Min mand er fascineret af kollega. Nu skal de på arbejdsrejse sammen

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 26 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1009
    Sophia
    Deltager

    Kære Martin

    Jeg har den seneste tid haft ondt i maven og haft masse uro i kroppen og psyken.

    Jeg er 39 år og har været sammen med min mand (også 39 år) i 7 år (vi blev gift for 2 år siden og forsøger pt. gennem fertilitetsbehandling at få et barn sammen. Vi har desværre ingen børn endnu.)

    For 1 mdr. siden kom min mand temmelig beruset og skæv hjem efter en våd bytur med hans mandevenner. Han var i godt humør men meget påvirket, og vrøvlede og var i snakkehumør da han kom hjem. Pludselig fortæller han mig at han de kommende 4 mdr. skal arbejde sammen med en utrolig smuk, fascinerede og intellegent kvinde på 26 år. som han har hyret som ekstern konsulent. Og at han altså bare lige vil sige det til mig, sådan at jeg hvis jeg pludselig skulle møde hende ikke ville tænke hvorfor han ikke havde fortalt mig det og derfor ville han lige nævne det nu. Jeg synes det var meget mærkeligt han sagde det til mig, da jeg hverken er den jealous type og aldrig tidligere har været optaget af hvem han arbejder med og hvordan de ser ud. Jeg sagde til ham jeg synes det var noget underligt noget at sige, da jeg jo aldrig kunne finde på at antaste ham for ikke at have fortalt mig han arbejdede sammen med en smuk pige, og at jeg egentlig var temmelig ligeglad, og det jo slet ikke var sikkert jeg ville have studset over noget, da jeg måske ikke ville tænke hun var så smuk eller særlig som han synes. Han svarede han havde læst en artikel på nettet om at den slags skulle man sige til konen eller kæresten så der senere ikke blev konflikter og derfor ville han nævne det. Jeg spurgte hvad hendes navn var og det fortalte han så og derefter lukkede jeg bare samtalen ved at sige, at han da forhåbentlig ikke bare elskede mig pga. mit udseende men især min person, og hvis jeg skulle rende rundt og blive irriteret over alle de smukke kvinder der var i verden, så kunne jeg ikke bestille andet og så burde jeg jo føle mig utryg ift. mit forhold alle vegne for der var og er jo så mange smukke kvinder i verden og den slags var jeg altså temmelig ligeglad med. Så var samtalen slut.

    Jeg ville ønske han aldrig have fortalt om denne smukke kollega for efterfølgende har jeg haft det utrolig dårligt og er netop blevet ramt af jealousi, men mest af alt en enorm angst for at miste ham til en 12 år yngre kvinde, der er lige hans type i udseende, faglighed og intellekt. Den angst og jealousi er en følelse der normalt er langt fra mig. Efterfølgende fandt jeg hende på hans linkedin profil med billede. Og Ja hun er meget smuk. Hun ligner faktisk mig ret meget, både udseende og faglige profil men er som sagt en del yngre og måske nok lidt smukkere end jeg er idag – selvværdet har pludselig fået en stort duk og generelt har jeg nok ikke følte mig smuk, lækker, sexet osv. længe bl.a. pga. fertilitetsbehandling, som har taget hårdt på min mand, vores sexliv osv..(Selvom det ikke er hans sædkvalitet der fejler noget, men min alder).

    Jeg er pludselig blevet en stalker af hende på de sociale medier og jeg har så meget angst for tingene skal udvikle sig romantisk ml. dem (Jeg kan se hun har ‘endorsed’ ham for utrolig mange færdigheder på linkedin selvom deres samarbejde startede for kort tid siden, og hun jo er junior ift. ham.

    Han er pt igang med at planlægge tre arbejdsrejser til udlandet og i de lande som de arbejder sammen om, men jeg ved ikke om hun skal med. Det snakker vi ikke om, da han ikke nævner noget om det har jeg ikke spurgt, da jeg for et par uger siden udspurgte ham indtil projektet hvor hun er involveret, og forholdte mig fagligt kritisk til det og hvorvidt det var en godt projekt flippede han pludselig ud og sagde ‘du skal fandme ikke bestemme hvem jeg arbejder sammen med! (selvom jeg intet havde nævnt om det) eller være kritisk fordi der pludselig er en 12 år yngre, mega smuk kvinde med de lækkereste læber til at give et BJ og med den lækkreste røv! Bland dig udenom mit arbejde. BUM så var jeg sat på plads efter en kæmpe overfusing og jeg blev rigtig ked af det! Mit selvværd og min krise over min alder pga. fertilietsbehandling medførte bare jeg fik det endnu værrere. Jeg forklarede ham stille og rolig at han måtte undskylde jeg havde kritiseret projektet, men han måtte kunne forstå det stik af jealousi jeg havde følt da han havde omtalt hende første gang og at han nok også var blevet ked af at jeg havde omtalt en mand sådan overfor ham – og jeg sagde til ham at jeg da også ofte mødte smukke mænd, men det betød jo ikke noget eller var noget jeg smidte i hovedet på ham, for uanset var det ham jeg elskede. Vi krammede og han sagde han udemærket forstod mig.

    Nu er der gået et par uger siden den samtale og jeg stalker online stadig hende og frygter de kommende arbejdsrejser, hvor jeg jo ikke ved om hun skal med, men det tror jeg da, siden han ikke taler så meget om dem, som han normalt ville gøre. Hvad gør jeg? Jeg har det simpelthen så dårligt og føler bare jeg sidder og ser passivt til at min mand potentielt set bliver forelsket i en anden kvinde uden jeg kan gøre noget!

    Håber der er nogen af jer der kan komme med lidt input til mig. Er ret fortabt lige nu.

    Mange tak
    Sophia

    #1015
    Aries
    Deltager

    Hejsa.

    Der er desværre intet du kan gøre. det eneste og bedste du egentlig kan gøre er at trække dig væk fra emnet. Træk dig fra ham/hende. Er han forelsket, Er han det uanset dine følelser. Hans kraftige reaktion kan vi kun tolke på. spørgsmålet er om du kan mærke at han har forandret sig?

    Aries

    #1024

    Hej

    Fertilitetsbehandlinger kan virkelig skade et kæresteforhold meget, fordi det sætter så mange svære tanker, følelser og processer i gang. Jeres situation lyder meget klassisk, og I er jo begge under pres, så længe graviditeten udebliver.

    Jeg tror, at jeres sammenstød om hende handler mere om alle de følelser, der tordner løs mellem jer end om hende. Hun er bare det træ, som lynet slår ned i, fordi det rager højst op og tiltrækker sig opmærksomhed.

    Ud over det er hun jo også en reel risiko. At han kommer snalret hjem fra byen og taler om hende vidner nok mest om, at han savner, at tilværelsen var mere let og uden al den “logistik” og mangel på sponteanitet, som fertilitetsbehandlingen medfører. Han savner sgu nok, at I drikker jer i hegnet sammen og har lidt vild monkey sex med blowjob og frække ord. Og så kommer hun måske til at symbolisere muligheden for en ny og meget nemmere omstart for ham … ja, undskyld jeg bærer ved til selvværdsbålet.

    Hvis jeg var dig, ville jeg bekræfte ham i nogle dage. Sige at han er en dejlig mand. At du er ham dybt taknemmelig for, at han er gået den lange vej med dig. At han tåler dine følelsesmæssige udsving. At han viser forståelse for, hvordan du har det. At han er klog, lækker, stærk, varm, kærlig. Jeg ville sørge for at røre ham meget fysisk. Gøre kærlige ting for ham. Gaver, opmærksomhed, ros og anerkendelse. Indrømme at du gør det, fordi du synes, at han fortjener det, og at du har forsømt ham, fordi du har været for meget optaget af usikkerhed og angst. At du har mistet dig selv lidt, og at det har været grund til, at du har glemt ham og forsømt ham.

    Han vil nok prøve at modsige dig og protestere og sige, at du da også har været utroligt large og kærlig og tålmodig og alt muligt. Og det er jo meningen med det hele. At I igen får sagt nogle af alle de kærlige ting til hinanden, som jeg fornemmer ligger lige under overfladen.

    I har været gennem en svær tid. Det er vigtigt at bekræfte ham. Og så må du håbe, at han bekræfter dig. Og lukker lidt mere op omkring at dele sine rejse- og arbejdsplaner med dig. Han ved jo præcis, hvor skoen trykker, og jeg tror, at han gerne vil imødekomme dig og hjælpe dig med din usikkerhed, hvis du indrømmer dine fejl. (Lad ham om at indrømme sine)

    Men jeg tror, at du skal tage ansvaret for at være den, der starter med at være sige alle de søde og gode ting.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #1034
    Sophia
    Deltager

    Kære Martin

    Mange tak for din skarpe og indsigtfulde tilbagemelding, som jeg synes er spot on på mange måder. Jeg fik også den følelse af, at det der tiltrak ham var ideen om en ny opstart med en yngre kvinde uden fertilitetsbehandlinger (og med bbabyganranti!) og en måde at vige uden om hans egen aldersforskrækkelse. Vi nærmere os de 40 år om 1 års tid, og min mand har længe panikket over det og har hele tiden fokus på at vi er ved at blive gamle osv osv. Jeg føler mig ikke gammel, og ser måske nok også en del yngre ud end jeg er, men med hans konstante fokus på det, er det svært ikke at føle sig noget mere slidt i det.. Vi har ‘kun’ været igang med fertilitetsbehandling siden Januar, og jeg har faktisk været den rolige, glade og stærke i det. Dvs. jeg har hverken reageret negativt på hormoner eller har ladet mig påvirke negativt af behandlinger, men forsøgt at være positiv og glad og se lyst på det hele netop fordi min mand har reageret så kraftig og hadet turene derud, og enten surmulet, skældt mig ud i bilen eller talt meget nedsættende om speciallægen, som behandler os. ‘Gamle gris…’ osv. Så jeg har ikke følte nogen støtte hos ham, men mere at det har været anstregende at have ham med, da han var så følelsmæssig omkring det i stedet for bare at acceptere at det nok er den eneste måde vi kan få børn på idag (han blev jo selv først klar til at begynde på børn for 1 år, selvom jeg selv var klar allerede for 5 år siden..men ville vente på han synes det var tid også) og fertilitetsbehandling er en fælles beslutning men især hans, da han meget gerne vil have børn snart! Det korte og lange er at jeg faktisk har været utrolig sød og rolig omkring det med behandlinger og grædt med ham når vi blev skuffet igen efter endnu en behandling. Jeg synes også selv det er rigtig hårdt at være igennem det her, især fordi man jo gerne vil lave et kærlighedsbarn uden hjælp og på helt normal vis og især for skuffelserne er hårde, men jeg er samtidig meget taknemmelig over det kan lade sig gøre at få den hjælp idag og det er min mand også siger han. Det betyder rigtig meget for ham at vi får børn og helst NU! Han er meget utålmodig med det og synes vi har været igang længe, selvom de fleste jeg selv kender har været igang 2-3 år, og vi i det billede jo ikke har gennemgået meget. Han siger han er bange for det aldrig sker (det er jeg også) og han bare kun vil have et barn med mig, men at han vil have det! Jeg har været meget overbærende med ham det sidste år og ladet ham skælde og smælde mig og bare forsøgt at være forstående og kærlig, men jeg vil sef. gerne fortsætte med det og være endnu mere rosende og kærlig. Vi rører i forvejen hinanden rigtig meget. Vi krammer og kysser mange gange i løbet af en dag, og han ringer dagligt til mig fra arbejdet fordi han siger han savner mig. Og i det hele taget har vi tiltrods for alt dette et meget kærligt forhold hvor berøring er en integreret del af vores dagligdag. Vedr. sex, så har det ikke altid været lige nemt. For et par siden (og før vi gik igang med børneprojekt) begyndte vi langsomt at have sjældnere og sjældnere sex. Det var nogen travle og stressede år med arbejde og bryllupsplanlægning, sygdom i familien osv. og pludselig var det bare sjældent vi havde sex. Jeg måtte flere gange påpege det så vi kunne komme tilbage på ‘sporet’ og det lykkes også sådan da, men det var sef. ikke så ofte som det havde været i starten, men nogen gange kun 1-2 gange på en mdr. Mit behov for sex har vist sig at være større end hans (i hvert når han skal have sex med mig..), da vi besluttede os for at gå igang med at få børn, så påvirkede det i starten vores sexliv positiv sådan at det betød vi pludselig havde oftere sex og det var skønt at få sexlivet tilbage igen. Men han orker ofte ikke noget forspil og det bliver temmelig ofte bare en quickie og uden jeg får så meget ud af det. Og jeg elsker faktisk sex og gerne så ofte som muligt (Men jo også lidt kedeligt når man meget sjældent selv opnår noget klimaks og det hele er overstået på 5-10 min) selvom jeg aldrig presser på eller forsøger at komme i bukserne på ham, fordi det ikke rigtig virker med ham her. Det er som om han kun gider sex når han har lyst og selv vil tage initiativ. Det skal dertil siges at min mand har haft meget travl med både arbejde, og meget motion (han træner op til en konkurrence) og så har han de sidste år arbejdet med at stoppe med at drikke alkohol, da han ikke kan tåle det…og det er nu endelig lykkes (udover lige den aften for 1 mdr hvor han havde et tilbagefald og talte om kollegaen). Han er faktisk i utrolig godt humør for tiden og meget kærlig og sød og betænksom overfor mig. Han er igang med noget personlig udvikling og åndeligt arbejde pt. fordi han gerne vil være stoppe helt med drikke alkohol og fordi han gerne vil være et bedre msk og mindre selvcenteret msk. Han er et utrolig dejligt msk, men med et stort ego og et kæmpe temperament og det vil han arbejde med og er faktisk kommet langt den sidste mdr. Så det mærkelig er at vi lige i øjeblikket har det rigtig godt. Han er virkelig godt humør, meget overskudsagtig og meget betænksom og hjælpsom overfor mig fordi hans arbejde med den personlige udvikling giver ham så meget positivt siger han. Vi er næsten som nyforelskede for tiden. Hvilket jo er lidt mærkeligt når det ikke er mere end 1 mdr. siden han talte så forblindet om den smukke og fascinerende kollega? Han skriver endda smser til mig om, at han glæder sig til vi kan knalde igen (jeg har den der dameting for tiden 🙂

    Min pointen med denne email, som desværre også blev alt for lang (kan virkelig mærke jeg havde meget på hjertet, da jeg går med alt det her alene inkl. fertilitesbehandlng) er at det der med spontant at knalde osv. Det ved han godt jeg er frisk på anytime, men udfordringen er at det er han sjældent og er ofte ret træt når han kommer hjem, da hans dag er fyldt op med meget arbejde og ekstrem meget sport. Og så virker det bare generelt ikke som om sex siger ham så meget i hvert fald i kombi med mig. Han gør sig ikke særlig umage for at jeg skal få noget ud af det..og han orker ofte ikke, og det virker mest som pligtsex fordi vi jo er nødtil at gøre det parallelt med behandling da det jo kan øge vores chancer. Lægerne mener godt vi kan få barn naturligt, men at det vil være langt sværrere for os, da min æggereserve er lille. Nogen gange tænker jeg da, at det er klart vi ikke har barn når nu ville kun har sex ca. 4-5 gange om mdr. Vi prøver at gøre det perioden hvor jeg har æggeløsning. Det er som om det kun er der han orker, da han jo meget gerne vil have vi får børn snart. Vi har flere gange aftalt vi skal have meget mere sex og min. hver 2. dag for at øge vores chancer, men det sker aldrig, da han ikke tager initiativet og ikke virker oplagt og jeg tør ikke længere tage initiativ, da det erfaringsmæssigt har ført til en del afvisninger og det virker mere som om han kun eller allershelst vil når han selv er klar. Med udover for lidt sex (for mig og projekt baby) så er vi helt utrolig kærlige og fysiske med hinanden dagligt og sender ofte søde smser til hinanden i løbet af dagen og savner ofte hinanden dagligt når arbejdsdagen er lang.

    jeg vil gøre som du anbefaler med at være endnu mere rosende og kærlig den kommende tid, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre ift sex? og for at få det mere vilde og spontane sexliv tilbage? Jeg synes virkelig ikke det er mig der er en hindring her, men ham.

    Igen undskylde lange email, men det står pludselig klart for mig at vi har så mange udfordringer..og jeg nok går med det meste helt alene.

    Tak for jeres tid. Håber meget på lidt mere inputs til at få sexlivet sådan ordentlig, vildt og spontant igang igen (de første 3 år af vores forhold var det jo fantastisk). Kan det mon overhovedet lykkes?

    Kærlige hilsner til jer alle
    Birgitte

    #1057
    sissi
    Deltager

    Hej Sophia,

    Jeg sidder og tænker… er det mest dig der ønsker denne graviditet? Han virker ikke så opsat på det, læser jeg.

    Han skal holde sig fra alkohol… har han haft problemer tidligere?

    Han er i gang med selvudvikling… det er altid godt, men det kan resulterer i, at man finder nye sider af sig selv – både positive, men også – at man egentlig vil noget andet end det man har gjort hidtil – hvordan fornemmer du det?

    Jeg fornemmer du er den “bærende ” i jeres forhold ?
    Har du dine egne ting, du går op i? eller er det barn det hele?

    Jeg tænker, han måske er ved at finde ud af, at han er ved at drukne… og måske kunne se, hende kollegaen som redningskrans – for der kan han prøve sit nye jeg af, i tankerne i hvert fald – og måske stopper det der.

    Jeg har læst at sexolog Jacob Olrik mener, at når partneren ændre sig – bliver gladere,opmærksom, vil have mere/mindre sex – og ændre sig, som man jo opfatter positivt, kan han i sindet – være optaget af andet ( en kvinde)., og en flugt – og jeg tænker straxs jeres fertilitetsbehandling. Jeg syntes ikke han er helt okay her i det forløb – som jeg læser det.

    Det er muligt du skal give ham mere opmærksomhed… men pas på ikke at kamme over (så vil han føle han endnu mere drukner).

    #1058
    Sophia
    Deltager

    Hej Sissi
    Mange tak for din respons. Din email fik mig til at stortude og jeg græder stadig fordi du har fat i noget tror jeg. Dog ikke det der med at min ikke ønsker graviditet. Tværtimod. Det ønsker han mere end nogen og nok også mere end mig, og helst igår og det stresser mig meget at han er meget lidt tålmodig med det og er meget ked af at vi skal have hjælpe til det. Han er så bange for det ikke skal lykkes og det er jeg også – rigtig meget endda. Grunden til jeg stortuder handler mere om at du rammer plet ift. mig og mit liv. Føler på mange måder jeg har mistet mig selv og er et nervevrag (som dog holder nerverne privat og væk fra min mand og andre) og prøver at væk glad og stærk udadtil for at beskytte min mand så han ikke presses ydereligere over den sorg det jo er for os begge at det skal være så svært og måske umuligt. Jeg sagde mit job op for 1 år siden da jeg var ved at gå ned med stress osv. Ideen var at jeg ville starte op som iværksætter eller freelance konsulent. Det blev også til en velbetalt og 3 mdr. opgave lige efter opsigelsen, men siden da har jeg mistet min koncentration og kan slet ikke mobilisere ressourcer til at tænke på andet end min mands ve og vel og børneprojektet. Jeg er ligesom gået i en slags isolation. Bruger dagene på et kursus i iværksætteri og personlig ledelse og andre dage med jobsøgning mens jeg prøver at komme igang med ny kreative projekter som jeg længe har drømt om. Der sker da også lidt, men meget langsomt, da jeg har så svært ved at koncentrere mig..det er som om der efterhånden for ofte er en klump i maven hvor jeg er bekymret for en mio. ting på en gang. Angst for vi ikke får vores eget barn, angst for at min mand forlader mig pga. det (da han flere gange har sagt det er det er utrolig vigtig for ham med egne børn), angsten for jeg aldrig kommer i nyt job eller får det til at kører som freelancer. Jeg vil så gerne dyrke mere motion for at komme væk fra de tanker og for at gøre mig mere lækker for min mand (som selv går meget op kroppen og sport) men det er som om jeg ikke kan tage mig sammen i det daglige. Jeg dyrker yoga et par gange om mdr. og løber et par ture, mere bliver det ikke til og jeg ville sådan ønske jeg kunne tage mig sammen…og finde tilbage til den person jeg var. Det skal siges at min mand for et par år siden havde et alkohol problem, og det tog rigtig hårdt på mig, men det har han ligesom kæmpet sig ud og derfor går han også til alt den personlig og åndelig udvikling. Det handler om at fastholde stoppet og at styre vreden og temperament og være mindre ego. Og han har fået det bedre og bedre og har masse overskud til mig også og jeg kan og har altid kunne mærke hvor meget han elsker mig, så jeg er ikke så meget i tvivl om det. Vi er meget tæt bundet sammen har en lang og meget smuk historie sammen med masse eventyrer og vi elsker at være sammen og har altid brugt meget tid sammen, mens vi har givet hinanden masse frihed til at lave egne ting.

    Idag har jeg været til scanning på fertilietsklinikken og han fortalte mig at det bliver meget svært for os at få vores eget barn og vi måske skulle overveje ægdonation når vi havde prøvet lidt mere. Jeg blev helt slået ud af den og græd hele vejen hjem. Tør slet ikke nævne det for min mand, som vil blive så ulykkelig. Jeg tænker faktisk lige nu at jeg vist det ikke snart lykkes for os (vi har chancen men den er lille) så vil jeg tilbyde at ‘sætte ham fri’ til at starte op på ny og møde en yngre kvinde og får deres børn. Jeg føler utrolig stor skyld over det er min ægreserve der er skyld i vi ikke kan få børn og samtidig vrede over at han ville vente så længe, og tiden dermed er gået..og nu vil han bare have det barn!

    Jeg ved ikke længere. Jeg er bare i total vildrede og så ufattelig ulykkelig, og føler mig meget ensom omkring. Jeg ved jeg har brug for at tale med en psykolog eller parterapeut, men lige nu er det bare så svært økonomisk da jeg ikke har nye opgaver og vil ikke bede min mand om det, da vi kører seperat økonomi og da han synes det var en god ide jeg sagde op dengang uden at have noget andet fast. SIkkerhed er meget vigtig for ham, men den personlige udvikling han gennemgår pt. er han også rykket mere på det punkt. Jeg må finde tilbage til mig selv. men ved slet ikke hvordan eller hvordan jeg skal acceptere at jeg måske aldrig for mit eget barn.

    Igen mange tak for tilbagemelding. HAr virkelig brug for det. Er ret fortabt idag.

    Sophia.

    #1061
    sissi
    Deltager

    Jeg havde skrevet et andet indlæg – som forsvandt, så måske dukker det også op:)

    Du nævner flere ting her, som gør at jeg tænker, at du er bange for hans vrede – og at du føler dig lille i jeres forhold?

    Det er forkert i mine øjne – et ægteskab, er i medgang og modgang – og du har da så sandelig været hos ham i modgang – nu er han på vej til medgang, og nu er det din tur, til hans støtte!

    Graviditen fremmes ikke af din angst, og usikkerhed, i det her forløb, for at det skal lykkedes, skal kroppen være i balance, og som jeg læser det, er din ike det?

    Der er mange ting i dine indlæg, jeg ikke ville leve med, men du elsker manden, så derfra tager jeg den:)

    Du skal fortælle ham, hvordan du har det – så må det briste eller bære, og elsker han dig, bliver han ved dig – børn eller ej, og er åben for andre muligheder.

    At du evt. skal bede om penge til et par samtaler, og ikke kan få dig til det, kan ikke være rigtigt – dette er et fælles projekt, og hvis det gør dig glad, burde det også gøre ham glad.

    For mig at se, lever du dit liv, på at gøre ham tilpas – og altid udenpå, glad og tilfreds – SMID denne facade væk Sophia, ellers ryger du helt ned på et tidspunkt.
    Ingen kan leve sit li blot for at opfylde andres ønsker – og sørge for, vedkommende er tilpas.

    At få børn, er ikke alle forundt – men så findes der andet, der gør at man får et godt liv.
    Det gør man i fælleskab – ikke en person (dig) går igennem det alene – hverken forsøgene, eller hvis det ikke lykkedes.

    Tør øjnene, og fortæl ham hvilket helvede du går igennem – du er IKKE forkert eller utilstrækkelig.
    – og lige nu, tror du at en graviditet vil løse jeres problemer – jeg tvivler, da jeg tror der ligger meget mere i det her, og jeres forhold.
    En graviditet og et barn, medfører meget andet.

    Jeg tænker han er meget selvcentreret, og så længe du makker ret, har han det godt – og som han vil.

    Kunne du få bevilliget nogle samtaler gennem din læge mon?
    – og stabel al den energi der er tilbage, sikkert ikke meget, men tag fat på det iværksætter projekt – uanset hvad han mener. Lige nu kunne det være dit lille barn – og når du er på plads i dig selv, kunne det være, at et lille menneskebarn kommer helt af sig selv:)

    Find den Sophia du er, og jeg håber din mand vil være med dig hele vejen:)

    #1062
    Anonym
    Inaktiv

    Kære Sophia

    Jeg får lyst til at skrive til dig, at jeg tænker helt anderledes end Sissi. At sådan er det i brevkassen, at vi projicerer vores eget over i andres historier.

    Jeg er helt sikker på, udfra det du skrive, at din mand ønsker både dig og barnet. Han er ikke i tvivl. Og at han tør vise sin vrede og frustration, synes jeg er tegn på, at han tør være sig selv sammen med dig. Han går ikke rundt omm dig og tager alle mulige hensyn, mens du kan mærke, at der er noget galt. Han viser, hvad hvor han er henne følelsesmæssigt i den virkeligt vanskelige sitaution, som bringer blandede følelser op i ham.

    Og han er heldig, at han har dig. Den måde du beskriver ham på, hvor jeg kan mærke, at du er ligesom med ham, også når han er vanskelig at være sammen med ham, det viser for mig, at du elsker ham.

    Men måske – nu projicerer jeg så igen – så kan han måske ikke rigtigt få lov at være der for dig og støtte dig? – fordi du ikke helt viser, at du er svag og har brug for ham at læne dig op ad. Det problem kan jeg godt selv have, at jeg har brug for at være stærk, når jeg har problemer og det er så den side jeg også viser. Men det er ikke så godt, det er nemmere for andre, at jeg viser, at nu er mit liv mere, end jeg kan rumme alene.

    *

    Jeg kan huske, hvordan det var for mig selv at være ufrivilligt barnløs. Det kan fylde så meget. Dels savnet af barnet. Men også den situation, at man skal tænke sit liv fremad både, at man bliver en mor med barn eller at man bliver en kvinde uden barn.

    Når Sissi skriver, at det kan blive et godt liv uden at få børn, så er jeg da ikke i tvivl. Men det, at man ikke ved om man skal indstille sig på det ene eller andet, det var svært for mig. Jeg gjorde det, at jeg en dag fandt en lille flyverdragt, som jeg kom til at købe … Det hjalp lidt. Så købte jeg ind i mellem andet babytøj. At jeg noglegange var i den situation, at jeg havde fuld tillid til, at jeg ville blive gravid og andre gange tænkte på mit liv uden et barn. Ikke at gøre begge dele på en gang og være i tvivl om begge dele.

    #1063
    Anonym
    Inaktiv

    .. jeg måtte lige sende indlægget ovenfor, fordi jeg gik tilbage i teksten og så kunne jeg ikke komme ned igen. Og det skete for mig tidligere, hvor jeg måtte opgive at sende indlægget. Nu skynder jeg mig lige at skrive forklaringen, før andre skriver et indlæg. Jeg kommer tilbage.

    #1064
    Anonym
    Inaktiv

    Nå, jeg kommer så ikke lige tilbage alligevel, da der sker det ene og andet her hos mig. Fortsættelse senere ….

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 26 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.