Min kæreste har fået en depression

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #13404
    Liveterikkelet
    Deltager

    Hvor skal jeg mon begynde…
    Min kæreste har haft et hårdt liv med alkoholikere til forældre og eks kærester der har haft en svag psyke. Han har derfor et stort behov for bekræftelse fra det andet køn (ikke til min fordel).
    Da vi mødte hinanden tog jeg ham flere gang i at skrive med eksen, hvor jeg bad ham om at stoppe kontakten. 1,5 år efter skriver hun stadigvæk.. Dog siger han, at han har bedt hende stoppe. Jeg har også læst en besked sendt til en veninde, hvor han skriver, hun er dejlig og han har skrevet til en anden, at vi ikke engang sover i samme seng, men det er blot en fasade(??!!). Vi har haft en snak om dette og jeg var tæt på at gøre det forbi, men vi forsatte og endte med at flytte sammen.
    I sommers fik han stillet diagnosen depression og han fik som barn stillet diagnosen ADHD. Nu har jeg læst en del omkring depression og jeg ved, det er normalt, personen vil lukke ned for følelserne og det har jeg bestemt også mærket. Vi har nu den sidste uges tid sovet i hver sin seng. Dog kysser han mig stadig og siger, vi prøver dette, før vi går fra hinanden.
    Han nægter at tage medicin og gå til psykolog (dårlig erfaring fra barndommen), så jeg har tvunget til at gå i gruppeterapi.
    Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig, så meget som han nu kan. Men vi har en del tillidsproblemer, da jeg ikke kan forstå, hvorfor han har så stort et behov for at skrive med andre piger, når han har mig.
    Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil have ud af at fortælle jer dette, men jeg trænger til at få andres perspektiv, da mine veninder ikke kan sætte sig ind i situationen med en kæreste, der har depression.

    Burde jeg stoppe forholdet eller kæmpe videre?

    #13406
    AnneM
    Deltager

    Jeg vil foreslå dig helt at vende fokus væk fra ham og så begynde at tage vare på dig selv istedet. Opsøg en psykolog, som kan hjælpe dig med at forstå, hvorfor du byder dig selv så lidt. Noget må være gået galt i dit liv også, siden du er rummelig ud over al rimelighed.

    Det kan godt være han har en depression, men det er åbenbart ikke værre end at han har overskud til kontakt med andre kvinder!

    Mit bud er, at han ikke har comittet sig til dig, og den depression kan jo i virkeligheden blot være et udtryk for, at han er røvtræt af sit liv, som ikke blev, som han havde håbet. Jeg ved flere og flere fagpersoner råber vagt i geværet, fordi almindelige livskriser alt for ofte bliver forbundet med en klinisk depression, hvilket det ikke er.

    For mig at se, har hans kvindetrang ingen sammenhæng med depression. Manglende overskud er netop kendetegnet ved depression. Her er der altså ikke overskud til kontakt med andre kvinder.

    Du skal da meget hellere finde dig en dejlig fyr, som du ikke behøver fortælle, hvordan han skal agere. Du er jo endt i en opdragende rolle, som hans forældre burde ha varetaget tidligere i hans liv. Du er hans kæreste. Ikke hans mor.

    #13409
    lillehjerte
    Deltager

    Hans diagnoser er ingen undskyldninger for hans utroskab. Jeg synes ikke du skal byde dig selv en mand der lyver så meget. Det kan ende med at dit selvværd ødelægges endnu mere. Hvad med at bygge dig selv op ved at forlade ham, som den forrige her skriver om.

    #13412
    Salamina
    Deltager

    Tillid er en vigtig grundsten i et forhold. Og den er skredet en del. Og måske har den været flosset i kanten helt fra I mødte hinanden, hvor du tog ham i at skrive med eksen osv.
    Jeg synes, at du skylder dig selv, at se på, hvad der gør, at du fra start overser et par faresignaler.
    Når du møder en mand, skal din radar skærpes noget mere, tror jeg, fordi lige der i den situation er dine valg og din intuition rigtig vigtig. I virkeligheden kan du – teoretisk set – selv døje med samme behov for opmærksomhed fra det modsatte køn, som din kæreste, han søger den bare i flæng imens dit kodeks måske er, at opmærksomhed fra én er nok – selvom han på bundlinjen ikke giver dig nok. Det gør han jo ikke.

    Det nytter heller ikke, at han hænger så meget i noget fra barndommen, vi har alle noget med fra barndommen, som kan gøre os ultra barnlige i visse situationer, men det ansvarlige voksne menneske dykker også ned i de dele af bagagen, som skaber for meget støj for os som voksne.
    Hvis han ikke gør det, så bruger han det som forklarings-hvilepude, efter min overbevisning, og så vil han hænge i det samme fremover.
    Jeg er stor fortaler for gruppeterapi, så at du har fået overtalt ham til det, er godt. Men jeg tror stadig ikke rigtigt på, at han har “sjælen” med i det fordi han bruger sin hvilepude lidt for meget, men hvad ved jeg.
    Det er problematisk, at du føler, “at han elsker dig… så meget som han nu kan”. Fordi her er du igen ude i, at gradbøje på dine egne behov, tænker jeg. Jeg tror ikke på fuldstændig betingelsesløs kærlighed, jeg mener det er en illusion (bortset fra imellem forældre og deres børn) og end ikke der er den altid betingelsesløs, men der skal omvendt heller ikke være for mange men’er, for så er der omvendt ringe betingelser for at vi kan blomstre – sammen.

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.