Lukket mand….

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2854
    Isabelle1
    Deltager

    For 1½ år siden mødte jeg min kæreste. Vi var begge gået ud af lange ægteskaber, og havde haft et par års singleliv.

    Vi har begge børn, hans er noget yngre end mine. Jeg har mit ene barn boende hjemme og han har sine hver anden uge.

    Da vi mødtes rev vi gulvtæppet væk under hinanden. Vi er stadig meget forelskede.
    Den første tid var dog voldsomt præget af en jaloux ekskone. Det var ikke småting vi skulle igennem (hun prøver os stadig af), og jeg tvivlede på, om jeg kunne rumme at være i en familie, hvor der var så store problemer at slås med. Jeg holdt dog ved, bla. fordi jeg også fik et tæt forhold til hans børn – som jeg holder uendeligt meget af.

    Som tiden er gået, er det dog blevet tydeligere for mig, at der er noget ”galt”. Vi har 2 meget forskellige livsituationer: Jeg gik i mit ægteskab, og har brugt årene på at bygge et nyt hjem op, en stabil økonomi og en dejlig hverdag. Han blev forladt, og er økonomisk presset, samtidig med at jeg klart fornemmer, at han stadig sørger over tabet af sin familie. Ikke ekskonen, men familie-livet og alt hvad det førte med sig.

    Det betyder, at han i perioder er meget lukket, og ikke vil tale om, hvad der trykker ham. Det efterlader mig gang på gang i situationer, hvor jeg forsøger at fornemme (og også tale om), hvad der mon er i vejen. Jeg kommer dog ikke videre, da han er som en lukket bog.
    Vi taler naturligvis også om fremtiden. Og her bliver jeg helt rundtosset af hans meldinger. Han siger konstant, at han ikke fungerer uden mig, han savner mig – og omvendt, som i denne weekend – siger han ”Jeg vil dig gerne, men jeg har nogle ting jeg skal arbejde med omkring mig selv”. Hvad – melder historien intet om, og det er frustrerende.

    Vi er begge i midten af 40’erne, og det er bestemt ikke et ”must” for mig, at vi flytter sammen i morgen. Men jeg ønsker at vi går hånd i hånd – mod samme mål. For mig vil det bestemt være en mundfuld at flytte sammen med forholdsvis små børn, men omvendt er vores kærlighed stærk, og vores forvirrende hos-dig-hos-mig-liv med børn, vil alt andet lige gøre dagligdagen nemmere og give plads til mere ro og tid til os. Til tider giver han klart udtryk for, at han vil hele pakken med mig, hvilket får mig til at tænke over hans ord, og efterfølgende åbne op for snakken, for derefter igen at mærke hans afvisning af samme. At leve, som vi gør nu, er meget på hans præmisser, da han er den, der har små børn. Dét kan jeg såmænd også godt fortsætte med, men jeg har i så fald behov for, at vide, at det er dét vi går efter. Det vil nemlig betyde, at jeg er nødt til at planlægge langt bedre, end hvad tilfældet har været ind til nu. Det er forvirrende at aftale fra dag til dag, hvor jeg skal sove, pakke taske osv. og efterlader mig tit med en ”rodet” hverdag, hvor alt foregår i et lidt for hurtigt tempo. Venner og familie har pludseligt fået 2. prioritet, da jeg hele tiden holder kalenderen åben overfor, hvornår han har plads til samvær. Det vil jeg gerne lave om på.

    Han er glad for, at jeg er kommet så godt ind på livet af hans børn. Opfordrer mig til, at lave masser af ting med dem, også at komme med lidt hjælp til hverdagens udfordringer osv. Det gør jeg gerne. Omvendt oplever jeg også, at han agerer helt på egen hånd omkring vigtige ting med børnene, som jeg ikke bliver inddraget i. Fx har vi nu i et år forsøgt at lære den mindste at sove selv. Det har været nogle lange aftener  For en måned siden erfarer jeg så, at han – stik mod vores lange forsøg – lader barnet sove hos ham, når vi ikke er sammen. Så tror fanden da, at knægten ikke vil sove alene, når jeg er der?! Det er et glimrende eksempel på, hvordan han inddrager mig for derefter at træffe helt egne beslutninger.

    Her i weekenden var vi sammen. Han var usædvanlig tavs, træt og kort for hovedet. Jeg lod ham sove længe, se bold i tv, lavede god mad, og tænkte at han nok ville åbne, hvis der var noget der trykkede ham. Vi havde også god sex og nød timerne sammen alene – men jeg tænkte hele tiden, at jeg ville ønske, at han åbnede op. Vores forhold har varet længe nok nu, synes jeg, til, at han kan fortælle mig om sine bekymringer – og dermed vil jeg undgå at skulle gætte mig til, hvad der er galt.

    Da han gik, satte jeg mig ned og tænkte det hele efter. Og dér kunne jeg mærke, at jeg ikke kan navigere i det mere. Det slider for meget på mig. Jeg føler, at jeg bliver målt og vejet, og at han i mange af livets forhold, ikke inddrager mig. Jeg bliver med andre ord holdt 2 skridt fra livet. Samtidig har vi formidabel sex, nyder vores stunder sammen og har mange fælles interesser, som vi dyrker sammen. Vi har opbygget et tæt og nært forhold, også til hinandens børn, og jeg ved, at vi gerne vil hinanden.

    Men hans usikkerhed, lukkethed – hvad stiller jeg op med den? Skal jeg trække mig lidt i en periode og lade ham føle efter. Er han kommet for hurtigt ind i et nyt forhold? Eller skal jeg konfrontere ham med, at jeg har behov for at han åbner op og lader mig komme ind, såfremt jeg skal føle mig tryg og prioriteret?

    #2858

    Hej

    Jeg gætter på, at du har den helt rigtige analyse af, hvad der foregår i ham.

    Og desværre registrerer du lige så klart, at du er ved at miste dig selv, fordi du er på overarbejde.

    Hans manglende afklaring ordnes ikke gennem samtaler. Det vil bare lukke ham yderligere omkring det, der allerede er sårbart i ham. Jeg synes, at det er bedre, at du spejler hans afventen ved selv at være mere afventende og holde dig lidt mere “hjemme hos dig selv” om man så må sige.

    Det er jo meget fint, at han gerne vil involvere dig mere i sine børn. Men som du konstaterer, så kommer denne involvering med en pris. Nemlig at du har flere krav og ønsker til ham og til jeres relation. Det er jo ikke, fordi du er dominerende, at du ræsonnerer sådan. Sådan fungerer de fleste kvinder bare. Og de fleste mænd trækker sig lidt, fordi de ønsker at beholde autonomi og retten til at gøre, hvad fanden der passer os.

    Hvis du siger tingene ligeud til ham, er der ALT for stor risiko for, at han vil høre det som kritik og gå i forsvarsposition (eksempelvis barneputning). Det er LANGT bedre at skrue 20-30 procent ned for alle initiativer i forhold til ham og jeres samliv. Og opprioritere dine venner og dit øvrige liv lidt mere, så der igen kommer mere balance inde i dig – og dermed i forhold til ham.

    Han vil først åbne sig mere for dig, når du lukker dig for ham. Simpelt og logisk. Og forhåbentlig effektivt. Risikoen er jo altid, at han ikke åbner tilstrækkeligt og tilstrækkeligt længe i forhold til din “lukkethed” og dine behov for at kunne vise, hvem du er og fortælle, hvad du føler.

    Men lad os satse på, at strategien vil bære frugt. Under alle omstændigheder vil den have positiv indflydelse på din personlighed og dit overskud gennem den – for dig måske mest – tydelige grænsesætning. Og indstil dig på, at han jo ikke radikalt vil skifte fra at være reserveret til at blive åben. Han vil nok altid underpræstere lidt i forhold til at lukke dig ind i sine tanker og følelser. Men det kan du jo leve med, hvis du føler, at han er lidt mere til at forhandle med.

    Og igen … det kan jo være, at han lukker lidt i i forhold til dig, fordi han netop frygter, at en ny kvinde skal tage magten over ham og fortælle ham, hvor skabet skal stå. Selv om du ikke kunne finde på det, og selv om han ikke som sådan mistænker dig for at ville være en bestemmerøv, så er det ikke sikkert, at det kan forhindre ham i helt ubevidst at lukke ned i forhold til dig i en nødvendig manøvre for at sikre sig kontrol og sikkerhed over sit følelsesliv … fx. angsten for at blive svigtet igen.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #2863
    Isabelle1
    Deltager

    Tak for svaret MØ. Meget brugbart!

    Jeg opfatter dit svar således, at det er rigtigt set, at han nok er kommet lidt for hurtigt ind i et nyt forhold – er ikke helt 100% klar – og derfor passer på sig selv.
    Han har lyst til nærheden, kærligheden, men ønsker ikke at sætte sig selv i en situation, hvor der er fare for en “bestemmerøv” – og dermed give afkald på at gøre hvad han vil? For ikke at tale om, at han ønsker at passe på sit hjerte. Right?

    Ind imellem bliver han så “grebet” af den gode sex, intimiteten…og kammer så lidt over i øjeblikket (verbalt = Jeg savner dig, kan ikke undvære dig), hvilket får mig til at brygge videre på en fremtid sammen.

    Got it! Og i så fald er dine ord om at trække mig de dér 20-30%, helt indlysende.

    Jeg har dog stadig lidt behov for gode råd til, hvad jeg stiller op, når han sætter krav til mig. Fx at han ønsker, at jeg kommer hjem til ham, overnatter, hjælper til med ungerne – når jeg i virkeligheden hellere vil noget andet. Splittelsen mellem at ville ham og så at SE, at jeg også er nødt til at sætte grænser – er lidt svært lige nu. Men det kommer vel!

    #2864
    Salamina
    Deltager

    Hej Tullen

    Du må bare sige “nej, jeg vil hellere vente med at ses til på onsdag eller torsdag eller xxx noget… ” til ham, når du hellere vil noget andet end at overnatte og hjælpe til med hans børn.
    Der er ikke rigtigt andre råd end at du lærer at sige nej plus evt. kombineret med, at du kan foreslå andre tidspunkter I kan ses. Og hvis ikke du kan sige nej rent ud, som du føler for, så må du sige, at du ikke kan fordi du har en del, som du er nødt til at ordne på din egen hjemmefront selv… fx tøjvask eller hvad ved jeg…

    #2869

    Hej
    Hold fokus på at gøre det, du har lyst til. Vær forbedret på, at han bliver sur og er uforstående. Det ender han også med at blive, hvis du pleaser ham. Og det første er klart mest sundt for dig – og ham. Du må lære ham at finde et mere realistisk forventningsniveau omkring dit engagement. Hvis du ikke starter nu, vil han blive stadig mere krævende og ulidelig.
    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.