Please læs og hjælp mig.

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #22027
    Cl
    Deltager

    For 4,5 år siden mødte jeg min ekskæreste. Vi var 20/21 år gamle. Han slog benene fuldstændig væk under mig. Vi blev smask forelsket, dog havde vi en udløbsdato. 4 måneder efter vi mødte hinanden skulle jeg på højskole og han skulle på sin store udlandsrejse. Før han mødte mig, var planen at han skulle være væk i hvertfald 6 måneder og gerne mere. Så vi aftalte egentligt at vi ikke skulle være kærester. Meeen da tiden nærmede sig blev det klart for os at vi ikke kunne undvære hinanden. Så vi blev kærester og han kom hjem efter 3 måneder og det var fantastisk. Efter et års tid skulle vi begge flytte til Århus og uden større reflektion valgte vi at flytte sammen. Men lige inden vi skal flytte sammen, kommer han i tvivl. Hans bedste venner havde valgt at flytte sammen og han blev misundelig. Jeg kunne virkelig godt forstå det og vi snakkede om, hvorvidt vi var for unge og jeg gav ham muligheden for at vente med at flytte sammen. Det endte dog med at vi flyttede sammen. Men kort efter vi flyttede sammen blev han i tvivl om forholdet. Han sagde at jeg var alt for god til ham og at jeg fortjente bedre. Jeg overbeviste ham om vi selvfølgelig skulle være sammen og at han jo var den bedste for ham. Men frygten for hans tvivl satte sig i mig. Så efter 3 måneder i lejligheden gik vi fra hinanden, da han holdt fast i at jeg var for god til ham og jeg kunne ikke trænge ind til ham. Vi var dog rigtig dårlige til at gå fra hinanden. Vi endte med at se hinanden og opfører os som kærester on/off i 8 måneder. Men jeg blev så frustreret og ked af at han ikke ville være rigtig kæreste med mig, men heller ikke kunne give slip på mig. Han mente ikke at han kunne leve op til de forpligtelser og krav der er når man er i et forhold. Efter 8 måneder fik jeg nok. Så jeg fortalte hvordan jeg havde det, men han sagde der ikke var noget at gøre og fastholdte ideen om at han ikke var god nok til mig. Jeg blev dybt ulykkelig og brugte alt min tid på at arbejde med min sorg.

    Så går der 3-4 måneder hvor vi slet ikke har kontakt. Men så skriver han til mig og vi aftaler at mødes. Han kommer hjem til mig for at fortælle at han savner mig, er forelsket i mig og at han elsker mig. OG hvis jeg på nogen måde kunne finde plads til ham i mit hjerte igen, så ønskede han at vi skulle finde ud af det igen. Han forklarede hele vores periode med at han havde været i en krise. En krise hvor han kom i tvivl om ham selv, hans liv og hans fremtid og han følte ikke han kunne byde mig den tvivl. Der var ikke noget jeg hellere ville end at være sammen med ham igen. Så er vi kærester i 2 år uden at bo sammen, men hvor vi bare havde det godt og nød hinanden selskab. Men så sker der noget i vores forhold. Han fortæller mig at han er ked af det og flere gange græder han. Han kan ikke rigtig forklarer hvad det er. Men det begynder at lyde lidt som sidst vi gik fra hinanden.
    Han begynder at lukke sig ind i sig selv igen og inddrager mig ikke i hans liv og hans tanker og drømme længere. Sorg og tvivlen fra tidligere i vores forhold kommer op i mig og vi forsøger at tale om det. Jeg bebrejder ham ikke fortiden, men jeg vil ikke lade det gentage sig. Men i 4 måneder går det hele lidt skævt, kommunikationen går skævt, samtidig med at især hans familie presser på med at vi skal flytte sammen, flytte hjem til hjembyen, hentyder til ægteskab og børn. Jeg er klar over at min kæreste ikke var klar til alt det og helst ikke vil tale om det. Men det bliver meget tydeligt for mig at det er vigtigt for mig at vi har en fælles vision for fremtiden også selvom at jeg ikke følte det skulle ske nu her. Så jeg føler mig lukket ude, ikke værdsat og utilstrækkelig samtidig med at jeg vælger at tilsidesætte alle mine behov for jeg ved jo godt han ikke har det godt. Men så går det galt, jeg føler ikke jeg kan genkende ham længere, han er negativ, ked af det, destruktiv og asocial. Jeg bliver så ked af at jeg ikke må være der for ham og det ender i et brud.

    Men nu er jeg så frustreret, ked af det, ulykkelig og forvirret. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, han er mit livs kærlighed og min bedste ven. I mit hovede er forklaringen på bruddet at han har det dårligt og at det er nemmere at lukke sine nærmeste ude. Men jeg er så bekymret for ham og for mig selv. Og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.

    #22029
    lillehjerte
    Deltager

    Han lyder godt nok energikrævende når han kører op og ned sådan. Mit råd er at lade være med at bruge energi og følelser på en sådan ustabil mand. Du kan aldrig regne med ham og du ender med at blive totalt nedbrudt af konstant at være i hans karrussel. Tænk om der fandtes en endnu bedre mand derude uden al det drama og uforudsigelighed.

    #22032
    Eva Marie
    Deltager

    Enig med Lillehjerte her….Karrusel er et godt udtryk. Der er for meget drama omkring ham. Jeg synes godt du kan overveje om han virkelig er dit livs kærlighed – der findes mange skønne mænd derude der helt sikkert kunne leve op til titlen:)
    Pas på dig selv – du er det vigtigste i dit liv!

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.