Når angsten tager over

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #24501
    fornavn
    Deltager

    Hej med jer,

    Jeg har læst med herinde et stykke tid og har nu selv fået brug for råd fra jer kloge og dejlige damer.

    Henover foråret og sommeren så jeg en fyr i 4 måneder. Vi havde det dejligt sammen og jeg blev glad for ham. Efter 4 mdr. var jeg klar til at tage vores forhold videre, men hans følelser var desværre ikke gengældte og det stoppede der. Det hele forløb meget fredeligt og vi havde en god lang snak og skiltes som venner. Han er en god og rar fyr, så ingen sure eller bitre miner her. Jeg var ikke stormende forelsket i ham, og var derfor heller ikke ulykkelig da det stoppede, men jeg savnede ham selvfølgelig, da vi havde tilbragt rigtig meget tid sammen.

    Det er nu 3 mdr. siden det stoppede og jeg havde det faktisk fint! Jeg tænkte ikke specielt meget på ham og følte egentlig jeg var kommet over det ret hurtigt. Vi bor i samme by – en by der ikke er vanvittig stor og for 1,5 mdr. siden ser jeg ham så – med en anden pige! Av, det ramte mig virkelig. Jeg havde selv på det her tidspunkt været på en ny date (som ikke blev til mere end 1 date), så jeg burde måske ikke være så overrasket over, at han også allerede var ude at lede igen, men det var jeg godt nok.

    Problemet er nu, at siden jeg så ham for 1,5 mdr. siden har jeg ligeså stillet opbygget en angst for at møde ham igen – og især med hans nye dame. Jeg tænker nu på det hele tiden. Der er steder jeg ikke handler fordi jeg frygter han måske er der. Der er hele områder af byen jeg undgår, fordi han bor deromkring. Der er tidspunkter på dagen jeg bliver inde, fordi jeg ved det er der han får fri for arbejde og er ude at løbe. Når jeg går rundt ude i byen kigger jeg mig konstant rundt og orienterer mig om han er der.

    Jeg kan sidde hele dagen på arbejde fx og havde ondt i maven over køreturen hjem, for hvad hvis jeg nu så ham? Jeg kan sidde om aftenen og egentlig vil gå en aftentur, men tør ikke fordi jeg er bange for at møde ham. Jeg har angsten siddende i kroppen hele dagen og har nu haft det i et par uger.

    Jeg har før døjet med angst, pga. nogle andre ting, herunder bl.a. socialangst, men det vil sige jeg kan genkende tegnende. Jeg kan mærke angsten sidde i min krop, min mave laver knuder og jeg spænder hele dagen i mit ansigt og jeg kan ikke slippe den. Kun når jeg er et helt andet sted end i min by føler jeg, jeg kan slappe bare nogenlunde af. Jeg føler mig fanget i min egen by. Jeg fik bugt med min angst dengang ved at gå til psykolog, og jeg har haft det rigtig godt de sidste par år.

    Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det her. Ham fyren her var dejlig og jeg var glad for ham, men jeg føler bare ikke han betød SÅ meget for ham, at det burde påvirke mig så meget her. Jeg forstår det simpelthen ikke. Og det er faktisk bare blevet værre jo længere tid der er gået. Det er ikke fordi jeg er ulykkelig over vi ikke er sammen mere, eller fordi jeg forestiller mig hvad han ligger og laver med hende den nye, men det er simpelthen det her med at møde ham – og hende. Jeg har mest lyst til bare at flytte, men det er jo bare dumt og i øvrigt heller ikke en mulighed – så er der nogen der har nogle gode råd, for jeg er i vildrede.

    • Dette emne blev ændret 2 år, 8 måneder siden af fornavn.
    #24506
    lillehjerte
    Deltager

    Prøv at sætte lidt tid af og visualiser at du møder ham med damen. Hvilke tanker og følelser kommer op og hvilke tanker følger? Hvad tænkte du efter du så dem sidst?

    Jeg tænker at du kan jo ikke gøre ved at I bor i samme by. Du skal huske at leve som du plejer. Jeg tror ikke at der er nogen der ønsker at deres eks flirter begrænser deres liv pga dem. Måske skal du vælge at lægge dit fokus fremad og ikke kigge over skulderen (være fokuseret på fortiden). Måske er tiden inde at du er lidt proaktiv i datinglivet. Und dig selv at komme ud og få ekstra luft under vingerne. Ja jeg vil nærmest råde dig til at have en fast ugedag du dater. For du må ikke lade dig begrænse.

    #24507
    Froeken T
    Deltager

    Kære du

    Jeg kan godt høre, at du er rigtig frustreret og forvirret over det her. At du har svært ved at linke de voldsomme følelser, du oplever nu, til den relation og de følelser, du realistisk set havde for ham her fyren.

    Jeg tænker nu også, at de angstfulde følelser slet ikke handler om ham. Jeg gætter snarere på, at de handler om dig selv. Det prøver jeg lige at forklare:

    Du skriver, at du egentlig var ok med, at I ikke så hinanden længere. Du skriver også, at du ikke var stormende forelsket i ham, men du var alligevel klar til at tage næste skridt i jeres relation. Jeg tænker, at selvom en forelskelse ikke opleves som stormende, så kan den jo godt være begyndelsen på en solid tilknytning til et andet menneske. Så da du oplever, at han ikke gengælder dine følelser, er det trods alt en vis afvisning – også selvom den ikke umiddelbart gør så ondt på dig, og selvom du føler dig nogenlunde i ro med forløbet, accepterer hans beslutning og så småt kommer videre.

    Du ser ham så igen halvanden måneds tid senere, hvor du bliver overrasket over at se ham sammen med en anden pige. Mit gæt er, at hele dit system her bliver mindet om, at han faktisk afviste dig, og nu er han endda allerede ved at undersøge mulighederne med en ny pige. Det tror jeg godt kan trigge en følelse af utilstrækkelighed i dig, og måske var du i virkeligheden også mere forvirret eller såret over hans fravalg af dig, end du mærkede til, da I gjorde det forbi?

    Under alle omstændigheder er det let at forestille sig, at noget ubehageligt bliver vakt i dig, når du ser ham, der valgte dig fra, sammen med en ny pige. Og jeg tænker, det er selve det ubehag, der i virkeligheden spøger hos dig. Den afvisning, der ligger i at blive valgt fra og ganske hurtigt “erstattet”.

    Og her tror jeg, at dine følelser for selve manden betyder langt mindre end de følelser, du pludselig får omkring dig selv. Jeg tror også, det er derfor, du har så stort besvær med at forstå din egen voldsomme reaktion på “ham”: Du reagerer nok slet ikke på ham. Du reagerer nok snarere på det, han repræsenterer for dig.

    Du nævner også, at du har døjet en del med angst før. Din fortid med social angst bekræfter mig lidt i min antagelse om, at du kan have tendens til at knytte følelser og bekymringer, der generelt er ubehagelige (f.eks. afvisning, angst for at være utilstrækkelig og generel usikkerhed på dig selv) til andre mennesker- og i dette tilfælde ham. Du bliver bange for at møde ham, fordi du bliver bange for at møde følelsen af at være afvist. Ikke interessant nok, ikke vigtig nok. Alt for erstattelig. Måske bliver du også bange for, hvad du skulle sige til ham eller hende, hvis du mødte dem igen, fordi du ville føle dig “lille”. Giver det mening, eller kører jeg helt ud af et blindt spor her? 🙂

    Med din tidligere angst i rygsækken tror jeg også , at du hurtigt bliver bange for angsten. Bange for at blive bange. Bange for, at du skal til at døje med angst igen. Det bliver selvforstærkende, så angsten endnu lettere kommer til at banke løs i kroppen.

    Hvis jeg er lykkes med at tilbyde dig en forståelse af, hvor dine følelser reelt kommer fra, så er dét et skridt på vejen. For når du forstår, hvad der sker inde i dig selv, så har du overhånden. Så har du overblikket. Når du har fået øje på det, kan du arbejde konstruktivt med det. Så er det ikke længere så skræmmende og forvirrende.

    Step 2 vil være accept. Accepter, at du gennem livet vil møde ubehag og følelsen af at være utilstrækkelig eller “lille”. Det er et menneskeligt vilkår; vi kender allesammen til det. Hvis du hilser følelsen velkommen, kan den måske fortælle dig noget – at du har brug for at arbejde på dit selvværd, at du har brug for at lære at acceptere dig selv, som du er, eller måske noget helt tredje. Men der er én ting, som den ikke er, og det er farlig. Din krops ubehagelige reaktion er faktisk bare en måde, hvorpå dit nervesystem prøver at hjælpe dig, fordi det tror, du er i fare. Sig til dit nervesystem, at det er en pæn gestus, men at du ikke er i fare. Du oplever bare noget helt almindeligt menneskeligt, og skridt for skridt skal du nok få styr på det 🙂

    Hvis det hjælper dig, kan du visualisere at du møder ham, og træne dig selv mentalt i, hvordan du vil reagere, hvis det sker – så du ikke vil føle dig ligeså overrumplet i situationen, hvis den opstår. Hav så din strategi med dig i ærmet som en slags es, hvis du skulle ske at møde ham, og begynd ligeså stille at fjerne de begrænsninger, du har sat op for dig selv. Mens du hele tiden husker på, at du er lige som du skal være, at det er menneskeligt at føle sig usikker ind imellem, og at DU har overhånden. Angsten kan ikke gøre dig noget 🙂 Den kan højst være ubehagelig. Men DU kan gøre noget. For du kan spotte den, anerkende den og – vigtigst af alt – gennemskue den. Og det betyder, at du ikke behøver lader dig styre af den 🙂

    #24516
    fornavn
    Deltager

    Lillehjerte: Han ville da helt sikkert ikke ønske, at jeg begrænser mit liv. Og det synes jeg jo virkelig heller ikke jeg skal, og jeg prøver at udfordre det ved at gøre de ting jeg er bange for alligevel, men det er ikke en god oplevelse.
    Jeg har netop downloadet tinder igen, så nu prøver jeg at komme ud igen og netop være proaktiv – så må vi se om det lykkedes 😉

    #24517
    fornavn
    Deltager

    Kære FroekenT

    Jeg tror virkelig du rammer så meget plet med de ting du skriver. Wow. Tak!

    Det var helt sikkert begyndelsen på en rigtig god relation – for vi havde det virkelig dejligt sammen og jeg nød hans selskab rigtig meget. Vi tilbragte også rigtig meget tid sammen, så selvfølgelig er vi kommet ret tæt på hinanden i den tid vi var sammen. Og han var virkelig dejlig. Og jeg mærkede også afvisningen, for det var det jo. Men jeg tror måske også jeg skøjtede lidt hurtigt hen over det og hurtigt følte jeg skulle komme videre – for jeg lå jo ikke og græd snot over ham, så jeg tænkte jo nok, at jeg egentlig havde det fint.

    Jeg tror virkelig du har ret i, at det i mødet med ham er alle de her ting jeg bliver mindet om. For jeg kunne bare mærke det igennem hele kroppen da jeg så ham, det var så ubehageligt og jeg følte mig dum, lille, såret og alle følelserne var da det stoppede kom op i mig igen. Fordi vi skiltes så pænt og på sådan en god måde, har jeg måske heller ikke følt at det stoppede så brat med en masse frustrationer og bitterhed, for vi fik snakket om alt inden vi skiltes. Så måske har det taget længere tid for mig at opdage, at han faktisk er væk.. hvis det giver mening.

    Ift. min angst tidligere så har du helt ret i, at den har bundet rigtig meget i forholdet til mig selv – dårligt selvværd, som har gjort at jeg ikke har følt mig god nok eller tilstrækkelig i sociale relationer. Det er sådan set der hele problemet ligger for mig – og det er bestemt noget jeg stadig kæmper med, omend ikke i ligeså høj grad.
    Jeg føler mig lige præcis lille. Det er præcis det ord jeg brugte da jeg startede til psykolog den gang, fordi jeg i alle relationer følte mig lille og ubetydelig – også i familiesammenhænge. Så ja, jeg tror helt sikkert det er den følelse der også kommer op i mig når jeg ser ham.

    Men jeg var virkelig ikke selv nået frem til de her tanker om, at det nok handler om mig selv og ikke ham. For nu giver det jo lige pludselig mening, at det kommer til at betyde så meget for mig, når jeg netop ikke kunne linke det ift. de følelser jeg havde for ham.

    Jeg skal nok finde nogle af de redskaber frem jeg lærte af min psykolog dengang, for tror egentlig det er mange af de samme mekanismer der er på spil. Det handlede i hvert fald meget om at styrke mit eget selvbillede og tro på at jeg er god nok. Det irriterer mig bare, at en mand som jeg godt kan lide som person og som ikke har såret mig så dybt, skal påvirke mig så meget her. At jeg skal have det dårligt over ham, når jeg egentlig har næsten kun gode minder derfra.

    Åh, jeg har godt nok visualiseret mange gange hvad jeg vil gøre hvis jeg ser ham eller dem, men synes ikke lige jeg er kommet op med noget godt endnu 😉 Min første tanke er altid bare løb – hvilket også var det jeg gjorde da jeg så ham. Men jeg skal nok prøve at blive i angsten i stedet for at løbe fra den.

    Mange mange tak for dit virkelig gode svar FroekenT. Det har virkelig været en øjenåbner, nu skal jeg bare se hvordan jeg kan få arbejdet med det.

    #24539
    lillehjerte
    Deltager

    Det er en god ide at grave lidt i og få øje på hvorfor du føler dig lille og hvad der ligger i din familiebaggrund der gør at dit selvværd er så påvirket. Prøv overfor dig selv at beskrive de stemninger og roller du føler du har. Bliver der lagt mærke til dig eller ikke og på hvilken måde når det sker? Det er vigtigt at du så tidligt i dit liv finder ud af at du er betydningsfuld i dine nære relationer. Hvis du primært oplever ikke at føle dig betydningsfuld(eksempelvis) kan det påvirke og gennemsyre din livskvalitet og de mennesker du tiltrækker. Det er vigtigt at du føler at du kan være dig selv bekendt hvis du igen møder din ven. Du kan jo bare nøjes med et kvikt hej og se målrettet ud i fht du måske skal i en retning. I har jo trods alt delt noget tid sammen og måske vil du gerne kunne falde i snak med ham igen. Men hvis du bare løber tror han at han aldrig vil kunne tale med dig igen.

    #24563
    fornavn
    Deltager

    Lillehjerte: Det var netop også det jeg gjorde med min psykolog og der føler jeg egentlig vi fik det bearbejdet det til bunds. Så jeg ved hvad det er for nogle mekanismer der gør, at jeg har de her følelser om mig selv, at jeg er lille og ubetydelig. Vi er en stor familie og har nok følt mig lidt overset og jeg er lidt en efternøler, så jeg bliver altid set på som den lille og bliver derfor ikke inkluderet i beslutninger osv. Jeg arbejder stadig på at bryde ud af lillesøster rollen.

    Jeg bøvler stadig meget med at føle mig betydningsfuld i de relationer jeg har og har svært ved at tro på, at andre mennesker virkelig holder af mig. Men det er en lang og sej kamp og troede egentlig jeg var kommet længere med mig selv, men efter det med ham fyren her er jeg lige blevet sat tilbage igen.

    Hvis jeg en dag møder ham hvor han er alene, så ville jeg også gerne bare lige hurtigt snakke med ham, tror egentlig også det vil hjælpe at få “afmystificeret” ham. Lige nu går jeg og bygger ham totalt op i mit hoved, så tænker det kunne være godt at få tankerne om ham lidt ned på jorden igen.
    Jeg tror ikke selve mødet vil være så slemt egentlig hvis det skete, men lige nu er det frygten for mødet, frygten for at se ham, frygten for at jeg bare går i mine egne tanker og han så pludselig er der. Gik en tur i skoven i dag og hver gang der kom en forbi gav det et sug i maven, fordi jeg frygtede det var ham. Det er sku for træls at gå med den mavepine hver dag.

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.