Min mand gør ALT forkert!

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #26073
    Hende_x
    Deltager

    … og det gør jeg helt sikkert også.. VI gør ALT forkert!… Øv!… 🙁

    Jeg tror det her bliver langt.. Har rigtig meget på hjertet der har været rigtig længe undervejs, så bær over med mig kære brevkasselæsere..

    Jeg har kort reflekteret lidt over, hvorfor jeg vælger at bruge den her brevkasse frem for så mange andre muligheder -og jeg tror det er fordi det er flexibelt i en travl hverdag men der er helt sikkert også en tryghed i, at folk der svarer ikke ved hvem jeg er -men hvorom alting er, det er jo ligegyldigt det her- så har jeg virkelig brug for at få input fra særligt mændende der skulle ske at falde over mit indlæg.

    Min mand og jeg har været sammen i snart 13 år og har mere end 2 børn sammen… Der har aldrig været nogen tvivl for mig om, at det var ham jeg ville være sammen med -og der er ingen tvivl om, at jeg aldrig kunne finde på at lade mig skille fra ham, uanset hvor pokkers ondt det så end gør at være gift med -og leve sammen med ham nogen gange. Hav derfor dette in mente- skilsmisse er ikke en mulighed. Jeg har ikke luft i lungerne nok til at forklare hvorfor uden at blive side-tracked, så det er bare sådan.

    For kontekstens skyld, så vil jeg prøve at give lidt baggrund før jeg når til det jeg opfatter som problemstillingen..

    Vi var i starten af 20érne da vi fandt sammen og de første par år var godt nok vilde (sex i lange baner, burgermad foran fjernsynet med en god actionfilm på, byture osv.).. pyh.. Vi var bare pot og pande – virkeligt bedste venner, som altid kunne snakke sammen om alt muligt og som vitterligt aldrig havde haft årsag til at tænke et ondt ord om hinanden… Jeg har altid været en pige med en god energi, passion, glæde og nærvær- og det har helt sikkert spillet en rolle i at vores “unge dage” var så intense og bekymringsfrie.. Men jeg er også sårbar i mine nære relationer og ofte “klodset” og naiv.. Jeg lægger ikke altid mærke til hvordan min egen adfærd påvirker andre og kan huske meget tydeligt, da det gik op for mig hvor nedbrydende det var, at jeg kunne finde på at ringe til min mand imens han var på arbejde bare for at snakke om aftensmaden eller sende ham jordens røvballe på sms hvis jeg var utilfreds – jeg holdte op, fra den ene dag til den anden og skammede mig helt vildt over det! og jeg kan huske at jeg undrede mig meget over hvorfor han dog ikke havde sagt noget til mig? Han led bare i stilhed og holdte mit vanvid ud, indtil det en dag gik over af sig selv…. Og det er nok egentlig dén ubevidste strategi han alle dage har brugt. Ikke fordi han egentlig reflekterer over det (tror jeg) det er bare sådan det er..

    Min mand er nok det man kalder for en introvert rent socialt – men han har en værdighed omkring sig som jeg beundre ham meget for. Måske der var usikkerhed i hans ungdom – men i dag ser jeg det kun som en styrke at han har sunde personlige grænser for hvor langt han lukker helt fremmede mennesker ind (det kunne jeg godt lærer noget af!). Jeg beundre ham for, at hans visdom aldrig er blevet til arrogance og jeg beundre ham for, at han kan være både helt utrolig omsorgsfuld og et virkelig rart menneske, men samtidig helt utroligt hård; Udholdende og refærdig.

    Vi er totale modsætninger.
    Hvis han er den stabile og forudsigelige, så er jeg den ustabile og uforudsigelige.
    Hvis han er depressionen, så er jeg eksplosionen.
    Hvis han er den tålmodige, så er jeg den utålmodige (Han sætter sig et mål og når det- jeg keder mig halvvejs og finder på noget andet)

    Hvis jeg er den der stirrer frygten i øjnene, finder roden og sætter fingeren på det der gør ondt – så er han den der kigger væk og lader som ingenting.
    Hvis jeg taler, så tier han.
    Hvis jeg længes efter følelsmæssig intimitet så har han det fint.

    Jeg kan ikke leve med den person jeg er blevet til med årene – og det er derfor jeg rækker ud efter hjælp herinde. Ikke for at fixe min mand, men fordi jeg har brug for strategier til at leve et bedre liv sammen med ham….På et eller anden tidspunkt er den der glade, udadvendte og sprudlende pige blevet til en ked af det, brugt og træt kvinde… Jeg har simpelthen nået min grænse for hvor meget jeg kan rumme – det jeg før i tiden nærmest ikke engang tog notits af gør mig i dag nærmest bitter. Det er ulideligt! og jeg hader det virkelig men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal ændre på det… Lige som sådan en god omgang slimet karamelpapir der bare sidder fast, sådan har mine følelser ændret sig.. og særligt bitterheden er en jeg bare ikke vil have! Den skal UD af mit liv….!

    Hvis det bare handlede om, at min mand er den han nu engang er, så ville det aldrig havde været et problem for mig. Jeg elsker ham, respektere og acceptere ham! – problemet er, at det går ud over mig på en måde jeg ikke kan bære.. Og nu hyler jeg….! .. Jeg føler mig virkelig! ensom i vores ægteskab, selvom min mand udefra set, er det perfekte menneske -og en jeg kun burde have taknemmelighed til overs for… Han forsørger mig og børnene, han husker min fødselsdag, han laver kaffe til mig om morgenen og endda nogen gange morgenmad som han også kommer med på en tallerken! Han laver aftensmad af sig selv, hvis jeg ikke lægger an til det, han brokker sig aldrig, han giver mig plads til at være den jeg er, han stoler på mig og begrænser mig aldrig (jeg begrænser heller ikke ham, han rejser indimellem og “leger” soldat i flere uger af gangen- jeg er aldrig rigtig væk hjemmefra) og han tager ansvar for børnene hvis jeg slipper det (fx hvis jeg bliver opslugt af havearbejde og glemmer alt om tid og sted). Han er en GOD mand og et godt og tålmodigt menneske…. Men jeg savner ham… Det føles nogen gange som om han kompensere for sin følelsesmæssige distance ved at gøre alle de ting jeg lige har nævnt, men i virkeligheden ville jeg bytte DET HELE, hvis bare jeg kunne få lov at beholde “ham”! …. 🙁

    Jeg ved godt hvor slemt det lyder i andres ører – jeg har alt, men er stadig ikke tilfreds…. Den bedste måde jeg kan beskrive det på, er som hvis du virkelig ønskede dig en blå sweater i julegave af din mor og hun så køber en grøn tshirt til dig istedet. Tæt på, gjort i bedste mening! men egentlig ikke det du havde brug for eller havde ønsket dig…

    Jeg oplever det også ofte i vores hverdag; Jeg ber om noget specifikt og får noget andet end det jeg ber om… Jeg synes det er svært at sætte rigtige ord på… Måske føler jeg, at jeg ikke laver andet end at ære ham i alle hans behov men at han aldrig ærer mine? Han ser dem ikke -og selv når jeg fortæller ham om dem (uanset hvordan) så bliver det glemt … Jeg føler ikke han passer godt nok på mig følelsesmæssigt.. Det er som om han tror jeg er usårlig og derfor ikke behøver at skænke mig en tanke, sådan agerer han i hvert fald.. Jeg ér også en stærk pige! Jeg knokler bare på i hverdagen, gør hvad der skal gøres og lader mig ikke sådan for alvor slå ud af hvor hårdt det kan være- men selvom jeg psygisk et meget robust menneske, så er jeg et totalt vrag følelsesmæssigt efterhånden… Ellers sådan føler jeg mig i mit ægteskab.. Jeg føler ikke sådan i min morrolle…hmm.. nå men..
    fx var vi ved at hjælpe et vennepar med at bygge drivhus en weekend – han bygger rammen sammen med 2 andre mænd, jeg hjælper til med børn og diverse andre opgaver i haven. Vi kvinder skal så have hentet nogle fliser længere nede ad vejen, en opgave jeg sagtens tror jeg kan klare selv, indtil jeg ser at det er en halv palle og at hver flise faktisk vejer henimod de 20kg pr. stk. – Jeg får læsset en 8-10 stk og da vi kommer tilbage vil jeg spørge min mand om han vil hjælpe mig – han holder pause og står med en juleøl sammen med de andre. Jeg afbryder ham ikke, men venter et par meter væk indtil der er plads til mig i samtalen og han kommer hen og giver et mys. Da jeg så spørger ham om han måske har tid til at hjælpe mig, trækker han med det samme på den og siger at han ikke synes projektet skal forsinkes alt for meget, men hvad det er jeg har brug for hjælp til? Jeg siger at det er ligemeget og at han ikke skal tænke på det og går min vej og jeg er helt utrolig såret. Jeg klarer iøvrigt pallen med fliser selv og kører så en lang tur på en times tid, så jeg kan græde ud og tage mig lidt sammen, for jeg VED godt at jeg er galt på den… Men jeg er bare ikke i stand til at styre det længere, hvor træls det end er…… Tror han ikke, at jeg i forvejen har vurderet om det vil være en stor byrde for ham at hjælpe mig? Forstår han ikke, at det er en kærlighedserklæring og et udtryk for hengivenhed og sårbarhed, når jeg rent faktisk spørger om hans hjælp?
    Nej, det gør han sikkert ikke- og der er ingen tvivl om, at det ikke er med vilje! Det er nok det sidste den mand ønsker -at sårer mig… Alligevel sker det 100vis af gange i vores dagligdag og nu er jeg så helt tyndslidt og brugt op efter så mange år at jeg nærmest ikke kender mig selv længere.. Jeg føler ærlig talt jeg er ved at give op, sådan for alvor.. Sådan hvor man bliver helt slap og indser at det er fuldstændig ligegyldigt hvad man gør og hvordan man gør det så ændre det ikke på noget… Om jeg er konstruktiv,, vælger det rigtige tidspunkt, græder, råber, skælder ud- det ændre intet. Hvis ikke han har en indre motivation for at lytte og imødekomme mig, så kan jeg stå nøgen og vifte med et skilt hver dag resten af mit liv, hver morgen ude i gårdspladsen og det ville intet ændre…. Den eneste jeg kan ændre på er mig selv! Jeg ved det godt… Jeg kan bare ændre på min indstilling, slippe alle forventninger og leve frit- juhuu.. Men det kan jeg ikke finde ud af, uden også at skærer ham ud af mit hjerte og slukke for mine følelser.. Og det er jeg bare rigtig bange for at gøre! Har jeg virkelig lyst til det? Er det virkelig den eneste vej? Kan det slet ikke lade sig gøre at være sårbar og åben følelsesmæssigt – at have ægte intimitet med et andet menneske, uden at det går i ged på den her måde?? …..

    Jeg har for første gang i mt liv oplevet at være vred på ham… Det er aldrig sket før. Frustreret ja, men ikke vred… Jeg er vred over, at han stiller mig i sådan en utroligt ringe position at vi kan risikere at miste vores ægteskab på det – at han stiller mig så uhyggeligt sårbar overfor andre mænds tilnærmelser…. Han KASTER mig for løverne, i total ligegyldighed, fordi det ikke er farligt……….Han forstår overhovedet ikke, hvordan jeg har måtte kæmpe den værste kamp jeg nogensinde i mit liv har måtte kæmpe for 2 år siden, fordi jeg ved et uheld blev forelsket i en anden mand…! Jeg var stang naiv og kendte ikke mine egne grænser – men nu er jeg da den erfaring rigere og så kan jeg forhåbentlig passe bedre på mig selv i fremtiden, men hold fast hvor føltes det tarveligt… Mit hjerte forrådte mig helt spontant og det tog fuldstændig røven på mig… Hvis ikke den mand jeg blev forelsket i, havde haft stor nok personlig integritet til ikke at gøre det værre for mig end det var, så tør jeg slet ikke at tænke på hvor svært det havde været at overleve; for det krævede vitterligt ALT den viljestyrke jeg havde i mig, at træffe den beslutning at jeg ville ære vores ægteskab- selv når jeg ikke havde lyst, fordi det er det rigtige at gøre og det vi har lovet hinanden ved alteret.. Jeg stoppede alt kontakt og nedkæmpede henover et par måneder de der latterlige sommerfugle der pludseligt havde slået sig ned i min mave… FUCK! ………… Undskyld 🙁

    Jeg føler jeg har vredet vrangen ud på mig selv, tilsidesat mig selv og nogen gange fuldstændig glemt mig selv i jagten på at være en god hustru og elsker for min mand…. Noget jeg har gjort med største glæde, kærlighed og forventning -men jeg kan ikke mærke at det er gengældt… Jeg gør ikke engang de ting jeg gør, fordi jeg forventer en masse til gengæld, det kommer fra hjertet og er en naturlig del af hvem jeg er som menneske… Men jeg føler mig nok som en lille blomst der er blevet trådt på alt for mange gange, der til sidst bliver liggende… Det hjælper selvfølgelig ikke, at jeg siden vores yngste barn blev født har været hjemmegående, for at få alle ender til at mødes på en værdig måde… Er det bare dét der er galt? At jeg simpelthen går for meget op i min mand og alt for lidt op i mig selv?

    Sikken en pinlig koklusion, hvis det bare er det… Alt den lidelse og så bare fordi man ikke går til kor onsdag aften…. SÅK mand! …

    Jeg tror ikke der er så meget mere at sige.. Måske jeg har været alt for uspecifik flere steder, i så fald uddyber jeg gerne… Tak fordi i lyttede – det er jo nok halvdelen af det for os kvinder… såk..såk.såk…. og neeej, jeg kan ikke lide at føle mig som et offer, det er den værste følelse i verden! 🙁

    #26076
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg tror du skal tænke det helt lavpraktisk og forventningsafstemme meget konkret med ham løbende. Manden kan simpelthen ikke gætte hvad han gør galt. Du har nogle forventninger som han ikke opfanger. Du må sige det konkret til ham at det her har stor betydning for dig. Og skriv dine ønsker ned. Måske har manden hovedet fuldt af mange ting og noget af de informationer han får i løbet af dagen går tabt. Jeg har selv oplevet hvor befriende det er at forventningsafstemme løbende og konkret. Når du bliver ked af det kan det også handle om nogle gamle mønstre hvor du ikke har følt dig mødt tidligere i dit liv fx i barndommen. Så tag ansvar for og mærk efter hvorfor du får de her svære følelser. Måske er det ikke så meget selve situationen men derimod noget gammelt du trænger til at rydde op i og anerkende.

    #26077
    Eva Marie
    Deltager

    Jeg får simpelthen så meget lyst til at skubbe til dig😊OG nu skal du tage det her som et meget kærligt skub🤗

    Først og fremmest så lyder det som om du lever i 50′ erne
    Skilsmisse er ikke en mulighed og UH Ha da da tænk at du blev forelsket i en anden mand – det må man ikke ( i 50’erne) Nej du skal IKKE leve DIT liv – du skal leve igennem ham, uanset om du vil eller ej!
    Er det tvangsægteskab – indre mission – eller er det familien der ikke tillader skilsmisse? Så vil jeg minde dig om at du bor i Danmark hvor man selv bestemmer SIT EGET LIV!

    Jeg har selv siddet i et langt ægteskab hvor jeg bare SAD og levede mit liv igennem ham – det kommer jeg så aldrig til igen – heldigvis skilt og herre over mig selv.

    Du lyder som du holder af- men ikke elsker – og elsker passioneret – du kunne lige så godt leve med din ven eller veninde. Det er livet altså for kort til – så få fineren ud, tag ansvar for dit eget liv og drop selvynk – jeg tror du er lullet i søvn – og kære du – du ved simpelthen ikke hvordan livet kan være i frihed.

    Dit skriv siger mig kun at kærligheden er væk – dagligdagen har taget over – i er vokset fra hinanden – det er ganske naturligt at mennesker gør det en gang imellem😊🤗og så må man videre i dette skønne liv vi har fået foræret og som ikke kommer igen

    #26088
    Tristesen
    Deltager

    Uh, sikke en redelighed – du lyder virkelig ulykkelig. Kram til dig. Mit bedste råd er ‘kig indad’. Du kan ikke tvinge noget igennem. Alt starter med en selv. Du vil ha’ forandring? Skab den selv. Gør noget andet end du plejer. Da han ikke ville hjælpe med fliserne kunne fit svar ha’’ været: Fordi du et så stor og stærk, min skat’ og et smil. Du vælger offer-rollen. Vælg den fra. Gør det selv. Kom i bund og se, hvad der sker. Det handler om dig. Ikke ham.

    #26092
    Froeken T
    Deltager

    Kære du

    Av, jeg kan godt høre, at der virkelig er nogle ting her, som gør ondt på dig. Derfor får du lige en stor krammer allerførst <3

    Jeg sidder allermest med en fornemmelse af, at her er der to mennesker, som faktisk vil det samme: I vil hinanden. I vil gerne leve sammen, være glade sammen, gøre hinanden glade og være tæt på hinanden. Men der er – eller mangler – et eller andet mellem jer, som forhindrer det. Jeg tænker ikke, at hunden ligger begravet hverken hos dig alene eller hos ham alene, men i det hul mellem jer, hvor den stærke mentale forbindelse skulle have været.

    Det gode er, at jeg faktisk tror på, at I kan få den forbindelse tilbage. Du er fuld af respekt for og kærlighed til din mand. Jeg læser heller ingen steder, at han ikke skulle være fuld af det samme for dig. Lige nu er I bare som to bobler, der hver især rummer masser af gode ønsker og intentioner, men som svæver omkring hinanden uden nogensinde helt at mødes.

    Jeg tænker, at I må have haft den nære mentale forbindelse og fornemmelse for hinanden tidligere i jeres forhold? For havde den manglet fra start, var I aldrig kommet så langt. Det vil sige, at det handler om, at I skal finde tilbage til den. Du skal tage nogle skridt mod ham, og han skal tage nogle skridt mod dig. Måske har I hver især brug for at blive lidt klogere på jer selv, jeres tilknytningsmønstre og ikke mindst på hinanden og hinandens tilknytningsmønstre. Jeres eget og hinandens kærlighedssprog. Sådan at I kan lære, hvad der egentlig skal til, for at I hver især føler jer elsket – og hvordan I kan give hinanden dét. For jeg læser ud af dit skriv, at I begge to faktisk har en masse vilje og kraft til at give hinanden noget. I skal bare lige blive kloge på, hvad det er, der vil give den anden størst værdi – og dermed overskud til at give det tilbage, som modparten har brug for. Det vil samtidig give jer overskud til at give jer selv noget, der hvor den anden måske ikke altid helt kan indløse checken.

    Så op med humøret, kære du. I har alt det, der skal til. I skal bare lære at bruge det rigtigt. Jeg vil foreslå, at I finder en rigtig god parterapeut og investerer lidt tid og penge i den proces, der kan bringe jer tættere på hinanden igen. Det kan være en ren mirakelkur at få en dygtig tredje person til at hjælpe med at oversætte alle de ting, som man synes, man skriger til hinanden, men som ingen alligevel rigtigt hører. Parterapeuter ser den slags hele tiden. Jeg ved det, fordi jeg selv har siddet i stolen 🙂

    Held og lykke med det. Det skal nok blive godt!

    #26098
    Den triste
    Deltager

    Hende_X >>>>>

    GOSH……
    SÅ fik jeg læst DIT brev her, og forstår NU dit lange svar på mit “brev”……..
    😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥 😥

    Hvor jeg dog VRÆLER lige nu……..
    TÆNK, jeg sidder et sted – har KÆMPET en KAMP for mit “LIV” og vores familie i HELE 2020, mens hun skiftevis gjorde mig ULYKKELIG – og derefter LYKKELIG – og næste gang ULYKKELIG rammer så ENDNU hårde, fordi man lige nåede at gense LYKKELIG..
    Langsomt, kørt længere og længere ned, mens hun løj om hvad der var hendes rigtige grund til hendes fravær i forholdet…
    langsomt, kørt derned hvor også DU er, hvor tankerne og ord kommer ud i endnu en diskussion – JEG HAR IKKE LYST TIL AT VÆRE HER MERE, når du er sådan ved mig…..

    selvom vi havde masser af glade dage, med rig mulighed for at tale ud om det….
    – inden hun til sidst (EFTER 4-5 “gode dage”) siger “det er slut” og tager børn fra mig – og har ikke ville tale siden…
    – at hun kan tage 15 år, hvor de 14 var varme, kærlige og ALT passede sammen, og smide ud – UDEN en lille sprække af håb – eller en lille “Hvis vi ikke finder løsning går det galt” – ET eller andet, som lige kunne undgå alt dette her – MENS hun prøver at smide mig ud af hus og hjem, og firma vi har…. -ALT vi har opbygget sammen vil hun rive væk…
    så efter at have trampet mig ned i hele 2020, har hun nu taget pigsko på…

    og sikke en smerte….
    Det UNDERLIGE er, at AL den VREDE jeg normalt ville have…. – er VÆK……
    – jeg gik flere dage i tomhed og gråd, og havde ondt af hvad hun havde siddet med uden at sige det….
    (Nu VED jeg, HAVDE hun sagt det, var alt dette her ikke sket, for så var jeg trådt til og havde hjulpet hende med hendes del, så hun kunne give varme igen…)
    – Men, jeg gik stille rundt, græd, håbede og bad til hun kom tilbage – skrev laaaange breve…
    – men INGEN svar….

    og der….
    Lige der……
    Sidder DU….
    – lige så alene…. og lige så trist…. – som jeg lige var i mit forhold….. – mit forhold som nu er væk…..
    – lige så trist over at blive overset – og er blevet til en lille nedtrampet blomst…

    Jeg er en VARM, kærlig “Fisk”, med følelserne uden på tøjet, hader løgne og uretfærdighed….
    har brug for nærvær, alt det du sidder med og ikke kan komme ud med – og alt det du ikke kan få igen….

    Jeg læser han har “Indrettet” sig efter sit behov, i er der, DU er der, du får mad og kaffe og han er til stede i familien
    – men tænker uanset hvad du gør og ændre på, får du ikke “den pakke” tilbage du havde….

    som jeg sagde – min HJERNE ved GODT hvor meget hun HAR trampet på mig i år, hvor jeg hundredevis af gange, har spurgt om vi skulle dele vores ting, hvis hun alligevel ikke gad mig…
    – men nej – DET skulle vi ikke – sagde hun…… (Det endte så med hun ville have det HELE….)
    igen – jeg tilgiver hende – for alt hun har gjort mig fortræd – og ALT hun kommer med nu og fremover tilgiver jeg også
    (JO, skal nok kæmpe for det som er mit – men hendes ballade og krigsførsel – tilgiver jeg…. – sender gode energier ud og de vil selvfølgelig komme tilbage som gode energier…)
    og DET giver mig en ENORM indre ro – og HJÆLPER min HJERNE med at fortælle mit HJERTE det har MEGA ondt og det skal give slip…….

    og Derfor gør det mig MEGA ked af det, at du sidder der, samme smerte, samme sorg, samme fortvivlelse som jeg sad med, samme dumme tanker, samme tanker på hvad kan jeg SELV ændre på for det lykkedes… – men hun ville ikke vise mig det, så derfor vidste jeg det ikke og kunne ikke ændre på min del – men sank….
    – sank så dybt som Titanic……..

    og det er SÅ sørgeligt, at 2 mennesker som os, sidder med samme smerte – som begge er trampet ned – næsten ens
    – og som blot ønsker den samme glæde, den samme varme i sin dagligdag, den samme kærlighed og intimitet

    Helt seriøst……. sad du ikke i dit forhold, havde jeg inviteret dig på en dejlig kop kaffe…..
    om vi overhovedet ville passe sammen som mennesker er der ingen der ved – men så kunne man da fortælle sin detaljeret historie til en i samme båd, og tjaa…..

    suk……

    Sender de varmeste knus, og håber DU kan vågne din “Bjørn” tror det bliver svært, når kærligheden er SÅ død – JEG kunne ikke vågne vores, til trods for den var til stede til den sidste dag hun var her…..

    så….. stort varmt knus til dig <3

    #27454

    Hej

    Jeg vil forsøge at svare enkelt. Dit eksempel med fliserne rummer en central symbolik, som jeg ser det. Jeg ser bare en anden sybolik end du. Og den handler om dig og kun dig. Ikke om dig og ham. Jeg tror nemlig, at dette i sin essens handler om dig. Da han ikke er så imødekommende over for dit behov, som du har brug for, går du straks fra situationen og er dybt ulykkelig. Jeg ser det ikke som hans manglende evne til at tage sig af dig. Den har du jo også talt godt om på trods af din frustration over, at han (du) ikke ser dig (selv). Og det er jo heller ikke hans primære job her i tilværelsen – det er at se sig selv og jeres børn. Jeg synes, at symbolikken handler om din – efter min mening – manglede evne til at tage dig af dig selv.

    Man kunne komme med mange råd til, hvad du kunne have gjort i stedet for at dreje om på hælen og gå. Men også det er mindre væsentligt end det centrale spørgsmål: Hvorfor er du ikke bedre til at tage dig af dit livs vigtigste job (ud over det med omsorgen for ungerne)? Hvorfor er du ikke god til at drage omsorg for dig selv? Men vender i stedet dig selv ryggen og går? Jeg ved af egen erfaring, hvor svært det er at gå fra at være offer til at blive aktør i kærlighedsforhold, så deraf min måske lidt kontante udmelding.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.