Nedsat evne til tæthed og tilknytning

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 16 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1123
    Anonym
    Inaktiv

    Kære alle dejlige mennesker i brevkassen

    Noget er sket, så jeg skal blive klogere eller udvikle mig.

    Jeg har nævnt det før i brevkassen, at jeg er her blandt andet fordi, at jeg ikke ved, hvad jeg vil med et parforhold. Nu haster det med, at jeg bliver mere tilstede og vil noget. Men det er omfattende at beskrive. Tak på forhånd til jer, der vil læse med.

    Jeg vil starte med i dag:

    Til Lizzy, som beskriver, at hendes ex-kæreste har forladt hende pga hendes gode egenskaber. Jeg fik lyst til at skrive til dig, om et forhold, jeg var i:

    Manden og jeg var inde og handle i en Irma. En lille pige på ca 5 år kommer hen til mig og viser mig nogle pandekager, som hun og hendes mor vil købe. Da vi kommer ud fra butikken er manden meget opbragt: “Der er aldrig nogen børn, der kommer hen til mig og viser mig nogle pandekager!!”. Jeg ler. Han siger, at det er ikke noget at more sig over, at det her er virkelig alvorligt. Da vi kommer hjem til ham, så forklarer han, at jeg har noget over mig, som er noget med at hvile i sig selv og eje en frihed, som børn kan få øje på, bare de ser mig. Og han kan også se det. Og han har det rigtigt dårligt, fordi han føler, at han mangler noget. Når jeg spørger ham, om ikke det er positive egenskaber, så forklarer han, at det er jo netop det, det er, og det er ikke til at holde ud for ham.

    Han følte sig altså mindreværdig, og der var ikke noget, jeg kunne stille op eller gøre anderledes, for det er noget, som er iboende i mig. Jeg slog det lidt hen, at han var nok lige inde i en periode med en frustration, men to år efter var det nok den helt afgørende årsag til, at forholdet gik i stykker, altså følelsen af utilstrækkelighed hos ham. Jeg kan forklare nærmere om bruddet nedenfor.

    Og det fik jeg lyst til at fortælle Lizzy, som måske her også kan se noget af forklaringen på, hvorfor du selv er blevet afvist, som du er blevet det? At du har positive egenskaber, som manden ikke kan leve ved siden af.

    Men det fortæller jo også noget om mig, at jeg kommer i tanke om netop den hændelse.

    Til Akido, som tilbyder sin mand blowjobs, selvom hun selv savner sex.

    Samme mand som ovenfor. Vi bor langt fra hinanden og ses oftest en gang om ugen. Ind i mellem en weekend eller korte ferier. Jeg er løbende utilfreds med, at han og jeg ses for sjældent. Jeg fortæller ham en dag om, at jeg på TV har set en kvinde fortælle, at hver måned den 1. i måneden, så giver hun sin mand et blowjob. Jeg siger, at om han og jeg beslutter at flytte sammen, så vil jeg overveje den samme gave. At jeg synes, det er så glimrende, at det er på et bestemt tidspunkt, så ved man da, at det er en gave, og ikke noget som manden på en eller anden måde får, fordi han har gjort sig fortjent til det, som jeg synes er mindre rart at tænke på – at det skulle være en præmie; og heller ikke noget han får, fordi han beder om det og på den måde udnytter kvinden, men at det er noget, hun forærer ham. At det altid er på samme dato løser alle underliggende emner, som kunne give anledning til overvejelser. Jeg synes, at det er humoristisk, det var derfor, at jeg fortalte om det. Jeg mente det også som en reel mulighed, ellers var det jo ikke humoristisk, men bare noget pjat.

    Manden er dybt rystet. Hvorfor kan han ikke få den ordning nu? Hvorfor skal vi flytte sammen? Jeg må jo så forklare, at det da fordi, at jeg selv vi have alle de dyrebare dråber, når vi er så sjældent sammen.

    Samtidig kom jeg jo til at fortælle, at jeg var utilfreds med hans og mit forhold. Det havde jeg sagt igen og igen, at jeg gerne ville ses oftere, men som mænd ofte er, så tager de ikke kvinders ord bogstaveligt. Først, da jeg fortalte om muligheden for forandringer, om vi flyttede sammen, og jeg kunne blive seksuelt helt tilfreds pga hyppigere sex, så gik det op for ham, at jeg mente det. Og det var ikke rart for ham at få indsigt i, at han faktisk ikke havde slået til.

    Det gik så for sent op for mig, at mit indslag kunne få den konsekvens. Men før da, var det jo heller ikke en hemmelighed.

    Til Akido vil jeg sige, at det ikke så meget som strejfede mig, at jeg kunne have gjort en undtagelse og givet et blowjob i utide. Ikke at jeg behøver være et forbillede – jeg kan godt være alt for uimodtagelig nogle gange. Men jeg vil da gerne fortælle dig om, hvordan mine følelser er om emnet, du tager op i din tråd. Til inspiration måske.

    Og det skete så i dag, at jeg tænkte på at skrive sådan til Akido.

    Hvorfor kom den idé lige til mig? Jeg har jo også andre erfaringer om emnet. Det er måske noget meget langt nede i mig selv, der er på vej op.

    *

    Om forholdet ovenfor, så er han og jeg ude og se på et hus, vi evt. ville købe sammen. Herefter “forsvinder” han i tre uger. Vi er sammen igen et par gange. Så forsvinder han i en måned. I den måned burde jeg have opsendt en nødraket, at jeg ikke kunne holde til, at han ikke kontaktede mig. Men når det er en mands tur til at tage kontakt eller det er forventningen eller aftalen, så kontakter jeg ikke en mand. Jf også mange drøftelser i brevkassen om at tage kontakt eller ej.

    Dengang var jeg godt 50 og havde et langt liv bag mig, hvor jeg har boet sammen med to mænd, men har kendt flere andre, hvor vi har boet hver for sig. Så jeg havde en vis træning og også kultur bygget op. Men her tog jeg fejl – jeg skulle have kontaktet manden, da han blev væk. Fordi alle mine følelser forsvandt. Martin beskriver det også i en af sine bøger, at en kvinde kan miste alle sin følelser for en mand, om hun bliver for forsømt. Men jeg vidste ikke, at det kunne være så farligt.

    Det jeg vil sige med det er, at de to episoder, jeg nævner ovenfor om pandekagerne og blowjobs var årsagen til at manden stak af. Det kan se ud som om, at jeg var den, der afbrød kontakten, men sådan var det jo ikke. Han blev i tvivl om forholdet til mig. Han følte sig utilstrækkelig. På de to måder, jeg beskriver, følte han sig utilstrækkelig: Ved at jeg rummer en personlig frihed, som han selv savnede, og ved at jeg havde været utilfreds med forholdet i mange år, når vi var for lidt sammen. Da vi skulle ud og købe hus sammen, så blev han i tvivl.

    Det kan godt være, at han protesterede stærkt over bruddet og også tog initiativ til, at vi skulle være sammen igen. Men det var ham, som blev i tvivl. Jeg gav ham følelsen af ikke at være god nok. Og det var den egentlige årsag til bruddet. Mindre at mine følelser forsvandt, da han svigtede.

    Jeg elskede ham højt, indtil jeg altså ikke gjorde det mere. Og jeg havde virkelig håbet, at vi kunne have boet sammen og også være blevet gamle sammen.

    Til Lizzy, som spørger om du nogensinde vil kunne stole på en mand igen:

    Jeg bliver nu nødt til at spørge mig selv, om jeg er blevet så rystet over bruddet med manden ovenfor, at jeg faktisk har taget så meget skade, at jeg faktisk ikke kan knytte mig til en mand igen. Eller skal igennem et eller andet for at komme til det.

    Jeg har opført mig underligt det sidste års tid. Jeg knytter mig kun overfladisk til en elsker, jeg har. Han har knyttet sig endnu mindre til mig (faktiske meget mindre), og det har jeg så kunnet læne mig op ad, at så det ikke er min skyld, at vi ses sjældent og ikke er særligt tætte. Men manden rykker nu nærmere. Jeg SKAL blive mere åben for tæthed.

    Jeg kan komme tilbage senere og beskrive lidt om, hvad der er sket det sidste år.

    *

    Jeg har selv den nye hypotese, at jeg ikke er kommet mig over bruddet med manden, jeg beskriver ovenfor. Jeg har før tænkt over det som en teoretisk mulighed, men det er først nu, at jeg mere kan mærke det. Eller mærke det en lille bitte smule.

    Og så er det også lige det, at de ting jeg tænker over at skrive i brevkassen, de kommer jo ikke helt tilfældigt. Jeg har jo andre erfaringer end lige det forhold, jeg beskriver ovenfor, altså det jeg kommer i tanke om, når I andre skriver her, fortæller noget om mig selv.

    Jeg har mødt andre mænd efter det nævnte brud. Men jeg tror måske, at de har ikke tricket det hos mig, fordi det har ikke været mænd, jeg har kunnet se mig selv sammen med i et langvarigt forhold. At jeg dybere liggende ønsker mig en mand at blive gammel sammen med. Men det kan man overhovedet ikke få øje på i mit nuværende forhold, sådan som jeg opfører mig.

    Han og jeg står nærmest som i hvert sit hjørne af en balsal med ryggen til hinanden!

    Manden rører nu på sig og nærmer sig. Jeg SKAL blive bedre til at knytte mig.

    Kan I hjælpe?

    Bedste hilsner, Charlene

    #1129
    Lillemy
    Deltager

    Kære Charlene.

    Jeg har også meget svært ved at knytte mig, være tæt, lukke ind osv. Eller dvs. jeg er blevet bedre til det, men øver mig til stadighed i det.
    Jeg har, som mange andre, haft en ret hård opvækst, der har gjort, at jeg har svært ved at have folk tæt på. Jeg har brugt mange år på at holde især mænd ét skridt fra livet. Da jeg blev bevidst om dette og om de problemer denne adfærd gav/giver mig, startede jeg ved en psykolog.
    Det, der for alvor har hjulpet mig, er indsigten i, hvor meget det har spændt ben for mig og for mine nære relationer. Og at indse den stærke længsel indeni mig i forhold til at være tæt. Dernæst har det hjulpet mig meget at tage en beslutning om at “turde” og om at være modig. Når jeg kigger på mig selv, ved jeg godt, hvornår jeg holder tilbage, hvornår jeg bruger mit “skjold” og aktiverer den selvbeskyttende adfærd.
    Nu jeg tænker over det, tror jeg faktisk også, at det har hjulpet mig at acceptere, at jeg ikke er nogen ørn til knytte mig. Ikke at jeg mangler evnen, men at jeg har brug for tid til at knytte mig og tid til at “øve” mig. Jeg tager små skridt i det og nogle gange er det bare sådan “et skridt frem og to skridt tilbage”, men mest af alt har jeg retning fremad. Heldigvis!

    #1130
    Sommerregn
    Deltager

    Kære Charlene

    Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan hjælpe – på samme måde som du flere gange har hjulpet mig. Men jeg vil gerne skrive, hvad jeg tænker, når jeg læser dit indlæg. Og selvfølgelig blander jeg alt mit eget ind i det.

    Jeg er optaget af, at der skal være såvel lyst, fornuft og/eller risikovillighed tilstede, når vi knytter os til et andet menneske. Og ganske ofte, er der en af de tre ting, der mangler. Du beskriver din ekskæreste, som en, der tvivlede og forsvandt i perioder, hvor du manglede ham. DER manglede han sikkert lyst. Min oplevelse er, at vi kvinder ofte lider voldsomt, når den mandlige kæreste mister lysten – eller når den dæmpes. Jeg tror, vi er flere, der har fået alvorlige ar på sjælen på den konto. Lizzi1210 får lige nu tilført et. Du fik et par stykker, da din eks trak sig i perioder – og jeg selv – jeg har fået mine drøje hug også.

    Hvordan reagerer manden, når vores lyst dæmpes? F.eks. når du trækker dig væk fra din nuværende elsker. Han jager enten endnu mere – instinktivt – eller lader fornuften råde. Måske driver den ham til at være tålmodig – måske siger han STOP. Om du er kommet dig over bruddet med din tidligere kæreste? Nej – du har vel et par ar med dig. Men dem må du kigge på – og leve godt med. Og en mulighed kunne jo være, at du lige nu trækker dig, fordi du ikke vil have flere(hans manglende dedikerethed. Det kan jo også være, at du simpelthen bare ikke har lyst fordi du ikke er forelsket. Det kan også være, at du ikke er forelsket fordi han ikke kan tænde dette i dig. Og det er vel OK. Du skriver, at han ikke tidligere har rykket særligt tæt på dig. Du har vel ikke oplevet den hengivenhed fra ham, som antænder forelskelsen? – og så er det for mig at se svært at blive forelsket. Måske har han lige nu antændt fornuften og vil gerne vælge jer to til. Men du/I mangler følelser.

    Ja – så er jeg ved at være ved det, jeg egentlig vil sige. Måske er det OK at vælge et parforhold med fornuften. Måske kan følelserne vokse langsomt. Jeg har aldrig prøvet det. Jeg har været tordnende forelsket de gange, jeg valgt et parforhold til. Lige nu prøver jeg faktisk at navigere anderledes. Jeg er stadig meget forelsket i min “dejlige” – men jeg har ikke valgt et parforhold til med ham. Jeg er ganske enkelt usikker på, om det er fornuftigt. Om det ikke vil komme til at koste så meget følelsesmæssigt, at prisen bliver for dyr. Så jeg er lige nu midt i en kalkulation, der hedder, at jeg vil gerne vente med at træffe en beslutning til mine følelser har lagt sig noget. Det lyder kynisk – men jeg har ikke den nødvendige risikovillighed til at løbe planken ud. Han skal vise mig noget mere – være mere modig og mere tydelig – før jeg går flere skridt. Det er både hårdt, dejligt – og på en måde også meget roligt lige nu. Jeg er sikker på, at han føler sig lille og utilstrækkelig ved siden af mig – lige som din pandekagehistorie. Jeg vil se ham vokse lidt – ellers går det galt.

    Charlene – jeg ved ikke, om vi har taget skade. Jeg vil hellere kalde det, at vi er præget af livet – og at vi kan gøre os selv en stor tjeneste ved at arbejde en anelse imod vores umiddelbare tilbøjelighed. Skrue fornuften på og ikke bare afvente, at følelserne styrer os i den rigtige retning. Måske skulle du prøve at tvinge dig ud af balsalens hjørne og så gå et par skridt hen imod ham. Det valgte jeg at gøre med min – men men – vi danser ikke endnu. Han skal byde mig rigtigt op og vise han kan føre :- )

    Det var lidt fra mit køkkenbord.

    #1134
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg melder mig også i klubben for de sårede sjæle, der har overlevet! Som en anden skriver, så er det en fordel at vide, hvornår vi lukker af eller åbner op, for det er den eneste måde hvorpå vi kan ændre adfærd. De allerfleste gange hvor jeg føler trang til at lukke af, så handler det om at jeg bliver bange for at miste/blive svigtet og derved vil passe på mig selv. Men lige så vigtigt er det at kende en mand, der ikke er bange for at modtage følelser fra en. Først der opstår en tryghed, der kan være med til at vi tør vove kærligheden. Så for mig at se handler det om at finde den rigtige mand for en, og det kan godt være noget af en opgave.
    Jeg spurgte en dag min kæreste – foranlediget af snak her i kassen – om han også kunne tænde på en afvisning? Han svarede at det virkede omvendt på ham: hvis en kvinde blev ved med at afvise, så gad han ikke bruge mere krudt på hende. Det synes jeg egentligt er en sund konklusion. Det betyder også at jeg sammen med ham ikke behøver spille jeg-trækker-mig-lige-en-kilometer-tilbage-spillet-for-at-du-skal-komme-løbende-efter-mig.
    Så Charlene at vove for en stund det er ikke at miste livet, jeg tænker du skal øve dig i at gå fremad og øve dig i at åbne dit hjerte. Trygheden i det kan være,at du kan klappe det i igen,lige når det passer dig. Øvelsen er at du kan øve dig i være mere opmærksom på, om du nu også vitterlig skal lukke det, der hvor du nu lige er?

    #1140
    Lizzy1210
    Deltager

    Kæreste Charlene

    Jeg har lige set dit indlæg. Er afsted på seminar med arbejdet.

    Jeg vil bare lige skrive at jeg glæder mig meget til at læse det igen i aften og kommentere med det jeg kan.

    Kram, Lisbeth

    #1141
    Feline
    Deltager

    Kære Charlene

    Er det ikke netop “problemet” med langt de fleste modne kvinder i dag – at vi er milevidt fra vores mænd i udvikling – og dermed får dem til at føle sig underlegne, utilstrækkelige og ikke gode nok?

    Jeg synes også selv jeg oplever det – og mere og mere jo ældre jeg bliver. Desværre er det jo sådan, at mange af os kvinder går i gang med at arbejde med os selv og udvikle os, når vi støder på problemer. Du er jo netop i gang med det via denne tråd.

    Og hvad stiller vi så op med det? tja jeg vil også gerne vide det. Tænker efterhånden at valget står mellem at være “dum blondine” og spille svag og sårbar eller at leve alene.

    Når vi bliver fravalgt af “personlige” årsager – som at vi får dem til at føle sig utilstrækkelige og svage, så får det jo naturligt det resultat hos os, at vi begynder at spekulere over, hvad der er galt med os. Du virker til at være en meget intelligent og søgende kvinde, så du ved med din fornuft, at der ikke er noget galt med dig – MEN ved dit hjerte også det? Mon ikke du et eller andet sted stadig – og måske vil længe endnu – over at have mistet din mand – både fordi du jo gerne ville ham mere men også fordi han på det ubevidste plan har pillet ved dit selvværd. For hvad nu, hvis den næste også føler sig utilstrækkelig? hvad hvis han heller ikke kan. Nogen gange er det nemmere, at være alene end at skulle face dæmonerne.

    Så hvad gør du så? Du vælger aktivt om du tør og er klar til at få en blodtud igen, hvis det går galt? Og kan du mærke, at det har du ikke lyst til – så er det måske fordi, at netop ham din elsker i det modsatte hjørne ikke for alvor har sat brand i dit hjerte og din sjæl. At han ikke er kampen med dig selv værd.

    Noget af det mest smålige man kan gøre, er at give et menneske skylden for at kærligheden er død. Det handler jo for pokker aldrig om den anden. Hverken Lizzy, Sommerregn, dig eller mig. Det handler om deres egne mangler, men de tør ikke se sig selv i spejlet og kun ganske få af dem, gør for alvor noget ved det og går i terapi. For mænd skal nok klare deres problemer selv.

    Måske netop derfor, at der er 3 single mænd for hver kvinde, så snart vi har rundet 40. De har mistet troen på kærligheden og på deres egen formåen og skøjter rundt blandt de kvinder, der vil give dem lidt bekræftelse, for at stive den selvtillid af, som nok efterhånden kan ligge på et meget lille sted. Og når de så runder 50 og 60, ja….. så falder de til flasken i stedet og dør alt for tidligt med bitterhed og fortrydelse i bagagen.

    Læste engang en artikel skrevet af en sygeplejerske på et hospice. Hun fortalte, at stort set alle de mænd, hun havde passet på deres dødsleje, lå med fortrydelse over at have været for lidt for deres kone og børn og have druknet sig i arbejde og ikke at have kæmpet nok for kærligheden.

    Men at få dem til at forstå det i tide – ja, det er så en helt anden historien. Jeg tror faktisk, at der skal en mand til at få dem til at forstå det.

    God kamp med dæmonerne.
    Knus

    #1146
    Lizzy1210
    Deltager

    Kære Charlene

    “Og det fik jeg lyst til at fortælle Lizzy, som måske her også kan se noget af forklaringen på, hvorfor du selv er blevet afvist, som du er blevet det? At du har positive egenskaber, som manden ikke kan leve ved siden af.”

    Charlene, du har så meget ret. Vores første brud begrundende han med utilstrækkelighed. Det var det ord han brugte. Han følte sig utilstrækkelig, følte at lige meget hvad, så kunne aldrig give det samme og gøre det samme som mig. Og det fik ham til føle sig sølle og mindreværdig. Noget der boede i ham!! Jeg har aldrig tænkt, vist eller udtalt at han var bare i nærheden af være utilstrækkelig, tværtimod. Det er jeg sikker på.

    Her i anden omgang var det jo på en måde det samme, han ord var bare nogle andre,
    helt overvejende at jeg “gav så meget” at han aldrig ville kunne leve op til det, eller give nær så meget. Og så alt det med at jeg for forstående, for varm, for rummelig, havde for meget lyst – ja, you name it.

    Men netop det efterlader jo mig i den situation, at det jeg tænkte var min “kernekompetence”, det jeg havde at bidrage med, mit store kærlighedshjerte, min varme, omsorg og min tillid pludselig bliver vent i mod mig. Og det vælter mig fuldstændigt.

    Jeg har jo oplevet andre op og nedture med kærligheden, men intet har påvirket mig som de her 2 brud med min nu ex. Ikke noget der ligner. Og det er der 2 grunde til, den gode – at jeg for første gang virkelig har elsket – den virkelige dårlige grund – at der er blevet rokket ved min grundkerne – mit selvvælrd. Det han rører ved er jo netop MIG, min inderste substans.

    Derfor oplever jeg at jeg nu bare er et hylster. Har sådan et billede af mig selv, som bare hud, der ligger på gulvet, uden indhold.

    Om vi har taget skade på det tilknytningsmæssige Charlene?? Jeg har på mystisk vis på trods af en barndom med virkelig massive svigt bevaret en evne til at elske og til at nære tillid – eller det havde jeg…

    For selvom der nu kun er gået en måned, så jeg ret overbevist om at jeg “har taget skade”. Og det netop fordi det var min evne til at elske dybt, som blev en medvirkende årsag til at jeg blev forladt. Godt nok sammen med hans forfærdelige skilsmisse og det han i det sidste år i sit ægteskab fandt sig i, men dette var jo en af grundende til at han ganske simpelthen ikke kunne tage i mod – han følte efter det simpelthen ikke, at han havde fortjent det jeg gav, og derfor kunne han ikke holde ud at være i det.

    Han har ramt mig så dybt i min inderste kerne, at jeg er en anden i dag. Jeg har mistet noget i mig selv, noget som jeg var meget glad for og ret så stolt af faktisk.

    Charlene, giver det mening, og er det noget af det samme du oplever??

    I alt det her kaos jeg befinder mig i, er det helt umuligt for mig at forestille mig at nogen mand, vil få det samme af mig igen. Og om et halvt år er meget anderledes, men intet bliver det samme igen.

    Lidenskab af den kaliber jeg har nu har oplevet, og med de konsekvenser og den tvivl om mit menneskelige værd, er ikke for mig. Jeg er for skrøbelig, det mærker jeg tydeligt nu. Det er alt for svært for mig at opretholde en fornuftig hverdag med børn, arbejde og venner i den her sorg jeg står i.

    Hvis det her er prisen, så VIL jeg ikke betale den igen. Basta!!

    Jeg tænker at et evt. forhold for migi fremtiden må blive et forhold, der vokser ud af et venskab. Som starter i venskab og fornuft, og som har venskabet som basen.
    Ikke mere symbiose og gal lidenskab til mig.

    Og jeg tænker at terapi i den kommende tid er en nødvendighed. Ellers tror jeg ikke jeg kan samle mod til igen at nærme mig en mand, eller tænke på en relation.

    Charlene, Dit forhold til din elsker, hvordan startede det? Var det aldrig med henblik på et kæresteforhold?

    Når du tøver med at knytte dig til ham, kan det så tænkes at det fordi han simpelthen bare ikke har kærestepotentiale?? Og kan du tale med ham om noget af alt det her?

    Rosmarin du skriver “Jeg spurgte en dag min kæreste – foranlediget af snak her i kassen – om han også kunne tænde på en afvisning? Han svarede at det virkede omvendt på ham: hvis en kvinde blev ved med at afvise, så gad han ikke bruge mere krudt på hende. Det synes jeg egentligt er en sund konklusion. Det betyder også at jeg sammen med ham ikke behøver spille jeg-trækker-mig-lige-en-kilometer-tilbage-spillet-for-at-du-skal-komme-løbende-efter-mig”

    Det er godt at læse, for lige det her med at jeg burde ha afvist ham, så han kunne få den store tilfredsstillelse når han endelig kunne “tage mig”, har virkelig været hård ved mig. Men også det er måske også en del af hans følelse af at være utilstrækkelig.

    Kære Charlene, undskyld hvis det kom til at handle for meget om mig. Jeg håber jeg har skudt mig lidt ind på, noget af det du skriver om??

    Ellers må jeg prøve igen. I har hjulpet mig så enormt meget, så jeg vil virkelig gerne give noget tilbage!!

    Kram og tanker

    #1148
    sissi
    Deltager

    Flere gange er nævnt terapi:)
    Når man har det, som flere af os skriver herinde, er det en gave at ofre nogle terapeutiske samtaler, på sig selv.
    Vi får massage, ordnet negle, køber nyt tøj, går til frisør – alt sammen så lækkert, men det inderste glemmer vi. Det skal OGSÅ plejes for vi er hele:) Ingen af os, tror jeg, sætter os selv først.. det skal man heller ikke altid – men en gave at lære at lytte, og handle derpå.

    Vi kan tolke/tænke/ forfra og bagfra – uden at nå målet.

    Man behøver ikke være ved at gå til grunde, for at få udviklende terapi, men kun for at blive klogere og udviklede på vores egen person… hvorfor reagerer vi sådan, hvorfor tænker vi sådan osv… få åbnet op, for det der ligger bagved alt dette der kommer i spil.
    For et er sikkert, årsagen findes bagved – ting der er samlet op, gennem livet:)

    Jeg ville egentlig ønske, at der var en form for undervisning – allerede i skolen, på ” Selvet – og Jeg´et “.. så var vi bedre rustet til det der måtte komme.

    Kh Sissi

    #1150
    Lillemy
    Deltager

    Jeg er meget enig med flere af de andre i, at terapi kan være en hjælp. Men jeg vil også gerne slå et slag for den gevinst, det kan være at bruge tid på at lægge mærke til, hvordan man selv agerer i forskellige situationer. “brændt barn skyr ilden”, siger man jo, men ilden er jo samtidig kilde til varme, lys mv. Vi drages af ilden/lyset/varmen ligesom vi drages af kærligheden. Når man “leger med ilden” risikerer man at brænde sig – og av for dén hvor har jeg også brændt mig, men jeg drages stadig…
    Jeg forsøger derfor derfor som en anden spejder at få mit “ild-mærke” – at blive i stand til at varme mig på ilden, men det kræver, at jeg tør nærme mig den og at jeg tør kigge på, hvordan jeg omgås den. Jeg risikerer stadig at brænde mig, men det er en risiko jeg må løbe, hvis jeg vil lune mig i dens nærhed. Jeg må også sande at for at holde gang i ilden, må jeg bære brænde til bålet – ellers dør det ud og det vil jeg jo alligevel heller ikke ha til trods for angsten for flammerne. Men jeg har erfaret, at det ikke er alt slags brændsel, jeg kaster på bålet, der brænder lige godt. Noget får det til at blusse op så voldsomt, at jeg får svedent pandehår, noget andet brænde for hurtigt ud, andet igen giver den lune gode ild.

    Nok om ild; you get the point! 🙂

    #1151
    Anonym
    Inaktiv

    Det kan du være sikker på, Sissi, at om jeg ikke får løst det her uden en terapeut, så bliver det med. Det er utænkeligt, at manden nærmer sig mig og jeg så er den, der lukker ham ude af irrationelle årsager – og jeg så ikke siger tusind gange undskyld, jeg kommer tilbage, når jeg har fået hjælp til at finde mig selv.

    Men måske jeg ville lukke ham lidt ude af rationelle årsager. Det skal bare ikke være pga en mulig mørklagt frygt og andre dæmoners hærgen.

    *

    Hvor er det mange gode indlæg her i tråden. Tusind tak. Det skal lige falde lidt på plads, før jeg skriver et og andet om, hvad jeg tænker.

    *

    Lizzy – du må gerne skrive i min tråd om dig selv, det er kun hyggeligt, men måske du ikke får respons, som du kunne få i din egen tråd? Men det er i orden, at andre skriver til Lizzy om Lizzy her – naturligvis. Men om du skriver til mig i din egen tråd Lizzy, så kommer jeg jo over hos dig og læser :), at du evt. får flere svar fra andre hjemme hos dig selv.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 16 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.