Min mor prøver at ødelægge/ er frustrende

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #18371
    ljm
    Deltager

    Hej

    Jeg håber at der er nogen herinde der kan give mig gode råd med på vejen. Sagen er den, at jeg og min kæreste er gravide i 8 måned, vi har været sammen i 3 år og jeg elsker ham overalt på jorden, vi er begge nyforelskede endnu og det har vi aldrig oplevet før med andre vi har været sammen med. Vi er begge 32 år gamle.

    Vi bor i Sverige, han er svensk og jeg er dansk. Mine forældre og familie bor også i Danmark. Og hans familie bor her i Sverige.

    Første gang min mor skulle møde min kæreste, troede jeg at det var et hyggeligt møde, da vi sad til langt over natten og snakkede om vores opvækst.
    Det skal lige siges at min kæreste næsten har prøvet alt, han står på ski, elsker at svømme og køre snescooter og motorcykel. I barndommen har han også været ret aktiv, så han er endt på skadestuen et par gange. Så han fortalte min mor om hans livshistorie fra barn til voksen om at han næsten altid er endt på skadestuen. Også fortalte han hende om sine motorcykelture, hvor han fortalte at en han kender havde kørt motorcykel og at han havde mistet kæresten som sad bagpå, og min mor havde troet at det var jeg og ham, og at det var mig han havde mistet. Det skal lige siges at min kæreste snakker svensk, men jeg oversatte.

    Så efter den weekend kom mine forældre hjem til Danmark igen og jeg fik streng besked på at min mor ikke kunne lide at jeg var sammen med ham og at hun ikke kan lide ham. Hun fik et helt forkert billede af hvilken person han var. Hun bedømte ham på bare to dage og dengang havde vi været sammen i 5 måneder før han mødte mine forældre.

    I mellemtiden har vi besøgt mine forældre og familie i Danmark hvor det har gået fint. Og hvor jeg troede at min mor begyndte at se anderledes på ham, at hun begyndte at kunne acceptere ham.

    Nu har vi så været sammen i 3 år og vi har købt hus og forlovet os og er gravide med første barn og han er stadig den kærligste mand jeg ved om.

    Vi inviterede mine forældre så min far kan hjælpe min kæreste med at sætte badeværelsesskabene op og min mor var med. Min kæreste hentede sit gamle legetøj, bl.a. legetøjsvåben som han selv havde bygget. Og min kæreste og min far drak et par øller i løbet af weekenden og min kæreste tilbød også snaps.
    Da vi skulle ligge os om aftenen, lagde min kæreste legetøjsvåbenerne i tremmesengen, dagen efter vi vågnede var begge våben smidt på gulvet ude i vores bryggers og det var min mor der havde gjort det, da hun siger at hun ikke kan lide at der er våben inde i huset – selvom det var legetøjsvåbner. Selvom hun selv er vokset op med et hjem med rigtige våbener. Jeg havde glædet mig til de skulle komme på besøg. Imens de var på besøg fik jeg ikke lov til at løfte en eneste ting af min mor, da hun mente at jeg ville abortere barnet hvis jeg løftede noget, hvergang jeg løftede en ting tog hun det bråt fra mig og var rigtig sur og sagde ingenting.

    Da de kom hjem fik jeg en telefonopkald fra min mor, som skælder mig ud og siger at hun synes at min kæreste er alkoholiker og at han tager alt for mange snus i munden og at hun synes at det er for dårligt at han har våbener i hjemmet og det kunne hun ikke lide.

    Nu er det anden gang jeg får en følelse af at hun ikke kan lide min kæreste, jeg føler at jeg ikke længere har lyst til at bevare kontakten med min mor, men det er heller ikke naturligt for mig bare at kutte kontakten. Jeg har forsøgt at snakke med hende, men hun lukker helt af, at det er hende der har ret og hun siger at hun jo ikke kender ham så godt, selvom de i forrige sommer var på en uges ferie hos os og vi har holdt juleferie hos dem, samt holdt vinterferie hos dem. Og hun siger til mig at hun jo ikke kender han´m så godt og at man aldrig ved hvad han kan gøre imod mig! Jeg bliver så rasende over det hun siger, min kæreste er verdens sødeste som ikke engang kan slå en flue ihjel. Så hun burde vide hvem han er. Og min mor er såden en der tror på alt hvad vi siger, alt man siger er rigtigt og er en sand historie i hendes hoved. Jeg har snakket med min far om hende, men jeg tror ikke at han tør at konfrontere hende.

    Og nu hvor den lille snart kommer til verden, så har hverken jeg eller kæresten ikke rigtig lyst til besøg af hende, når hun bare fordømmer og fordømmer og tænker de værste negative tanker om min kæreste.

    Jeg håber at der er nogen herinde der kan give mig gode råd om hvordan jeg/ vi skal forholde os til min mor. Jeg føler lidt at hun prøver at jeg skal gå fra ham og flytte til Danmark med barnet så hun kan være tættere på sit barnebarn, da hun siger at hun er vokset op i tætte familieforhold og at hun synes at der er langt til barnebarnet.

    Mvh den frustrerede..
    Stine..

    #18372
    Eva Marie
    Deltager

    Som jeg ser det, er du nød til at tage en alvorlig snak med din mor – og med det mener jeg ikke, at hun skal have “ret til at ytre sig” – Du skal sige at det er DIT valg, og hvis hun forsat vil beholde et forhold til jeres lille familie ( tillykke for øvrigt 🙂 ) så skal hun holde hendes meninger for sig selv. Du er en voksen kvinde og du er lykkelig – det er DIT valg – ikke hende!

    #18373
    ljm
    Deltager

    Tak for dit svar. Ja, jeg har forsøgt at snakke med hende og sagt at jeg elsker mit liv, elsker min kæreste, hvor hun så svarer igen, at hun bare gerne vil beskytte mig da hun elsker mig så højt. Og jeg har sagt at jeg synes at hun kommer med nogle meget svære og stærke og sårende ord. Jeg snakkede ikke med hende i lidt over en uge hvor min far så tog kontakt, at min mor gråd hverdag fordi hun ikke hørte mere fra mig. Men jeg orker virkelig ikke at snakke med hende, da jeg ved at hun ikke kan lide min kæreste, det fylder så meget i min hverdag for tiden.
    Jeg har snakket med min mors søster, som jeg er meget tæt knyttet til, og hun siger at min mor siger sårende ord, så hun har heller ikke rigtig lyst til at tage kontakt med min mor længere, de er 5 søskende, og næsten alle søskende tager ikke længere kontakt med hende, og hun er så ked af at hun ikke hører mere fra dem, men jeg kan sgu godt forstå hendes søskende.
    Jeg føler at hun burde snakke med en psykolog, og det foreslå jeg hende også da de var på besøg hos os sidst, men ifølge hende at hun helt perfekt og det er andre der er noget galt med.

    #18374
    AnneM
    Deltager

    I skal have kappet navlestrengen, og det kan sagtens være, din mor skal have hjælp til det. Og måske skal du også det, for at kunne stå imod hendes behov for at holde fast i dig på en usund måde.
    Du er en voksen kvinde, og det har både du og hun brug for at I giver plads til kan ske.

    En voksen kvinde behøver altså ikke tale i telefon med sin mor hver dag. Når I har så meget kontakt, så er du med til at holde fast i mor-barn-relationen.

    En voksen kvinde behøver heller ikke mors accept ved valg af livspartner, så sig til hende næste gang: “Tak for din omsorg. Hvis jeg får brug for din visdom, skal jeg nok sige til”. Og så bed hende stoppe diskussionerne omkring din mand. Og sig fra: Jeg lægger på nu, for jeg bliver i dårligt humør af de her samtaler. Vi snakkes ved.
    Du er voksen og derned skal hun respektere dine valg og holde sine tanker for sig selv.

    Jeg tror du selv kan gøre meget for at få kappet navlestrengen:
    Stå fast på dine valg.
    Skær naturligt ned på telefonsamtalerne. Forklar hende at det er helt naturligt at både du og hun også skal have andre ting i livet end bare hinanden.

    Hvis ikke du får hende stoppet nu, så ender det højst sandsynlig med et brag, når først hun begynder at kritisere jeres forældreevner, hvilket hun nok vil, sålænge hun ikke opfatter dig som et selvstændigt individ, men som en forlængelse af hendes arm.

    Kap navlestrengen, så bliver alt meget bedre. Der er trods alt mange, der ville ønske de havde en mor, der gad interessere sig for dem. Men alt med måde og på en sund måde.

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.