Min mand forlader mig… Jeg er brudt sammen.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 21 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #3691
    ulykkeligkvinde
    Deltager

    Totalt underligt at skrive sådan et indlæg, men jeg er desperat.

    Lidt af min historie…
    Har været sammen med min mand i 18 år, og vi har haft mange op og nedture. Har en skøn datter på 13 år.
    Har ikke haft et sexliv i mere end 1 år, vi har glemt hinanden fuldstændig. Vi har forsømt hinanden og taget hinanden for givet. En kæmpe fejl, det står lysende klart nu. Vi har alt materielt, mangler absolut intet på den front.

    Besluttede for 3 måneder siden af gå i parterapi, og der er det kommet frem, at min mand har haft det rigtig skidt med mig igennem flere år – uden at jeg var klar over det. Han har følt sig undertrykt, jordet og andre ting. Det har været rigtig hårdt at høre på, men min mand har insisteret på, at vi var der for at vende hver en sten, og være hudløs ærlige – for at se om det kunne reddes. Han var klar over at hans “ærlighed” ramte hårdt, men sådan måtte det nødvendigvis være. Jeg har taget imod mine verbale tæsk under det forløb, og jeg har beklaget og undskyldt at jeg åbenbart har såret ham så meget.
    Har desværre haft en fornemmelse af, at dette måske ikke ville lykkes for os, men jeg har kæmpet med næb og kløer, skilsmisse har ikke været en mulighed i min verden. Jeg elsker ham, og han er manden i mit liv.

    For to dage siden ramler min verden så totalt sammen. Jeg finder ud af, at min “hudløst ærlige mand” har været mig utro. Og nej, der er desværre ingen tvivl, for jeg fik tilsendt et billede af ham i selve akten. Det var så forfærdeligt og ondskabsfuldt af ham der valgte at sende billedet. Jeg fik et forvarsel om at han var mig utro. Min mand nægtede til det sidste, lige indtil billeder tikkede ind på min telefon. Jeg havde spurgt ham flere gange den dag, om han var sikker på, at der ikke var noget han skulle fortælle mig, men nej – han kørte efter benægt, benægt, benægt…..
    Han siger nu, at det var en engangsfejltagelse, men taler han sandt??? , der er helt sikkert noget han ikke fortæller, men han nægter at tale om det. Han mener nu at det må være slut fordi HAN ikke kan se mig i øjnene…. Det forstår jeg ikke….. Hvis jeg kan tilgive ham…. hvorfor trækker han sig så??? Jeg tror jo så, at det er fordi at der er mere end et “engangsknald” i dette, og det er en “nem” vej ud af ægteskabet for ham.

    Nu står jeg med et liv i opløsning, og har bare lyst til at lægge mig til at sove, og ikke vågne op igen, Har fået et psykisk sammenbrud, og har ikke været på job i to dage, jeg har givet helt op….. Jeg trækker vejret og forsøger at holde facaden ifht. vores datter, men hold kæft det er svært. Græder konstant og får angstanfald. Kan slet ikke kende mig selv.

    Hvordan pokker klarer jeg mig igennem det mareridt der venter??? Jeg er ved at dø ved tanken om, at jeg om et par dage kan fortælle vores datter, at mor og far har givet op….. Overlever det ikke…. Kan intet overskue… føler mig kørt over af en damptromle…
    Jeg har ligget på mine grædende knæ i nat, og bedt ham om ikke at forlade mig… Et eller andet sted er det jo galt, efter han har svigtet min tillid så groft, og oven i købet har været så dum, at lade sig forevige i situationen.
    Hvordan giver jeg slip på ham? Min hjerne siger at jeg skal slippe ham, og at jeg fortjener bedre. Mit hjerte er villig til at acceptere hvad som helst – bare han bliver.

    #3692
    jydinden
    Deltager

    Ja det er jo noget møj. Når jeg læser det du skriver er jeg også mest tilbøjelig til at hælde til at han bruger affæren til at komme ud, eller ihvertfald at du nu er konfronteret med den uanset om affæren var før eller efter terapi. Det er svært at sige noget der kan trøste dig og give dig håb. Jeg har arbejdet sammen med så mange mænd i fyrrerne som har ladet sig udviske totalt af deres koner og hvor hun styrer hjemmet, børn og ham som en exercist general. De er totalt metal trætte og tager tit vejen ud igennem en affære som i øjeblikket giver dem alt hvad de savner af sex, tilbedelsenog nærvær ( at det sjældent varer ved tjaaa det tænkes der ikke så meget over i nuet ) Det bedste du nok kan gøre er det stik modsatte af hvordan det ellers har kørt nemlig at blive blid og mild , dog alligevel sætte grænser for hvad du vil være med til. Du kunne jo stille og roligt sige til ham at du ikke kan være i at han er under samme tag som dig og bede ham om at forpasse sig øjeblikkeligt så du har ro til at tude, og skrige. Send datteren til en veninde og allier dig med dit kvindenetværk så du har nogen at tude og pimpe rødvin med. Jeg tror ikke du får noget ud af at tigge og trygle, men blid værdighed vil du nok komme længere med. Hvis du er heldig kan det være martin kommer på banen herinde eller så køb en akut rådgivning over Tlf, den har jeg brugt og så kan du få lidt psyko førstehjælp og et bud på hvad den kloge kvinde gør i den situation.

    #3693
    Salamina
    Deltager

    Hej Ulykkelig kvinde

    Sikke en hård omgang. Du har jo fået et chok med de billeder. Det er vel også derfor du får angstanfald. Det er trist læsning og synd for dig og jer. Jeg kan godt forså, at du ikke har været i stand til at gå på job. Og jeg tror du har ret i, at det er en slags psykisk sammenbrud.

    Lige nu er du og I i orkanens øje, stormen raser. Og ingen af jer er i stand til, at handle rationelt lige nu, derfor bør du/I også tøve god tid endnu med, at involvere jeres datter. Vent og hold ud og hold ud og hold ud noget tid endnu ifht jeres datter.

    Sådan en stor livskrise, som du og I oplever nu, den har nogle helt klassiske mønstre, chok – reaktion – vrede – tilbagetrækning – frustration – vrede – mere efterchok (angstanfald) – sorg – række ud – og tilbagetrækning…
    Og det sker på begge sider, både din og hans.

    Og sådan en stor livskrise skal spises som en kamel eller en elefant eller en giraf, i små bidder. Her kommer det gl. ordsprog “at sluge kameler” til sin ret med det twist, at det tager lang tid, at spise en kamel. Men det giver mening, at det tager tid fordi tiden er sådan set din og jeres bedste “ven” lige nu. Forstået som, at du må prøve, at holde dig fra, at se spøgelser, der måske kommer i morgen, lad være, at tænke katastrofe-tanker fremadrettet. Du har rigeligt på din tallerken lige nu. Der er ingen grund til, at tænke flere skridt frem end du kan gabe over. Det bliver du bare helt tosset af. Og du har rigeligt, som det er.

    Og så er der tillid og hvem er SKYLD i hvad og hvorfor.
    TILLID og SKYLD og SKAM og hvem BURDE have sagt hvad og gjort hvad og hvornår, er nøgleord, der kører rundt underneden af konflikten. Det har noget med hele vores indgroede moralsæt at gøre.

    Sådan en krise/konflikt, den har det med, at vi ligesom skal finde ud af, at få udpeget en synder. Eller hvem er skyld i at… Det er helt menneskelige eftervirkninger men på den lange lange lange bane – som tiden går – så er det skide ligemeget, hvis du spørger mig. Igen, tiden arbejder for jer, ligegyldigt, hvor I lander før eller siden. Vreden og sorgern og bitterheden slipper taget før eller siden. For nogen tager det måneder, år før bitterheden slipper taget og for ganske få hænger den ved hele livet (gud burde forbyde den sidste variant for den er tung for den, som bærer bitterheden i sig).

    Kan du tale alene med den parterapeut I har gået hos? Så du får noget luft alene?

    Jeg skriver igen om lidt…

    #3695
    Salamina
    Deltager

    Sådan en livskrise/konflikt. Den kan have to udfald over tid. Den kan løses over tid og vise sig, at enten være på bundlinjen forløsende og livgivende for jeres forhold eller den kan splitte jeres familie i atomer og altså ende med et brud imellem jer.

    Før denne krise (med hans utroskab) var det jo heller ikke godt. Derfor gik I i parterapi. Dybest set er jeres krise nok startet før hans utroskab. Det vil jeg tro.

    Minus sex i 1 år. Det er altså lang tid men det har I jo begge indset, at I havde glemt og forsømt hinanden. Og det betaler man ALTID en pris for. Der kommer en regning på “ligegyldighed” overfor ens allernærmeste relationer, om det er overfor manden eller overfor konen, eller gensidigt mand og kone overfor hinanden eller overfor børn, så kommer den regning. Det “koster”, at forsømme sine allernærmeste. Og alle betaler en pris, når man er en familie.

    Om det så resulterer i noget livgivende forløsning eller et endeligt brud. Det afhænger vel af, hvad I hver især mærker – efter stormen – lige nu er I ikke rationelle eller I tænker ikke rationelt. Det er helt normalt i situationen. Men det er ikke på det grundlag I lige nu skal træffe de store beslutninger. Men tage dybe vejrtrækninger i stedet.

    Der findes noget, som kaldes REBT terapi (rationel, emotionel, behavior terapi, en del kognitive terapeuter arbejder med REBT). Det er sådan noget med, at spørge sig selv, hvad der er sandt og falsk? Er det fx sandt, at din mand ikke elsker dig, fordi han har dyrket sex med en anden kvinde? (… ville han gå i parterapi med dig og være hudløst ærlig, hvis han ikke elskede dig men en anden kvinde fx). Er det fx sandt, at du ikke elsker din mand, fordi du har “trynet” ham? (… ville du gå i parterapi med ham, hvis du ikke elskede ham).

    #3698

    Hej

    Selv om det er umuligt i en choktilstand at bevare hovedet koldt og hjertet varmt, så er det vigtigt, at du gør det.

    Skriv følgende til ham: “Skat, situationen er noget lort. Vi har glemt hinanden. Du har følt dig tromlet. Du har været utro. Du har svært ved at tilgive dig selv. Det kan være, vi skal skilles. Jeg vil ikke plage dig mere om at blive, men blot gentage, at jeg godt kan tilgive. Det bliver ikke nemt at rydde op efter vores fælles forglemmelser. Tiden må læge nogle af vores sår. Måske skal vi have mere hjælp. Måske er det lettere for dig med en anden kvinde. Måske skal vi skilles lidt for at finde os selv og dermed hinanden igen. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg kan tilgive dig. Ikke glemme. Men tilgive. Jeg vil ikke plage dig mere. Og du ved, hvor du kan finde mig”

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #3701
    ulykkeligkvinde
    Deltager

    Tak Martin og I, som har været så søde at skrive.

    Martin, jeg skrev til ham i går morges Meget lig det du skriver. Et brev uden bebrejdelser, Men hvor jeg gjorde det klart, at jeg kunne tilgive hans utroskab. Jeg vedkendte mig (igen) min andel af skylden for vores problemer. Jeg gjorde det også klart, at jeg elsker ham, og er klar til at tage “kampen op”, så (den nok uundgåelige) skilsmisse kan afværges.

    Jeg brugte lang tid på at skrive brevet (mail), og jeg sikrede mig, at det var et brev uden krav og bebrejdelser af nogen art. Et brev jeg selv ville blive glad for at få. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det har betydning for ham.

    Han har ikke reageret…… og jeg ved han har læst det…. det gør godt nok ondt!
    Troede ikke jeg kunne få mere ondt i hjertet, men det kan jeg åbenbart.
    Puha….. Det her har jeg svært ved at se mig ud af…. Forsøger at holde facaden overfor vores datter, men jeg har værre nødt til at fortælle hende at jeg er ked af det, for jeg kan godt se at hun kigger bekymret på mig.
    Hun ved godt at vi har været i terapi, og at vi har det svært, men skilsmisse har aldrig været nævnt for hende. Er så bekymret for hvordan hun vil tage det.

    Gud ved om man rent faktisk kan blive vanvittig af sådan en omgang her?….

    #3702
    jydinden
    Deltager

    Ja man kan blive som vanvittig, det er ubetinget den bedste slankekur af alle. Da jeg prøvede det tabte jeg tæt på femten kg fordi jeg vandrede imellem min bolig og en venindes. For mig tog det godt to år før jeg havde dage hvor jeg glemte at tænke på ham. Ligepludselig var sorgarbejdet færdig gjort og i bagklogskabens lys var det mit livs lærdom som i den grad gav plads for lyset kunne komme ind i mit liv. Når jeg kigger på mit liv idag og før er der ingen tvivl om at det var det der skulle til samtidig er jeg taknemmelig over han ikke mere er en del af mit liv, vi var nemlig ikke gode for hinanden. Din datter skal nok klare det, det bliver hendes historie og du har nu muligheden for at lære hende at man ikke dør af at komme i krise og at man kommer igennem det. Men du skal sortere meget kraftigt i hvad du delagtiggør hende i og hvordan. Det er derfor jeg skriver til dig du skal have fat i veninderne, selvhjælpsgruppe, terapeut what ever, et sted hvor du kan hælde alt ud uden filter. Ifht din datter er du nødt til at tale med hovedet og intet negativt om din mand må forlade din mund samtidig skal du gørehende tryg i at uanset hvad der sker så skal du og hendes far nok klare det. Bor i sammen pt ? Isåfald få ham ud. Af to grunde den ene er at han har godt af at få afstand så han har en chance for at savne sit liv. Den anden grund er at lige pt har han valgt dig fra , og det har konsekvenser bla mister han retten til at vidne din sorg, det vil ikke bringe ham nærme at han er tæt på, tværtimod. Svarer han ikke på dit brev, lad den ligge, luk fuldstændig af for alt andet end det der skal løses praktisk . Og så ud og plej dig selv, giv den hele armen. Så kan du ligne en hængt kat når du er alene.

    #3703

    Hej

    Fint, men lov mig at lade være med én eneste gang mere at tale om at ‘tage kampen op’. Det giver ham bare mere dårlig samvittighed. For han vil bare have fred for krav. Og opfordring til at I skal kæmpe sammen oplever han KUN som din fortsatte dominans og stillen krav til ham om at gå gennem denne proces på DIN måde. Selv om han muligvis vil benægte det. Og i øvrigt er han lige så dominerende på SIN måde.

    I finder ikke sammen i kamp, før han finder sine følelser for dig. Og han finder dem kun, når du fysisk, praktisk og følelsesmæssigt er ‘ude af kommunen’.

    Han ved ALT om dine følelser for ham, og om ‘hvor’ han kan finde dig, når han er parat. Du har været adskilt fra ham i årevis uden at mærke hans smerte. Hvilket kun halvt er din skyld. Du kan godt klare nogle måneders levende vanvid. Det vil og har allerede vækket dig op til livet igen. At det starter med et levende mareridt er frygteligt, men jeg fornemmer, at du sagtens kan klare det.

    Med venlig hilsen og masser af medvind

    / Martin Østergaard

    #3704
    Salamina
    Deltager

    Hej Ulykkelige kvinde

    Jeg tænker også på, at din mand måske også har en eller anden konflikt kørende med den person, som tog de billeder af ham i agten og dernæst sendte dem til dig. Ja, jeg kan få en hel roman ud af, hvad der lige har kørt rundt i den lejr. Det kan måske også dræne din mand, hvis han har både jeres krise og noget andet konflikt med de personer kørende nu. Det er vel nærliggende, at tro,at han ikke ligefrem så det de komme heller. Jeg har en bekendt, som oplevede noget lign. for mange år siden, det var så et brev en “velmenende” tredieperson sendte til min bekendts kone. Det var noget voldsomt. Brevets indhold var sandt, at min bekendt var sin kone utro (altså ikke med mig!) Men jeg må sige, at min bekendt, han kom på overarbejde og han fik også et chok faktisk fordi det var en nær ven til ham, som lavede den tackling på ham med det brev.

    Det forklejner på ingen måde det du står med! Det er slet ikke min holdning.
    Jeg tænker bare, at din mand måske også oplever en nedsmeltning hele vejen rundt, uden at vi ved det med sikkerhed selvfølgelig. At han føler sig svigtet, ydmyget og fornedret osv. af den person, der sendte dig billederne og det kan måske være en medvirkende årsag til, at din mand pt. ikke rummer så meget, fx at svare på dit brev. Plus jeg ville sgu blive rasende, hvis det var mig og nogen sårede min mand så meget og gav ham så stort et chok, som du fik med de billeder. Jeg synes, ligesom dig, at det er ondskabsfuldt og fuldstændigt hjerteløst. Et brev er én ting og slemt nok, men billeder, MY GOD! Det er jo grafisk på den virkeligt lede måde, sådan noget der går på nethinden… Jeg ved det ikke, det er bare nogle tanker ifht. det her med, at din mand lukker af pt. Han må da også have de forfærdeligt med det hele, hele vejen rundt.

    #3705
    ulykkeligkvinde
    Deltager

    Hej alle

    I sætter en masse tankter i gang, og det er godt, da det får mig til at se situationen fra flere vinkler.

    Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet præcis hvad Martin anbefaler. Det rammer hovedet på sømmet… og det fik tårerne frem (igen igen).

    Det er klart, at min mand er ufatteligt hårdt ramt, og det har jeg faktisk forståelse for, til trods for det rædselsfulde billede jeg fik tilsendt. Han er meget vred på den person der har sendt det, og jeg er sikker på at han bakser med masser af tanker og kvaler. Desværre er det ikke mig han deler dem med….

    Han har i nogle måder boet hos en kammerat 4 dage pr. uge, for at få lidt luft og tænke sig om… og det er i den periode han har været mig utro. Han siger at det kun er sket den ene gang, og at han har det forfærdeligt med det. Jeg er nødt til at vælge at tro ham, hvis jeg skal kunne “føre tilgivelsen ud i livet”, men jeg må erkende at tvivlen nager en smule. Men såret er også meget nyt og åbent…

    Med hensyn til vores datter, så er jeg meget påpasselig ifht. udbrud og meninger om hendes far, og dybest set har jeg heller ikke lyst til at svine ham til, og det gør jeg heller ikke overfor de venner, som kender til dette. Jeg elsker jo manden… og mener stadig at vi kan være et super godt par.

    Har fået et tid hos en terapeut om halvanden uge…hun har netop ringet til mig. Det er en, som vores parterapeut har anbefalet…. der er lidt længe til, men det kunne ikke lade sig gøre før. Håber jeg “overlever” så længe (selvfølgelig gør jeg det). I mellemtiden må jeg læsse lidt af og søge støtte andre steder.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 21 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.