Psykisk vold?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 39 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #5008
    fiasko
    Deltager

    Kære alle kloge mennesker i brevkassen.

    Jeg har virkelig brug for at dele mine tanker, om mit netop kuldsejlede forhold.
    Jeg har det ad helvede til, fordi jeg er sindssygt ked af at have mistet min elskede, men også fordi jeg er bekymret over, hvorfor jeg konstant overhørte min intuition og mavefornemmelse, og hvorfor fanden jeg har udsat mig selv for det her!!

    Bottom line: Jeg tror jeg har levet i et forhold med en til tider psykisk voldelig partner….eller har jeg? Åh Gud hvor jeg pludselig er i tvivl om det er mig der er helt galt på den..fortæl mig endelig, hvis det er tilfældet, for jeg aner ikke hvad jeg skal tænke og føle om noget mere…

    Vi har haft det fantastisk i lange perioder, men pludselig kunne hans humør vende på en tallerken. Vi taler om time til time…Jeg var fantastisk, vidunderlig, det bedste der nogensinde var sket ham, jeg fik ham til at føle sig tryg, og så BUM – timen efter: “Jeg stoler ikke på dig, du lyver for mig, dine venner er dårlige mennesker, du er uærlig, vi har det kun godt når du opfører dig ordentligt osv osv”…

    De sidste par måneder har jeg haft konstant ondt i maven, og været over-opmærksom på hans behov, efter han to gange på en måned stoppede forholdet med en “sviner” over sms.

    For pokker hvor jeg elsker ham vanvittigt højt, men hvor har jeg mange gange tænkt, at jeg ikke kunne slappe 100% af, aldrig vidste hvor jeg havde ham mentalt og ofte sagt til mig selv, at det her jo ikke går i længden….og nu er det så slut. Han gjorde det forbi, fordi han jo ikke kan stole på mig.

    Jeg græder og græder, føler jeg har mistet mig selv, er vred, skuffet og også lettet på samme tid…puuuhaa…Føler mig så ydmyget og misforstået…og ensom.

    Men tvivlen sniger sig konstant ind: er det mig der virkelig var uærlig? Er mine venner virkelig nogle røvhuller? Er det mig der er noget galt med, når jeg ikke fortalte ham hvor jeg var konstant?

    Jeg håber I kan komme med nogle kloge ord, kommentarer eller spark bag i, for lige nu kan jeg slet ikke mærke mig selv i alt det her og det skræmmer mig virkelig meget!!

    Hilsen Fiasko

    #5009
    lorelei
    Deltager

    Kære Fiasko.

    For det første, kald ikke dig selv Fiasko. Det er nærmest i sig selv som en selvopfyldende profeti og med til at du nedgør dig selv endnu mere, end du tilsyneladende gjorde i det forhold, der netop er slut.
    Jeg har været, der hvor du er, og er ikke ude endnu. Jeg savner så forfærdeligt den mand, der i perioder behandlede mig så dårligt.
    Alle dine følelser forstår jeg til fulde. Vred, lettet, ensom osv…………..
    Desværre kan jeg ikke lindre din smerte, men jeg ved, hvordan du har det og jeg føler med dig. Jeg gætter på,at der også var gode og vidunderlige og skønne stunder med din kæreste. Og det er dem, du nu længes så voldsomt efter. Uanset forholdets art, gav det dig sikkert både indhold, mening og bekræftelse, og vi er så desværre nogle, der tror, at kærlighed skal gøre ondt og man skal kæmpe for den. Det er der sikkert en grund til, og jeg tror, jeg kender min.
    Men du er i chok lige nu, og det er skræmmende for dig. Det forstår jeg. Det er en helt naturlig reaktion på det, der har været og det, der er sket. Jeg har i tidens løb fået mange velmenende råd i forhold til min ekskæreste, og jeg har altid handlet helt efter mit hjerte. Det har nok ikke været det bedste for mig, så hvis du kan, så prøv med lidt rationel fornuft. Er han værd at satse på?
    Jeg sender dig gode vibes.

    lorelei

    #5010
    fiasko
    Deltager

    Kære lorelei.

    Tak for dit svar – det er betryggende at vide, at jeg ikke er alene.

    Men jeg føler mig nærmest på randen af sindsyge lige nu…jeg ved godt det selvfølgelig lyder lidt overdrevet, men det er den der følelse af at miste sig selv….jeg har siddet det meste af dagen og læst artikler osv om følelsesmæssige overgreb, og det vanvittige er, at selvom jeg kan genkende det meste, så sidder jeg samtidig og laver undskyldninger for ham, imens jeg læser: “Jamen så slem var han jo ikke, nej det havde da ikke udviklet sig mere, det er også fordi han har haft en traumatiseret opvækst, det er bare fordi han har det svært osv”

    Jeg synes simpelthen det er så uhyggeligt, at det eneste jeg kan fokusere på, er smerten over tanken om, at han en dag er sammen med en anden kvinde…det glider mere og mere i baggrunden, hvor ubehageligt han har opført sig og hvor skidt jeg har haft det i den sidste tid…jeg har hungret efter de søde sms’er og nærmest været taknemmelig når han har sagt kærlige ord til mig…

    Noget af det der føles rigtig slemt er, at han konstant ønskede hudløs ærlighed, og når jeg var sårbar og hudløst ærlig og fortalte ham dybt private ting om mig selv, så fik han det vendt på en eller anden måde til at jeg stadig ikke var ærlig nok! Han kunne digte historier om ting jeg sikkert havde jeg gjort, og ville slet ikke lytte når jeg fortalte ham, at det passede jo overhovedet ikke. Efterfølgende lagde han mig på is i nogle dage, hvorefter han blev god igen og “tilgav” mig, og jeg sagde nærmest tak.

    Vi boede ikke sammen og har været kærester i ca. 2 år, men alligevel føles det som om, at hele min verden ramler. For fanden hvor ville jeg gerne have ham!

    Tak for dine gode vibes lorelei, jeg sender en masse tilbage i din retning 🙂

    /Fiasko

    #5011
    lorelei
    Deltager

    Gå ikke i panik (-:

    Jeg har gjort og tænkt som dig. Jeg har pløjet alle tænkelige bøger om parforhold igennem i min søgen efter at finde ud af, hvordan jeg kunne få det bedre med min. Jeg gav ikke op, jeg tilgav gang på gang, satte mig selv på standby, for jeg ville ham så voldsomt. Fordi han var mere sød end sød, mere dejlig end dejlig, mere nærværende, mere intens og ville mig mere, end jeg nogensinde har følt. Det kunne jeg ikke opgive.
    Prøv at se frem i tiden. Hvordan vil et evt. forhold med ham se ud om fem år? Er I sammen i et respektfuldt og kærligt samliv, hvor du næres og støttes og ses? Kan du holde til at blive nedgjort og svinet til? Kan dit nuværende begær og dine følelser overleve at blive trampet på og kan du tåle at blive ved med at blive ydmyget?

    Måske vil det ikke blive sådan, men du kender ham nok så godt nu, at du har en fornemmelse af hvordan han er. Kan du se gennem fingre med det? Kan du se dig selv i øjnene, hvis du undergraver dit selvværd?

    Jeg anerkender din kærlighed til ham………….er der jo selv. Jeg ved ikke hvorfor vi nogle gange farer vild og har svært ved at finde hjem igen. Jeg håber du kan bruge mine spørgsmål til noget.

    Skriv alt, hvad der falder der ind.

    (lolo)

    #5012
    fiasko
    Deltager

    Hej Lorelei

    Dine spørgsmål er netop problemet, for hvad nu hvis han pludselig ændrede sig? Det finder jeg jo ikke ud af, med mindre jeg sluger kamelen og undskylder for alt det jeg ikke har gjort?

    Jeg har haft det ok i nogle timer, men lige nu tuder jeg bare og er slet ikke sammenhængende i mine tanker, så jeg svarer lidt mere klart og sammenhængende i morgen…fuck jeg er et kæmpe fjols…orker slet ikke det her “broken hearted” pis…hvis bare jeg dog havde holdt min kæft overfor ham idag…

    /fiasko

    #5013
    Rosmarin
    Deltager

    Prøv at fortæl om nogle episoder fra dit samliv med din kæreste. Allermest for din egen skyld, så du kan se sort på hvidt, hvordan det har været. Og måske få kommentarer hertil fra velmenende folk her i brevkassen, som måske selv har været der engang. Jeg har selv været i forhold gennem 5 år, som sled helt vildt følelsesmæssigt på mig. Nu er jeg i et forhold, hvor jeg bare kan være mig selv sammen med en dejlig empatisk mand.
    Det er en proces at komme fri af et negativt forhold, for det handler meget om at kigge indad og få indsigt om, hvorfor vi bliver i sådanne forhold, når vi dybest set godt ved, at sådan skal kærlighed ikke være. En alvorlig alarmklokke ringer, når vi ikke mere kan finde ud af, om det bare er os, der er forkert på den. Og der finder jeg i allerhøjeste grad, at du også befinder dig nu. Hvis din bedste veninde var i dine sko, hvad ville du så sige til hende omkring hendes parforhold?

    #5016
    fiasko
    Deltager

    Kære Rosmarin

    Tak for dit input…her er lidt om vores forhold:

    Vi blev stormende forelskede og det var vildt intenst og nærværende. Han fortalte mig en masse om sin opvækst, som har været fyldt med omsorgssvigt, vold og ganske forfærdelige ting. På et tidspunkt spørger han mig, om jeg er sikker på, at jeg vil være i et forhold med ham. Jeg svarer ja, og vores kærlighed, nærhed og tillid vokser dag for dag.

    Pludselig opstår der en dag en konflikt over en bagatel..jeg var blevet uvenner med et familiemedlem. Jeg fortæller ham det og pludselig hører jeg intet fra ham i dagevis. til sidst skriver jeg til ham og spørger hvad fanden der foregår, får en nedladende sms tilbage og ringer ham derefter op og beder ham om aldrig at tale/skrive sådan til mig igen. Han hidser sig op og blabla…nå, men han kommer her hjem og vi får talt ud. Der går noget tid og endnu en konflikt opstår ud af det blå. Jeg finder først ud af det efter et par dage med konstant tavshed. Han mener jeg har opført mig mærkeligt, da han var hos mig sidst, som om jeg skjulte noget for ham…..tiden går og endnu en konflikt han igen får til at handle om ærlighed og tillid, hvor han begynder at anklage mig for de værste ting.

    I begyndelsen kunne han godt se at han var helt galt på den, men det stoppede efterhånden. Hver gang jeg ytrede et behov jeg havde, forsøgte at lave nogle aftaler om vores forhold, så overhørte han dem, bagatelliserede dem eller grinte af dem.

    Hver gang jeg fortalte ham dybt personlige ting og bad ham om at lade være med at gøre/sige specifikke ting når han havde sine “ture”, så overhørte han det fuldstændig og gjorde netop dette næste gang.

    Når vi diskuterede, dvs. han skældte mig ud som om jeg var et barn, og jeg forsøgte at få ham til at se tingene fra en anden vinkel, f.eks ved at sige ting som: “prøv at forestil dig hvordan du ville have det, hvis jeg anklagede dig for…”, så blev han rasende og sagde, at det her ikke handlede om ham.

    Hans sidste kommentar til mig foregik således:
    Mig: Jeg synes det er ubehageligt og jeg bliver ked af det når du ikke lytter til hvad jeg siger og får det hele til at lyde som om det er min skyld.
    Ham (med lyn i øjnene): Jamen synes du virkelig ikke selv at det er det??
    Og så skred han…

    #5017
    Anna
    Moderator

    Hej,
    jeg er lige på vej ud af døren, så bare helt kort.
    Har også prøvet sådan et meget usundt manipulerende forhold og pas meget på, siger jeg bare! Det kan fortsætte og fortsætte – man mister sig selv efterhånden og det kræver uanede kræfter (dem, man efterhånden overhovedet ikke har) at kæmpe sig tilbage til sit eget liv igen.
    Man kan næsten ikke komme væk, men det skal man!
    Knus Anna

    #5018
    fiasko
    Deltager

    Hej Anna.

    Tak for dit opråb og dit knus….det er tiltrængt 🙂

    Jeg veksler hele tiden mellem at tudbrøle og tænke at alt er min skyld, og så at være helt rolig og tænke at manden har knald i låget og har et psykisk problem.

    Det mest mærkelige er, at jeg kan mærke en masse fysiske symptomer. Jeg har vanvittigt ondt i maven, voldsom kvalme og en hovedpine der siger spar to. Er det normalt?

    Jeg tænker meget på, om han virkelig er klar over hvor ondskabsfuldt han har opført sig og hvor ondt det gør på mig, og om han selv har været ærlig når han har sagt at han elsker mig, vil have børn og flytte sammen. Jeg føler mig røvrendt og ydmyget ud over alle grænser. Tænk at der kun var et tidsforløb på ca. 45 min mellem han fortalte hvor højt han elskede mig og så hans ondskabsfulde anklager og exit ud af mit liv!

    Det nager mig ad helvede til, at jeg nu bare bliver en af historierne i rækken om hans sindssyge eks-kærester, og at han er overbevist om, at jeg har flirtet til højre og venstre og opført mig luder-agtigt…argh hvor jeg hader det!!

    /Fiasko

    #5019
    lorelei
    Deltager

    Kære du.

    Jeg tror din reaktion er “naturlig”. Du har været udsat for voldsomt følelsesmæssigt pres og er i chok. Alt i dig skriger og stritter i alle retninger, og du føler, du ikke har noget at holde fast i. Du er forvirret og er kommet ud af kurs. Dit kompas er gået i stykker og hvor skal du vende dig hen? Selvfølgelig får du fysiske symptomer! Din kæreste har vendt op og ned på dit verdensbillede og du har forsøgt at følge med. Det ene øjeblik i storm og det andet øjeblik i smuldte vande.
    Prøv at fortælle hvordan du ser en fremtid med ham………..
    Jeg har selv i tiden med min ekskæreste fået at vide, at jeg skulle se at komme ud, men jeg kunne ikke. Nu begynder det at gå op for mig, hvad jeg var i, og det er en lettelse.
    Gør dig selv en tjeneste og tag alle dine symptomer alvorligt. De fortæller dig jo noget.
    Du behøver ikke slå krølle på dig selv længere……….det er op til dig.

    Tanker herfra

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 39 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.