Mænd, der surfer på dating.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 12 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2909
    Apple
    Deltager

    Hej alle
    Hvad sker der for, at mænd, der er i nogenlunde veldefinerede forhold har behov for stadig at lure på damer på dating? Jeg har opdaget, at ham jeg dater gør det. Jeg er ikke som sådan i tvivl om, om han er mig tro. Det er jeg ret sikker på, han er. Jeg kunne se (ja, jeg tjekkede, so shoot me!), at han sidder og ‘bladrer’ i damer, ikke noget med at kommunikere, bare glo. But why? Han er typen, der ikke drikker, ikke går rigtigt i byen, og heller ikke (det passer!) ser porno. Er det hans porno? En ventil? Et håb om mere? Giver jeg ham ikke det, han drømmer om? Er jeg bare underholdning? Det har jeg som sådan ikke en følelse af, udover at han HAR svært ved nærhed…

    Jeg har valgt bevidst ikke at gå ham på klingen. Jeg gider ikke være that girl. På den anden side gør det også noget ved mig, at han tilsyneladende har behov for at se på damer. Og på eller anden måde værre at se på dem, der har tøj på, frem for dem, der har smidt det hele…

    Erfaringer?
    In-put?

    Kh
    A

    #2912
    Rosmarin
    Deltager

    Hvor længe har I datet? Det synes jeg betyder noget i denne sammenhæng. For der går jo nogle gange lidt tid, inden at man sletter sin profil? Har I talt om det?

    #2922
    Apple
    Deltager

    Vi har ikke mødt hinanden på dating… vi har kendt hinanden on and off i 6 år…

    #2924
    Rosmarin
    Deltager

    Okay Apple er det on and off fyren – tror du har talt om ham før…. Jeg droppede en date, der efter nogle uger sad med en dating profil åben og kiggede på profiler lige efter vi havde haft en intim nat. Der var min grænse…

    #2926
    Zoe2
    Deltager

    Du er da vel ikke sammen med det fjols igen????
    Men som jeg plejer at sige med et skævt smil – så er der en konkurrent mindre i kampen om en af de gode mænd.

    #2928
    Apple
    Deltager

    Ja, jeg leder nok stadig efter grænsen… Zoe, jeg bør nok komme på banen og konkurrere med jer. Min veninde drømte, at jeg havde mødt en skideskæg fyr med blå briller, der hed Anders. Så er der da et vist fokus at søge ud fra 🙂

    Når jeg spørger er det osse fordi, jeg desillusioneret betragter folks liv, både set fra kvindens og mandens side. Jeg ser hvor utro mange mænd er på forskellige planer, og jeg ser hvor ‘naturlig’ en del af et parforholds udvikling, det synes at være. Og så tænker jeg samtidig, at man jo heller ikke kan eje hinanden i det senmoderne samfund, og at der også er en del, der handler om ikke at være kategorisk og firkantet.

    Jeg har været SÅÅÅ angst og jaloux i forholdet tidligere, og jeg er lidt ved at lære at håndtere det nu. Men på den anden side: Det kan jo også være, at jeg bare er ved at nedbryde flere grænser snarere end at sætte dem eller bygge dem op. Jeg har brudt med min mor, til gengæld, som er ved at drikke sig ihjel i arrig ensomhed og bitterhed. Det er hårdt nok at håndtere det. Der er noget der, der hænger sammen… En dovenskab omkring at bygge noget rigtigt op – det går alligvel i stykker, eller jeg bliver selv ustabil, når jeg rigtigt bliver elsket. Jeg kan på en eller anden syg måde bedst leve i det der kaos, som jeg måske nu prøver at normalisere for mig selv.

    Jeg ved det ikke. Et lidt rodet indlæg. Formen svarer meget godt til indholdet.

    Godnat fra mig 🙂

    #2929
    Apple
    Deltager

    Ps, det var ikke brillerne, der hed Anders… 🙂

    #2930
    Rosmarin
    Deltager

    Apple så du det link jeg sendte til Trunten med Hanne Fureby, der har skrevet bogen: Mælkebøttebarn. http://www.socialarv.dk/?Negativ_social_arv%3F
    Der var ting i interviewet der ramte mig…

    #2937

    Hej

    Desillusioneret… senmoderne…

    Arj, for dælen, nu må du komme op af hullet. Bare fordi vejret er depressivt, behøver du ikke at tage det som en personlig opfordring.

    Og ja, din mor drikker sig i hegnet og yder ingen form for beskyttelse i form af, at du kan støtte dig til en nærtstående person, der ikke går amok ved udsigten til at sygne hen og forsvinde. Mere ære om man må bede. Og godt at du vender ryggen til hende, selv om det sikkert ikke forhindrer dig i at have øjne i nakken.

    Nå, men du skriver jo, at du er ved at gøre noget godt og sundt for dig selv ved at protestere og forvente noget mere og bedre.

    Det er sgu da positivt. At du insisterer på, at det kan vende. Det er jo langt fra sikkert, at det gør det. Vender. Men at du står op hver dag og vælger at vende billedet på højkant og skabe det liv, du vil leve, det er da livslyst og vilje.

    Du har kun brug for én god mand.

    Pis hul i alle dem, der giver dig en salig følelse af, at alting er noget uforanderligt lort og kaos. Bliv ved med at lede efter en, der også ønsker at sætte daglig streg under det positive. Det behøver man ikke gøre på nogen lalleglad og religiøs måde. Man kan bare stille og roligt og med al den energi og selvbeherskelse, det kræver, insistere på at gå derhen, hvor man gerne vil være. Og vide med sig selv, at det altid er tættere på mål at være på vej end det egentlig nogensinde bliver at nå frem.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #2986
    Apple
    Deltager

    Martin, tusind tak for dit svar, der fik mig til at græde. Du har lissom en magisk evne til at se lige igennem de lag af BS, jeg gemmer mig bag. Jeg synes der er så megen smerte og sorg i livet, og jeg kan ikke altid få det til at gi mening. Jeg er for det meste glad og fri udadtil, men indadtil føler jeg mig som en slave af alt muligt. Mænd, vaner, mønstre. Som om jeg flygter fra et eller andet.

    Det, jeg savner allermest i livet, at blive elsket og rummet, har jeg fundet en fabelagtig måde at sikre mig, at jeg ikke får. Som om jeg ikke ville vide, hvad jeg dog skulle stille op med det. Jeg er hele tiden så bange for at blive forladt igen (fordi jeg jo er blevet det så ofte), men samtidig drives jeg på en eller anden måde mod den konstellation, der fordrer forladtheden. Fuck.

    Måske skal jeg på mandesultekur, og leve helt uden noget en tid. Jeg synes bare jeg har levet længe i underskud, og hentet kærligheden hos min skønne datter. Lige nu er hun med sin far ude at rejse, og jeg føler mig helt fortabt. (Det må hun ALDRIG få at vide). Jeg synes fandme det er så uretfærdigt at være født med et sind i flammer, en evne til at elske så voldsomt, og så ingen til rigtigt at tage imod. Eller til at gi mig nok til, at bålet bare kan stå og gløde lige så stille. Undskyld jeg er så negativ lige nu.

    Om lidt skal jeg ud og spise hos min søster, og så bliver det en hyggelig aften. Og det er jo heller ikke hele tiden, jeg er i den her tilstand. Men jeg tror jeg har vænnet mig selv til enten at være sitrende urolig for at blive forladt, eller spændt og hængt op på det næste møde. Når pendulet svinger sådan, er der kun ro i småbitte bidder, hvor jeg så føler mig fuldkommen drænet. Hvordan lærer man at skaffe sig kærlighed og ro, når man aldrig har haft det? Hvordan lærer man ikke at foragte sig selv, når man igen og igen sætter sig selv i situationer, hvor man mislykkes og skuffes, og hvor livet aldrig RIGTIG gider lykkes for en?

    Roger, over, and out
    Apple

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 12 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.