Min kæreste taler ikke til min søn

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #6520
    julie123
    Deltager

    Jeg skriver nu herinde, da jeg er virkelig i vildrede ift. den situation mit hjem er i…..

    For 1 ½ år siden flyttede jeg ind hos min kæreste – min søn der nu er 19 år flyttede med.

    Min søn har i det 1 ½ år mest kun været hjemme i weekenderne pga. skoleophold og værnepligt. Når min søn ikke er hjemme har min kæreste og jeg det dejligt sammen og vores forhold fungere fint. Men når min søn kommer hjem, bliver min kæreste helt anderledes. Det er tydeligt at mærke, at han ikke bryder sig om, at min søn er i hjemmet. Han gider ikke tale med min søn. Når min søn er hjemme på weekend, tilbringer han mest sin tid på sit værelse (hvilket jeg godt kan forstå, for hvor sjovt er det at være et sted, hvor stemningen mod en ikke er særlig imødekommende?!). Det bevirker, at jeg ”farer” frem og tilbage mellem værelse (hvor min søn er) og stue (hvor min kæreste er) for at være der for begge.
    Når vi spiser sammen, er det stort set kun mig, der holder gang i samtalen mellem os alle, ellers er der dræbende tavshed. Det er virkelig en uholdbar situation, og jeg er ved at gå helt psykisk ned over det nu.
    Jeg kan ikke længere stå som tilskuer til, at man ikke kan behandle hinanden med respekt og tale sammen, når man er under samme tag.

    Jeg har tidligere konfronteret min kæreste med problematikken og hvordan det påvirker både min søn og mig. Til dette lægger han ikke skjul på, at det er mig han vil have og ikke min søn – men som jeg siger til ham – det er HELE pakken eller ingenting (og det er uanset om min søn nu er så gammel at det er et spørgsmål om tid, før end han flyver fra reden). Jeg er en mor, min kæreste har valgt, og ikke kun mig. Hvis jeg skal bo hos min kæreste, må han også respektere og behandle min søn ordentligt, han bor der jo også.

    Det hele kulminerede i lørdags. Der havde min kæreste flere gange i løbet af lørdagen kommet med spydige bemærkninger til mig om min søn, når min søn ikke hørte det, om hvad der irriterede ham. Til sidst måtte jeg sige stop, at jeg ikke ville lægge øre til det mere. Om aftenen skulle vi i byen, da vi tager afsted, siger min kæreste ikke farvel til min søn. Da vi kommer hjem, siger han ikke hej til min søn. Men vores hund derimod får en varm velkomst! Det var bare dråben. Jeg konfrontere min kæreste med, at han i det mindste kan mande sig op til at sige farvel og goddag til min søn, og jeg siger til ham, at jeg synes det er meget mærkeligt at han godt kan give hunden opmærksomhed, men ikke min søn. Til dette svarer han ”hunden siger jeg hej til,for den bryder jeg mig om”!!!!! Hvad sker der lige????? Hvordan kan man komme med en sådan udmelding?! Den indstilling er på ingen måde holdbar for nogen af os. Jeg har derfor meldt ud til min kæreste, at hvis han ikke ændrer adfærd over for min søn, så må vi pakke vores ting og finde et andet sted at være. Jeg synes det ville være rigtig ærgerligt, hvis det skal ende sådan ud, for min kæreste og jeg har det ellers rigtig fint sammen og jeg elsker ham, der er bare lige dette som ikke fungerer, og det er det nødt til at gøre. Jeg tror ikke at min kæreste helt forstår alvoren af min udmelding, det eneste han siger er, at min søn også skal ændre adfærd…..

    Vi har nu været en søndag igennem med tavshed og afstandstagen, og jeg er ved at gå helt ned. Aller mest har jeg lyst til at tage væk fra hjemmet i en periode og komme væk fra den dårlige stemning. Men jeg ved også godt, at det jo ikke nytter noget, vi er nødt til at kunne tale om tingene – men vi kan bare ikke nå til en løsning….

    Jeg er virkelig i syv sind – hvordan får vi en løsning på dette? Er der overhovedet nogen løsning? Har andre været i lignende situation?

    #6524
    chokoladefro
    Deltager

    Jeg får helt myrekryb, når jeg læser din beskrivelse.

    Jeg synes din kæreste lyder ufatteligt umoden. Hvad søren er det for en opførsel at lægge for dagen. Kan godt forstå, at du er ked af det. Går ud fra, at din søn ikke gør meget mere end bare at være til stede. Jeg har selv en søn på 12 år – har prøvet at have en kæreste, som decideret sagde til mig, at han ikke kunne se en fremtid med mig, fordi han ikke ville kunne bo sammen med min søn. Det var meget sårende og jeg var hele tiden på dupperne for, at min søn nu ikke skulle gøre noget, som min kæreste ikke kunne lide.. en uholdbar situation og opslidende.

    Det er svært at forstå, at din kæreste ikke kan opføre sig ordenligt i den meget minimale tid, som din søn er til stede. Det er trods alt kun i weekenderne og han er så stor, at det kun er et spørgsmål om tid, før han flytter fra reden.

    Jeg tror jeg ville vælge at flytte ud med min søn… Lidt grotesk fordi det er et spørgsmål om tid, før han er flyveklar. Men omvendt set – måske også de sidste år, hvor der er meget mor og søn tid. Du ved ikke på sigt, hvordan dit forhold til din kæreste vil udvikle sig.

    #6526
    chokoladefro
    Deltager

    Jeg ville vælge min søn.

    Tænker også, at hvis du bliver – så vil dine følelser for din kæreste også ændre sig. Man bliver da ikke ved med at kunne elske et menneske, som siger, at det ikke bryder sig om ens barn.. For søren en udmelding at komme med. Han behøver ikke elske ham – men fandme da respekterer ham…. og hvad så når de søn vil på juleferie hos jer eller andet… og engang kommer med kone og børn. Skal din kæreste så også sidde og opføre sig koldt overfor ham.

    Jeg ville flytte ud… og så være sammen med kæresten i dagligdagen.. I kan jo godt have 2 bopæle. Når din søn flytter hjemmefra kan du evt vælge at flytte sammen med kæresten igen.

    #6527
    Zoe2
    Deltager

    Virker godt nok som et forstyrret forhold. Har din søn nogen andel i, at forholdet mellem ham og din kæreste er så dårligt? Når jeg spørger, er det fordi, jeg har oplevet mødre, der var døve og blinde overfor deres sønners utålelige opførsel.

    Hvorfor flyttede du sammen med din kæreste, hvis forholdet er så dårligt?

    #6535
    julie123
    Deltager

    Tak for jeres foreløbige svar. 

    Må hellere uddybe vores situation. Da min kæreste og jeg lærte hinanden at kende for 3 år siden, var situationen en anden. Der var der ok stemning imellem min søn og kæreste. I starten af vores forhold får min søn rodet sig i ud i nogle uheldige bekendtskaber, og det giver en del uro. På et tidspunkt er det min kæreste der forsøger at redde min søn ud af situationen, og tager nogle lange snakke med min søn uden mig, hvilket jeg har stor respekt for, at han ville involvere sig i. Desværre er min søn på dette tidspunkt ikke lydhør for de snakke min kæreste og han har (han overholder ikke de aftaler de laver), hvorfor min kæreste derfra ”vender ham ryggen” og bliver ligeglad med min søn. Tiden går og det er nu 1 ½ år siden, at livet for min søn har været ”svært” – han har fået vendt det hele til det gode igen, og er igen kommet på rette kurs. Tingene fungerer for ham nu, og han er en dejlig dreng. De sidste 1 ½ år har modnet min søn meget, og han laver på ingen måde konflikter når han er hjemme i weekenderne. Han forholder sig desværre, som sagt bare mest på sit værelse pga. stemningen i huset (hvilket irriterer min kæreste at han ikke er mere deltagende).

    Men det er som om, at min kæreste bare ikke kan ”tilgive” at min søn ikke tog den udstukket hånd til sig, da den blev rakt ud.
    Men man må jo også komme videre…min søns situation er i dag en helt anden, og han har ændret sig meget….det nytter ikke at blive ved med at fastholde dårlige minder. Vi må alle videre.

    Da min kæreste og jeg flyttede sammen, vidste han at min søn ville følge med. Vi havde mange snakke omkring det, og han var indforstået med at ville han mig, måtte han også åbne døren for min søn. I starten fungerede det ok (aldrig tiptop – men det var til at leve med for alle) – men som tiden er gået, er forholdet bare blevet mere og mere anspændt: det min søn gør er at isolere sig og min kæreste kan ikke glemme fortiden….Og min kæreste vil have at min søn skal åbne sig, førend han vil åbne sig…..

    #6539
    Salamina
    Deltager

    Hvis det var mig ville jeg givet opsøge en familie terapeut/rådgiver til at hjælpe dig og din kæreste. Fordi det er for stort, det med din søn, den tror jeg ikke I kan klare alene.

    Jeg ville give det hele dette sidste skud og se, hvor det fører hen. Og hvis det ikke fører noget sted godt hen, så ville jeg rykke mig og min søn væk fra din kærestes bopæl.

    Måske forstår din kæreste også bedre alvoren i din situation, hvis du søger rådgivning udefra, og som du i øvrigt bør forvente, at din kæreste deltager i!
    Jeg vil desuden tro, at hvis familierådgiveren også ønsker/har brug for at tale med din søn, så bliver det formodentlig med din søn alene og uden hverken din kæreste eller dig til stede. Det er i hvert fald mit gæt.

    Kompetente og erfarne familierådgivere er vanvittigt dygtige til at spotte et og andet fordi de er så trænede i at rumme hensyn og blik for temmelig mange mennesker og meget komplekse energier, der ligger og ruller både hos den enkelte men også i “teamet”.

    #6564
    lillehjerte
    Deltager

    din kæreste skal til at blive voksen- og så synes jeg du til at starte med skal finde ud af om din søn er påvirket af det.
    Jeg synes herefter du skal spørge din kæreste hvad der ligger til grund for det hele. Hvis han ikke kan acceptere din søn og gøre noget ved det synes jeg du skal vælge din kæreste fra og din søn til. Det er vigtigt man signalerer til sine voksne børn at de er vigtigere end en mand. Mænd kommer og går men din søn har du selv sat i verden.

    #6566
    lillehjerte
    Deltager

    din kæreste har ikke håndteret det specielt godt. Han har forventet en masse af din søn og troet at han kunne tage en rolle som han nok aldrig får- og det skal han lære at slappe af med og acceptere- han blev aldrig din søns far- men nu har han da også virkelig brændt sig selv bagi med sin dårlige attitude- et godt forbillede kan man ikke kalde ham. Jeg vil tro at du lige skal holde øje med at det der er foregået der i relationen ikke vil præge din søns mønstre i relationer engang i fremtiden(at det har sat nogle sår/spor i ham). Det kan være din søn får svært ved at stole på når nogen vil ham, fordi han har erfaring for sådan et mønster i sin egen base allerede.

    #6585
    chokoladefro
    Deltager

    Salaminas forslag er rigtigt godt! Tror også I vil have gavn af en terapeut som kan hjælpe jer. Tror rigtigt mange familier med dine og mine børn står i det dilemma/har den problemstilling inde på livet.

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.