Når en far savner samkvem med sin datter

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 23 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2615
    mindattersfar
    Deltager

    Tror jeg mangler lidt input til hvorledes jeg skal håndtere mine tanker om at jeg ser min datter mindre og mindre efter en skilsmisse.
    Historien er den at jeg blev skilt for 2½ år siden, da min datter var 14 år. Det var mig der valgte at gå, hvilket hun jo hurtigt gennemskuede, da min ex kone jo havde svært ved at skjule at hun var ked af det. Så tog også den gang en snak med min datter, om at nogle gange sker der bare ting i voksnes liv, der kan være svært at forstå, og jeg selvfølgelig elskede hende. Jeg valgte først efter at bo 3 km fra min datter så at flytte 90 km væk…..men ser det jo ikke som noget problem eftersom hun blot skal køre i tog i 40 min. Til historien høre også at jeg i grunden synes jeg i forhold til min ex har opført mig helt utrolig fair, da jeg gav hende tid til at komme godt af sted med sit nye liv….både med hensyn til økonomi, så kun kunne blive siddende i huset , indtil hun fandt noget andet. Men i lige så høj grad i forhold til vores datter, da jeg ikke insisteret på en fast samkvem, da jeg jo synes jeg ville varetage min datters interesse om at blive i hendes vante miljø, da hun også dyrkede elitesport og brugte meget tid på dette. Så jeg affandt mig med savnet, når jeg bare viste at hun havde det godt. Det har altid været en kamp om at få hende til at komme ind til mig, og her på det sidste stykke tid, ja så er hun mere optaget af hvornår hun skal hjem igen . Altid har det været mig der skal drive det, og der er heller ingen ”hjælp” at hente hos min ex kone, der jo i mine øjne godt kunne ”puffe til hende” med, at hun også skal besøge sin far. Kort fortalt om min ex blev det sådan at hun kastede alt sin opmærksomhed på sin datter, uden overhovedet at skelle til sine egne behov. Det har hun såment også givet udtryk over for både mig (citat, jeg vil leve på en sten for min datters skyld) og i forhold til min datter (hun ville aldrig finde en ny mand). Så et eller andet sted synes jeg jo hun valgte offerrollen, og i forhold til mig bragte uligevægt mellem mig og min datter efter skilsmissen. Det sidste hun sagde, var blot om vi ikke så kunne blive samme for vores datters skyld. Har i grund også svært ved at forstå, at hun aldrig har spurgt til hvorfor jeg gik…..og hellere aldrig har efterspugt om at give ægteskabet en sidste chance. Ingen tvivl om at hun er en god mor og vil vores datter godt, men tanken om at hun har tilsidesat sine egne behov, har jeg svært ved at acceptere og forstå. Nu vores datter på efterskole, men indtil da sov hun sågar også hos sin mor…..hvilket hun sikkert fortsat gør når hun er hjemme i weekenderne. Deler samme tøj og min ex er der for hende konstant…, hvilket jeg jo har svært ved at hamle op med. Har foreslået hende at tage veninder med ind til mig, så hvis det var hun kede sig….men heller ikke her ”bider hun på krogen. Min ex skal have hende juleaften, og så regnede jeg med at se hende lidt nu når hun har juleferie,. Men så holder min ex jo også lige julefrokost 2. juledag, hvilket hun skal synes hun skal være med til. Ikke noget med at min ex opfordre hende til at tage ind til mig, nej hun forholder sig sikkert bare tavs…..velvidende at valget så falder på mor. Så hun kunne lige komme ind hen ad eftermiddagen , for at tage hjem tidligt morgen dagen efter. Jeg har efterfølgende skrevet et brev til min datter om at jeg bliver ked af at vi ikke ser hinanden, og det virker som om hun ikke har lyst. Så i afmagt har jeg skrevet at hun blot kan holde hele julen hos sin mor. Tanken har selvfølgelig strejfede mig om det er fordi hun vil være så loyal overfor sin mor , og ikke gøre hende ked af det…..for det var jo mig der ville skilles. Har også skrevet at jeg bruger forfærdelig meget energi på at savne hende. Men griber jeg det forkert an….skal jeg bare erkende at hun er mors pige, og at jeg ikke kan hamle op med min ex ? Skal jeg gå i ”flæsket” på min ex eller forværre det blot situationen i forhold til min datter. Jeg forlanger jo slet ikke at se hende hver anden uge, men når der går måneder imellem synes jeg jo det bliver trist, da jeg jo også føler jeg har noget at give hende som far. Eller er det bare en generel teenager forløsning fra sin far (og mor) som blot går hen over hovedet på mig. Og vinder jeg på den lange bane ved at give hende den fred. Jeg sku lidt i vildrede, og kan jo også godt mærke at jeg bliver irrationel og irritabel på hende. Kan snart ikke skelne om jeg er mest irreiabel på min datter eller min ex. Endelige skal det også med at jeg har stiftet ny familie, og fået en dejlig søn som nu er 5 mdr. Så det kan selvfølgelig også spille en rolle, selvom jeg mange gange har fortalt hende, at det ændre ikke på mit savn af min datter.
    Da skilsmisser jo er et brugt tema herinde må der være mange med en erfaring omkring en teenagerdatter på 16 år…har i mænd oplevet det samme og kvinder kan måske gøre mig lidt klogere på hvorfor nogle kvinder tilsidesætter sine egne behov, og ikke kan skelne skilmisse og samkvem ad. …;-)

    #2617
    Lillemy
    Deltager

    Jeg vil gerne bringe et nyt perspektiv i spil til dine refleksioner. Jeg er selv skilsmissebarn. Jeg er opvokset ved min far og skulle besøge min mor hver anden weekend samt i ferier. Min mor boede ca. 25 km fra min far. Da jeg blev teenager blev jeg (naturligt nok) mere og mere optaget af venner mv., hvilket betød, at jeg ikke længere var helt så interesseret i at besøge min mor. Ikke at jeg ikke gerne ville se hende, men vennerne og hele det sociale liv trak meget. Det duede ikke, at jeg hver anden weekend ikke havde mulighed for at springe til, hvis venner, veninder eller eventuelle kærester fandt på sjove ting. Jeg kan ikke afgøre, om det er noget af det, der er på spil her, men tag det med i dine overvejelser. Hvis det er det, der sker her, så kan du overveje, om du skal komme hende mere i møde ved at besøge hende i hendes hjemby og eksempelvis tage på cafe, ud at spise eller andet. Jeg er klar over, at samværet så ikke er så langvarigt, men måske får du mere kvalitet i samværet.

    #2619
    Kattemor
    Deltager

    Jeg er meget enig med Lillemy her..
    Hun er 16 år og kan vel egentlig selv bestemme om hun vil være hos sin mor eller far. Jeg tror ikke du noget som helst ud af at presse hende eller hendes mor til noget..

    Jeg formoder hun ikke har nogle veninder der hvor du bor, og i hendes alder vil man gerne være sammen med veninder og “gider ikke se tv” sammen med sig far (min datters ord)

    Jeg tror du ville få det hyggeligt ved at invitere hende med på korte arrangementer.. en koncert tur, biograftur eller cafe.. så kan i hygge jer og hun kan tage hjem til vennerne efterfølgende..

    Husk at vise din datter interesse, det betyder meget kan du tro.. En sms om dagen og et par opkald om ugen, når i ikke ses.. din datter får helt sikkert brug for dig på et tidspunkt..

    #2621
    mindattersfar
    Deltager

    hmmm…..der jo slet ikke tale om at jeg ønsker at se hende hver anden uge, men at der går 3 måneder imellem….og at mor så blot kan nyde hendes samværd i ferier og friweekender, skal jeg så bare acceptere. Nu ved jeg ikke om I selv er mødre, men hvis I tænkte det var jeres egen datter …..og så I kun så hende kvartalsvis, ville I så også indtage samme holdning ?? Jeg syntes jo man som forældre forpligter sig til at ens børn jo har en rimelig kontakt til begge forældre….og så må man jo sluge den kamel at man er blevet skilt. Men jeres foreslag er da hørt, og er også noget til den konklusion, at jeg ikke orker at “presse hende”, selvom jeg lige siden jeg blev skilt har givet hende ansvaret for selv at bestemme hvornår hun ville besøge mig. Men jeg synes også denne frihed bliver brugt til at fravælge hele tiden.
    Er der nogle erfaringer herinde fra mænd ? 😉

    #2630
    Kattemor
    Deltager

    Jeg har tre børn som er voksne nu, så jeg ved udmærket hvad det handler om, jeg var enlig mor i en del år, så ved også hvad det handler om..

    Du kan tro jeg forstår at du savner din datter… hvad sker der hvis du sætter dig ned og fortæller hende lige ud hvordan du har det..?

    Jeg har aldrig kommenteret mine børns far over for dem, og råder dig til (måske gør du det allerede) at gøre det samme om hendes mor.. snak kun om hvordan du selv har det og at du savner hende..

    #2631
    Salamina
    Deltager

    Hej mindattersfar

    (jeg er ikke en mand 🙂

    Jeg tror du er nødt til at møde din datter, hvor hun er, kan og vil. Det handler ikke om, at hun bestemmer, hvornår hun vil besøge dig. Det handler om, at hun kan bestemme, hvornår du møder hende og hvor hun vil mødes, som jeg ser det. Som du nævner, så er hun meget ovre på sin mors halvdel, af mange årsager og mit gæt er, at din datter muligvis vil føle sig lidt fremmedgjort hos dig med din nye familie og din 5 mdr. søn osv. plus hun måske også føler sig, som en del af den “fravalgte pakke” og hendes mor har nok ikke pustet mindre til den ild med den mor-datter symbiose du beskriver.
    Det nytter slet ikke noget, at du sætter dig ned og venter på, hvornår din datter kommer af sig selv. Så kommer du måske til at vente nogle år, kan jeg godt være bekymret for på dine vegne.
    Jeg er enig med Kattemor i, at det nok er en god idé, at sige lige ud, at du savner hende, men det er måske ikke nok, fordi den er igen ovre i din lejr, at hun skal afhjælpe dit savn, hvis du kan følge den. Men selvfølgelig er det samtidigt at du ærligt siger, hvor meget hun betyder for dig, og det er godt, at hun hører det.
    Men når jeg skriver, at møde hende, hvor hun vil mødes, så er det noget med, at du bevæger dig derhen, hvor hun er (bor) og hvor hun ikke nødvendigvis skal være sammen med din nye familie.
    Du kan sagtens hive din ex i Statsforvaltningen og fx sige, at hendes mor ikke samarbejder hen mod at du skal se din datter mere og at hendes mor nærmest har modarbejdet det, men du får nok ikke så meget ud af det pga. din datters alder, 16 år, hun er så stor/moden, at Statsforvaltningen nok blot vil sige, at det er din datters eget valg i vid udstrækning omend de måske godt kan appellere til hendes mor, men meget mere tror jeg ikke de kan/vil gøre fordi deres eneste fokus er barnets tarv, hverken fars eller mors vanskeligheder med afsavn tæller rigtigt i deres bog, der er barnet, der tæller.
    Ligesom Kattemor er inde på, så er du nok nødt til at smide slæverne ind hos din datter med fx. proaktivt at tilbyde hende at mødes over en frokost eller middag og andet i hendes område. Og jeg tror det er vigtigt, at du mødes med hende alene (uden din nye familie) og som Kattemor også er inde på, spørger til hendes liv og viser hende stor interesse og fortæller, at hun kan altid regne med dig og hun kan bare ringe osv. Sådan noget som julegaver fx, der kan det muligvis også være smatere, at tilbyde hende, at I enten går ud og finder noget til hende sammen (indenfor en vis økonomisk ramme) og samtidigt spiser en frokost eller noget. Og så er det hende, der kan sætte rammen, hvor I fx. kan mødes.

    Bliver du i øvrigt egentlig holdt orienteret om, hvad og hvornår, der foregår arrangementer på din datters efterskole? Fx. forældreaftener og deslige? Det er ret vigtigt, at du enten bliver orienteret af enten din ex (hendes mor) eller af efterskolen, fordi dér har du også mulighed for at vise interesse.
    Og hvad med din datters elitesport… dyrker hun stadig det og kommer du som publikum-agtigt?

    En ung kvinde i din datters alder, som er så manipuleret hen mod sin mor, som du beskriver, jeg tror ikke på du får “et ben til jorden”, hvis ikke du proaktivt takler det efter devisen, hvis ikke bjerget kan komme til muhammed så må muhammed komme til bjerget. Og det skal så i øvrigt gøres uden, at du lader dig mærke af det. Der er nemlig to faktorer pga. din datters alder og ikke mindst pga hendes mors manipulation (mor er offer), den ene faktor er, at din datter nok til dels har “lært” at dele sin mors skuffelse, den anden faktor er, at en ung kvinde som din datter, almindeligvis er hmm… temmeligt optaget af sit eget liv og udvikling, det er en naturlig proces, men den stiller også krav til omgivelserne omkring rummelighed, så meget endda, at jeg er tilbøjelig til, at påstå at de knytter sig til dem som har rummeligheden men samtidigt er tydelige voksne som det hedder sig på pædagog sprog. Dvs. – det er det her med at du møder din datter, hvor hun er men samtidigt at din værdighed ikke sættes ud. Dog tror jeg ikke du skal underholde hende alt for meget med din nye familie som det første men primært have fokus på hende, med tiden, når hun opdager, at det er trygt, at knytte sig til dig, vil hun spørge ind til dit liv også.
    Sådan tror jeg det er.

    #2632
    Anna
    Moderator

    Kære mindattersfar,
    jeg kan godt forstå, at du savner din datter! Og jeg synes også, at enhver mor har en pligt til at sørge for, at børnene også kommer regelmæssigt hos deres far – børn er ikke vores private ejendel, men nogen vi deler ansvar for at danne, så deres horisont bliver bred og god og med input fra begge forældres side, synes jeg. Og det er sørgeligt, hvis børn skal føle ansvar for- og indgå i konflikter mellem deres forældre og de fx ikke kan tage afsted fra den ene forældre i frygt for, at denne så kommer til at føle sig ensom el. lign.

    Men! Kan du ikke lave et og andet totalt sjovt med din datter og fx invitere en veninde også – altså sådan, at det bliver umuligt for hende/dem at sige nej, fordi de slet ikke kan lade være med at komme 😉
    Bed hende om at lave en ønskeseddel for hvad hun har lyst til – og sig så, at det vil du da smadder gerne!

    Kh fra Anna

    #2635
    Anonym
    Inaktiv

    Kære Mindattersfar

    Jeg vil skrive til dig, hvad jeg tænker – men kun til inspiration, så må vi se, hvad du tænker om det:

    Vi er ikke bare os selv på en måde. Vi har forskellige måder at være os selv sammen med familie, venner, kollegaer, fremmede osv. At være sig selv er en vifte af muligheder.

    Identitet er ikke det samme som at være sig selv. Identitet er noget andre giver os. Vi kan forsøge at påvirke den identitet andre giver os ved at være på en bestemt måde – fx den måde vi går klædt på. (Tager man læderjakke på med rygmærke, så har man temmelig meget styr på den identitet andre giver en. Hvilket jeg nogle gange godt kan leve mig ind i, at nogen kan have behov for, hvis alternativet er at være gennemsigtig for andre, eller blive set ned på.) Men ellers er vi prisgivet den opfattelse andre har af os. Det er vilkår som menneske, at identitet er noget andre giver os. Og når vi selv giver andre identitet, så kan vi nemt tage for givet, at det vi tror om andre også er den endelige sandhed. Det kan være meget svært at ændre ved andre menneskers idé om, hvem vi er. Og vi kan alle have et behov for at flygte fra en identitet, vi ikke ønsker at spejle os i.

    Jeg tror, at det er det, din datter gør.

    Om du spejler din datter, sådan som du beskriver her, hvor du ser hende som et vedhæng til hendes mor, så kan hun ikke være sig selv sammen med dig. Og det er ikke en identitet, hun ønsker at blive påduttet.

    Og det særlige er, at vi kan få de motiver andre tillægger os, så muligvis så er det rigtigt, at det er hendes mors holdning, der påvirker hende, men af den årsag, at det motiv har du tillagt hende …. Hun er simpelthen forsvundet som selvstændig person i dine øjne.

    Jeg vil gerne skrive mere om, hvad jeg mener, du i stedet kunne forsøge, men først vil jeg lige høre: er der noget om det her, synes du?

    Bedste hilsner, Charlene

    #2639
    sissi
    Deltager

    Jeg tror, humlen blandt andet kan ligge i, at du flyttede væk, og der skulle en togrejse til, for at hun kunne komme til dig. Overvejede du ikke, at du kunne hente hende – og køre hende hjem igen?
    – eller kunne tilbyde det – så får I også alenetid i bilen.
    Du var/er ikke en del af hendes hverdag længere, og hun lærte at leve med, at skulle hun dele godt og skidt med dig, var det pr. telefon. Jeg skriver ikke dette, for at dunke dig hovedet – men jeg tror hun følte sig svigtet.
    At skulle dele daggamle/ugegamle ting med dig , hvor de ikke var aktuelle længere – giver et tomrum.
    – Og ligesom, han kender jo ikke Dumme Maria, der tog min kæreste, lærer Hansen der var SÅ uretfærdig… ja, dagligdags ting, dem deler hun ikke med dig mere?

    Du kan godt bebrejde din x – men jeg tror, trods pigen har set sin mor, være slået ud, ikke har det store med dette at gøre – ej heller at din x ikke samarbejder – man kan ikke tvinge store børn, til noget der er mod deres vilje. Mor blev den trygge base, hun var der altid til at lytte, hjælpe til, kører rundt til div. sportsting, fester, skolearrangementer osv.

    Du fik en ny familie – hvor hurtigt efter skilsmissen, skete det? Jeg tror ikke pigen, har haft tid til, at forholde sig skilsmissen, før der var nyt hun skulle tage stilling til… selvom store børn ikke lader sig mærke med det, så er det der.

    Jeg tror hun føler du “glemte hende ” …
    At du ikke så/ser togrejsen som et problem.. men det kan hun gøre – selvom hun er stor:)
    – Når man der i toget, ja kun 40 min, sidder og tænker på nu skal hun op til jer… så bliver hun smerteligt mindet om den forbandede skilsmisse – og din nye familie., som hun er på vej til.

    Jeg syntes det er rigtig synd for dig.
    Jeg skriver, da jeg selv har oplevet to teenagere, med samme valg som din datter, at far bliver en biperson… at han ikke var der, da de havde brug for ham:(

    Jeg tror som de øvrige, at du skal foreslå ting, for din datter og dig, alene. Så hun har din fulde opmræksomhed – hun er kun et stort barn, lige i denne situation.

    Fortæl, at du er ked af hvis hun følte sig svigtet, og det bestemt ikke var din hensigt. Anerkend hendes følelser, alle følelser er rigtige, uanset hvor rigtige de måtte være for dig.

    Du skriver din x gør alt for din datter… Ja, det gør hun – for hun er alene om dagligdagen og en nødvendighed sikkert- og tro mig, hun har også ønsket at I havde bedre samkvem – så hun kunne puste ud:)
    Teenagebørn, kan kræve meget i form af mange ting, og deres unfair humørsvingninger, kræver af og til en del… og der er kun mor lige ved hånden.
    Måske din x har valgt at tilsidesætte egne behov indtil jeres pige er større og mere moden:)

    #2641
    Salamina
    Deltager

    Men datteren er jo på efterskole nu, så der er vel også grænser for, hvor meget hun deler med sin mor i hverdagen, med mindre hun ringer til sin mor hver dag, men det gør man normalt ikke i den alder.

    Jeg ved ikke, hvor relevant det helt er, at placere noget svigt og skyld og den slags, når alt kommer til alt, så er datteren igang med den løsrivelse, som i høj grad ligger til alderen.

    Jeg har selv to døtre på nu 12 og 14 år og er skilsmissemor. Det er ikke meget jeg ser dem, når de er her hos mig, jeg er mest skaffedyr, tror jeg. De er mest sammen med deres venner. De er 50/50 hos deres far og jeg. Hvis de laver noget sammen med mig, så er det sport, det kan jeg få dem med til, fx ridning eller løbetræning eller i svømmehallen. De gider fx ikke have mig med til en koncert. Det er en løsrivelse og den starter når de bliver født (næsten) 🙂
    Arh men altså, der er jo også noget rent biologisk.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 23 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.