ingen forsøgte at redde hinanden selvom vi havde svære vilkår for kærligheden: Vi havde begge lidt job-knas, jeg bearbejdede sorgen over min far, og hun kæmpede mod børnenes far.
    Hun har stor selvindsigt og arbejder med sig selv via en terapeut. Hun har angst for tilknytning, og når hun bliver presset løber hun væk. Hun har en lav stresstærskel for konflikter, og hun er ikke meget for lade andre hjælpe hende, fordi så bliver hun ikke skuffet. Samtidigt har hun enorm brug for omsorg, og jeg har aldrig mødt en kvinde med så stort et behov for at blive holdt om.
    Jeg blev meget forelsket i hende. En ting er at hun er skarp (hvilket jeg tænder på) og det var god sex (hvilket hun ofte sagde) og lækker – men jeg blev mest forelsket i hende som menneske. Hun har så meget at give, og hun har det sødeste væsen. Hun har ikke været “street-smart” i at håndtere lortet med børnenes far, men jeg elsker at hun sætter sine børns behov foran hendes egne, og at hun giver dem tryghed, kærlighed og støtte, som de har brug for. Hun har også været en stor støtte for mig.
    Vi var forelskede i hinanden, vi savnede hinanden og var gode sammen.
    Jeg opfattede ikke undervejs at vi havde de store konflikter, men jeg tror jeg er mere hærdet i konflikter end hende. De påvirkede hende mere end mig. Vores største problem var min ageren, når jeg fik afslag på ansøgninger. Jeg forsøger at komme tilbage til det sted hvor jeg var for 3 år siden, og som ligger i min by. Når det kikser bliver jeg vred, og hvis ikke jeg fik den respons fra hende, som jeg bad om, så blev jeg vred og lavede konflikt mellem os. Jeg kan se herpå bagkant, at det var mønstret og det skete 3 gange på de sidste 5 mdr. Udover det havde vi ingen konflikter.
    Her i februar gik det så galt. Hendes ældste søn på 12 har faren overtalt til at bo hos ham. I sidste øjeblik skifter drengen mening og vil bo hos mor, fordi han ikke kan overskue et skoleskift. Samtidigt var de i Familieretshuset om samvær og konfliktrådgivning, og det gik vist ikke særligt godt. Hun ved at det kun er et spørgsmål om tid, inden faren tager det med bopæl op igen, og hvis drengen på 12 flytter ned til faren, så ved hun, at der ikke går lang tid inden han kommer og tager (hendes formulering) ham på 10. Så hun lever et liv i frygt for at miste hendes børn, som hun kalder det Og det stresser hende helt vildt. Jeg kan sagtens forstå det er rædselsfuldt at blive presset på ens børn.
    Her i februar gik det så galt. Hun aflyste vores weekend fordi hun var syg. De søde beskeder stoppede og hun prøvede at overleve i at skulle i Familieretshuset. Jeg tilbød min støtte, men hun skrev at hun turde ikke tage mod den, fordi hvis jeg så trak min støtte, så ville hun ikke kunne klare det. Dér gik mit system i alarmberedskab, men jeg holdt afstand som hun bad om. De kom så i Familieretshuset, hvilket ikke gik godt. Bagefter skrev hun at der ikke bliver taget hensyn til hendes behov, og måske er det sådan at hun ikke kan andet end at være mor. Hun ville ikke tage telefonen og skrev at hun godt vidste, at hendes opførsel over for mig ikke var ok. At hun ikke vidste hvem hun er og hvad hun vil. At hun er kørt ned “kan ikke mere”. Hun forstod godt mit behov for vished og havde jeg brug for den nu, så var hun nødt til at trække sig. Hun tilbød at vi kunne snakke sammen om en uge og bad mig om plads.
    Det gav jeg hende, så der var en uges tavshed. Mit system var ved at gå til. Jeg er ikke god til følelsesmæssig usikkerhed, og at se vores forhold falde fra hinanden over noget der ikke havde noget med os at gøre, var forfærdeligt. Men jeg holdt mig tavs i den uge, så hun fik sin plads.
    Efter en uge kom hun så. Hun så enormt træt ud. Hun satte sig med hovedet i hænderne og sagde at hun “kan ikke det her”. At der var allerede så meget uro og konflikt med hendes exxmand, at hun ikke også kunne rumme uro og konflikt med mig. Og fordi hun ikke kunne skære ham væk og dermed miste børnene, så var hun nødt til at skære mig væk. Hun så ked ud, og jeg er overbevist om at det ikke var hendes følelser for mig, der var problemet.
    Jeg prøvede at snakke med hende, men hun var umulig at åbne op. Jeg var lidt i chok, for måske burde jeg have set det komme, men jeg troede jo vi skulle snakke om os.
    Jeg tog det meget dårligt. Da hun efter et kvarter ikke gad mere og havde hentet sine ting på badeværelset, så stillede jeg mig i døren. Jeg blev ved med at sige “er du ikke sød at sætte dig ned og snakke sammen”, mens hun sagde “nej jeg kører nu”. Det stod nok på i 20 sekunder indtil hun råbte at nu skulle jeg lade hende gå. Det gjorde jeg og hun kørte. Jeg var helt ved siden af mig selv og tænkte ikke klart. 20 minutter efter kørte jeg om til hendes hus og bankede på. Hun åbnede selvfølgelig ikke. Jeg kørte igen med det samme.
    Så kimede jeg hende ned. Indtil der kom en besked: “jeg var bange for dig i dag. jeg havde håbet vi kunne slutte det pænt. Du skal lade mig være. Jeg ønsker dig alt godt”. Og så blokerede hun mig på telefon og facebook.
    Heldigvis gjorde jeg ikke mere. Jeg har siden den besked ikke kontaktet hende på nogen måde, selvom det brænder i mig. Og jeg har dårlig samvittighed over min opførsel den dag.
    Jeg har siden hevet fat i min terapeut. Jeg har gjort nogle erkendelser om min andel undervejs. Og så snakker jeg enormt meget med folk omkring mig.
    Jeg tænker at når der er gået en måned, vil jeg skrive et brev til hende. Max 1 side. Sige undskyld, Vise forståelse for hendes kaos. Komme med erkendelsen om at jeg lavede konflikt. Fortælle hende hvad jeg elsker og savner ved hende. Og slutte med at skrive, at jeg er for hende, hvis hun på et tidspunkt har lyst til igen at modtage min kærlighed og omsorg. At jeg venter på hende og har al tid i verden.
    Alle kommentarer er velkomne ! 🙂
    PS: Der er meget mere men det er blevet langt nok for nu

    #25040
    Eva Marie
    Deltager

    Øv en træls situation for dig – jeg tror desværre at du skal se det forhold som stoppet. Hun har meldt meget klart ud – nogle af os kvinder er gode til at pakke de grimme beskeder ind – det gjorde hun ikke her – så det må du respekterer – det gør ond – det ved jeg – men tror det blev helt klar for hende da du jo nærmest stalkede hende.
    Så,det eneste du kan gøre er at lade hende være – alt forsøg på kontakt vil blot gøre det værre

    #25045
    Froeken T
    Deltager

    Kære Aventura

    Dejligt, at du fik lukket hele issuet omkring din tidligere flamme. Jeg er overbevist om, at det var til alles bedste. Det er da også skønt, at du i mellemtiden har oplevet, at du kan møde en dejlig kvinde igen og blive forelsket 🙂 Så langt så godt.

    Noget mere ærgerligt er det selvfølgelig, at tingene slår knuder mellem jer. Jeg vil ikke kommentere så meget på de udfordringer, som du remser op, at din nye (nu tidligere) kæreste har, da jeg jo ikke kender hende, og det derfor bliver sådan lidt tredje-led-agtigt. Men jeg kan i hvert fald høre, at I begge har haft rigeligt på jeres tallerken.

    Du skriver, at når du oplevede afslag på dine ansøgninger, og du ikke fik den respons fra hende, som du ønskede, så blev du vred. Hvilken respons ønskede du, og hvilken fik du? Og nævner du det, fordi du tænker, at det kan have noget med udfaldet her i sidste ende at gøre?

    Det var en uheldig episode, I var ude i, hvor hun så sig nødsaget til at lukke tingene ned mellem jer, og hvor din panikreaktion blev at stille dig i døren, køre hjem til hendes adresse og ringe lidt for mange gange. Jeg kan høre på dig, at du selv udmærket er klar over, at din reaktion overrumplede hende – og hun skrev jo også direkte, at hun blev helt bange – så det er ikke for at træde i det. Blot for at sige, at jeg kan høre på det hele, at DU jo også var bange. Bange for at miste hende. Og derfor blev du lidt for intens. Hvis du kan, er det selvfølgelig en rigtig god idé at lære af denne her situation – læg allerede nu en slagplan for din reaktion for det tilfælde, at du igen engang skulle havne i den situation at panikke ved udsigten til at miste. Sådan at du ikke kommer til at gentage adfærden 🙂

    Udmærket idé at give hende en pause, før du sender dit brev. Hvis jeg må give dig et råd til det brev, så hold igen med de store kærlighedserklæringer, og undlad måske også at skrive, at du venter på hende. Jeg er 100 % klar over, hvad du gerne vil opnå med det – du vil gerne være helt ærlig og oprigtig og komme af med alt det, du føler for hende. Og du vil gerne vise hende, at du er der 100 %.
    Problemet er, at det hurtigt bliver et pres for hende. Husk på, at issuet lige nu er, at hun faktisk IKKE kan gengælde din meget dedikerede måde at være i relationen på. Hvis du overøser hende med kærlighedserklæringer og fortæller hende, at du står og venter kun på hende af alle i verden, fordi du SÅ gerne vil det her forhold, så trykker du på ALLE de knapper i hende, der siger “MEN DET KAN JEG JO IKKE GENGÆLDE LIGE NU!”.

    Så skriv gerne et respektfuldt brev til hende, hvor du undskylder – og hvor du dermed samtidig demonstrerer din sunde fornuft. Hvis hun faldt for din humor, så brug den lidt. Faldt hun for din vid, så giv dén en ekstra skrue. Vis, hvem DU er. Med lad det ikke blive en lang smøre af store følelser, som hun simpelthen ikke kan rumme og overskue lige nu. Og kryb heller ikke helt ned på knæ, så det hele bliver for ensidigt og bare handler om, at du er frygtelig ked af alting og bare så gerne vil have hende tilbage. I har været to om det hele, og ansvarsfuld ydmyghed med ditto værdighed er altid mest tiltrækkende 🙂

    • Dette svar blev ændret 2 år, 3 måneder siden af Froeken T.
    #25048
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg så engang en gæv britisk gut på youtube fortælle om kærlighed og hjertesorg. Hans vigtige pointer var bla. Beslutningen er taget og du kan ikke gøre noget for at ændre det. Du kan kun tage afsked med forholdet på den pæne måde. Eller det kan du vælge. Når man gør det er man også mere behagelig. I modsætning ville man være mere frastødende og påtrængende . Accepter at du nu er nødt til at sørge. Jeg kan godt se at det er svært tidspunkt i de her covid tider, fordi man ikke bare kan gå ud og være social på samme måde som normalt. Men du kan ikke gøre mere for dette forhold.

    #25049
    lillehjerte
    Deltager

    Han hedder Matthew Hussey på youtube og han er virkelig ærlig og har vidst nærmest en mission om at give andre et værdigt forhold til dem selv og den måde man håndterer situationen at blive afvist.

    #25064
    Aventura
    Deltager

    Hej Eva Marie
    Jeg er bange for, at du har ret i at det er slut.
    Dog vil jeg sende hende ét respektfuldt brev når der er gået nogle dage.
    Hvis hun ikke svarer på det, så disconnecter jeg.

    #25065
    Aventura
    Deltager

    Hej lillehjerte
    Måske har du ret. Det må tiden vise.
    Hvis ikke brevet har nogen effekt, så skal jeg ud, og så skal min sorgproces begynde.
    Til det vil jeg bruge dit link. Tak for det 🙂

    #25066
    Aventura
    Deltager

    kære Frøken T
    Det er nogle fremragende ting du skriver. Som altid 😉
    Enig, jeg blev bange for at miste hende, og så handlede jeg irrationelt. Hvis hun virkelig er blevet bange for mig, så er det måske game over.
    Jeg taler allerede med en terapeut om det. Jeg havde simpelthen misforstået hendes beskeder, og vi mødtes med vidt forskellige intentioner. Jeg for at snakke (for det havde hun skrevet) og for at redde os – hun kom for at afslutte. Sådan en situation kan så nemt gå galt… Og ja jeg blev for intens.

    Jeg nævner det med hendes respons og mine reaktioner, fordi det har fyldt alt for meget, og det er dét vi har konfliktet om. Hun begrundede bruddet med at hun ikke kunne holde til konflikt/uro både med hendes exmand og med mig. Hun kan ikke skære ham væk, fordi så mister hun sine børn. Derfor skar hun mig væk. Jeg forstår godt hendes valg – hendes bæger af uro og pres var løbet over.
    For tre år siden blev jeg “ofret” i en stor org.ændring på rådhuset og mistede mit drømmejob, hvor alle ellers roste mig. Jeg sad et år som konsulent derefter og kedede mig. Så tog jeg til en anden kommune og blev leder dér – hvilket endte i katastrofe. Blev omplaceret til at være konsulent. Brugte otte måneder på at komme væk og til mit nuværende job – som er okay men med en meget hård tone, og jeg er nødt til at pendle dertil. Fordi jeg har en søn på 5 i en god 6/8-ordning vil jeg gerne have et arbejde i min hjemby, så vi kan være mere sammen og han ikke skal have så lang tid i institution. De relevante jobs for mig i min hjemby er primært konsulentjobs på Rådhuset, så dem søger jeg hver gang der er nogen.
    Mit problem er, at når jeg søger dem så fylder det alt for mig. Når jeg så ikke får dem, så bliver jeg vred. Søger jeg andre steder, så er det almindelig skuffelse, men fordi jeg har en historik dér, så påvirker det mig alt for voldsomt. Den der følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet blusser op i mig.
    Så selv om min kæreste var tålmodig og støttende, så gav hun mig ikke ret i min vrede. Hun så tingene fra gode vinkler herunder hvorfor de ikke lige valgte mig i x y z afdeling. Men det jeg havde brug for var at hun “løb med på min vrede”. Og så lavede jeg konflikt. Hun blev skræmt af min vrede, og at det fyldte alt for meget for mig. Hun havde ret.
    Det er mig der har et problem: Dels skal jeg have lagt min arbejds-fortid bag mig og sluttet fred med den. Det arbejder jeg med en terapeut om én gang om ugen. Og dels var jeg dårlig til at forventningsafstemme med hende om hvad jeg ønskede af hende. Jeg forlangte det umulige, når hun ikke leverede, så lavede jeg konflikt. Jeg har opdaget en svaghed i mig, og den gør jeg noget ved nu.

    I brevet vil jeg undskylde for afslutningen. Og fortælle at jeg godt kan se, at der var noget jeg skulle lære – slutte fred med min arbejds-fortid, og det er jeg i proces med.
    Jeg vil skrive at jeg savner hende og minde hende om nogle af de situationer, hvor hun følte sig mest afslappet og tryg ved mig.
    Jeg vil skrive hvad jeg sætter pris på ved hende og ved os. Men jeg vil ikke ynke mig selv, skrive hvor ked af det jeg er og om hun ikke nok vil tage mig tilbage etc….
    Hvorfor ikke skrive at jeg venter på hende ? Er det ikke en god måde at tage presset væk ?
    Jeg er med på at hun måske ikke kan gengælde det LIGE NU, men ved at skrive at jeg har al tid i verden og ikke vil presse på – det er vel okay ?
    Det bliver ikke en lang smøre af følelser, ynk og erklæringer. Hun faldt for mit intellekt og omsorg – så det vil jeg spille på.
    Og skrive til hende, at jeg er her for hende. At jeg gerne vil gå ved siden af hende i det der er svært. At jeg ikke skal redde hende. At jeg gerne vil lytte til hende.
    At vi måske bare skal fokusere hinanden når vi kan. Uden andet forbehold end omsorg for hinanden.
    Jeg tror nøglen bliver ikke at presse hende. Og få det “hele” fortalt på under en side, hvilket kan være svært for en med mange ord som mig – og hun elsker også ord 🙂
    Jeg elsker din: ansvarsfuld ydmyghed med ditto værdighed. Den tænker jeg meget over.

    #25068
    Froeken T
    Deltager

    Det var pænt sagt, Aventura. Tak for det 🙂

    Godt gået, at du allerede samarbejder med en terapeut om din reaktionsmåde. Vi har alle sammen nogle ting, vi kan arbejde med hos os selv, men ikke alle får kigget indad, og nogle lukker øjnene ved synet. Så det er dejligt for dig, at du benytter muligheden for at lære og vokse.

    Okay, jeg havde misforstået det, du indledningsvist skrev om din vrede ved afslag på jobansøgninger og jeres deraf følgende konflikter – jeg troede ikke, det nødvendigvis var afgørende for jeres brud, fordi de konflikter ikke var så hyppige. Det er jo selvfølgelig et definitionsspørgsmål, men for mig er tre gange på fem måneder ikke meget; især ikke når det hænger sammen med noget, som fylder så meget for den ene part, som et arbejdsliv trods alt gør. Men jeg ved jo heller ikke, hvor tunge eller langvarige de her konflikter var – jeg kan dog høre, at de bestemt ikke har været morsomme for nogen af jer.

    Det sagt, så er selve den følelse, du har fået ved afslag på din gamle arbejdsplads jo langt fra uforståelig eller mærkelig. Hverken følelsen af uretfærdighed eller behovet for at mærke, at din partner er “på din side.” Det tror jeg, de fleste kender. Når man føler, at livet går én imod, og at omgivelserne behandler én uretfærdigt, så har man brug for at team’e up med sine nærmeste, og så synes jeg ikke, der er noget odiøst i at sige “Jeg ved godt, at du af et godt hjerte forsøger at tale fornuftens stemme lige nu, men lige i dette øjeblik har jeg bare brug for at få lov at være vred og vide, at du forstår mig og føle, at du har min ryg.”
    Det er jo ikke, fordi du ikke selv er noget fornuftigt menneske, der ikke godt kan se tingenes sammenhæng, men når man bliver skuffet, ked af det og frustreret, måske endda lidt opgivende – ja, kort sagt slår sig på livet – så har man nogle gange bare brug for én, der rummer og forstår det. Hun behøver ikke være enig i alt, hvad du siger, men hun skulle måske også lære, hvornår hun skulle og ikke skulle lufte sine fornuftige perspektiver – hvornår du var dampet nok af til, at de passede ind og rent faktisk gavnede dig. Det her var jo heller ikke småting, men noget af det, der har plaget dig rigtig meget i flere år, og noget der påvirker din hverdag rigtig meget, så naturligvis kan det sætte store følelser i sving. Og det er jo også håndteringen af disse store følelser, som du selv siger, at I med fordel kunne have forventningsafstemt lidt bedre omkring – og som du nu samarbejder med din terapeut om, så de ikke løber helt af med dit temperament.

    Igen: Så langt så godt 🙂

    Og så er der brevet, ja. Fint at fortælle hende, at du arbejder med de ting, som du har lært om dig selv. Også fint at skrive, hvad du sætter pris på ved hende og ved jer. Der, hvor jeg ville passe på, det er, når det kommer til at skrive om, at du savner hende, er der for hende, venter på hende. Jeg skal prøve, om jeg kan forklare det: Brevet er i sig selv et vidnesbyrd om, at du savner hende og tænker på hende. Det er derfor nok at skrive nogle fornuftige ord om det, du har lært om dig selv og derfor vil kunne arbejde med, og nogle pæne ord om hende og om jeres relation. Du kan også sagtens slutte af med at eksplicitere, at du savner hende. Men ret meget end dét – i kategorien “jeg er her for dig”, “venter på dig”, “vil dig gerne” – kan hurtigt blive for meget og dermed et pres. Det sker, fordi det er implicitte kærlighedserklæringer, og når man står et sted, hvor man ikke ved, om man ønsker en relation, så bliver et brev fuld af kærlighedserklæringer automatisk til et brev fuldt af pres. Man har jo ikke lyst til at skuffe nogen eller til at indgå i en relation med nogen, som vil én på en meget mere dedikeret måde, end man selv kan tilbyde.

    Du spørger: “Hvorfor ikke skrive, at jeg venter på hende? Er det ikke en god måde at tage presset væk?” Og det paradoksale svar er nej. Det er en måde at lægge pres, selvom det ikke er intentionen. For selvom det, du synes, du skriver, det er at hun bare kan tage sig den tid, hun har brug for, så er det, hun hører: Han går konstant rundt med en forventning om, at det her på et tidspunkt skal blive til et kærlighedsforhold igen – og det ved jeg ikke, om det gør. Det kan være enormt stressende at have nogen stående standby og vente på én. Vente på, at man skal komme i kontakt med nogle følelser, som man kun måske nogensinde kommer i kontakt med.

    Men du kan jo også sagtens vente på hende uden at fortælle hende, at det er det, du gør. Og så bare sætte din egen grænse for, hvornår du aktivt prøver at holde op med det, eller måske bare vente på, at du fra naturens side simpelthen oplever følelserne klinge af. For man kan måske også sige, at beslutter hun at give det en chance igen, så vil det ikke være fordi du eksplicit skriver, at du venter, eller at du savner hende, eller at du gerne vil være der for hende – så vil det være, fordi hun oplever, at hun savner dig.

    Jeg er jo bestemt ikke den, der skal afgøre, hvad det giver mening for dig at skrive i brevet, og det her er udelukkende mine two cents. Men jeg lægger så stor vægt på alt det med indholdet i det brev, fordi jeg faktisk netop lige har stået i en lignende situation selv. Vi havde så ikke kendt hinanden ligeså længe, som du og din eks har, men: Jeg mødte en mand, vi blev meget forelskede og oplevede en særlig forbindelse, men efter et par måneder havde vi nogle kurrer på tråden, hvor jeg prøvede at åbne op for en samtale om det, men hvor han reagerede med stor angst for, at det skulle være slut. Hans bange anelser gjorde det helt umuligt for mig at få en stille og rolig samtale med ham, hvor vi forholdt os til vores issues (det ved jeg godt, at din eks nok sagtens kunne have fået med dig, men der er jo en væsentlig forskel her, for din eks kom rent faktisk for at gøre det forbi – hvor jeg netop kom for at snakke) og jeg trak mig derfor lidt og bad om et par dage til at tænke over tingene og få ro på – delvist også fordi jeg, som din eks, har en masse ting på min tallerken lige nu og rigeligt at tænke på.

    Efter nogle dages tavshed sendte han et brev. Det var et sødt og pænt brev, hvor han undskyldte for sin overreaktion og beskrev relationens betydning for ham. Jeg ringede ham op for at give ham mit svar på brevet over telefonen og generelt få talt sammen. Vi fik talt om de issues, vi skulle, og derfor var min interesse ikke helt død. Men jeg forklarede, at jeg emotionelt havde taget nogle skridt tilbage, og at det eneste, jeg kunne tilbyde, var, at jeg gerne ville fortsætte med at lære ham at kende, men jeg kunne ikke bare lige træde tilbage i den “forelskelsesboble”, vi havde været i. Den var punkteret. Så jeg havde brug for, at der ikke var nogen forventninger, og at vi kunne nulstille alting, så at sige. Jeg sagde også, at jeg godt var klar over, at hans følelser og ønsker for relationen jo ikke var nulstillede, så hvis min meget åbne og uforpligtende tilgang til bekendtskabet blev for hård for ham, måtte han selv trække sig.

    Det, jeg håbede på, var, at vi kunne fortsætte med at tale sammen – i første omgang bare som to mennesker, og så ville flirten mellem os måske ligeså langsomt genopstå, hvis det var det, den skulle. Men det, han gjorde, var at intensivere sin indsats for at overbevise mig om, at vi skulle være sammen. I bedste mening gav han mig store komplimenter og udtrykte store følelser, som jeg jo ikke længere var klar til at modtage. Det gav et misforhold, hvor jeg for ofte skulle forsøge at takke pænt for store komplimenter og udtryk for følelser – men samtidig finde en måde ikke at gengælde på for ikke at sende et forkert signal om mit ståsted.

    Det måtte jeg til sidst fortælle ham – “Jeg kan simpelthen ikke følge med,” sagde jeg, og – igen, i bedste mening – gav han sig til at love, at han nok skulle vente på mig. Ligeså længe, jeg skulle bruge. Og det blev faktisk dødsstødet, for det forventningspres kunne jeg ikke være i. Jeg havde ikke brug for, at han stod (billedligt talt) uden for min dør og ventede på, at jeg kom ud til ham og gengældte alt det, han stod derude og følte. Jeg havde brug for, at han forstod, at jeg emotionelt befandt mig et andet sted, og at der var brug for at ånde frit – helt frit, uden forventninger. Man kan næsten høre det i ordet – hvis du venter, så har du forVENTninger. Du venter jo på NOGET. Og det “noget” skulle mit følelsesliv så gerne præstere inden for en ikke-nærmere-defineret tidsgrænse (for der ér jo altid en grænse, trods alt).
    Kan du følge lidt, hvad jeg mener? 🙂

    • Dette svar blev ændret 2 år, 3 måneder siden af Froeken T.
    #25070
    lillehjerte
    Deltager

    Det med at blive skubbet ud af et job er også utrolig svært. Jeg tænker om du måske kan søge ind i dig selv om der er andre gode kompetencer du sidder med ud over det du klassisk set søger? Hvis du har særlige erfaringer personligt som du kan bygge videre på?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 15 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.