Livet leves forlæns…

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #8093
    Manden
    Deltager

    “Livet leves forlæns, men forstås baglæns” – det lyder så kliché-agtigt, men jeg synes det er så rigtigt lige nu.

    For hvor ville jeg dog gerne have haft den erfaring og indsigt, jeg har nu, for to år siden.

    Jeg sidder lige nu tilbage efter et brud med min ex-kæreste. Hun sagde stop efter, at jeg på det nærmeste havde givet hende et ultimatum om mere opmærksomhed og kærlighed/nærvær/berøring på mine betingelser. Hun fortalte, at hvis hun følte efter i maven og hjernen, kunne hun ikke mærke musikken mere og ikke give mig den kærlighed, jeg kræver. Begæret var væk.

    Vi har været sammen i knap to år og det har været et langdistanceforhold. Det var jeg i sig selv lurende ved fra starten af, men hende og jeg kunne noget sammen, som vi ikke havde oplevet med andre. Vores conneks var fantastisk og det kørte på alle planer og vi har igennem tiden givet og udviklet hinanden på rigtig mange måder.

    Det kunne jeg skrive meget mere om, men I har jo sikkert alle sammen prøvet denne samme form for magi. Den stod på i knap halvandet år. Herefter skete der nogle ting, hvor jeg i bagklogskabens lys reagerede både hysterisk og barnligt – ud fra noget, som jeg bedst nu kan sætte ord på som usikkerhed. En usikkerhed på hende – som dybest set bundede i, at jeg ikke selv turde give de sidste 10% af mig selv – af frygt for at blive skuffet igen (som jeg er blevet i tidligere forhold). Brændt barn skyer ilden, som bekendt.

    Det resulterede alt sammen i, at jeg i nogle situationer kom til at reagere hysterisk og barnligt, satte ultimatummer op og kom til at virke alt for kompromisløs – en klar forsvarsreaktion. I virkeligheden er jeg helt givetvis kommet til at virke svag, mindre tydelig som mand, og hun har langsomt mistet både nysgerrigheden, respekten og følelserne for mig. Eftersom hun jo helt naturligt reagerede på mig og mine udfald, så blev det en selvforstærkende spiral – og jo nærmest en selvopfyldende profeti.

    Som person har jeg megen empati og indlevelsesevne, men i mit professionelle liv som leder af mange mennesker har jeg normalt ingen generelle problemer med at være stærk og mandeagtig – andet end i denne konkrete sammenhænge.

    Nu sidder jeg så tilbage med denne indsigt og tænker: “Havde jeg dog bare vidst, hvad jeg vidste nu og haft den samme indsigt”. For sagen er, at det er hende jeg vil have, hende jeg elsker – men at hun (forståeligt) nok ikke vil mig længere. Jeg tror ikke, at min indsigt ville kunne være kommet før her på den anden side af bruddet. Jeg tror, at jeg simpelthen skulle presses ud i denne situation for at kunne indse, hvad der har været i spil for mig.

    Vi er begge midt i 40’erne og altså ikke purunge længere – eller specielt naive på den måde, at “så finder jeg da bare en ny med det samme og så går det hele nok meget bedre”. Jeg vil så gerne den rummelige kærlighed, hvor der er plads til at fejle og komme tilbage – at udvikle sig sammen. Fordi man vil hinanden. Men det vil hun jo ikke, så det er jo lidt svært.

    Jeg ville ønske, at jeg kunne genoptage rejsen med hende, men er ikke så naiv, at jeg tror hun lige nu går og håber det samme. Dog ved jeg også, at hun jo også synes, det meste af tiden og rejsen har været fantastisk og at jeg er en fantastisk mand på rigtig mange måder. Så det er jo ikke sort/hvidt. Lige nu, og måske forever, ønsker hun mig i hvert fald ikke.

    Langdistanceforholdet har været en udfordring for mig at lære at håndtere. Hver gang, man mødes skal helst være en ‘fest’. Der er ikke plads til mange fejltrin eller halvgode oplevelser – for de strækker sig over forholdsmæssig lang kalendertid, hvis man kun har lejlighed til at se hinanden hver anden weekend – eller måske med længere mellemrum, når kalenderen ikke tillader andet. De langsomme aftener i sofaen, hvor man bare går i seng nyder hinandens langsomme selskab er få.

    Når det med usikkerheden så samtidigt har spillet ind for mig og der har været kriser – så er de svære at fikse på afstand med den manglende kommunikation og nærvær. Svært at få talt ordentligt ind til problemerne. Det har klart været en medvirkende årsag til, at vi ikke har kunnet vende skuden det siste halve år – og så naturligvis det med, at jeg først nu ser, at mine reaktionsmønstre skyldes en usikkerhed på hende, som skyldes en usikkerhed på mit eget commitment, som bunder i frygten for at miste.

    Men eftersom efter at have set usikkerheden i øjnene ved jeg også med i hjerte, at den er væk. Jeg ved også, hvordan jeg ville kunne have ændret vores forhold i en retning, hvor jeg arbejdsmæssigt ville kunne give mere plads til at være sammen ved at arbejde i hendes by et par dage, hver anden uge. Så langt ville jeg ikke gå tidligere – fordi jeg var usikker.

    Nu har vi ikke haft kontakt i en uges tid efter vores brud. Jeg ved ikke, hvor hun er lige nu følelsesmæssigt. Det kan vel svinge mellem både lettelse og tristhed. Omvendt vil jeg jo gerne fortælle hende om nogle af mine erkendelser i det her – men tror bare ikke, det skal være lige nu.

    For selvom jeg jo gerne vil, at vi prøver igen – med et nyt og anderledes setup og ikke mindst med mine nye erkendelser – så er det jo vigtigt, at det kommer som et dybfølt ønske fra hende at ville prøve igen og der tror jeg måske, hun lige nu er ‘stålfast’ i sin tro på, at det er det rigtige valg, hun har truffet (hvad der sagtens kan ske ikke at ændre sig!)

    Jeg er heller ikke så naiv at tro, at jeg efter en uge er kommet til bunds i mig selv – med en klar facitliste til mig selv, om hvad jeg skal arbejde med. Så let er det vist ikke.

    Hvad tænker I? Hvordan skal jeg gribe det her an. Skal jeg dybest set nogensinde lade være med at fortælle hende om mine erkendelser? Skal jeg vente til hun eventuelt kontakter mig? Vil det overhovedet gøre en forskel? Skal jeg bare takke for erfaringen og mentalt se at komme videre – selvom det ikke er det, jeg har lyst til. Jeg har datet meget tidligere, er ekstovert – så det er ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg ikke har lyst (lige nu – men det kommer jo igen, det ved jeg), men fordi jeg så gerne vil kæmpe videre for noget, jeg mener rummer potentialet til noget meget smukt.

    “Livet leves forlæns, men forstås baglæns”….ak ja.

    #8095
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg har oplevet at netop sådan en krise kan få forholdet til at gå et spadestik dybere, netop fordi der kan komme nogle erkendelse hos begge parter. Min kæreste og jeg var meget tæt på at gå fra hinanden i efteråret men heldigvis blev vi stærkere som par af det. krise kan jo netop generere udvikling. Men følelserne skal naturligvis være der et sted endnu. Det er ikke sikkert, at hun lige nu kan mærke dem, hvis de er der. For først kommer lettelsen. Så bagefter kan savnet få plads, hvis følelserne er der endnu. Det lyder som om at I har haft noget smukt sammen og at det meget har været jeres rammer, der har stået i vejen for jeres forhold? Det er opslidende med langdistance, jeg ved det, for vi startede også sådan. Jeg valgte så inde i andet år at flytte teltpælene, da jeg også trængte til job skifte. Men det er heller ikke kun lutter lagkage at flytte fra sit netværk i moden alder.

    Mht. at fortælle hende om dine erkendelser så tænker jeg: hvad har du at miste? Du har jo mistet hende lige nu. Så det kan jo ikke blive værre. Måske kan du vinde hende igen ved at du nu godt tør comitte dig og finde nye kompromisser for jeres samvær. Jeg tror, at jeg ville skrive til hende i første omgang. Fordi hun derved får mulighed for at reflektere over det, som du skriver. Det er knap så konfronterende.

    Men du skal altså også huske på, at der skal to til tango. Sammen har I danset godt og sammen har I danset skævt. Med det mener jeg, at jeg virkelig også synes man skal kigge indad når et forhold brister, men det er også godt at huske på, at man var to om det. Ellers kan det gå hen og blive lidt selv udslettende ala det er også min skyld det hele. Jeg mener ingen af os er jo perfekte. Så er der dem, der giver den anden hele skylden. Det er ligesom forkert. Det betyder så ikke at du skal finde “fejlene” ved hende, det finder hun sikkert selv, hvis hun er en reflekterende og empatisk kvinde. Du kan jo netop stå ved dine egne erkendelser og tage ansvar for dem. Du kan heller ikke forvente, at hun svarer eller reagerer på det. Du kan håbe det. Og dit eget motiv kan være at du gerne vil dele din erkendelse med hende i håb om en genforening. Tænk på, at hvis det er ment to be med jer, så skal det nok blive det på kort eller længere sigt. Held og lykke med kærligheden.

    #8097
    Rosmarin
    Deltager

    Ps! Så tænker jeg sku lige hvorfor er det SÅ mange kvinder elsker Pretty Woman! Det er da fordi vi er fuldstændig vilde med manden der vender tilbage og bare vil hende med hud og hår. Jeg oplever lidt, at du mange steder skriver, at du ikke tror der er en chance. Måske skulle du tro lidt mere på det og være lidt mere fandenivoldsk!
    Jeg tror du ville ærgre dig, hvis du ikke forsøgte at vinde hende tilbage. Nu ved jeg ikke hvordan dit temperament er, men det var også en mulighed at invitere hende på date med hele svineriet.
    Den der konstatering med at livet leves forlæns og forståes baglæns den kan du jo gøre lidt op med tænker jeg. Jeg mener du er jo ikke død endnu. 😉

    #8100
    Manden
    Deltager

    Kære Rosmarin

    Tak for dit svar, som jo i det mindste rummer en vis form for håb! 😉

    I løbet af det sidste halve år, havde vi for en to-tre måneder siden begge en oplevelse af, at vinden var gået noget af sejlene og pauserede kommunikationen indtil vi kunne mødes igen.

    I løbet af den krise fortalte hun mig noget om min manglende tydelighed, at tage rollen som mand og andet…..og hun havde jo ret, hvad jeg også anerkendte. De sidste to-tre måneder har bare ikke rigtig givet mulighed for ordentligt at få rettet skuden op……ikke mindst fordi, jeg ikke har indset den bagvedliggende årsag til mine handlingsmønstre og fordi tiden sammen i langdistanceforholdet gør det svært at dyrke og kommunikere ordentligt om.

    Som du jo også siger, så er det jo den ydre årsag, der har været med til at gøre det – men den forsvinder jo ikke som dug for solen, da vi har begge har børn, vi ikke kan rykke op med rode. Uanset om jeg så arbejder mere i hendes by – men det vil jo da i det mindste gøre det lettere.

    Ja, naturligvis skal hun kende til min erkendelse – du har jo ret!
    Jeg er bare i tvivl om, jeg ikke skal lade hende få lidt ro for mig lige nu, så tågerne af en lidt ynkelig mand kan fortabe sig lidt =| Så hun selv kan nå at mærke, at hun har lyst til kontakten igen…

    …også mest fordi jeg sendte de mest desperate mails, telefonbeskeder og sms’er til hende – søde, kærlige, ynkelige…..men sådan reagerer de fleste af os nok, når vi bliver forladt 🙂

    Det ville jo være lettere for mig, at komme tilbage, hvis hun sagde “Du er for tyk”. Det kan JEG jo gøre noget ved. Når hun siger, at hun ikke kan mærke følelserne mere og begæret er væk – det er jo svært for mig at trylle frem….det skal ske inde i hende selv, tænker jeg – og her tror jeg ikke, at jeg skal være for pushy….eller hvad? Tænker, at hun så på det nærmeste brækker sig over mig til sidst 😀

    Du har ret i, at jeg jo naturligvis ikke er den eneste part i det her. Der er ALTID to. Min erfaring siger mig dog, at det typisk er en form for projektion fra min side, hvis jeg starter ovre på den anden banehalvdel. Jeg er nemlig ikke perfekt i ret mange sammenhænge, så det kan jeg ligeså godt tage fat på først – men jeg tror også, at hun helt naturligt vil kigge indad på sig selv.

    Endnu engang…tak for dit svar.

    #8101
    Rosmarin
    Deltager

    Sjovt der er en helt anden dynamik og glimt i øjet (hvis man ellers kunne se dem)i dit andet indlæg. Det tror jeg vil være godt at bygge videre på, når du skal tage kontakten igen. Det kan godt være, at du skal vente lidt, som du er inde på. Omvendt skulle hun jo ikke gerne få dig for meget ud af blodet inden da.
    Vi har tit nogle reaktioner, når vi bliver forladt som vi kan krympe tæer over bagefter, men gud hvor er det godt at kunne føle noget! Jeg er så hende der skal have forklaringer når jeg bliver forladt 😉
    Jeg husker også en ex kæreste der ønskede mig død, da jeg gik fra ham. Det var fandme voldsomt. Men tilgengæld er han den kæreste jeg har kendt, der har været mest musisk og følsom. Så selvfølgelig kom der da en reaktion. Vi har dog siden haft kontakt siden på “normal” vis.

    #8102
    Manden
    Deltager

    Jeg må forsøge at time det rigtigt så 🙂

    Hun svarede mig tilbage een gang – midt i alle min mails og sms’er….at hun ikke kunne give mig den kærlighed, jeg kræver og fortjener, men at hun også var trist og at vi skulle vente med at snakke rigtigt sammen, til vi var knapt så kede af det. Jeg fortsatte mit bombardement resten af dagen, men hun har ikke givet lyd fra sig siden….hvad der jo giver god nok mening og jo er rimeligt nok, når hun nu HAR sagt stop.

    Well, som sagt…..jeg har nu også brug for at falde til ro med mine tanker for en stund….og få essensen til at træde frem. Det er den proces, jeg er midt i. Måske finder jeg frem til flere uhyggelige sandheder der i spejlet, om mig selv….eller også ser jeg pludselig en smuk ‘ung’ mand igen….man kan aldrig vide 😉

    #8103
    Manden
    Deltager

    Nej, de vilde følelser vil man ikke være foruden….når man først har mødt dem….

    #8104
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg synes også vilde følelser kan være for meget, selvom de er vidunderlige! Den ex jeg omtalte – det var for vildt. Forstået på den måde at det var karruselture op og ned hele tiden. Det var mega hårdt følelsesmæssigt. Jeg oplevede nogle sider af mig selv sammen med ham, som jeg ikke kendte. Vores skænderier kunne gøre mig så rasende, at jeg næsten kunne slå. Det synes jeg ikke var fedt.
    Det musiske og det følsomme var den smukke side af min ex, og det bærer jeg med mig i hjertet
    Den mand jeg elsker nu, han er dejlig, velafbalanceret og rolig og jeg tænder på ham. Her føler jeg mig hjemme for alvor.
    Spændende hvad der kommer til at ske hos dig. 🙂

    #8115
    Manden
    Deltager

    Ja, selvfølgelig kan det være alt for voldsomt, men nogle gange gør det ikke noget, at man kan mærke at følelserne aktiveres…..sålænge det ikke tager overhånd 🙂

    Det lyder som om I har et dejligt forhold – hold for guds skyld godt fast i det, skal jeg hilse at sige 😉

    Ja, nu må vi se, hvad der sker. Selvom jeg har ageret mærkeligt og forkert til tider, så er jeg stadigvæk en ret OK fyr, hvis jeg skal sige det selv 🙂

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.