Langdistanceforhold med forskellige personligheder

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 21 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #5256
    Bobolobo
    Deltager

    Kære alle,

    Jeg er i et forhold til en fantastisk svensk mand, som jeg mødte for snart 3 år siden, da han var bosiddende i København. Vi nåede at date og blive smask forelskede da han 5 måneder efter flyttede tilbage til Stockholm pga. job. Der har han været siden og vi har kørt hver anden weekend forhold. Jeg har en nu 6-årig datter, så planen har hele tiden været at han skulle flytte til Danmark igen. Det er bare blevet skubbet igen og igen.

    Jeg mødte ham få måneder efter skilsmisse fra min datters far og jeg havde forsvoret at jeg skulle i et fast forhold, mem bum – lynet ramte. Jeg elsker ham, det har været fint med distancen i en periode – jeg har skulle finde mig selv efter bruddet. Det samme har han skulle rent karrieremæssigt, da job betyder virkelig meget og hans selvtillid havde fået et knæk mens han arbejdede her i København. Siden december sidste år har det dog været rigtigt svært at være fra hinanden. Jeg har stort behov for nærvær og kram, kys, sex – anerkendelse via telefon eller når vi er sammen. Han har arbejdet sygt meget og derfor ikke opfyldt mine behov for kommunikation. Det tog halvanden uge ud af sommerens 4 uger sammen for mig at finde frem til ham igen – til den dybe kærlighed, der helt klart er der, men er svær for mig at holde i live med 10 minutters samtaler.

    Han er helt anderledes end jeg. Jeg handler når noget føles rigtigt og hopper ud i livet med det brede blik på tilværelsen. Han har svært ved at træffe beslutninger, han går i detaljer og har så mange ting i sit smukke hoved. Det gør det endnu sværere for mig at forstå hvad der sker til tider.

    Han stresses af sit hårde konsulentjob, er ikke glad for sin lille lejlighed, synes det er hårdt at savne mig og min datter – og al det pres ligger han oven i en krise over snart at fylde 40 (om halvandet år) og ikke have egne børn.

    Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre herfra. Vil så gerne være der for ham og ikke presse ham samtidig med at jeg synes distancen bliver sværere og sværere at håndtere. Aldrig har en mand sat sig så dybt i mit hjerte og jeg græder snot ved tanken om et potentielt brud. Ved bare heller ikke hvor længe jeg kan være i venteposition mere – i hvert fald når der ikke sker bare små skridt i den rigtige retning. Så motiveres jeg.

    Ser frem til input.

    Bedste hilsner,

    Andrea

    #5259
    lorelei
    Deltager

    Hej Andrea.

    Først vil jeg sige til dig, at jeg ved, hvordan du har det. Et langdistanceforhold er i mine øjne en stor udfordring og kræver næsten umenneskelige ressourcer.

    Som du også selv mærker, kan du nærmest ikke holde liv i jeres følelser igennem tlf.samtaler osv. Dine behov bliver slet ikke tilgodeset og du kan måske komme til at føle dig frygteligt alene og ensom, fordi din elskede ikke er tæt på dig………..

    Jeg forstår din nervøsitet mht til at presse din kæreste og jeg forstår dine følelser. Du er i et dilemma. Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre, men jeg har selv været igennem et forfærdeligt og vanskeligt brud med en kæreste i et langdistanceforhold, og jeg prøvede af alle kræfter at “vænne” mig til afstanden, både den fysiske og den følelsesmæssige. Det var umuligt, men jeg kan nu i bagklogskabens lys, tænke, at jeg måske var for krævende. Jeg havde brug for at vide, at han elskede mig, savnede mig og tænkte på mig! Han havde ikke det samme behov. Han var åbenbart tryg i sin viden om, at jeg elskede ham. Jeg kan jo ikke lave det om, men til sidst trættede det faktisk også mig med de evindelige sms`er. Man kan jo ikke blive ved og ved at opfinde nye måder at skrive godnat på. Der gik rutine i det………..og det gjorde ondt i mig.

    Mit råd til dig er at du kan prøve at tale dit hjerte til ro. Hvis du ved, at han elsker dig kan du måske blive bedre til ikke at forvente alle de sms`er om evig kærlighed. Jeg ved, det er svært…………men hvis alternativet er et brud, hvad vil du så?

    De bedste tanker herfra:-)

    #5272
    Bobolobo
    Deltager

    Tusind tak for dit svar Lorelei. Det er enormt rart at læse dine tanker og erfaring, da jeg til tider føler at det er forkert af mig at have større behov for kommunikation. Jeg er bestemt i et dilemma. Kan ikke forestille mig livet uden ham, men hans gå-i-stå livskrise hjælper os ikke på vej… Det er fanme svært! Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre…

    Men tak! 🙂

    #5275
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg tænker om dit behov for mere kommunikation med en mand nok ikke kan undertrykkes igen og igen. Tror du vil ende i den fortvivlelse igen og igen fremover. Hvad hjertet virkelig har behov for tror jeg også vil blive ved med at opsøge dig i form af frustrationer. Jeg tror du skal tage frustrationerne alvorligt- uden at gøre mig klog. Men det er vel min erfaring at frustrationer kommer når der er noget i sig selv man ikke lytter nok til.

    #5279
    lorelei
    Deltager

    Hej igen.

    Jeg synes ikke du er forkert! Udfordringen er måske “bare” jeres forskellighed………?

    Jeg taler ikke for, at du skal undertrykke dine behov, men anerkende dem og så finde en måde hvorpå du kan forholde dig til jeres situation. Bottom line er jo, at du ikke vil være foruden ham, så hvordan gør du?

    Kommunikation er en løsning. Selvom du ikke tør, skal du måske alligevel tage tyren ved hornene. Din frustration kan udvikle sig til en bitter følelse, som ikke vil gøre noget konstruktivt for jeres forhold.
    Du vil ikke risikere at miste ham, men hvor længe kan du holde til denne situation? Vil du ham så meget, at du er villig til at fire på dine behov og ønsker, kan du gå så meget på kompromis, at du kan affinde dig med det, fordi tanken om at miste ham gør for ondt? Hvis vilkårene er at I ikke kan flytte sammen, kan du så leve med det? Kan du nøjes?
    Det er jo alt sammen noget du må spørge dig selv om.

    Jeg tænker at du pga din datter ikke vil flytte til Stockholm. Er det rigtigt?

    #5281
    Bobolobo
    Deltager

    Tog bestemt heller ikke hvad du skrev som om jeg er forkert! 🙂 Det har bare været en følelse jeg har haft – indtil jeg læste dit indlæg! 🙂

    Du har helt ret – jeg har netop indset at jeg har det behov og at det er ok. Det vil jeg ikke undertrykke men tale med ham om. Jeg elsker ham, men holder ikke meget længere uden at der sker noget. Han er heller ikke glad for situationen og vil også gerne ha at der sker noget. Det føles bare som om han går og venter på at den perfekte løsning kommer dumpende fra en klar himmel i form af f.eks et perfekt job i København. Han gør pt intet aktivt for at ændre situationen. Stikker bare hovedet i jorden og arbejder.

    Og ja, det er pga min datter jeg allerede tidligt i forholdet meldte ud at jeg ikke kunne flytte… Hun ser sin far hver anden weekend i 5 dage og har al familie her – på begge sider.

    #5302
    Bobolobo
    Deltager

    Vi har talt sammen her til aften. Fik forklaret hvordan mine følelser er som et blus, der holdes i live af hans nærvær, men skrues ned for når vi ikke er sammen og han ikke kommunikerer “nok”.

    Og så gjorde jeg hvad jeg hele tiden har været imod: nemlig at sætte en deadline. Hvis ikke der sker fremskridt inden hans nuværende projekt slutter, så kan jeg ikke gå og bente længere på at der sker noget… Han tog heldigvis godt imod det, lyttede, græd med mig, holdt om mig og var glad for at jeg ikke havde gjort det helt forbi.

    Nu må vi se hvad fremtiden bringer. Tak for jeres input indtil videre! 🙂

    #5305
    lorelei
    Deltager

    Flot!

    Jeg ønsker dig held og lykke med det:-)

    #5391
    Aries
    Deltager

    Hejsa.

    Jeg er på vej på job, men skriver mere i morgen. Det er en spændende tråd det her. Da jeg selv er begyndt at date og se en svensk mand, der skal være i Helsingborg i et år, hvor han derefter skal tilbage og bo i Stockholm hvor han bor.

    Kan du fortælle mig lidt om forskellen på svenske og danske mænd? Ham min svenske fyr her, er utroligt venlig, det skal jeg lige vænne mig til, men har hørt at svensken har et mere roligt temperament i forhold til dansken?

    Hvorfor Flytter du ikke til Stockholm?

    Aries

    #5509
    Bobolobo
    Deltager

    Spændende med svensk-dansk kärlek! Ja, svenskere er mere ordentlige. De opfører sig meget pænt i social omgang med andre, men lærer du dem bedre at kende, så kan de være lige så skøre og direkte som danskere.

    Jeg har en lille datter på 6 år, der har hele sin familie inkl. sin far her i DK – derfor jeg ikke flytter til Stockholm. Det er en skøn by ellers!

    Og langdistance forhold kan sagtens fungere, hvis man taler sammen åbent og ærligt. Det kræver tillid og tid og penge at rejse hele tiden. Men også spændende at lære en anden by at kende. Samtidig lærer man også sig selv meget bedre at kende. Hvad er man til og hvor længe kan man være fysisk adskilt og stadig synes det er ok. Hvordan tackler man savnet og de konstante svære farveller.

    Bliver spændende for dig.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 21 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.