Min søn vil ikke hjem til sin far

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 25 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #6104
    rikbau
    Deltager

    Jeg har en søn på 11 år. Han er ved sin far hver 2. Weekend. Og det har egentligt fungeret fint for alle parter. Men nu begynder min søn at give udtryk for ikke at ville hjem til sin far. Hans far fik for snart et år siden en kæreste (der er nabo til min eksmand. De bor i et boligkompleks og er naboer i deres lejligheder) jeg er på ingen måde jaloux eller ked af det. Glad på hans vegne, så ingen problemer i den retning. Men de er sammen hele tiden, og tror det måske fra min søns side handler om at han mangler alenetid med faderen. Er der nogen herinde der har erfaring med mit dilemma. Jeg har brug for et pusterum i hverdagen, og det giver jeg mig selv lov til når min søn er hos faderen. Og med et pusterum mener jeg voksentid, med veninder og evt. Date mm. Jeg har ikke nogen kæreste – så der er ingen konkurrent herhjemme i forhold til min søn:-) men selvfølgelig kommer der en dag en mand i mit liv, og så står jeg måske pludselig i den samme situation, måske. Hvordan takler alle parter dette dilemma bedst.

    #6107
    Salamina
    Deltager

    Jeg synes du bør tale med din søns far om det og sige det, som det er – samt, at du selvfølgelig ikke vil overfortolke på din søns udmeldinger men på den anden side bør de jo tages alvorligt samt det er dit indtryk, at det måske kan handle om det eller det samt at din søns far måske bør være lidt obs på det ene og det andet med fx noget alenetid, når han har jeres søn hver 2. weekend.

    Ærligt talt – min mening er så også – når han “kun” har jeres søn hver anden weekend, så bør han også ofre noget væsentlig alenetid med jeres søn, men det skal du nok ikke sige så direkte men måske mere noget i retning af, at du tror måske jeres søvn kan savne noget alenetid med far…

    Jeres søn er trods alt så stor, at I også bør lytte til ham, og I skal helst ikke ud i en situation, hvor du skal tvinge ham hjem til faderen. Den situation er ikke god, nemlig, og kan også gå mere i selvsving end nu.

    Jeg har oplevet tilsvarende dilemmaer men det er svært at afstikke nogle gyldne regler, hvordan det takles bedst, fordi det kan skifte som vinden med jeres søns præferencer nu hvor han også nærmer sig så småt teenageårene og så småt får egne ideer, det kan ændre sig fra måned til måned. Men jeg synes generelt det bedste er, at tale stille og roligt med barnets far om at der er et eller andet jeres søn reagerer på og på den måde, uden selvfølgelig anklager eller noget som helst og vice versa, somme tider kan det jo også vende den anden vej, at han ikke vil se mor.
    Men det er klart, hvis det bliver helt ekstremt med din søns uvilje og måske selv efter du har vendt det med hans far. Så kan du blive tvunget ud i, at du er nødt til at sige, at du kan og vil ikke tvinge jeres søn. Men typisk vil det ændre sig, hvis far får en varsling fra dig om at et eller andet trækker din søn i en anden retning pt.

    Nogen gange kan det også være noget så simpelt som, at hos dig har din søn fx et bedre venskabs netværk eller bedre computerspil eller sådan noget helt uafhængigt af om hans far er nærmest nok så fantastisk hver anden weekend. I den alder er børn ret meget med fokus på også meget andet end selve samværet med far eller mor. Der kører nogle gange andre dagsordener… fra tid til anden. Uden på nogen måde at underkende behovet for nærvær, samvær og kvalitetstid osv fordi selvfølgelig spiller det også en stor rolle. Men der kan også være andet som nævnt ovenfor. Plus jo større barnet bliver desto sværere er det, at få barnet til at passe ind i en bunden samværsform, mange teenagebørn shopper lidt rundt og frem og tilbage imellem far og mor og bryder de faste samværsaftaler med alderen fordi det bliver for stift med at de skal proppes ned i en form efterhånden, som de har egne meninger og ønsker i højere og højere grad.

    #6115
    rikbau
    Deltager

    Ja, du har mange gode input. Som jeg føler jeg kan bruge til noget. Jeg tror også det handler om at min søn føler at hans far har ændret sig, med hensyn til opdragelse. For nu er der jo to voksne på banen hos ham. Og fornemmer at hans far ikke vil virke svag i hans måde at opdrage sin søn på i forhold til hans kæreste. Jeg vil ikke blande mig i deres liv og deres måde at få samværet til at fungere generelt. Men det gør selvfølgelig ondt at min søn giver udtryk for at han ikke vil hjem til sin far. Jeg har fra starten da vi gik hver til sit sagt at han må ha sin søn så meget han har lyst til. Han kan bare ringe hvis han vil se ham. Det sker sjældent ud over hver anden weekend. Men i går havde de aftalt at skulle gå i svømmehal sammen og derefter spise sammen hjemme. Var jeg glad for. Men der gik der konflikt i det, så inden de fik spist ringede min eks. os sagde at han kom hjem med ham nu, da min søn havde skabt sig over noget med mad. Jeg har ikke spurgt så meget ind til det. Men har prøvet stille og roligt at tale med min søn om at hvis der er noget han er ked af eller vil er utryg/usikker/ked af, er det vigtigt at sige det. Har også sendt en besked via SMS til min eks om netop det med alenetid med disse ord:
    måske handler det for xxxx (min søn) om at han savner at være alene sammen med dig en gang imellem. Ved at det er vigtigt for skilsmissebarn at have noget alenetid med forældrene.
    Han svarer: vi var alene i svømmehallen.
    Jeg svarer: det ved jeg. Tror han ville blive ovenud lykkelig hvis der var mere alenetid med dig, end en dejlig tur i svømmehallen. Han savner dig, og savner ham om dig sammen. Han gik ind i seng da han kom hjem og græd fordi han var ked du også bliver ked af det.
    Det er ikke første gang han giver udtryk for ikke at ville hjem til sin far. Havde samme dilemma for en måned siden. Men tog det stille og roligt, netop fordi han jo er på vej til teenage perioden. Men det gør ondt, og jeg skal lige præcis passe på ikke at buse ud over for min eks. For jeg vil jo have det skal fungere. Der er jeg meget opmærksom på.
    Jeg tager en dag af gangen. Min søn taler lidt om det i dag, synes det er svært at kommentere på det neutralt men det gør jeg.

    #6117
    sissi
    Deltager

    … Jeg undre mig over, at din x ikke løste konflikten med jeres søn? Han sendte ham hjem?! Så beder han da også selv om, at din søn trækker sig. En dreng på den alder, føler sig nemt forkert, og nu beviste din x det jo tydeligt overfor jeres søn, at han opførte sig forkert – jeres søn kan tolke det som, ” jeg er ikke god nok hos min far ” .Det kan virkelig gøre mig vred, på din søns vegne. Jeres søn reagerer jo som han bedst kan, og det burde din x sgu forstå!

    Hvis du har konflikter (uundgåelige) hvor kan du sende ham hen? Nej, du løser dem – og din søn er tryg hos dig.

    Jeg kender det fra år tilbage… lige præcis at nu skal far vise den nye kæreste, at han har styr på børneopdragelse – og at “vi er en stor lykkelige familie ” (incl. den nye kæreste)

    Det tager altså tid for et barn at vænne sig til det, og de følelser den lille fyr har, skal anerkendes og accepteres uanset hvordan de udtrykkes – så skal han elskes, og især af sin far når han er der.

    Der skal være plads og rummelighed, til at en dreng på 11 år, får lov at vise sig fra sin måske værste side, for han har ikke ord der kan udtrykke hvad han føler overfor sin far og situationen, det kan han kun i opførsel.

    #6120
    rikbau
    Deltager

    Hej sissi,
    Ja han kørte sin søn hjem uden at prøve at løse konflikten. ringede bare og spurgte om jeg var hjemme, da han sad i bilen og var på vej hjem til mig med ham. Så jeg slugte kamelen, og ville ikke starte en diskussion når både min søn, hans far og kæreste sad i bilen. Sagde derfor jeg sender en SMS, og det var den jeg nævnte og beskrev tidligere i tråden. Han har efterfølgende ikke svaret. Så jeg tænker han tygger på det.
    Hvad var din erfaring med opdragelse af barnet hos faderen med en ny kæreste? Og hvordan håndterede du det?

    #6121
    Salamina
    Deltager

    Hej igen rikbau

    Ofte handler det nok også om en form for afmagt, når en forældre reagerer overfor jeres søn, som din eks gjorde overfor jeres søn omkring svømmehallen og den situation og muligvis andre situationer også. Det er sjældent for ikke at sige, stort set aldrig, gjort i ondskab eller reel “dumhed eller stupiditet”. Det er som regel en blanding af noget afmagt og evt. manglende føling med barnet i situationen, samt at forældren er presset eller bliver ked af det/såret.
    Jeg har en mor i mit faglige virke, som ofte handler noget i stil som du beskriver din eks, i de fleste tilfælde handler hun i afmagt plus ikke over-gode “forældrekompetencer”, der er lang vej hjem med arbejdet med hende og det er på listepoter, da hun selv mener hun er et “unikum” til børn 🙂 Well 🙂

    #6122
    Salamina
    Deltager

    For resten vil jeg nævne noget andet. Det er meget svært, at få et barn til at udtrykke, hvad der trykker hos fx far eller mor og det kalder vi i dagligt sprog for loyalitet. Men der er flere vinkler på loyaliteten fra børnehøjde, der er nemlig også barnets loyalitet overfor sig selv! Under min uddannelse som misbrugskonsulent havde jeg faktisk en temmelig fra min side dybdeborende samtale med en psykolog, som har særligt børn, som speciale omkring netop lige dette. Psykologen forklarede, at der er netop også det lag, at barnet føler det som kritik af sig selv, hvis der er kritik af en af eller begge barnets forældre. Barnet er jo et produkt af netop sine forældre og den ligger ret latent i selv ganske små/unge børn. Hvis jeg fx kritiserer mine børns far (min eksmand) i mine børns påhør, så “hører” børn det, som kritik af dem fordi de er også ham. Det er sådan det bliver tolket, måske ikke når børnene er blevet voksne, men som børn gør de. Derfor er det også umådeligt svært, at få et barn til at fortælle, hvorfor bliver du ked af det hjemme hos fx far, fordi svaret også har pile i retning af barnet selv. Så loyaliteten handler også om barnets loyalitet overfor sit eget “jeg”.

    #6124
    sissi
    Deltager

    Det er ikke godt nok, det din x præstere!

    Min x (da vores søn var på din søns alder) opførte sig totalt umodent og ansvarløs i forhold til vor søns reaktioner – forstod dem simpelthen ikke – for når alt nu var så godt, så skulle han da bare indordne sig – der var ikke plads hverken fysisk eller psykisk til ham.
    Han ville ikke til sin far – når jeg nævnte det for min x, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle blande mig – og beskytte det barn.

    Det resulterede i, at min søn nægtede at tage til sin far hver anden weekend. Jeg ville ikke tvinge mit barn – kunne ikke drømme om det. Skulle han besøge sin far – og den nye familie, skulle det være af fri vilje og lyst.

    Der var ingen krig mellem min x og jeg -men der kunne vi ikke blive enige.
    – Det endte med, at min søn tog til sin far 3-4 gange om året til højtider, og så talte de sammen og sms.

    Da min søn selv fik kørekort, og selv kunne bestemme blev det en lille smule bedre… men meget gik tabt i disse vigtige år for dem begge. Men min X forstod ikke den tid vores søn havde brug for – og hans reaktioner … det tror jeg han fortryder i dag.

    #6128
    sissi
    Deltager

    Nedenstående er taget fra et brevkassesvar, ved ikke om din x´s nye har barn osv. men noget ligner din historie:

    Svaret:
    Jeg oplever tit, at når to familier rykker sammen, så er det den kvindelige parts værdier, der kommer til at styre. Hendes behov, hendes idé om, hvordan en familie skal opføre sig og se ud, bliver gældende. Det kan mange mænd rigtig godt lide, for de føler med rette, at der kommer struktur på deres tilværelse, og nogle føler måske, at kvinder dybest set ved mere om familie og børn, end de selv gør. Så de retter ind.

    Men lige meget, hvor søde kvinder er, så er de altså også tit, hvad jeg vil kalde for blide tyranner, der har meget strikse idéer om, hvordan de vil have tingene. Det er sjovt nok altid kvinder, der synes, at mandens børn er et problem, mens mænd oftest er meget mere fleksible og ukritiske over for hendes børn.

    Det kan være meget svært at være barn i sådan en ny, sammenbragt familie, hvor der lige pludselig er en masse krav og forventninger til én om, hvordan man skal være. Krav, man måske ikke forstår og måske ikke har lyst til eller kan leve op til. Vil din kæreste dig, og vil du hende, jamen, så må I starte med at give slip på alle jeres sikkert gode, men også ret strikse idéer om, hvordan tingene burde være, og hvordan din lille dreng bør være.

    I har altså kun kendt hinanden i fem måneder, så lad dog det stakkels barn stille og roligt finde sine egne ben at stå på. Tål kaos, for en sammenbragt familie er kaotisk, jeg ved det, for jeg lever selv i en. Og lad for himlens skyld også være med at sammenligne din søn med din kærestes datter. Hun er tryg – det er din dreng ikke, men det er vigtigt, at han bliver det.

    Så i stedet for at kritise ham og have så travlt med alt, hvad han gør forkert, så rum ham og giv ham plads til at være den lille dreng, han er, på godt og ondt. Giv ham også en masse uforbeholden kærlighed og husk at foretage dig noget med ham, bare du og ham alene. Husk. Du er det vigtigste menneske i hans liv, og han – ikke din kæreste – er den vigtigste i dit. Det burde både du og hun være voksne nok til at vide. Og hold så op med at problematisere ham, for så skal han da nok blive et problem.
    Jeg tror ovenstående rammer rigtigt godt på hvad der kan ske – måske du kan bruge noget af det:)

    Sissi

    #6148
    rikbau
    Deltager

    Hej sissi og Salamina,
    Hvor er jeg glad for dette forum. For det giver mig luft at komme ud med min frustration og dejligt at få jeres råd og kommentarer. Det er vigtigt at få jeres besyv med, da i ikke er involveret, men ser på det udefra. Derfor har ingen i min famile viden om dette. Mine veninder ja, men de er jo på min side, og vil derfor jo ikke altid være nøgtern og upartiske.
    Det er helt korrekt at eks handler i afmagt, og også at han måske føler sig presset i forhold til sin kæreste mht børneopdragelse. Det giver mening. Jeg har for et par dage sendt endnu en besked til eks:
    Hej Xxx. De har ringet fra skolen og fortalt at Emil har det dårligt. Det havde han også i morges, ondt i hovedet og maven. Men sendte ham i skole alligevel. Jeg tror han er smadder ked af i tirsdags, for han taler en del om det.
    Jeg vil ikke blande mig i det, for det ønsker jeg ikke. Vil bare have i finder hinanden for han har brug for dig også. Han giver udtryk for ikke at ville hjem til dig, måske fordi han føler at han har svigtet dig og du ham. Måske skulle vi tale om det stille og roligt. For han har brug for os begge, brug for dig når han er hos dig og brug for mig når han er hos mig. Ved ikke om det giver mening. Emil har bedt mig sige at du ikke må trække ham ned i vandet i svømmehallen, da det gjorde ham utryg. Vil ikke blandes ind i det, men har lovet at sige det til dig. Emil elsker dig ingen tvivl om det, måske har han brug for du også fortæller ham det.
    Han svarer stadig ikke på mine beskeder, men tror at han har taget dem til sig. Min søn blev hentet af sin far og kæreste i går er hos ham i weekenden Jeg har ikke nævnt noget da de hentede ham, for det er ikke noget hverken min søn eller min eks kæreste skal være med i.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 25 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.