Offerrollen

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 34 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #9820
    sissi
    Deltager

    Mange af os bliver udsat for omstændigheder, der får os til at føle os som ofre, og det er faktisk ok at have det sådan. Det er en reel følelse, og ingen følelser er forkerte.

    Det er efterhånden blevet så udbredt, at ”man ikke må være et offer”, at nogen ikke giver sig selv lov til at være det, på trods af at de rent faktisk har gode grunde til at føle, at de er det.

    Vi bliver alle sammen udsat for omstændigheder i vores liv, som vi ikke ønsker. Vi kan havne midt i en krig eller en naturkatastrofe, vi kan blive syge, vores kære dør, verden forandrer sig. Og det er ok at rase, græde og reagere på det. Det er ok for en tid at dykke ned i følelsen af at være et offer. At synes, det er synd for én. At føle, at man er blevet ramt af noget udefrakommende, at sørge over det og føle at det er hamrende uretfærdigt.

    Hvor stor vores egen part er i, at vi er havnet i følelsen af at være et offer, er ikke vigtig lige i situationen, hvor følelsen opstår. Det kan være opklaringen af det, der er med til at få os væk fra følelsen, men når smerten er der, så er den der. Vi har ikke brug for skyld og skam oven i. At tilføje følelsen af at være forkert, fordi man føler sig som et offer, gavner ikke nogen.

    Der er som sådan ikke noget i vejen med at føle sig som et offer i en periode. Det usunde ligger i at forblive i følelsen. Der er heller ikke noget i vejen med at føle sig som et offer, selvom andre mener, at man ikke bør gøre det. Og heller ikke det modsatte for den sags skyld.

    Ingen andre ved, hvordan det føles at være dig. Og hvis du har det sådan, så er det din virkelighed. Så er det sådan det er for dig. Det kan være svært for andre at forstå og respektere, men ikke desto mindre er det en følelse, der er reel for den, der har den. Og det eneste man i hvert fald ikke har brug for, er at føle sig forkert oven i. Man kan sagtens tænke rationelt, at man ikke bør have det sådan. At man ikke skal gå rundt og føle sig som et offer. Men følelser er bare ikke særlig rationelle. Så i stedet for at fordømme dem, så acceptér dem som det, de er. Både når det gælder dig selv og andre. Der er ingen følelser, der er forkerte.

    Der er skrevet mange og lange bøger om, hvordan man bare skal tænke positivt, så alt bliver godt. Hvor det er nærmest uacceptabelt at være negativ og have tunge følelser. Og der er også en del meninger om, at man ikke skal føle sig som et offer. At det er noget, man bør lade være med. Som om man kan opstille regler for, hvordan følelser er og bør fungere for at være rigtige. Sådan hænger det ikke sammen. Vi har de følelser, vi har.

    Vejen ud af smerte, vrede og andre tunge følelser, er ikke at fornægte dem, men at mærke dem og at give dem plads. Der er ingen nem vejen udenom, og det tager den tid, det skal tage. Sorg og smerte er ikke noget, man bare lige kommer over. Det er noget, man kommer igennem.

    Og hvis en del af den proces for én er, at man for en stund har brug for at dykke ned i følelsen af at være et offer, så skal man give sig selv lov til det. Det kan sagtens være det, der skal til, for at det netop ikke bliver en permanent tilstand.

    #9822
    lillehjerte
    Deltager

    Amen – jeg er helt enig.

    #9857
    level
    Deltager

    Godt brølt. Flot skrevet. Er så enig.

    #9903
    level
    Deltager

    Fedt Sissi du oprettede denne tråd og lagde ud med et kanon indlæg 🙂

    Tintin: som sagt var det ikke specielt dig jeg hentydede til. Jeg har læst mange af dine indspark, og synes du virker som et fornuftigt og hæderligt menneske, der giver velovervejede input.
    Det betyder selvfølgelig ikke at jeg altid er enig 🙂
    Beskrivelsen af din ven, er et klart eksempel på den ansvarsforskydelse, jeg synes bliver mere og mere brugt og accepteret.

    Du skriver at du tager afstand til utroskab, kraftig afstand. Så langt så godt. Men alligevel fritager du vennen for ansvar ved at ettikettere ham et samfundsaccepteret træk; karakterbrist. Derefter holder du fast i, at konen har et kæmpe ansvar.. Det er jeg slet ikke uenig med dig i, men i min verden har han det aller største ansvar, idet HAN har valgt at være utro og ovenikøbet har en karakterbrist. Min kæde hopper helt af, når du skriver om disse unge piger der vil redde ham, at spørgsmålet er hvorfor de har bragt sig selv i den situation, og hvorfor de ikke bryder ud af den.. Virkelig? DE har bragt sig i?? Ergo, igen er din ven, så bekvemt, fritaget for ansvar. Det er deres skyld – han har ingen skyld, for han har en karakterbrist – den stakkel. Smart na. Og hele fokus bliver drejet på pigerne/konen, som blir dem vi diskuterer som de “offerspillere” de er.
    Altså, hvad med han greb i eget skridt og løftede sig selv væk fra gang på gang, at pisse folk i ansigtet??
    Det kunne være et hvilken som helst utro menneske, men du serverede eksemplet med din ven så fint 🙂

    Offermentalitet og offerkort er ord der skurer frygteligt i mine øre. De er nærmest blevet et dogme. Ordene bliver brugt i flæng om alt og alle der ikke lige agerer som kloge, erfarne, mig mig mig…
    Jeg synes faktisk ikke de der skriver herind med et problem, opfører sig som ofre, hvorfor de selvsagt ikke kan hænge fast i offerrollen. Faktisk synes jeg de virker som fornuftige, stærke mennesker som er røget ud i en situation hvor deres liv, som et spil kort er kastet op i luften, uden de ved hvordan kortene falder ned. Tæppet er trukket, der har været en tornado igennem. Det har da ikke noget med offermentalitet (hvad det så end er) at gøre. Derimod synes jeg ikke der går så længe før de får prædikatet: offerspiller. Jamn’ hvad? Jeg tror sku ikke de ser sig selv som ofre, men øh, fed ide, lad os gøre endnu et indhug i selvtilliden, ik? På mig virker totalt nedladende at beskylde folk for at trække offerkortet, når de står i en livskrise.

    Synes det er hamrende synd for dem der får knust hjertet. Har selv været der – for hårdt. Men ingen skal degradere mig til offer.

    Hvis nu folk har brug for trøst og et øre, er der så noget galt i at gi dem det? I givet fald hvad? Hvis ikke den gamle fortærskede tese, at så kommer de aldrig videre, bliver hængende i det osv osv.
    Jeg tror at de fleste mennesker kommer videre, det ligger vel i vores selvopholdelsedrift. Hvor lang tid der går varierer naturligvis. Jeg tror faktisk det hjælper meget mere at nurse folk for meget, end det gør at sparke på folk der ligger ned. Jeg tror de fleste har brug for at finde en tryg flok at være i, i disse situationer.

    Om man ser trådstarters partner i et skævt lys, ved jeg ikke rigtigt. Jeg synes rigtig mange fortæller hvor meget de elsker deres partner, og, trods medskribenters protester, fortæller om de mange vidunderlige egenskaber deres partner har. Synes også at mange gransker i egne fejl, for at finde en årsag. Jeg kan, ærligt, ikke se hvad der skal påpeges og hvor offermentaliteten kommer ind i billedet??
    Klart nok, spurgte man partneren, ville der komme flere belysninger/oplysninger af forholdet, men for mig er det ikke det væsentlige i første omgang.

    #9910
    hexia D trix
    Deltager

    I min optik er der stor forskel på at være ked af det, fortvivlet osv over de kriser vi alle sammen møder, hvor det eneste middel er at gennemleve helvedet. Og de situationer hvor den kriseramte fralægger sig ansvaret for sig selv og bliver et offer. Offerrollen hænger sammen med at erklære sig som ansvarsløs, magtesløs osv i forhold til sit eget liv og klamrer sig til et håb eller krav til et andet menneske om forandring. I et godt forhold deler man ansvaret for relationen, når den ene melder sig ud ved at lyve, være utro, have et misbrug eller helt uhyrlig adfærd på anden vis og fastholder det ……. så er der vel ikke andet at gøre end at LØBE og starter sorg-processen. Selvfølgelig vil der være sorg for vi har alle store forventninger når vi møder hinanden og tabet af drømmen er ofte det mest sorgfyldte.

    Men der er nogen der nærmest kaster sig i en omvendelseskrig ……… de vil simpelthen ikke acceptere virkeligheden ………. men de taber dem selv

    #9919
    Eva Marie
    Deltager

    Hexia -man taber sig selv og det er svært at accepterer virkeligheden, specielt hvis man har levet sammen i mange år, og hele ens liv er flettet sammen – Tror virkelig at man skal have prøvet det før man taler offerroller.

    Ægteskab er mere end mand og sex – det er også børn, familie og venner. Dem der skriver herinde at man bare skal se at komme videre og ud af offerrollen – dem vil jeg vove og påstå aldrig selv har været i sådan en situation, for så ville de være mere forståelse og medfølelse.

    Jeg ser mig som et offer for min mands utroskab, og et offer for løgne og svigt.
    Hvorfor er det forkert at agerer som et menneske og være offer?????

    Jeg har ikke set den komme denne gang – han har ikke sagt til mig at han var ved at forelske sig i en anden – så hvordan i alverden skulle jeg så kunne agerer forud??

    Min datter sagde den anden dag at hun ALDRIG har mødt sådan en stærk person som hendes mor, fordi jeg ikke giver op – jeg holder sammen på familien, jeg accepterer hans valg om at flytte, alt imens jeg lider indeni. Han sidder som forstenet i stolen, jeg holder samtaler og ro i huset. Jeg kan snakke om mine følelser, angst og sorg uden at svine deres far til, og jeg er ikke bange for at indrømme mine fejl og mangler i ægteskabet og i livet generet. 26 år bliver ikke smidt i skraldespanden med det samme, men bliver gennemtænkt – Hun er imponeret over at jeg/vi vil bevare venskabet og hun ser op til mig som en stærk og stædig mor:)
    Ægte kærlighed, siger hun det er.

    Jeg har absolut ikke tænkt mig at blive i rollen, men tillader mig at sørge og tænke efter/mærke mig selv efter, og ikke ødelægge hele familiens liv.
    Jeg skal kunne være i stue med mig selv når vi er kommet over på den anden side af krisen, enten som ægtefolk eller singler.

    Jeg har lige været til foredrag med Carsten Sommerskov http://www.sommerskov.dk/
    Prøv det hvis han kommer i nærheden af jer!!

    Igennem sorg og krise kan man lære at tænke positiv og der er ikke nogle følelser der er forkerte følelser.
    Os I siger er i “offerrollen” – er en ok følelse. Vi kommer igennem og hvad der ikke slår os ihjel gør os stærkere….husk det:)

    #9923
    hexia D trix
    Deltager

    Har du læst, hvad jeg skriver?

    Offerrollen er ensbetydende med at fralægge sig ethvert ansvar både/eller mht fortiden, nutiden og fremtiden.
    og lægge ansvaret/skylden hos en anden. I dit tilfælde har han været utro før, hvad gjorde du dengang? fandt I nogensinde ud af, hvad der var årsagen til det?

    Den eneste man kan tage ansvar for er en selv og de handlinger man selv vælger. Når en partner behandler en dårligt må man selv tage ansvar for de følelser det afstedkommer og vurderer hvorvidt det er så alvorligt, så man må vælge at fortsætte alene.

    Vælger ens partner at fortsætte livet uden èn, må man respektere det ikk`? der er ingen der har ret til at tvinge andre mod deres vilje ………….. hvilket ikke er det samme som at være ligeglad.

    At have følelser er en anden sag og de er der for alle og som en skrev, tager det tid at komme igennem. Man kan råbe, hyle mod månen, gå til boksning. Det er helt naturlige følelser og de skal bearbejdes og gennemleves men det er en del af livet.

    #9925
    hexia D trix
    Deltager

    At være i offer-rollen betyder at det er andre mennesker der bestemmer hvordan man har det, man er afhængig af andre ………. er det ikke sørgeligt? Jeg vil til enhver tid foretrække at det er mig der er bestemmende for, hvordan jeg har det.

    Er du en martyr EM?

    #9927
    Eva Marie
    Deltager

    Nej hexia – jeg er ikke en martyr?? Og jeg begriber ikke de her nedladende påstande?

    Da min mand var utro første gang kom vi over det, fik det snakket igennem og lovede hinanden at hvis en af os fik utroskabstanker, så skulle vi sige det, for det skulle aldrig ske igen. (svigtet)
    At han så gjorde det igen 8 år efter – er ikke noget jeg overhovedet kunne have forudset!!
    Jeg holder ikke fast i ham – jeg har accepteret hans valg – men derfor er det vel tilladt at være ked af det, vise følelser og være et simpelt menneske – og ikke drage forhastede konklusioner – Han holder fat i mig – han kan jo bare tage ansvar og blive skilt, men det vil han ikke.
    Jeg er kommet dertil hvor jeg accepterer det – netop fordi jeg ikke kan bestemme over andre mennesker.

    Martyr betyder at man bliver slået ihjel for sin tro – Jeg har ikke tænkt mig at blive slået ihjel over det her – så ved ikke helt hvad du mener?

    #9929
    hexia D trix
    Deltager

    Martyr: et link:http://www.netdoktor.dk/sex_samliv/fakta/martyr.htm

    Utroskabstanker ……. hmmmm jeg er bange for at utroskab handler om at “få” noget af en anden end sin ægtefælle og det er sjældent sex, i langt højere grad, anerkendelse, interesse o.lign

    …….. og det er simpelthen noget der sker fordi vi ofte har svært ved at passe godt nok på “os” eller forventer forskellige ting og glemmer at sige det højt.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 34 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.