Mit liv er helt ødelagt

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 12 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #14914
    Mor til tre
    Deltager

    Hej

    Jeg står lige pludselig i mit livs mareridt. Min mand vil skilles og flytte fra mig og vores tre børn (4, 7 og 10 år). Vi har været sammen i 15 år og gift i 4. Det er 9 dage siden det kom frem.

    Historien går tilbage til lige efter vores bryllup. Vi havde en lille datter på et halvt år på det tidspunkt. Min mand er mig utro med en kollega. Den episode sender os ud i et stormvejr af gigantiske proportioner og på det tidspunkt er vi tæt på at gå fra hinanden fordi han har fået følelser for kollegaen og hans følelser for mig er væk. For at gøre en lang historie kort, så vælger vi at blive sammen og kæmpe for forholdet. Gennem årene har vi haft op og nedture, som hver gang har bundet i at han ikke føler det han burde for mig.

    For to år siden fik min kære søster konstateret kræft og hun døde for 6 mdr siden. Det har været så hårdt og frygteligt et forløb, som har krævet alt af mig. I den seneste tid følte jeg dog at jeg var ved at finde mig selv igen. Jeg har et godt job og vi kunne se frem til en drømmerejse til Spanien her til sommer. Men men men, nu er alt forandret. Jeg har igennem et par uger mærket at min mand har trukket sig fra mig, og jeg konfronterer ham igen med det. Det ender i at det kommer frem at han vil flytte fra os. Jeg er knust, vred og skuffet. Jeg følte vi stod på målstregen til at have klaret os og synes vi havde et godt liv med et dejligt hus og børn. Nu skal alt pilles fra hinanden. Han synes at vi har givet det så mange chancer, og at vi hver gang ender i det samme hul. Vi har haft en fint sexliv og har altid kunne snakke godt sammen. Parterapi er han ikke interesseret i, selvom jeg har bedt ham om det. Han har ikke en anden, siger han og jeg tror på ham. Børnene blev informeret i lørdags. Hårdt for især den største.

    Mit spørgsmål er: Skal jeg fortsat kæmpe eller begynde at slikke det dybe sår og forsøge at skabe en hverdag for børnene og jeg? Jeg elsker stadig ham, selvom jeg også selv har haft mine tvivl ind imellem.

    Tak for I læste med.
    /Mor til tre

    #14917
    Eva Marie
    Deltager

    Først og fremmest, skal du have en ordentlig krammer kære “mor til tre”- Jeg føler med dig og den smerte du er ved at gennemgå lige nu.
    Jeg er selv blevet skilt efter mange år med samme mand, og jeg hang fast til det sidste i håbet om det gode liv, fordi jeg simpelthen ikke turde komme væk og fordi jeg troede det var mig den var gal med.

    Du har været igennem et stormvejr og bare det at du har mistet din søster, er ubærligt og smertefuldt. Sikke meget du har måtte gå igennem kære du, pas nu på dig selv. Jeg håber du har et godt netværk der samler dig op og som støtter dig i denne tid.

    Jeres ægteskab startede rigtig skidt, og burde måske slet ikke have fortsat efter hans utroskab ? Han virker ikke som om han er villig til at redde jer, og egentlig bare har været i ægteskabet fordi han ikke orkede at komme ud af det igen. Men i den periode kunne I da så lige få 2 børn mere….ja og så tager den ene dag den anden….

    Du skal ikke være gift med ham længere. Han elsker dig ikke ( ved ikke om han har gjort det engang? ) Du skal finde dig selv, og du skal vide at der er et liv uden ham. Du har 3 vidunderlige børn, som er bedre tjent med en glad mor, end en der ikke er lykkelig. Du skal ikke lade dig nøjes med at være sammen med en der ikke elsker dig, og jeg synes du skal prøve at spørge dig selv om, HVORFOR du egentlig elsker ham ? Hvorfor elske en mand som ikke elsker tilbage?

    Ta´på den drømmerejse – skal du have børnene med ? Du trænger til sol, varme og omsorg.
    Du stoler på ham ? Tja…..en gang utro, altid utro, er der nogen der siger….

    For at svare på dit sidste spørgsmål: Du skal begynde at skabe en hverdag med dine børn og dig selv. Livet er for kort til ikke at være lykkelig, og tro mig, det bliver du igen. Det er en hård omgang specielt når der er børn involveret – men du kan sagtens klare den…. 🙂

    #14918
    Tintin
    Deltager

    Kære “Mor til tre”

    øvøvøvøvøv…

    Jeg tror det bedste råd er, at du skal lytte, til det han siger, og tage det meget alvorligt. Mange gange hører folk det de gerne høre, og derfor relativerer de det sagte, for at give håb. Dermed ikke sagt, at der ikke er håb (det kan jeg ikke vurdere), MEN du må tage hans ord på pålydende, så du kan komme i gang med at navigere i den nye situation.
    Du skal igang med en erkendelses proces og dine følelser skal også igennem denne proces.

    Jeg kender ikke dig eller jeres forhold. Så du kan meget vel have været en dårlig hustru. MEEEEN hvorfor skulle du have været dette? OG selv hvis du var dette, så undskylder det ikke hans utroskab. Det jeg vil frem til er, at jeg syntes, at du påtager dig utrolig meget skyld. F.eks. skriver du, at et sygdomsforløb har belastet jeres forhold. Her er det, at jeg tænker, hvad fanden er det lige at man er sammen for? Hvis man elsker hinanden, så støtter man da hinanden, når den ene gennemgår en svær tid. Personligt kan jeg ikke bruge en ”fair weather” kæreste til noget som helst.

    Min far gav mig engang følgende råd. Du skal altid vælge en kæreste, som er mere glad for dig, end du er for hende. Det er naturligvis sagt for at provokere og på den måde får mig til at reflektere. Det jeg udledte af min fars råd var, at man skal sku’ have en kæreste, som vil dig 100 pct. Hvorfor løbe efter nogen, som reelt ikke vil dig. Jeg tror, at vi alle har prøvet at være sammen med en kæreste, hvor du altid følter, at I aldrig rigtig blev et vi. Det ønsker jeg ikke at bruge min tid på. Man lever kun én gang, og jeg vil have den ultimative tur i livet.
    Måske skal du tænke over, om du reelt ønsker, at være sammen med et menneske, som ikke vil dig 100 pct. – hvid det er det alt dette ender ud i?

    Jeg kan forestille mig, at det må være svært, når der er små børn indblandet. Men de har også bedst af at have en glad far og mor.

    #14934
    Go Happy
    Deltager

    Hvor jeg forstår, at du føler dig knust og ulykkelig 🙁

    Du spørger helt konkret, om du skal kæmpe eller slikke dine sår. Jeg synes det er afgørende, at din mand tilsyneladende har taget sin beslutning. Han har ikke involveret dig i sine tanker om skilsmisse, selv om han formodentlig har gået med dem et stykke tid. Og han afviser parterapi.

    Det fortæller mig, at han er afklaret for nu, og ikke har lyst til at kæmpe sammen med dig. Du skriver, at han var dig utro kort efter jeres bryllup, og at jeres kriser ofte handler om, at han ikke har følelser nok for dig. Så mit bedste råd; Du skal give slip på ham, og det liv I har sammen. Du skal lande på begge ben, og skabe et nyt liv sammen med dine børn.

    Din mand står i dag for det velkendte og trygge, og uanset hvad er det en stor sorg, at skulle opgive familieliv og de drømme, man har om det det. Men du er desværre sammen med en mand, hvis kærlighed er forsvundet, det skal du ikke blive i – Uanset hvor hårdt det er lige nu…

    #14961
    Mor til tre
    Deltager

    Tak for jeres svar. Jeg ved det er rigtigt hvad I skriver…drop tanken om den lykkelige kernefamilie, og kom videre i den nye tilværelse. Jeg vil ikke kæmpe mere, ikke længere forsøge at overbevise ham om, at han begår sit livs fejltagelse. Han har taget sin beslutning, og nu må den føres ud i livet. Det gør sindssygt ondt.

    Jeg har ikke været en dårlig hustru. En travl hustru…ja. Men har gået og glædet mig til at vi snart skulle holde en dejlig ferie med tid til at nyde livet. Ferien i Spanien er aflyst og jeg har istedet booket plads på en campingplads til mig og børnene.

    Med tiden kommer jeg videre, men tanken om et liv alene skræmmer mig fra vid og sans. Jeg har ramt bunden, men har ikke tænkt mig at slå lejr hernede. Jeg kan mærke, at det giver mig en ro at være hjemme i mit dejlige hus med mine dejlige børn :-).

    Jeg har ikke droppet drømmen om at han ombestemmer sig. Ved godt det ikke giver mening, når han har behandlet mig som han har. På et tidspunkt kommer jeg nok også over den drøm.

    God sommer til jer der læser med.

    #14962
    Sidsel
    Deltager

    I dit sidste indlæg hæfter jeg mig især ved to ting:
    Du har aflyst ferien i Spanien. Hvorfor? Du har glædet dig til den. Har et godt job og formodentlig deraf en indtægt, som gør dig uafhængig af, om din mand kommer med eller ej. Hvorfor ødelægge mere for dig selv end nødvendigt? Skrot den campingferie og tag som planlagt til Spanien med børnene. Book et andet sted.

    Endnu mere hæfter jeg mig ved din udtalelse: -Tanken om et liv alene skræmmer mig fra vid og sans. For mig at se det egentlige problem. Selvfølgelig er det et af livets store skæbneslag, når et ægteskab med tre børn går i stykker. Samtidig erkender du at have ramt bunden, men ikke har tænkt dig at forblive der. Det er stærkt og det skal du tage udgangspunkt i. Har du uden din mand langsigtet økonomi til hus inkl. vedligeholdelse, bil og ferier? Du er jo glad for huset.

    Det er det, du skal tage stilling til nu. Og se så at komme til Spanien med børnene. Book et andet sted.

    #14963
    AnneM
    Deltager

    De der følelsesmænd, der ryger in and out of love, er simpelthen ikke til at være i forhold med… Eller holde ud for den sags skyld. Jeg har aldrig været og kommer aldrig til at være i forhold med sådan en type. De er ikke rigtige mænd i mit univers.

    #14964
    Sidsel
    Deltager

    Lige nøjagtigt, Anne M.

    Det kræver kynisme, decideret ondskab, uansvarlighed og mangel på empati at forlade kone og tre så små børn. Det vil præge dem resten af deres liv. Har den mand hverken ære eller samvittighed?

    Hvorom alt er, må trådstarter nu få det bedste ud af situationen. Hun virker stærk. Der er jeg optimistisk.

    #14966
    Eva Marie
    Deltager

    Kære mor til tre – Der er rigtig mange singler i Danmark. Kernefamilien er en drøm for mange, og når man opnår det, så går det også i stykker for mange. Hvad er det vi higer efter? Hvad er det der er så fantastisk med den her “kernefamilie” ? Mange såkaldte kernefamilier ser rosenrødt ud på facaden, men sandheden er for mange familier, at de faktisk slet ikke lever i en kernefamilie med lykkelig mor, far og børn. Der er problemer i alle familier.

    Det er skræmmende at skulle opgive “drømmen” om det perfekte. Men kære du, der er altså rigtig mange der lever lykkelig videre uden kærnefamilien. Vær der 100% for sine børn og find dig selv igen.
    Det er angstprovokerende at skulle leve alene, efter mange år i fast forhold. Men grip det uvisse og glæd dig til nye udfordringer, og glæd dig til igen at kunne mærke dig selv, være selvstændig og se frem til nye eventyr. For de kommer, tro mig.
    Jeg var lige så angst som dig, måske mere….? Men jeg har overlevet – Og jeg nyder at finde mig selv, mærke mig selv og glæder mig hver dag over at jeg har fået chancen for at finde lykken på ny – efter mine EGNE BETINGELSER…….
    Ja, jeg er tit bange – men det er livet og det er dejligt når det mærkes 🙂

    #14967
    AnneM
    Deltager

    Præcis, Sidsel. Jeg studsede også over den manglende beskyttertrang, jeg synes at opleve hos de fleste mænd jeg kender. Kender en mand, som den ene dag ikke kan få den op at stå, for næste dag at klage over ikke at kunne komme. Så skriver hans nyeste date ikke hurtigt nok tilbage, og næste kvinde svarer så for hurtigt. Så er der det ene galt og så er der det andet galt. Konen forlod han, fordi hun havde taget for meget på i vægt efter graviditeten. Ej, men altså! Det bliver simpelthen for feminint til mig med alt det føleri i sådan en mand.
    De andre mænd jeg kender synes at trives i deres familier, sålænge der er glæde, sex og ro. Forstår simpelthen ikke alt det tankespind hos nogle (få heldigvis) mænd.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 12 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.