Lakker det mod enden?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 39 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #5078
    SummerSun
    Deltager

    Hejsa dejlige brevkasselæsere!

    Efter at følge en del med på sidelinjen og tidligere har fået nogle gode indspark her fra brevkassen, skriver jeg lige igen 🙂

    Ja, som overskriften lyder, er jeg i syv sind. Jeg har været sammen med min kæreste i lige over et år nu, og jeg elsker ham ufatteligt højt. Men der er nogle helt grundlæggende ting, som slet ikke fungerer mellem os.

    Jeg har skrevet et indlæg tidligere om vores parforhold her:
    http://martinoestergaard.dk/brevkasse/emne/darlig-stemning/

    Det korte af det lange er, at han havde nogle grimme humørsvingninger. Ikke at han råbte eller noget i den dur, men han kunne blive helt tavs og ”surmule” i timevis, når noget ikke fungerede – og jeg har ikke altid kunnet regne ud, hvad det kunne være. Det har betydet, jeg ofte har lagt låg på mig selv ift. fritidsinteresser og vennebesøg, for ikke at udløse et af disse ”surmulerier”.

    Han har haft problemer med, at jeg opholdte mig i mit eget hjem, og så helst jeg hele tiden opholdte mig hos ham. Samtidig er der ingen aftale om, hvorvidt eller hvornår jeg evt. skulle flytte ind hos ham. Til dette skal det nævnes, at han har haft store problemer med hans ekskone, som er kommet uanmeldt hjemme hos ham, mens vi har været på arbejde. Hun har snuset rundt derhjemme, og har bl.a. ødelagt og stjålet mine ting (og indrømmet hendes adfærd bagefter, så der er ingen tvivl om, at det er hende). Hun har yderligere forsøgt at bryde ind midt om natten, hvor hun heldigvis mislykkedes – men vi nåede at se hendes bil køre derfra. Jeg har ift. dette givet kraftigt udtryk for, at jeg ikke føler mig tryg hjemme hos ham, og at jeg synes han burde få skiftet låsene i sit hus. Dette har han dog ikke gjort endnu, og bliver irriteret, når jeg nævner det overfor ham. Han har længe insisteret på, at han ikke har haft råd til en låsesmed (på trods af, at jeg har tilbudt at betale halvdelen af udgifterne forbundet her med). Til gengæld har han råd til at rejse både med mig og hans to børn her til sommer – hvilket jeg jo ikke helt kan forstå. Han siger, han prioriterer en kæresterejse med mig højere end at skifte låsene, da han ikke længere synes problemet med ekskonen er presserende. Vi har ikke fået konkrete beviser på hendes tilstedeværelse i hans hjem i 6 måneder nu, og det mener han er nok til, at vi ikke skal skifte låsene alligevel. I hvert fald ikke nu. Vi har yderligere installeret et overvågningskamera, som ikke har fanget noget i de tre måneder, vi har haft det hængende.

    Overordnet set, synes jeg, at hans humørsvingninger er blevet bedre – eller også er jeg blevet bedre til at tolke dem. Til gengæld er jeg selv begyndt at opleve humørsvingninger i form af tudeture og raseri i frustration, når vi snakker om disse ting. Jeg bliver flov over min egen adfærd bagefter, men mener samtidig, at der er nogle konkrete aspekter ved parforholdet der burde ændres.

    Jeg har snakket meget med ham om, at jeg ikke føler, der er plads til mig i hans hjem. Han ser helst ikke jeg sidder for meget ved min computer, og jeg skal helst heller ikke sy, mens hans børn er på besøg (så virker jeg åbenbart asocial – også selvom vi sidder og ser film sammen). Vores dage går med praktiske ting i hjemmet, hans børn og evt. en film om aftenen, når børnene er puttet, hvor han som regel falder i søvn. Jeg er her nok lidt uforstående overfor, hvorfor der ikke er plads til mine fritidsinteresser – når nu han alligevel sover?

    Med tiden føler jeg nu også et stigende pres ift. rollen som bonusmor. Jeg deltager i praktiske gerninger, såsom madlavning, rengøring, tøjvask, og i sociale gerninger, såsom at spille spil, se film med dem, tage på udflugter, og senest en mindre ferie på et par dage. Jeg synes altid selv, at jeg er imødekommende og interesseret i hans børn, men jeg har altid en fornemmelse af, at jeg ikke gør nok. Han har aldrig sagt direkte til mig, at jeg bør gøre det bedre, men det er nok en fornemmelse, der alligevel ligger og ulmer i baggrunden. Han bliver således surmulende, hvis jeg siger nej, til at spille spil med børnene (hvilket man jo kan bliver nødsaget til, hvis man står og laver aftensmad) eller hvis jeg ligefrem vinder i et spil over et af børnene (også selvom, det er et kortspil baseret på tilfældigheder). Efter en børnefødselsdag, hvor jeg havde bagt og lavet flere etagers lagkage med computerspilstema til den helt store guldmedalje, fik jeg at vide, jeg nok slet ikke havde plads til hans børn i mit liv (dette kom efter, at jeg efterspurgte en fridag, efter børnene var taget hjem til deres biologiske mor). Jeg er derfor blevet meget varsom ift. hvordan jeg er i nærheden af børnene. Det betyder, at jeg heller aldrig får sagt fra, når de overskrider mine grænser, som f.eks. at tale grimt eller opfører sig urimeligt overfor mig. En stor del af tiden siger deres far heller ikke noget til dem.

    Jeg synes det er problematisk og modstridende, at jeg på den ene side forventes at gå 100% ind til børnene, være deltagende, legende og konstant glad – som om det er mine egne. Men heller ikke have nogle rettigheder ift. hvordan de skal tale til mig eller om mig.

    Det er meget svært for mig at snakke med min kæreste om disse ting, for når jeg har prøvet, mener han, at jeg kalder ham en dårlig far, eller bliver decideret ubehagelig og spydig. Han har sågar sagt et par gange: ”Ja, undskyld, at jeg har børn!” – hvilket overhovedet ikke havde noget med den daværende diskussion at gøre. Jeg har selv lidt under ufrivillig barnløshed i mange år, og kan derfor godt blive såret over, at han fremstiller det på denne måde. Mit problem er jo ikke, at han har børn, men snarere, at jeg ikke kender mine egne rettigheder.

    Når jeg selv sidder og gennemlæser mit indlæg her, lyder mange af tingene absurde i mine egne ører, men jeg vil også ligge vægt på, at han er en sød og kærlig mand. Jeg elsker ham, og jeg har indtryk af, at han også elsker mig. Vi har også gode stunder sammen, hvor vi griner meget og har det sjovt. Jeg er derfor meget ambivalent omkring hele situationen.

    Jeg er lige nu taget hjem til mig selv for at få et pusterum. Som sædvanlig, når jeg tager hjem i min egen lejlighed hører jeg kun fra ham i meget begrænset omfang, og der er ikke mange søde ord at hente. Vi har tidligere snakket meget om dette, og jeg har givet udtryk for, at jeg føler, at han straffer mig for mit valg om at tage et par dage for mig selv. Dette har tydeligvis ikke ændret noget, og da jeg i dag påtalte, at jeg ikke synes jeg hørte fra ham, fik jeg at vide, at han havde børnene og tøjvask, og kunne derfor ikke forventes at sende så meget som én sms, når nu han har så meget om ørerne.

    Dette er vel ikke rimeligt? Eller er det mig der er alt for følsom her? Stiller jeg nogle urimelige krav? Hvad tænker I andre i brevkassen – jeg trænger til nogle inputs.

    #5079
    sissi
    Deltager

    Hej,

    Jeg tror du elsker ham betingelsesløst ( Kvinder der elsker for meget)
    – Han er besidderisk,mere end han elsker… du får ikke rum til at være dig – og det er ikke holdbart i længden.

    Han elsker dig kun, når du retter ind – det er det din krop fortælller dig.
    Den lever i konstant pres og angst – og det bliver kun værre, så kroppen mærker bedre hvor det er på vej hen, end dit hovede gør.

    Flyt for guds skyld ikke sammen med ham – tænk dig godt om.

    Han laver dig jo om, så du ikke er dig selv…på denne måde mister du livslysten og det impulsive.

    Jeg tænker, at skal I blive sammen – skal du være fløjtende ligeglad med om han surmuler i 14 dage… lad ham komme til dig hvis det er, når han er god igen.

    Dette vil forhåbentlig kun ske én gang – og han lærer at du er dig, og ikke hans marionet.

    Kan han ikke ændre sig – og kan I ikke tale om det, så ville jeg skynde mig væk.

    #5081
    Rosmarin
    Deltager

    Hvad tænker du selv? Lakker det mod enden? Er det ved at være nok? Eller skal du have en runde mere?
    Set herude fra, så lyder det urimeligt, at du skal give så meget i det forhold. Det lyder også som om, at du helt har glemt at markere dig og sætte grænser. Det skriver du også selv.
    Det lyder som om at du mere eller mindre er ved at blive en praktisk foranstaltning som papmor for hans unger. Og at hvis du ikke lige synes, det er fedt, så bliver han tøsefornærmet.
    Du skal jo ikke være 500% papmor, fordi du ikke selv har kunnet få børn!
    Lige der er I også to meget forskellige steder i livet: han med mindre børn og dig uden. Hvor meget betyder det for dig, at en mand har børn med ind i jeres forhold?
    Er det noget du meget gerne vil og har søgt efter eller fulgte det med pakken?
    Jeg spørger fordi jeg tænker, at det på nogle områder ville være mere ligeværdigt for dig med en mand med større børn eller ingen. Når det er sagt, så er det jo i allerhøjeste grad også hans indstilling, der har stor betydning for jeres succes rate med børnene.
    Jeg synes du har udviklet en uheldig rolle som praktisk gris i forhold til ham og hans børn. Og hvad bilder han sig ind med at surmule, når du tager hjem og straffe dig lidt for det ved at undlade søde hilsner. Det er sku da ikke i orden.
    Du skal dig tænke dig godt om synes jeg. Vil du bruge de næste mange år af de liv på det her? Er du i stand til at tage “kampen” op og begynde at sætte grænser for manden og for børnene? Vil du bruge krudt på det?
    Hvad er dine drømme for fremtiden?

    #5082
    SummerSun
    Deltager

    Tusind tak for jeres input – det betyder simpelthen så meget, at kunne komme af med nogle af disse ting.

    Jeg har bestemt ikke tænkt mig at flytte ind lige nu og her – forholdet skal først vise, at det kan holde til os begge to, synes jeg. Jeg tør simpelthen ikke sige min lejlighed op, sådan som tingene ser ud lige nu.

    Jeg har ikke selv aktivt søgt en mand med børn. Jeg er fuldt ud i stand til selv at få børn (viser flere lægelige undersøgelser i hvert fald), så mine drømme er egentlig selv at få mit eget barn en dag – sammen med en mand, som elsker mig betingelsesløst.

    Der gik virkelig hul på bylden i går, da vi snakkede sammen om aftenen. Jeg fik bekræftet alt det, jeg har gået og frygtet i flere måneder: Han synes ikke, jeg er god nok til hans børn! Han synes jeg gør “for lidt”, jeg er for “passiv”, og lever “nærmest i en bobbel”. Jeg blev simpelthen så såret, for jeg føler virkelig at jeg prøver at være en god og aktiv papmor for hans to børn. Jeg er meget usikker omkring hans børn (er bange for at være for anmassende, eller at gøre noget decideret forkert i hans øjne), og dette prøvede jeg at forklare ham. Så han har da måske ret i, at jeg godt kan være lidt stille omkring dem, men jeg er en meget introvert person – sådan er jeg også overfor hans andre familiemedlemmer – ja, selv overfor mine egne familiemedlemmer, og jeg har altid været sådan.

    Han virkede til sidst som om, at han nok fik lidt dårlig samvittighed over hans mange kritikpunkter og beskyldninger. Han mente f.eks. at jeg skulle være mere obs på, om de havde noget at drikke ved middagsbordet (som om det vil bringe os tættere sammen!), at jeg skulle nå og hælde mere mælk op, inden de selv bad om det! Dette trak han dog senere tilbage, og mente det jo bare var “et lille eksempel”.
    Han mente grundlæggende, at jeg skulle være mere nærværende, men har samtidig meget svært ved egentlig at forklare, hvad han mener med dette, eller at argumentere for, at jeg åbenbart ikke allerede er nærværende.

    I dag er jeg rasende. Jeg føler jeg har stilt mig selv til rådighed for ham og hans familie, netop som en praktisk gris, som du skriver Rosmarin, men også lidt som en boksebold, som man kan afreagere på, når tingene ikke lige går som forventet med børnene. Jeg har hjulpet til med alt i hverdagen, med fødselsdage, udflugter, snakke om børnebidrag, konfirmationsopsperinger, computerspil, biografture og what-not. Nu er jeg så ikke nærværende nok overfor børnene.

    Han vil gerne ud og rejse med mig i næste uge (uden børn). Jeg ved hverken om jeg skal grine eller græde ved tanken om den rejse. På den ene side, kunne det måske være godt for os at komme af sted og nyde hinanden. På den anden side, er jeg bange for det bliver en rejse fyldt med bebrejdelser frem og tilbage, og igen en følelse af at gå på nåle.

    #5083
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg synes simpelthen det er godt, at du er rasende for det har du al mulig grund til at være! Jeg får helt en knude i maven, når du fortæller hvordan han taler til dig omkring de børn.
    Det er ikke værdigt for dig. Jeg ville godt nok MEGET seriøst overveje at finde en ny kæreste, der også gerne vil have et fælles barn.
    Under alle omstændigheder skal du have kigget på, hvad det er der gør, at du finder dig i den rolle, så du ikke bliver ved med at gentage det mønster. For der er jo noget i os, der tillader det at komme så langt ud.
    Det gode ved at få skrevet eksempler ned herinde – husker jeg selv – det er at så ser man sort på hvidt hvad man tillader ske. 🙁
    Jeg synes det lyder som at du har gjort rigtig meget for de børn men også at det aldrig bliver godt nok det du gør. Og så er det jo skruen uden ende.
    Noget andet er din introverte personlighed, den skal jo også have sit space. Det er jo sådan du er. Du skal jo ikke slå tusinde knuder på din egen personlighed for at være en del af hans liv. Han skulle gerne elske dig, netop fordi du er den du er og både med det gode og det skæve. Det sku vigtigt at være et godt match på den lange bane.

    #5107
    Rosmarin
    Deltager

    Hvordan går det hos dig?

    #5124
    SummerSun
    Deltager

    Tusind tak for din omtanke, det betyder simpelthen så meget. Jeg har forsøgt at skrive et par gange herinde den forgangne uge, men min telefon ville ikke samarbejde 🙂 Nu er jeg hjemme hos mig selv igen.

    Det går ikke godt. Vi skændes næsten hele tiden. Vi har et par enkelte gode dage ind imellem, og så går det løs igen. Jeg indrømmer gerne, det som oftest er mig, der starter samtalen. Det drejer sig mest om nu, hvordan jeg skal være overfor hans børn næste gang, de kommer. Det har gjort umådeligt ondt, de ting han har sagt, og jeg føler ikke mine grænser eller min personlighed respekteres. Jeg føler jeg skal “passe ind”. Jeg har taget hjem mange gange i den forgangne uge, og han forstår som regel ikke rigtig hvorfor (udadtil). Men jeg føler mig ikke hjemme hos ham, jeg skal være på “dupperne” og lege praktisk gris. I går gjorde vi således rent i 3-4 timer hjemme hos ham, alt imens der var en uendelig dårlig stemning, fordi jeg gerne vil have noget afklaring omkring, hvad han forventer af mig ang. hans børn.

    Han siger selv, han sagde en masse grimme ting til mig i telefonsamtalen i sidste uge, og at han slet ikke mente de ting. Jeg mener, det jo må komme et sted fra – også selvom det er sagt i vrede (han gik f.eks. meget op i petitesser mht., hvad jeg helt præcis sagde til hans børn, når de kom ind ad døren osv.). Det har såret mig, og jeg er nu rædselslagen for at gøre eller sige noget forkert næste gang, de kommer ind ad den dør. Han siger, jeg bare skal være mig selv, og at han kun sagde de ting fordi jeg provokerede ham til det, fordi han ønskede at vinde skænderiet og fordi han ville såre mig. Samtidig holder han stadig på, at jeg bør ændre mig overfor hans børn og være mere ‘nærværende og snakkende’.

    Jeg anerkender selvfølgelig at bølgerne kan gå højt i et skænderi, at man kan sige nogle grimme ting osv., men jeg skændes nu hverken for at vinde eller såre. Jeg ønsker ikke et parforhold, hvor det gælder om “at vinde”. Det synes jeg er en underlig mentalitet.

    Jeg er rigtig ked af det, og fuldkommen rundt på gulvet. Jeg elsker ham så sindssygt højt – og jeg har virkelig aldrig haft sådan en stormende forelskelse før – ikke engang i min eksmand! Jeg ville bare ønske det ikke skulle være så pokkers svært, og at der var bedre plads til mig.

    Hans idé om at give mig mere plads er, at give mig ekstra husligt arbejde og mere tid med hans børn. Så føler jeg jo nok, at jeg er mere “ønsket”. Han mener, at det, at jeg beder om mere frihed og selvstændighed ikke fungerer for et parforhold.

    Jeg er snotforvirret.

    #5132
    Sidsel
    Deltager

    @ Summer Sun!

    Din beskrivelse af, hvad du bliver udsat for og hvilke forventninger, der er til dig, er hjerteskærende. Intet mindre!

    Jeg tror ikke, at du elsker din kæreste så højt, som du skriver. Derimod tror jeg, at du ubevidst holder fast i den illusion, som forelskelse er, når man møder hinanden og projicerer alle længsler og drømme over på et andet menneske uden virkelig at kende dette. Sådan begynder alle parforhold.

    Nu efter godt et år er forelskelsen veget og virkelighedens verden står lysende klar.

    Den består af urimelige og krænkende krav til dig i forhold til endnu flere huslige opgaver – så du kan få mere frihed og indflydelse i forhold til hans børn (hold da op!)- selvfølgelig er du både snotforvirret, såret og rædselsslagen.

    Det er ikke din opgave at servicere ham og hans børn, men forældrenes og heldigvis har de både mor og far. Du er “blot” hans kæreste. Hende, som man deler de gode stunder med.

    Lakker det mod enden, spørger du.
    Det håber jeg for dig. Bliv hjemme hos dig selv og lad ham rode alene med børnepasning, rengøring og tøjvask. Han har selv avlet dem.

    Lad være med at tage telefonen, hvis han kun ringer for at såre dig og “vinde”.
    Gør dig fri til en anden og mere sund mand, som fortjener dig…

    I bedste mening

    Sidsel

    #5134
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg synes du skal søge noget hjælp! Det virker som om at du er så sovset i det her forhold, så du efterhånden har mistet kontakten til, hvad der er rimeligt og ikke rimeligt. Og det synes jeg er farligt. Helt bogstavligt ment. For det koster på selvværdskontoen, og det kan give sår på sjælen, der er længe om at hele.
    Jeg tror ikke at du er der endnu. Men jeg håber virkelig, at du om ikke så længe får nok og går din vej. Indtil da vil jeg håbe, at du bliver ved med at mærke efter, hvad alt det her gør ved dig. Knus og pas godt på dig selv.

    #5140
    SummerSun
    Deltager

    Uha, det er svært, det her. Jeg sagde til ham i formiddags, at nu er det slut. Jeg ved egentlig ikke om jeg reelt har lyst til at det skal slutte, men jeg kan ikke lave mig selv om for ham eller hans børn.

    Alligevel har jeg lyst til at skrive eller ringe. Har lyst til at sige, at jeg nok skal komme hjem til ham igen. Og jeg ved udmærket godt at det er her problemet ligger: Han har med forskellige udtryk givet udtryk for, at jeg egentlig ikke er helt god nok til hans børn – men det forventes nu, at det er mig der skal komme krybende. Jeg er den lille hundehvalp i parforholdet, og jeg hader det.

    Jeg har ikke stilt mange krav i løbet af parforholdet. Jeg har bedt ham skifte låsene, hvilket ikke er sket med diverse forskellige undskyldninger herfor. Jeg har efterspurgt mere plads til mig, hjemme hos ham – det er så blevet tolket som mere plads til atlege papmor og hushjælp. Jeg ved jo godt helt rationelt, at jeg ikke bliver hørt i dette forhold – det er ham og det er hans, der er i fokus.

    Alligevel er det bare så svært at give slip. At være kolleger, og at vide jeg skal se ham i hverdagen fremover, er heller ikke for sjovt.

    Puha… Jeg kommer nok til at skrive et par gange herinde endnu ovenpå det her.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 39 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.