Mænds dårlige opførsel :- )

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #5584
    Sommerregn
    Deltager

    Kære alle

    Det er efterhånden noget siden, jeg har deltaget i brevkassen. Måske fordi, det er noget siden, jeg har været udfordret i kærlighedslivet. Det føler jeg mig heller ikke nu.

    Måske derfor bliver flere ting så tydelige. Et kig herind er jo et kig ind i mange kvinders undren, smerte og forvirring over mænds tilbagetrækning, uforpligtethed – eller på anden måde forvirrende signaler.

    Historierne gentager sig i mange variationer – og er jeg helt med på – også med mange forskellige forklaringer. Vi ER forskellige mennesker med forskellige historier og forskellige måder at møde verden på.
    Men jeg vil holde fast i, at der er gennemgående træk – uanset om det handler om;
    – Mænd der pludseligt ”køler ned” i deres interesse
    – Mænd der er ”lunkne” på datingsiderne
    – Mænd der pludseligt forlader et forhold – ”kan ikke alligevel”
    – Mænd der tjekker ud og ind
    – – og sikkert andre ting også.

    Uden ligefrem at henvise til naturlove – så er det jo det gennemgående træk, at mænd VISER deres interesse, når den er der – og de HOLDER OP MED AT VISE den, når den ikke er der mere. De helt fantastiske oplevelser, hvor tingene forklares tydeligt og kommer på bordet på en ordentlig måde med omsorg for kvindens følelser findes. Jeg kender ikke fordelingen mellem ”hvor mange af hver” – men jeg tror, at det er ret typisk, at mænd først og fremmest ”holder op med at vise” interessen, når den ikke flammer inden i dem mere.

    Og her er der så rigtig mange forklaringer på ”hvorfor”. Hvorfor ændrede det sig pludseligt?, hvorfor siger han ikke noget?, hvad kommer der til at ske/hvad kan jeg regne med? – o.s.v.

    Jeg tror, mange kvinder kan gøre sig selv den store tjeneste at slippe behovet for forklaring, slippe den moralske opsang – og bare slippe selv. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de mænd godt ved, at den er gal. De ved godt, de svigter. De ved godt, at det ikke er ordentligt. Men den umiddelbare tilbøjelighed er til at trække sig tilbage – og så steppe frem, når der ikke er nogen vej uden om. Det er ubehageligt at såre, det er slet ikke sikkert, de er afklarede – men de finder ikke ud af, om de er afklarede ved at tvinges til samvær og nærvær – og snak.

    Det lyder inkompetent – og der er heldigvis masser af undtagelser. Men følelserne flammer ikke uendeligt – og meget viser sig, når vi ser hinandens adfærd, netop når følelserne dulmes. Så træder karakteren frem. Og så viser den egentlige interesse sig. Her vil nogle præstere en vedholdenhed fordi ønsket om parforholdet er stort og gennemtænkt og virkelig ment. Og andre vil opleve forvirrende signaler – fordi han en forvirret. Og andre vil opleve ligegyldighed – fordi han er ligeglad.
    Jeg tror ikke på, at den moralske pegefinger gør os noget godt. Jeg forstår den søstersolidaritet, der udspiller sig herinde, når vi støtter hinanden. ”Du er meget mere værd”, ”han er bare ikke god for dig….” o.s.v. . Jeg tror meget mere på, at det at erkende den her mekanisme er meget mere hjælpsomt.

    Jeg er stor tilhænger af ordentlighed og jeg bestræber mig på den selv. Men desværre må jeg erkende, at jeg også selv har prøvet at befinde mig i tilbagetrækningen og den lunkne position. Mænd der reagerer med vrede, med at trygle eller gøre opmærksom på sig selv igen og igen – de opløser sig selv overfor mig. Jeg kan ikke klantre dem – overhovedet. Men jeg ved, hvad der sker med mine følelser.

    Har jeg er budskab? Tja… måske en opfordring til at se lidt mere nøgternt på det. Slippe panikken og den store undren og spejle den adfærd, der udøves. Og det budskab kommer fra en, der virkelig har hængt i de svære følelser selv. Jeg er ikke i tvivl om, at vi rejser os hurtigt og bliver mere tilfredse og LANGT mere attraktive (hvis det skulle være relevant), hvis vi selv vender os væk fra det uinteressante i stedet for at søge forklaring eller overveje handlinger. Jeg er lige nu meget tæt med to mandlige familiemedlemmer, der på alle måder er ordentlige mennesker. De er begge udfordrede i deres kærlighedsliv – og de opfører sig sgu pludseligt lunkent og utydeligt begge to. De kan ikke finde ud af andet. Jeg har lyst til at skrige til de kvinder, de har kontakt med: ”Lad dem være!!”. Men måske lider de kvinder og undrer sig og panikker. Det er der slet ingen grund til. Læg distance til dem – og slip dem. Så kan tingene ændre sig senere (måske).

    Og så er jeg i øvrigt helt med på, at en del kvinder foretrækker selv at handle og søge en afklaring og komme videre – og dermed få “den lukket”. Helt OK – men stadig. Jeg tror det kan være en god øvelse at erkende mekanismen og måske lade være med “at lukke” på grund af eget indre stormvejr. Men det er nok et spørgsmål om temperament.

    Blot umiddelbare tanker i den smukke sensommer :- )

    #5590
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg tror du har ret sommerregn. Men hvis deres sande jeg er at være ligeglade eller andet der heller ikke er rart, så er det ikke dem man skal dele sit liv med. Så hellere vente til den mand som mener det oprigtigt. Man kan dog ikke altid vide på forhånd hvordan en mand er før man kender ham. Så måske er løsningen at starte med et platonisk venskab og se ham an- om det er noget man vil byde sig selv følelsesmæssigt. Hvad siger I andre?

    #5592
    Aries
    Deltager

    @ Sommerregn

    Tak. Tak for et vidunderligt skriv. Tak fordi du gider bruge tiden og skrive dette meget, meget velformuleret brev. Du har ret i dine antagelser. Vi kan ikke fremtvinge noget som helst, men vi kan tilbage tvinge meget, med krav, frustration og søgen på afklaring. De mænd jeg kommer i klemme med, lader jeg altid være i fred. Mine frustrationer skriver jeg herinde 🙂

    Aries

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.