Mand og børn

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 203 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #9961
    Lise
    Deltager

    Hej alle sammen. Jeg har ADHD og angst og har derfor nogen gange svært ved at se hvad der er ok og ikke ok, normalt og ikke normalt. Jeg har to børn på 7 og 12 år, den store har også ADHD. Jeg har været sammen med min mand i 6 år (jeg er 44 og han er 48) og jeg kan ikke finde ud af om det er godt. Mange ting er gode. De fleste.
    MEN – han bliver SÅ hurtigt sur og jeg synes det er blevet værre. Jeg synes han bliver hurtigt sur på børnene, begge to, og så synes jeg at han bliver grov.
    2 friske eksempler:
    I går legede min datter på 7 med sin veninde og vores hund i haven. På et tidspunkt leger de med vandet fra regnvands beholderen og de begynder at sprøjte vand på hunden. Min mand åbner køkkenvinduet og skælder ud, “hvad fanden de laver, det er dyreplageri, etc”. (det er en jagthund, han selv koster ud i iskolde søer for at hente ænder etc, så den er ikke helt sart!)
    I morges var hun meget træt, hylede over at mor ikke havde pakket den HELT rigtige gymnastik dragt, hvor hun af ham kontant fik at vide hun var en forkælet unge og hvis hun blev ved med at skrige og skælde ud, fandme selv kunne gå i skole. Jeg tog bladet for munden, bad ham slappe af og fulgte hende ud i bilen. Kysser farvel etc, og når lige at lukke bildøren, hvorefter han med speederen i bund hvinende forlader matriklen. Så nu er han også skidesur på mig.
    Og jeg sidder her og tænker; det er sku da ikke ok, er det?
    Jeg kan ikke tale med ham om det, han bliver fornærmet (såret?) og tavs. Og så kan jeg jo selv tage mig af dem?
    Han er faglærer på en teknisk skole og jeg ved godt at den nye skolereform ikke passer ham og at det er hårdt etc – men altså.. Sikke en ufred. Jeg ved godt at både hende på 7 og ham på 12 er udfordringer, og hans egne (voksne) børn jo altid har været snorlige og perfekte, men det er mine altså ikke. De diskuterer, roder, glemmer aftaler, hopper over hvor gærdet er lavest etc – og jeg kan også sagtens skælde ud og råbe højt – men jeg synes han bliver decideret tarvelig, tangerende til det onde. Både for det han siger, men også fordi han er SÅ vred.
    Men er det mig der er for nærtagende? Jeg har som sagt prøvet at tale med ham om det, men han klapper enten i, eller siger at så må jeg jo selv tage mig af det, når han ikke kan leve op til mine krav. Og så har vi TAVSHEDEN.. Eller SURHEDEN..
    Jeg mangler sikkert at give jer en masse oplysninger, men jeg er både gal og ked lige nu.. Jeg håber i kan hjælpe mig lidt her?

    #9962
    sissi
    Deltager

    Ingen skulle sprøjte vand på min hund, såfremt det var i en fælles leg – hvor hunden kunne komme væk, eller barnet stoppede i det øjeblik hunden søgte væk. Det lyder ikke på din mands udsagn som om hunden havde den mulighed – så ja, så er det dyreplageri.

    Hvis barnet skaber sig unødig – og bliver ved, og hysterisk agtig så bør
    hendes hylen og skrigen, have en konsekvens, så barnet opdager ” Hov det får jeg ikke noget ud af “… tværtimod. I det her tilfælde – “Fik jeg påtale af “papfar” og mor syntes det var helt okay – og satte mig ind i bilen – ergo, “papfar” skal man ikke regne for noget “.
    Hvis du altid udtrykker modstridende meninger, bliver barnet forvirret og manden føler ingen opbakning.

    Kæden hopper af for mig, der hvor I ikke taler sammen og finder fælles metoder – eller lige taler sammen for jer selv, uden barnet er der.

    Hvis du syntes han er ond, streng, urimelig – ja, så ville jeg for ungernes skyld, ikke gide bo sammen med ham. Der kan ikke være mange kærlige følelser mellem jer?

    #9965
    Lise
    Deltager

    Selvfølgelig kunne hunden komme væk – det var jo ikke sådan at de spænede efter den?

    Og selvfølgelig er det ikke i orden at hun bliver så sur, men det er i min optik heller ikke i orden at skælde hende hæder og ære fra så hun stor hulker, hvorefter han kører hende skidesur i skole?

    Jo det er masser kærlighed i mellem os, og også mellem ham og børnene. Men han bliver bare så hurtigt MEGET sur og vred. Der altså også den mulighed at tale ordentligt, selvom man står fast på sine grænser? Ind i mellem kan man så tabe sutten og blive rigtig vred; men det er da ikke en strategi, og ikke noget man starter med??

    Jeg sagde ikke at det var ok at hun skabte sig, men jeg sagde at han også skulle tale pænt til hende.

    Men ok, point taken. Det er åbenbart sådan man får snorlige børn.

    #9966
    sissi
    Deltager

    Ingen skal jo have snorlige børn!! Men det var sådan jeg forstod dit indlæg.

    Kan I ikke tale om de episoder… altså på et tidspunkt hvor I er på talefod?
    Kan han ikke se, at hans temperament er urimelig?

    Tænker du det går ud over dine børn – og bliver de usikre?

    #9967
    Lulu
    Deltager

    Kære Lise

    Jeg synes bestemt ikke, at du er galt på den! Jeg er selv vokset op med en mor, der havde en tendens til at tænde fuldstændig af. Hun kunne finde på at råbe og skrige af mig og endda jagte mig gennem huset, når hun så helt rødt. Jeg var bestemt ikke altid et let barn og har sikkert også tit, som Sissi beskriver det “opført mig hysterisk”, men det kom altså også af, at jeg var et barn, og børn er jo ikke altid fuldstændig rationelle, modne og velovervejede i deres kommunikation. Fordi de er BØRN. I mit hjem følte jeg ikke, at jeg blev hørt eller rummet, som jeg var. Jeg var generelt hamrende ulykkelig, men det kunne jeg ikke sætte ord på, for den selvindsigt havde jeg ikke på det tidspunkt. Jeg vidste kun, at jeg var “forkert”, for det var ligesom det indtryk, jeg fik af mine omgivelser. Jeg skulle bare rette ind og tage mig sammen.

    I mine øjne er det hamrende forkert at opdrage med hårde ord og evige formaninger om, at barnet gør tingene forkert og generelt ikke er ok. Det er den direkte vej til at give barnet dårligt selvværd, og at vokse op i sådan et miljø er noget, der kan sætte sig dybe spor i et menneske. Jeg taler af erfaring.

    Så Lise, ligesom dig synes jeg ikke, det er i orden, det din mand har gang i. Har du slet ikke prøvet at tale med ham om det, så I kan finde fælles fodslag og køre et godt samarbejde omkring en mere konstruktiv opdragelse af børnene?

    #9968
    Lise
    Deltager

    Jeg spørger fordi jeg er i tvivl.

    Nej vi har svært ved at tale om det, fordi han føler sig kritiseret (det bliver han jo også) og enten klapper i eller henviser til at så kan jeg selv overtage når han ikke kan gøre det rigtigt.

    Børnene ER glade for ham. Han laver mange ting med dem. Men hvis de er “uopdragne” føler han sig berettiget til at blive VRED og personlig, synes jeg.

    #9969
    sissi
    Deltager

    Hvis I ikke kan tale om det – og han kun bliver sur:( har du kun dig selv at gå i dialog med. Jeg tror ikke du kan ændre ham – ej heller bøde op for hans urimelige temperament.

    Der er, for mig, ingen anden udvej – end gøre op med dig selv, (og for børnenes skyld) – kan jeg/vi leve med det her og gør det os skade psysisk?
    – og har du nogensinde virkelig sat dig op i mod ham?

    #9970
    eddieline
    Deltager

    Hvis du mener, at han har forandret sig – og altså ikke af natur er sur og kolerisk – så synes jeg at det er oplagt at bruge en helt anden vinkel, for at komme i dialog… Sig, at du er bekymret for ham, at du godt kan forstå hans frustration omkring den nye arbejdssituation, sig at bliver ked af det, fordi HAN virker ked af det, at han har ændret sig, spørg ind til ham. Er der andet, der trykker..? På den måde kan I måske få en konstruktiv dialog uden at du på noget tidspunkt er kritiserende?

    Når det er sagt, så synes jeg, at alle voksne i husstanden har lov til at stoppe børn, når de opfører sig uhensigtsmæssigt. Det skal selvfølgelig foregå roligt og med respekt for barnet, men hvis alle skal have det rart i hjemmet (voksne, børn og dyr), så skal det være lovligt for alle at sige fra. På en ordentlig måde, selvfølgelig.

    #9971
    Lise
    Deltager

    Jeg tror han synes jeg er slap, fordi jeg taler meget med mine børn. Han har altid behandlet dem som sine, men har haft andre, meget nemme børn og er samtidig både en hulemand og sårbar, fordi han meget hurtigt føler sig kritiseret. Han er blevet meget bedre til at tale, gennem årene, og er super god på rigtig mange måder. Men helt sikkert, kommer han stadig til kort over for mine børns vane for dialog. Ikke fordi de kører om hjørner med mig, (synes jeg!:-) men fordi jeg synes det er rimeligt at høre deres version af sagen, inden jeg skælder ud.

    Jeg synes bare, i forhold til det med vand på hunden, så havde jeg selv åbnet vinduet og sagt i en MEGET bestemt tone “det vil jeg ikke ha!!” Og hvis ikke hun stoppede, SÅ ville jeg blive lidt mere spids i det. Men at åbne vinduet med et “hvad fanden laver du!” synes jeg ikke er ok.

    Ja, det værste er at han bliver “fornærmet” og ikke kan se egne fejl. Jeg laver mange og indrømmer dem gerne; jeg synes ikke det er jordens undergang at fejle. Men han KAN bare ikke indrømme eller anerkende egne handlinger eller følelser, uden han går over i at “jeg kan heller ikke gøre noget rigtigt, det er også min skyld det hele”; og det er jo heller ikke at have et realistisk syn på sig selv.

    Og nu sidder jeg her og er i tvivl. Jeg er ikke bange for at være alene, men jeg elsker ham og det ved jeg at børnene også gør. Vi har kendt ham i snart 6 år, og sidste år spurgte min søn om han måtte kalde ham far. Og har gjort det siden. Det synes jeg er endnu mere dybtfølt, end hvis han havde gjort det, da han var lille. Men jeg ved at de er super glade for ham. Jeg synes bare det er SÅ anstrengende at han bliver så hurtigt sur, og jeg kan ikke gennemskue om det er helt forfærdeligt eller om det er mig der er sippet.

    #9972
    Lise
    Deltager

    Jeg har også prøvet den bekymrende tilgang. Og han siger han er træt af job, efter at han skal tavle undervise 8 lektioner om dagen. Og forberede sig en time hver aften. Men altså. Han er hjemme kl 16 hver dag, og vi har ingen stress. Der er gang i den, med børnenes venner – de vil altid være hos os – aftensmad etc, men selvom der nogen gange er konflikter i mellem børnene, synes jeg vi har et fedt liv og jeg kan nok ikke helt forstå hvorfor han synes det er så hårdt, at det berettiger til at være “træt” når man kommer hjem kl 16. Jeg kan godt høre det lyder ufølsomt. Men han kan både dyrke sport og gå på jagt, og det tyder da på en hvis energi.
    Jeg putter unger mens han forbereder sig om aftenen og vi har fri kl 20.
    Det eneste problem vi har, synes jeg, er at han bliver så hurtigt SUR og at han ikke selv kan se det. Og så kommer jeg i tvivl om det er mig der er sippet og mine unger der er røv irriterende.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 203 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.