Min historie

Viser 10 indlæg - 21 til 30 (af 35 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #6019
    sissi
    Deltager

    – og her mens du endnu er i beslutnings/løsningsfasen, syntes jeg bare du skal skrive herinde, dine tanker og hvad der rør sig i dig.
    Når vi får åbnet op for skeletterne i skabet, og får sat ord på – er vi et kæmpeskridt på vejen.
    Når vi bliver bekræftet i, at andre måske har oplevet noget lignende, og hvordan de løste det, finder vi måske en model der passer til os:)
    At gå fra et ægteskab gennem mange år, kræver mod og det er ikke nemt, men der er en løsning på alt.
    Tag et lille skridt ad gangen – det første gjorde du ved at skrive herinde.

    #6023
    rikbau
    Deltager

    Hej Outsider,
    Forstår det du kæmper med. Er bestemt meget svært for dig. Har selv været i et 15 år forhold hvor alt sivede ud af mig pga min eksmand der udøvede psykisk vold mod mig. Blev konfronteret med det dagligt. Så snart jeg kom hjem fra arbejde stod han allerede klar og gav mig en verbal tur. Han havde det ikke godt med sig selv og så skulle jeg jo heller ikke have det bedre. Alt hvad jeg gjorde blev kritiseret, lige fra maden jeg lavede til hvordan jeg gjorde rent, og alt muligt andet, inkl. et temperament det var skræmmende. Og til sidst troede jeg også på han havde ret. Ved ikke hvordan du mærker den psykiske vold, og om det kan hjælpe dig videre det her ved jeg ikke. Men jeg stoppede op og spurgte mig selv om jeg havde det liv jeg ønskede. Og det havde jeg jo ikke. Så jeg tog beslutning om skilsmisse for godt 2 1/2 år siden. Har ikke fortrudt et sekund. Men det betydet ikke at jeg er hel. Har gået til psykolog og læst meget om psykisk vold. Og arbejder stadig meget med at få selvværdet på plads igen. Men ligesom jeg fortjener du at løsrive dig fra dit ægteskab. For du skal mærke livet igen på den gode måde. Med dit selvværd som 1. Prioritet. Gør det.

    #6067
    Outsider
    Deltager

    Det er vanskelig .Jeg føler at han spiller en rolle hele tiden.Også ofte sammen med meg.det er liksom ingen mellomting.Enten er han på meg hele tiden,sier at jeg er flott,sexy osv.I neste øyeblikk kan han kritisere meg for alle ting som jeg gjør feil.Når jeg protesterer,får jeg høre at jeg forstår ikke spøk.I løpet av årene har jeg prøvd å forklare han at jeg ikke har det bra.Da forteller han meg at der er millioner av damer i verden som hadde gjort alt for å leve mitt liv. Han skal alltid ha rett.Hvis jeg ikke er enig,sier han at dette har ikke jeg greie på.Han forteller meg at jeg vil aldri finne en som han.Han kan holde lange enetaler om ting jeg gjør.Bare det at der står 2 åpnede melkekartonger i kjøleskapet,kan kritiseres i 15 minutter.Hvis han ikke finner noe er det min skyld.Hva det gjør med meg?Jeg har mistet livslysten på en måte.Føler meg aldri glad lenger.Går skjelden ut av huset.vil helst ikke treffe folk.Samtidig føler jeg meg så forferdelig ensom.

    #6068
    sissi
    Deltager

    Har du en god læge du kan tale med?
    Læser lidt at du begynder at udvikle social angst ( bryder dig ikke om at gå ud) –
    er det opstået nu, eller har det altid været der?

    Der hvor I bor, er der da mulighed for at melde sig til et eller andet, hvor du kommer ud blandt andre mennesker. Ved det vil være en overvindelse, men kunne det være muligt?

    I de perioder han sejler, ser du da dine børn og evt. børnebørn – eller er du meget alene?
    Foretager I jer noget sammen, du og din mand, når han er hjemme?

    Er du rask og rørig, det betinger ovenstående jo naturligvis.

    #6076
    Outsider
    Deltager

    Jeg bor på en liten plass hvor alle”kjenner” hverandre.Legen har ca 6 ukers ventetid hvis det ikke er akutt.Jeg har ikke hatt social angst før.Det er helst det siste året.Har aldri hatt mange venner,men de jeg har hatt, har jeg likt å snakke med.Det er jo jeg som har sluttet å se dem.Jeg snakker med mine barn på tlf.Har 2 døtre som bor i nærmeste by,ca 12 mil borte.Min sønn bor ca 30 mil borte.Jeg vil helst ikke snakke med dem om at jeg har det så dårlig.De kan ikke hjelpe meg,det må jeg gjøre selv. Vi gjør ikke noe særlig sammen når han er hjemme.Her finnes ingen kino ,kafe’ eller noe sånt.Ofte er han bare hjemme et par dager,og da er han trøtt.

    #6077
    sissi
    Deltager

    De venner du havde før i tiden, bor de stadig i nærheden af dig – og var det muligt for dig at genoptage kontakten?

    Har du kørekort så du kunne tage lidt ud – måske bare korte ture?

    – og selvom lægen har ventetid, så bestil en tid… hvis du har det bedre om 6 uger, kan du jo aflyse din tid igen.

    Jeg syntes bestemt heller ikke du skal bruge dine børn til den slags samtale, jeg tænkte mere for hyggens og samværets skyld:) du skriver du er meget ensom.

    Hvis du helt selv skulle ønske, hvordan så din tilværelse så ud?
    – og kan du se nogen mulighed for at nå dertil?

    #6080
    Beth
    Deltager

    Hej

    Jeg tænker det er forfærdeligt trist. Hvad med at finde et lille job. Måske lave noget frivilligt arbejde – prøve at tage initiativ bare for din egen skyld. Ikke noget du behøver drøfte med mand eller børn men bare spring ud i det. YHer i DK kan man f.eks blive besøgsven for et ældre menneske eller stå i en røde kors butik. Begge dele kræver ikke andet end at man er der og lytter eller passer butik med andre frivillige. Du trænger til at opleve at du stadig er levende og har noget at give andre og at du også selv vil få noget fra dem. Eller meld dig til et eller andet kursus næsten lige meget hvad bare du kommer ud og sammen med andre. Din mand ændrer sig ikke og det tar tid at beslutte at gå sin vej og i mellemtiden har du brug for andre mennesker omkring dig.

    Knus
    Beth

    #6081
    lillehjerte
    Deltager

    Hej Beth og trådstarter
    Det er nogle velmente bud, men jeg tænker omvendt med sådan en mand om hun overhovedet har meget mere at give af af sig selv- om hun er ved at være slidt op nu. Det lyder som om hun har givet, givet og givet (for) meget af sig selv i mange år og at det faktisk er hende der trænger til lidt omsorg. Faren ved det er også at hun så nøjes med et minimalt frirum som ikke engang bliver hendes eget reelle frirum, fordi det er en andens behov end hendes der i fokus. Hvornår skal hun så finde ind til sig selv og mærke sig selv rigtigt?

    #6083
    lillehjerte
    Deltager

    desuden tænker jeg at i det øjeblik trådstarter(undskyld husker ikke lige nickname) forlader sin mand vil nogle grundlæggende ting ændre sig i fht at det bliver muligt for hende at opstarte nogle gode dybe relationer, da hun er fritaget det pres i baglandet som hun har nu.

    #6088
    Beth
    Deltager

    Hej

    outsider skriver: “Hvis han ikke finner noe er det min skyld.Hva det gjør med meg?Jeg har mistet livslysten på en måte.Føler meg aldri glad lenger.Går skjelden ut av huset.vil helst ikke treffe folk.Samtidig føler jeg meg så forferdelig ensom.”

    Det er hvad psykisk vold medfører, man føler sig forkert, tar skyld på sig, skammer sig, isolerer sig. Som en ond cirkel der ikke kan brydes før forholdet ophører. Det kan dog brydes hvis man erkender den psykiske vold og holder helt op med at focusere på manden og hans adfærd. Lad ham være og glid af. Regn med at han opfører sig modbydeligt fordi det er blevet hans måde at være på og det er hans problem at ændre. Afskriv ham og hiv focus på dig selv og dit eget liv, eller resten af det. Det er en stor opgave men også vejen frem. Og mange, rigtig mange har gjort sig fri fra psykisk vold, også flere der svarer i denne tråd incl. mig selv. Gå ud i verden og gør noget godt for dig selv om det så blot er en tur op og ned af gaden. Tal med naboerne om vejret og klap dig selv på skulderen for at du gik en lille tur. babystep 🙂 Hvis det er for svært så bestil en tid hos lægen, få hjælp, læs bøger, gå på nettet, skriv mere her inde

    KNUS BETH

Viser 10 indlæg - 21 til 30 (af 35 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.