Psykisk vold?

Viser 10 indlæg - 11 til 20 (af 39 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #5022
    fiasko
    Deltager

    Er nået til en form for selverkendelse.

    I mit arbejdsliv bliver jeg ofte betragtet som en der har styr på det hele, er intelligent og dygtig. Og jeg føler mig i kontrol og “ovenpå”, når jeg er på arbejde.

    Men i mit privatliv føler jeg mig ofte forkert, ensom, uvidende, lille og har svært ved at fastholde mine behov og grænser. Jeg forsøger ofte at please mine nære, så jeg bliver bekræftet i, at jeg er god nok og noget værd. Sådan har det været i mange mange år.

    Det værste jeg ved er at miste kontrol og derfor undrer det mig meget, at jeg altid vælger at være i kæresteforhold, hvor jeg netop mister denne kontrol. Udadtil italesætter jeg ofte mine forhold som solide med gensidig respekt, fortæller alt og alle hvor godt jeg/vi har det, men samtidig lider jeg indvendigt og er konstant “tørstig” efter hans anerkendelse og bekræftelse.

    Lige pt sørger jeg pinligt nok også rigtig meget over tabet af en mand, der var spændende i alles øjne og en virkelig flot fyr…Han fik mig til at føle, at jeg var noget i andres øjne. At jeg var heldig.

    Hvordan får jeg vendt det her? Hvordan undgår jeg at ende i samme fælde igen? Og hvad er det for nogle mekanismer der gør, at jeg ikke kan fastholde mine behov og grænser?

    #5023
    Rosmarin
    Deltager

    Hvilken chance du har lige nu! Du er begyndt at kigge på, hvorfor du falder for den type mand. Du skriver at du på job har styr på tingene og kontrol men at du savner det i dit privat liv. Jeg får lov lyst til at vende det lidt på hovedet. Skal vi have styr på og kontrol over vores kærlighedsliv? Handler det ikke mere om, hvem vi vælger at være sammen med? Min oplevelse er, at netop i det forhold, hvor vi bare kan være os selv og ikke skal have vildt meget kontrol over det, der er vi havnet et sted, hvor der er plads til at kunne være sig selv UDEN at være bange for at blive grænseoverskredet. Ingen kan udholde at skulle gå og tænke på, hvordan man er hele tiden af frygt for at den anden kritiserer en eller afviser en. Det ER psykisk terror.
    Det er vildt ærligt at indrømme at han var en mand du kunne imponere andre med. Men noget tomt bag facaden. 🙁
    Hvordan bliver du stolt af dig selv i stedet? Hvad er vigtigt for dig i et parforhold?

    #5026
    Rosmarin
    Deltager

    Til dine spørgsmål: nogen gange er vi så heldige at en indsigt rammer så langt ind i en, at vi bare ikke gentager det samme negative mønster. Nogen gange skal vi begå den samme fejl flere gange inden vi siger stop. Men første skridt er altid indsigten og følelserne omkring det. Hvor tror du det med ikke at kunne fastholde dine behov og grænser stammer fra? Er der noget i din livshistorie der kunne have formet det? Og hvad er det der får det til at lykkes på dit job?

    #5028
    lorelei
    Deltager

    Jeg dansede længe dødedans med min. Jeg er bange for, at jeg kunne have gentaget det, hvis ikke han til sidst sagde endeligt fra.

    Det indlysende svar på dit spørgsmål kan være, at du måske har en iboende trang i dig efter at behage. At please, at opfylde andres behov for at få opfyldt dine. Mange af os kvinder ligger desværre under for en eller anden sygelig trang til opofrelse. I opofrelsen ligger måske gemt en lille pige, som ikke er blevet set og blevet anerkendt og som aldrig har følt sig forstået. Gennem offerrollen kommer hun så til at føle sig bekræftet, men hun forstår ikke, at det er en dødedans.

    Der ligger ting i vores bagage som måske rummer svaret på, hvorfor det er sådan. Du kan evt. starte med at sige til dig selv, at du ikke havde ansvaret for din kærestes adfærd. Hvis du havde skåret tungen af dig selv, havde skrottet alle dine venner, hoppet på et ben og sagt som en høne, kysset jorden under hans fødder, gjort dig usynlig, jo, så var det måske gået………………men hvor længe? Og hvad skulle du så have gjort næste gang?

    Det værste du ved, er at miste kontrollen. Hvad sker der så da? Hvad tænker du?

    #5029
    fiasko
    Deltager

    Jeres respons på mine tanker betyder rigtig rigtig meget for mig – det skal I vide!

    Selvom det her gør forbandet ondt, så gør det samtidig noget godt.

    Skal man have kontrol over sit kærlighedsliv? Jeg forstår godt hvad du mener Rosmarin, og nej, det bør man jo ikke have behov for, men jeg tror at jeg i mine forhold ofte mangler en form for selv-kontrol. Selve kærligheden skal ikke kontrolleres, men hvordan jeg forholder mig til og reagerer på kærligheden føler jeg, at jeg skal blive bedre til. Jeg har hele tiden den her angst for at miste.

    Det er vigtigt for mig i et parforhold, at man har tillid til hinanden, at der er respekt og at jeg kan slippe angsten for ikke at blive forladt eller være god nok. At jeg bliver elsket på trods af mine fejl og mangler, og at man kan være uvenner uden at man går fra hinanden og skaber drama. At man er lydhør overfor hinandens behov.

    Lorelei,jeg har det præcis som dig! Hvis han ikke var gået, var jeg blevet ved med tro jeg kunne ændre tingene. Så en af de ting jeg må indrømme er, at jeg ikke selv er stærk nok til at gå, selvom jeg bliver behandlet som lort.

    Hvad der sker når jeg mister kontrollen? Jeg får angst-anfald. Gode gammeldags angst-anfald med hjertebanken, kan ikke trække vejret, ryster og græder og føler min sidste time er kommet. Jeg har vel haft 5-6 stykker af dem i mit liv, og jeg vil ofte gøre alt for at undgå den følelse. Jeg er parat til at gå på kompromis med alt, fordi jeg i de situationer bliver hunderæd for at miste min forstand….ok, det lyder komplet vanvittigt, men sådan er det.

    Min barndom var i starten fantastisk, med en mor, far og søster. Omkring 10års alderen skete der et voldsomt brud mellem mine forældre, der førte til episoder der satte sig i mig og fulgte mig langt op gennem mine teenageår og voksenår. I mit voksne liv tog jeg på et tidspunkt et meget forkert valg, der har haft konsekvenser lige siden. Jeg vil helst ikke nærmere ind på det lige nu, for det er jeg ikke helt klar til at skrive om, men man kan sige, at jeg frasagde/fralage mig al kontrol, og tog et valg jeg i bund og grund godt vidste var forkert og som sårede andre mennesker dybt. Det var forfærdeligt. Og det skabte en afgrundsdyb følelse af skam indeni mig, som jeg ikke kan slippe af med.

    Puha, det er hårdt at skrive de her ting, men jeg tror det er godt…

    #5030
    Rosmarin
    Deltager

    Du får lige et stort kram! Har du gået i terapi med nogle af de her ting? Ellers tror jeg faktisk, at du kunne have stor glæde af det. Det lyder som om, at du bærer unødigt hårdt på nogle ting især vedr. dit omtalte valg. At det stadig fylder urimeligt meget i dig. Skam er en voldsom følelse at skulle bære rundt på.
    Jeg har selv tidligere haft angst. Det sker utroligt sjældent, at jeg mærker en snert af det. Men når det kommer, så ved jeg at nu skal jeg være meget opmærksom på mig selv. For jeg ved at angsten dækker over noget andet, at den så og sige vil fortælle mig noget om mig, som jeg skal lytte meget opmærksomt til. Jeg har gået i terapi og udviklingsgrupper igennem livet, og det har været med til at give mig mere fast grund under fødderne. Med alderen synes jeg så også, at der opstår mere ro indeni.
    Hvor gammel er du – hvis jeg må spørge?

    #5032
    fiasko
    Deltager

    Jeg er 37 🙂

    Jeg har gået i terapi ang mit valg ad nogle omgange, men det er som om jeg aldrig helt giver mig selv lov til at komme dybt nok ind i smerten. Måske er det fordi jeg er bange, eller måske fordi der også er noget tryghed i smerten? Jeg kender den jo så godt og den har været min følgesvend i mange år…

    Ej for fanden, det lyder jo som om jeg har totalt knald i låget ha ha 😀

    Tak for dit kram, Rosmarin 😉

    #5036
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg synes det lyder totalt velkendt når du skriver:
    “Måske er det fordi jeg er bange, eller måske fordi der også er noget tryghed i smerten? Jeg kender den jo så godt og den har været min følgesvend i mange år…”
    For hvad vil du så sætte i stedet? 😉 Det er vel det store spørgsmål?
    Med den selvindsigt jeg fornemmer du har, så mener jeg virkelig der er håb! :pirate:

    #5038
    fiasko
    Deltager

    Jeg er glad for at du mener der er håb…jeg tvivler sgu lidt ind i mellem 😉

    Mht. eks-kæresten, så har jeg den mærkeligste følelse, som jeg lige må af med:

    Jeg bliver ved med at sidde og forestille mig hvad jeg skal sige når han kommer tilbage. Som om jeg ikke kan indse at det er slut. Samtidig sidder jeg og frygter at han sender en af sine ubehagelige og grove sms’er, hvor jeg bliver svinet til…det løber mig koldt ned af ryggen når der tikker en sms ind. Og jeg har konstant ondt i maven over, om han pludselig står foran min dør. Ikke han vil gøre mig noget, men frygten for at blive svinet til og anklaget for et eller andet sindsygt, sidder sgu dybt i mig…skørt!

    Han har ikke hentet de få ting han havde her, men jeg håber egentlig bare mest, at jeg aldrig hører fra ham igen…

    #5040
    Rosmarin
    Deltager

    Det er jo hans våben det med tavsheden.
    Du kan jo aktivt vælge med dig selv, at det er slut. Du kan aflevere hans ting, få en til at aflevere dem eller sende dem til ham. Derved markere du, at du ikke ønsker fortsætte.
    Hvis altså du er klar til det?
    Jeg kom ikke ud af det forhold, jeg talte om før i andet forsøg. Det var sindssygt intenst det forhold. Det kunne være himmel og så helvede. ( jeg vil anbefale at læse Martins bog med samme titel, du kan købe den her på sitet. )Det er da vildt svært at forlade et forhold, der giver så meget kick – også på den fede måde. Men gud hvor det slider på den lange bane.
    Nu ved jeg godt, at her er din kæreste er gået, men han kommer sikkert igen, det plejer han jo. Lige nu rister han dig, og det virker, du er jo meget påvirket kan jeg høre.
    Hvad med at ruste dig til han evt kontakter dig, hvis du mener du er klar til at handle anderledes end du plejer? Skal et andet menneske have så meget magt over dig? Og så på så en ufed måde?

Viser 10 indlæg - 11 til 20 (af 39 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.